Da jeg trådte ud af hospitalet, kom jeg uforvarende til at støde ind i en mand i døren.
Undskyld, sagde han, lagde øjnene et øjeblik på mig, men hans blik blev hurtigt nedladende og koldt, hvorefter han vred sig væk og forsvandt videre, som om jeg aldrig havde ramt hans synsfelt.
Hvor mange gange har jeg ikke oplevet sådan et blik. Slanke, langbenede piger får et helt andet udtryk fra mænd deres øjne bliver fyldte, begærlige næsten. Men ser de på én som mig, skygger ligegyldigheden og foragt altid over ansigtet. Hvor er det dog uretfærdigt. Hvad kan jeg gøre ved, at jeg blev sådan?
Som lille var alle ellers ellevilde med mine buttede kinder, mine runde ben og min bløde, fyldige mave. I gymnastiktimerne i folkeskolen endte jeg altid forrest i pigernes række, fordi jeg fyldte mest. Jeg fik øgenavne som Gris, Tyksak og “Grisling”, og dét var endda til at holde ud. De værste kælenavne vil jeg slet ikke gentage. Børn kan være grusomme, og ingen af lærerne greb ind.
Jeg prøvede diæter, men sulten overmandede mig hver gang, og kiloene kom igen med dobbelt styrke. Jeg vidste godt, jeg var pæn nok ellers, men vægten ødelagde altid førstehåndsindtrykket.
Jeg havde drømt om at blive lærer, men opgav min drøm børn ville alligevel kalde mig ting bag min ryg. Efter folkeskolen søgte jeg ind på sosu-skolen. Når folk bliver syge, tænker de mindre over, hvordan hjælperen ser ud bare man gør gavn.
På uddannelsen var der kun piger, og de var travlt optaget af hinanden og deres kærester. Jeg var altid alene. I timerne ville de andre piger gerne have mig til at sidde på forreste række, så kunne de selv gemme sig bag mig, når underviseren skulle stille spørgsmål.
Med et stik i hjertet kiggede jeg ofte på de smukke kjoler i butiksvinduerne. Dem ville jeg aldrig få på. Jeg bar løse, mørke sweatre og lange nederdele for at skjule min krop. Jeg var flittig, dygtig, satte aldrig IV i forkert, og de ældre patienter holdt meget af mig.
Engang tog jeg med pigerne på skøjtebanen. Teenagedrengene kom med grovheder. Se, hun er på vej til slagteriet! lo de, og latteren bagfra fik mig næsten til at tude.
Mor forsøgte at matche mig med veninders sønner. Jeg var til et par akavede stævnemøder den ene fyr så mig og lod straks, som om han slet ikke ventede på nogen. Den anden begyndte at tage på mig, før vi overhovedet havde sagt ord til hinanden. Jeg skubbede ham væk, han faldt i en vandpyt og råbte efter mig: “Kan du ikke bare være glad? Hvem gider ellers dig?” Jeg græd hele vejen hjem. Derefter sagde jeg nej til flere møder. Bedre at klare sig selv.
På min Facebook-profil satte jeg Fiona fra Shrek som mit profilbillede. Da en mand spurgte, hvordan jeg egentlig så ud, svarede jeg: Som hende, bare ikke grøn. Han troede, det var en joke: Du er sikkert træt af påtrængende fans, og derfor den avatar! skrev han, og ville mødes. Jeg stoppede samtalen.
En dag i afdelingen stødte en lille dreng seks år måske ind i mig i korridoren.
Hvor skal du hen? Her er syge folk, du skal ikke larme, sagde jeg og greb ham forsigtigt i armen.
Jeg ville bare rutsje på linoleummet, sagde han helt ærligt.
Hvem er du kommet med?
Med min far, vi skal besøge farmor. Ved du, hvor toilettet er? spurgte han.
Kom, jeg viser dig. Klarer du dig selv?
Han sendte mig et overlegent blik. En lille mand, som ikke havde gjort mig noget.
Kort efter kom han ud og tørrede hænderne i buksen. Jeg tilbød at føre ham til den rigtige stue. Foran én stue stoppede han, lavede et alvorligt ansigt og lagde en finger på læben.
Det må være den her, sagde han og pegede på dør nr. fire.
Sikker? Du har vel ikke glemt at kigge på numret? Eller kan du ikke tal? grinede jeg, for det var en mandestue.
Det kan jeg da godt, sagde han stolt. Dérhenne, det er hendes dør nummer fem.
Din frækkert, sagde jeg og spillede fornærmet.
Han klukkede og spurgte, hvad jeg hed.
Mille, sagde jeg. Men før han kunne svare igen, åbnede en høj, venlig mand døren til stue fem.
