Vent på mig
Med rystende hænder tastede jeg Amalies nummer ind og satte hurtigt mobilen til øret. Bare hun nu tager den bare hun tager den – bad jeg indvendigt.
Abonnenten er midlertidigt utilgængelig eller uden for dækning, lød en mandestemme, og jeg forstod straks, at mine bønner ikke var trængt længere end til mit eget hoved.
*****
Kærligheden spørger ikke om lov til at slå sig ned i ens hjerte, banker ikke forsigtigt på, før den træder ind. Nej, den rammer én som en stormfuld bølge på en råkold efterårsdag i Skagerrak og efterlader ingen mulighed for at stå fast. Hvis man forestiller sig sådan en bølge midt i et romantisk stormvejr, tænker mange sikkert: Forfærdeligt!
Men faktisk ikke. For det er netop den sanseløse, boblende fornemmelse, der gør kærligheden vidunderlig følelser man ikke kan få andre steder, selv ikke efter ti ture i Dæmonen i Tivoli.
Ja ja, kærlighed overgår enhver forlystelse.
Ofte opstår den også på et splitsekund. Som en supernova, der eksploderer langt ude i rummet. Man mærker det nærmest som et dask i hovedet pludselig står man der og er håbløst forelsket.
Den slags, som digtere og forfattere har beskrevet gennem tiderne Oehlenschläger, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen Mange har skrevet om kærlighed. Og gør det stadig.
Men jeg, Frederik, var temmelig skeptisk. Kærlighed ved første blik, tænkte jeg, er kun noget, der sker i film og romaner.
Det sker ikke i virkeligheden plejede jeg at sige, når venner forsøgte at overbevise mig om noget andet.
Men så en dag
stod jeg på busterminalen i Odense, og ventede på den bus, der snart burde ankomme. Den slags busser ventede ikke på nogen – kom du for sent, måtte du vente til i morgen og den næste afgang.
Og jeg havde lige sagt lejligheden op.
Derfor kiggede jeg intenst på hver eneste bus, der rullede ind.
– Frederik, kom herover! Bussen er her! hørte jeg en kvinde råbe.
Det skulle vise sig ikke at være mig, hun kaldte på, men en lille dreng. Det gik først op for mig senere.
Men idet jeg vendte mig om, mærkede jeg et hårdt slag og så straks fyrværkeri for øjnene. Gnister, som hvis nogen tændte et stjernekasterlysshow lige foran mit ansigt.
Hvis det var december, havde jeg troet på det, men det var slutningen af maj.
Hvad pokker var det? tænkte jeg, men før jeg vidste af det, blev verden sort.
Det varede nogle sekunder, før jeg kunne skimte former og ansigter igen, og så så jeg hende en pige, der gned sig i panden.
Hende der stod foran mig og snakkede, og så blev jeg først bevidst om, at min egen pande gjorde ondt. Vi lignede begge to nogle, der ikke forstod, hvad der egentlig var sket.
Vi stod der midt på den larmende banegårdsplads og stirrede på hinanden. Ingen af os sagde noget.
Tiden gik, måske bare et minut eller to, men det føltes som uendelighed. Og der gik det op for mig jeg var ramt. Helt op til ørerne.
Noget sagde mig, at denne pige ikke bare havde ramt mig på panden, men i mit hjerte.
Det var som om skæbnen helt bogstaveligt havde fået os til at støde sammen, så vi ikke bare forsvandt ud imellem hinanden i dette mylder af fremmede.
Og med dagens teknologi og alles næse i mobilskærmen var det vel også nødvendigt med så gevaldigt et bump.
– Undskyld! sagde hun, mens hun stak en hånd efter sin ødelagte mobil. – Jeg havde så travlt, jeg så dig slet ikke. Er du okay? Slog du dig?
– Hvad? jeg så hendes læber bevæge sig, men intet rigtigt nåede mine ører.