Han så strengt på drengen.
Ivar, hvor blev du af?
Så fik han øje på mig, vurderede mig hurtigt op og ned tabte straks interessen.
Har han drillet? spurgte han.
Jeg havde mødt blikket før, mange gange.
Han drillede ikke, så lad være at skælde ud, svarede jeg og gik hurtigt videre.
Kom, sig farvel til farmor nu, vi skal hjem, hørte jeg bag mig.
Næste dag kom Ivar og hans far igen. Faderen gik lige forbi mig uden et blik. Jeg sendte ham et grimt ansigt bag ryggen. I det samme vendte Ivar sig, lo og gav mig tommelfingeren; jeg kunne ikke lade være med at smile og vinke.
Efter stilletimen gik jeg ind til stue fem.
Du ser frisk ud i dag, Anna Madsen. Fik du besøg af dit barnebarn? spurgte jeg.
Så du ham? Han er en fantastisk dreng, Mille. Jeg længes efter at se ham vokse op.
Du skal nu ikke dø foreløbig. Du skal nok se oldebørn også, svarede jeg opmuntrende.
Det håber jeg. Men jeg bekymrer mig om ham. Han vokser op uden mor, sagde Anna med et suk.
Hans mor
Hun er ikke død. Hun efterlod Ivar her og rejste til udlandet for karrieren hun var model. Mit barnebarn er ikke biologisk, men han betyder alt for os. Min søn møder kun smukke, egoistiske kvinder. Ivar vil ikke kendes ved dem.
Resten af dagen gik jeg rundt med en knude i maven af tankerne om Ivar og Anna. Da jeg kom ind for at give Anna hendes medicin om aftenen, græd hun og rakte mig et ark. På det havde Ivar tegnet en dreng, der holdt to voksne i hånden. Jeg var ikke i tvivl det var ham selv med sine forældre.
Han leder efter en mor. Jeg tror, han har tegnet dig, Mille.
Nej, han har sikkert tegnet sin rigtige mor, svarede jeg forlegent.
Han husker hende ikke hun var spinkelt bygget, og kvinden på tegningen er jo stor, højere end manden Det er dig, sagde Anna med en skælven.
Jeg så straks, at kvinden på tegningen var større end manden. Selv børn ser, hvor stor jeg er. Sådan en flot mand som Ivars far, han vil aldrig være interesseret. Kun fantasier tænkte jeg tøvende.
Fra da af, hver gang jeg lagde vej forbi Annas stue, vekslede vi et par ord. Næste gang Ivar kom, gik han straks hen til mig.
Hej. Har du sikre hænder? spurgte han.
Tjo måske, svarede jeg.
Farmor siger du har, og hun bliver snart udskrevet, ikke? Jeg har fødselsdag om en uge, kom du ikke? sagde han i ét væk.
Jeg må nok lige spørge din far om lov først, men det lyder hyggeligt, lo jeg.
Det spørger jeg nu! Han løb ind i stuen.
Jeg blev optaget og så ikke, hvordan de gik. Næste dag stod Ivan og Ivar udenfor sygeplejerskekontoret.
Far, du har lovet Ivar hev ham i ærmet, da jeg kom.
Det har jeg. Du er inviteret til Ivars seksårs fødselsdag. Her er adressen og mit nummer. Vi glæder os til at se dig hvis du altså har tid, sagde han.
Jeres oplysninger har vi jo i kortet. Jeg har ingen planer i weekenden, rødmede jeg.
Godt, for ellers bliver Ivar og min mor skuffede. Og Anna må ikke blive ked af det, har du selv sagt.
En hel uge jeg må simpelthen tabe mig lidt! tænkte jeg.
Hjemme fortalte jeg det til mor.
Selvfølgelig skal du tage af sted. Børn mærker mere end mænd. Måske bliver det begyndelsen på noget godt? Han søger nok en mor til sin dreng. Prøv nu bare, Mille.
Hans far ser mig slet ikke, svarede jeg bittert.
Du overdriver. Jeg tror, han tænker mere på følelser end på udseende. Ellers havde han giftet sig med en model for længst.
Lørdag satte jeg håret og fandt en kjole frem, lagde lidt mascara. Mit spejlbillede irriterede mig makeuppen kunne ikke skjule min figur.
Gaven havde jeg købt allerede da invitationen kom. Ivar venter, så jeg må af sted, sukkede jeg og trak vejret dybt.
Da jeg trykkede på ringeklokken, gik døren næsten straks op, og Ivar kastede sig om halsen på mig, så vidt hans arme rakte.
Han så lykkelig ud over sin gave. Inde i stuen sad Ivan, en yngre, smuk blondine og en ældre mand sikkert Ivars farfar.
Blondinen kiggede på mig fra top til tå lidt overbærende. Anna præsenterede mig: Det her er Mille, min redningskvinde. Det her er Preben, min mand. Og det her ja, det er én, Ivan kender, hun hedder Malene, sagde Anna uden at se på blondinen.
Kort efter væltede Anna et glas rødvin ud over Malenes skød. Malene fór op og væltede stolen bag sig. Hun pakkede hurtigt sammen og gik. Jeg tænkte også på at tage af sted.
Bliv ikke fornærmet, men, begyndte Ivan.
Du kylede jo ikke vinen på mig, jeg tager ikke anstød, svarede jeg. Men jeg burde også til at gå.
Min mor har bagt sin berømte æblekage. Og jeg kører dig hjem bagefter.
I bilen sagde ingen noget.
Du behøver ikke følge mig hjem, mumlede jeg til sidst.
Mor havde ikke tilgivet mig, hvis ikke jeg gjorde. Det er som om, vores veje hele tiden ramler sammen Hun prøver nok at gifte os, lo han tørt.
Jeg elsker dig ikke, ligesom du ikke elsker mig. Jeg har ikke tænkt mig at gifte mig med dig, svarede jeg, stemmen rystede. Bare rolig, jeg skal nok undgå dig fremover.
Bilen stoppede. Jeg forsøgte at åbne døren.
Luk op, insisterede jeg.
Pludselig lænede han sig frem, kyssede mig. Jeg skubbede ham hårdt væk.
Hvad bilder du dig ind? Er du træt af slanke blondiner? Er jeg bare variationen? Tak for opmærksomheden, nu kan du prale! råbte jeg vredt og sprang ud.
Han anede ikke, at netop der med ild i øjnene var jeg mere mig selv end nogensinde før. Han betragtede mig, overvældet af følelser, som de kølige blondiner aldrig havde fremkaldt.
Undskyld, jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg mente ikke at fornærme dig. Jeg troede bare, måske
Ja. Ingen mand har kyssede mig sådan før, kun dem, der har forsøgt at gøre mig lykkelig. Folk ser kun på ydersiden, afviser mig før de nogensinde lærer mig at kende, snerrede jeg, før jeg forlod bilen med hovedet højt.
August sluttede brat; regn og blæst piskede gaderne. Tre uger var gået siden Ivars fødselsdag, og jeg havde ikke set Ivan siden.
Da jeg kom hjem fra arbejde og havde sat mine våde sko, sagde mor:
Der var en ung mand, der spurgte efter dig pæn, velklædt, lidt bekymret.
Jeg greb straks telefonen og trak ud i køkkenet.
Det var mig, der var forbi. Ivar er blevet syg. Kan du komme? Han skal have penicillininjektioner
Jeg kommer straks!
På vej ud ærgrede jeg mig over ikke at have spurgt, om de havde spritservietter og kanyler, så jeg skyndte mig forbi apoteket.
Ivar lyste op, da jeg kom, sveden glinsede på hans pande, men temperaturen havde nok dalet lidt. Jeg vaskede hænder, klargjorde sprøjten.
Du kan godt huske, jeg har sikre hænder? spurgte jeg, da jeg så frygten i hans blik.
Han lukkede øjnene hårdt i, men smilede bagefter: Det gjorde næsten ikke ondt!
Ivan så på mig som ingen før. Jeg rødmede, blev forlegen og følte mig alligevel smukkere end nogensinde.
Da han kørte mig hjem, sagde han pludselig:
Mille, skal vi tage i café sammen? Vi har jo aldrig rigtigt snakket.
Gør du det kun for Ivars skyld? Lad være. Jeg begynder bare at håbe, og du kan aldrig elske sådan en som mig. Jeg er alt for stor.
Nej, Mille, du er ikke stor. Du er varm, blød, god. Børn tager aldrig fejl, de ved, hvem de kan stole på. Du betyder meget for Ivar. Og også for mig. Vi kunne få en tryg familie sammen.
Hvad hvis Ivars mor kommer tilbage?
Hun har sendt papir på, at hun frasiger sig forældremyndigheden og vil skilles. Hun har giftet sig i udlandet. Ivar er min søn.
Javel, så siger jeg ja, svarede jeg bare.
For alle findes der et menneske, en sjæleven, som man skal følges med uanset hvordan de ser ud. Men sommetider kigger vi forbi hinanden, eller genkender ikke hinanden, når vi mødes. Måske er det netop kærlighed, der lader én se en svane, hvor andre kun ser en anderumpe og i den bløde, runde kvinde genkende et kærligt og sårbart hjerte, der kun banker for én eneste.