– Jeg spørger om du slog dig? Du ser lidt underlig ud
– Det svimmel meget svimmel, nikkede jeg. Jeg kigger dig i øjnene, og jorden forsvinder under fødderne. Er det den der kærlighed ved første blik, mon?
– Du er sjov, smilede hun. Det er godt. Men kom, lad os sætte os. Jeg giver dig lidt vand, så du ikke falder om.
Hun smilede med hele ansigtet varmt, ærligt. Ikke et gram falskhed. Jeg kunne mærke, hun virkelig var oprigtig. Det varmede.
– Se, her! sagde hun og rakte mig en flaske Kildevand, og jeg tog nogle store slurke.
Jeg følte straks, at hovedet blev lettere.
– Jeg hedder Amalie, sagde hun.
– Frederik.
– Det var altså ikke med vilje, Frederik. Jeg havde bare så travlt skulle nå bussen, men nu er den kørt. Jeg er selv skyld i det. Og nu er min mobil også smadret
Bussen! Var pludselig alt, hvad jeg tænkte, idet jeg så mit sidste håb køre væk.
– For pokker Jeg nåede den heller ikke.
– Er det min skyld nu? spurgte hun bekymret.
– Nej, nej, det er ikke din skyld. Det skulle vel bare ske sådan.
– Hvornår går din næste bus?
– I morgen tidlig.
– Det samme for mig. Tja, som min mor ville sige: To ensomme sjæle har fundet hinanden.
– Ved du hvad, Amalie? Skal vi ikke gå en tur i Munke Mose? Den ligger jo lige i nærheden.
– Jo, lad os gøre det, smilede hun, mens hun stoppede mobilen tilbage i tasken.
*****
Efter jeg havde købt to gammeldags is, skyndte jeg mig tilbage til Amalie, der sad ventende på en bænk med udsigt over åen.
Af en eller anden grund frygtede jeg, at hun ikke ville vente på mig. Den tanke stak i maven.
Men hun sad der stadig.
Jeg tabte næsten pusten ved synet af hende. Amalie var virkelig krøbet ind i min sjæl.
Sådan føles kærlighed ved første blik altså Jeg blev næsten flov over, hvordan jeg før havde latterliggjort det.
– Hvorfor står du bare der? Flyt dig da, jeg skal forbi! skar en ældre dame med stok igennem min trance.
Jeg trådte hurtigt til side, rødmende.
– Er det hende, du glor på? – spurgte hun og pegede med stokken mod Amalie på bænken.
– Ja Hun er smuk.
– Du skal ikke gøre dig forhåbninger. I bliver aldrig til noget, sagde damen skarpt, før hun forsvandt.
Det føltes som om nogen trak gulvtæppet væk under mig.
Og da jeg så tilbage, var bænken tom.
– Nej, hvad nu?
Jeg ledte nervøst mellem folk hun kunne umuligt være nået langt væk. Hun måtte være i nærheden Jeg kunne mærke det.
Men uanset hvor jeg kiggede, var hun væk.
Vi skal aldrig være sammen Vi skal aldrig være sammen lød de gamle ord i hovedet.
– Hvorfor står du der bare? Har du glemt, hvor du satte mig? lød hendes stemme bag mig.
Jeg vendte mig og stødte igen vores pander sammen.
– Amalie! Du gik ikke! nærmest råbte jeg, mens jeg omfavnede hende.
– Frederik, slip mig, det gør ondt, grinede Amalie og gned sin pande. Jeg smed bare flasken ud. Jeg har ikke tænkt mig at stikke af.
– Jeg blev bare nervøs
– Jeg bliver her. Og for resten: Kan vi aftale ikke at støde hovederne sammen mere? Jeg har snart eksamen, du ved, og jeg vil helst ikke miste hukommelsen af alle de knubs.
– Det lover jeg, smilede jeg flovt. Jeg mødte bare en mærkelig dame Men pyt. Skal vi ikke gå videre?
– Jo, kom!
Jeg gav hende isen, og vi gik gennem parken, til åen, til byens stille gader under nattehimlen. Timerne fløj.
Jeg fortalte om mit liv, mit arbejde som svejser, hvad jeg lavede i byen på arbejde.
Amalie boede på et kollegium, læste til læge på SDU og drømte om et liv, hvor hun kunne hjælpe andre.
Næste morgen skiltes vi modvilligt ved busterminalen. Da jeg gik ombord, lovede jeg hende, at jeg nok skulle komme tilbage.
Jeg bad om hendes nummer men hun så på sin ødelagte mobil og sagde undskyld.
– Jeg køber en ny og giver dig mit nummer, så snart jeg kan, sagde hun.
– Deal, sagde jeg. Mit nummer står på denne seddel.
– Unge mand, bussen skal køre! råbte chaufføren utålmodigt.
– Jeg kommer! råbte jeg, og til Amalie: Vent på mig, ikke? Jeg kommer tilbage, det lover jeg!
– Jeg venter! vinkede hun, med et smil jeg aldrig kommer til at glemme.
Et øjeblik stod jeg stadig på trappetrinet. Det føltes som om livet selv var på vej med bussen sammen med mig.
*****
En måned gik.
En pinefuldt lang måned.
Ingen kald fra Amalie. Og jeg kunne heller ikke få fat i hende. Endelig fik jeg fri fra arbejde i to uger og ville tage tilbage til Odense.
Men lige da jeg skulle afsted, blev min mor, Birthe, syg og blev indlagt i landsbyen, hvor jeg voksede op.
Da jeg ankom, fortalte lægen, at hun havde haft en blodprop og skulle have konstant pleje.
Jeg måtte vælge og jeg blev. For min mor havde kun mig.
Amalie måtte vente. Jeg ville finde hende senere, lovede jeg mig selv.
*****
Men min mor kom sig aldrig og døde få måneder senere. Jeg begravede hende og gav resten af dyrene til naboerne, låste huset af og tog fat på at finde Amalie. Et halvt år var gået. Ville jeg overhovedet kunne finde hende?
Hele kroppen sitrede, da jeg nærmede mig kollegiet i Odense.
Hvad hvis hun havde mødt en ny? Tanken gnavede i mig.
Og jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun aldrig havde ringet, for hun havde jo mit nummer.
– Hvem skal du besøge? spurgte den sure kollegievagt, da jeg trådte ind.
– Amalie. Jeg ved kun hun læser medicin, men har et billede af os sammen.
Jeg viste hende billedet.
– Nå, endelig kommer du! Men Amalie er her ikke mere, sagde hun overlegent. Hun er flyttet. Ingen er her i dag det er jo den 31. december!
– Flyttet? Hvorhen? Hvornår?
– Det er længe siden. Hun blev færdig med studiet, tog hjem. Hjem til sin mor, tror jeg.
– Har hun efterladt noget til mig? Et nummer, et brev?
– Nu du siger det sagde vagten, rodet i hendes skrivebord. Der er et brev hun bad mig aflevere det, hvis du kom forbi. Men jeg spildte kaffe over det, så man kan kun se telefonnummeret nedefor.
Jeg greb brevet og begyndte at læse:
Kære Frederik! Hvor har jeg savnet dig Jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde dig. Min taske blev stjålet med både mobilen og dit nummer. Jeg nåede aldrig at ringe. Men jeg har ventet, Frederik. Virkelig. Hver dag gik jeg efter studiet til den bænk, hvor vi gik ind i hinanden. Jeg håbede, du ville dukke op. En måned gik det sådan men du kom aldrig. Der var dog én, der ventede med mig en stor, rød hankat. Jeg kaldte ham Frederik. Hvis du finder ham, må du meget gerne give ham kalkunfoder fra kiosken om hjørnet. Jeg kan ikke tage ham ind på kollegiet Men nu må jeg rejse hjem mor er syg. Nedenfor står mit nummer. Ring til mig, hvis du kan. Jeg venter på dig!
Med bankende hjerte tastede jeg nummeret.
Abonnenten er midlertidigt utilgængelig
Det var det samme jeg havde hørt hver gang før.
Pokkers også! Endnu et nummer, der ikke virkede!
Jeg kiggede på brevet igen. Kaffepletter dækkede adressen, men nummeret stod tydeligt. Jeg lagde brevet ned i lommer og skulle til at gå.
Hvordan skulle jeg nu nogensinde finde Amalie?
*****
Jeg slentrede gennem et snedækket Odense denne nytårsaften. Folk smilede, julelys hang i vinduerne, men mit humør var sort.
Jeg købte en billet til den tidlige bus hjem. Der var stadig 40 minutter til afgang.
Måske skulle jeg gå hen til bænken, fodre katten Hvis den er der? tænkte jeg.
Da jeg nærmede mig, lå der faktisk en stor rød kat ved bænken, som om den ventede.
Venter du på mig? smålo jeg.
– Hej, navnebroder! sagde jeg.
Katten så undersøgende på mig, gik tættere på og nussede op ad mine bukser.
Han var med det samme min ven. Jeg løftede ham op og hviskede: Jeg skynder mig lige i kiosken, min ven. Bliv her!
Miau, sagde katten.
– Vent på mig, Frederik!
Der var kø ved kiosken og jeg var væk ti minutter. Da jeg kom tilbage, stod en kvinde bøjet over katten forsøgte at tage ham op.
Katten nægtede, mjavede morskt. Og så hørte jeg hende sige:
– Hvad er der med dig? Kan du ikke kende mig? Det er jo mig, Amalie!
– Amalie?! jeg stivnede. Det var hende. Er det virkelig dig? spurgte jeg, mens jeg gik helt tæt på.
Hun drejede sig om
og vi stødte hovederne sammen igen. Gnister for øjnene, et øjebliks svimlen.
Men da jeg kunne se klart, stod Amalie dér og smilede forlegent, gnidende sin pande.
Vi stirrede og så kastede vi os om halsen på hinanden. Vi grinede, græd og kyssede midt på pladsen. Uanset hvad folk tænkte.
Sådan fandt vi hinanden igen. Og jeg tænkte: Nu slipper jeg dig aldrig mere.
– Frederik, hvordan?
– Jeg kom for at finde dig som jeg havde lovet. Men folk sagde, du var rejst hjem.
– Ja Mor blev syg, så jeg måtte hjem. Men hun døde for en måned siden. Nu kom jeg for at hente Frederik altså katten. Og dér stod du Det er et mirakel!
– Det er det, smilede jeg. Jeg havde lige købt kalkunmad til ham, som du ønskede.
– Jeg undrede mig også over, hvorfor han ikke ville med mig Nu kan jeg se hvorfor.
– Så du ventede også?
– Ligesom dig, Frederik.
– Jeg troede, jeg aldrig ville finde dig vagtens spildte kaffe dækkede adressen på brevet.
– Åh, hende Men mit nummer stod der vel?
– Ja. Men dit nummer var aldrig aktivt før nu.
Akkurat i det øjeblik tikkede en sms ind på min mobil: Abonnent Amalie er nu tilgængelig. Jeg viste hende beskeden.
– Sikke timing
– Hør, jeg har lejet en lille lejlighed til i nat. Jeg har ikke rigtig mad i huset, men vi kan nå at købe ind. Skal vi ikke fejre nytår sammen?
– Selvfølgelig jeg har intet hellere vil!
– Så går vi, Frederik, sagde Amalie, tog mig ved hånden, og sammen bar vi katten hjem.
Vi købte ind, tændte stearinlys, pyntede et lille grantræ. Da rådhusklokkerne slog tolv, var vi blevet en slags familie: mig, Amalie og en rød hankat.
Lykkeligere end jeg nogensinde havde drømt. Og Amalie var dobbelt lykkelig, for nu havde hun ikke bare én, men to Frederiker i sit liv.
