Må jeg vente på dig?
Vejen til lykke for Henrik Henriksen, ja, for ikke bare ham, gik ubønhørligt gennem hans mavesæk, sønderrevet af mavesår.
Alle døgnets lyse timer ledede Henrik Henriksen Møller slagets gang fra sit lillebitte, ildeventilerede kontor alt for trangt til så stor en mand. Han gik troligt i højtidsdragt, sprød og hvid skjorte, dagligt fin og stiv, naturligvis fra renseriet for Henrik boede alene. Og således ledede han, svedte i uldjakken, hev i sit bælte, der skar maven over, baksede med slipset, skældte ud, slp toppede med næven i bordet, blev rød i ansigtet, gned sig på hagen, ruskede i sit ikke-eksisterende skæg, skrev under på papirbunker, ringede op, mumlede i røret, lyttede, mumlede igen og til sidst stod han og sank på det tynde gulvtæppe foran chefen og led, selvfølgelig, af mavesmerter.
For bare en smule at genoprette sig selv, indlogerede Møller sig to gange årligt på Rigshospitalet for at forebygge, drak alskens medicin, slugte slanger og lod de snakkeglade læger beundre hans slimhinder og gik så tilbage til medicinen igen. Med krum ryg og et temmelig martyrisk ansigt spiste Henrik hospitalskost. Om aftenen diskuterede han livet over en kop te med sine venner, der var kommet for at besøge ham, blinkede til de søde sygeplejersker, som rødmede, kiggede væk og ikke uden desperation vristede sig fri af de små chokoladebidder, han tilbød.
Tag nu! Kan I virkelig ikke lide sødt? blev Henrik fornærmet. Der er intet bag jeg kan bare godt lide at forkæle damer.
Efterhånden tog sygeplejerskerne alligevel chokoladen, og snart drak de te ude på personalestuen, snakkede om kærlighed og Møller, og syntes synd om ham stakkels, ensomme mand. Godt han har os.
Blandt de små fornøjelser var også daglige diskussioner med sin læge, Hanne Sørensen som hver gang, han listede ud på altanen, fik ham i nakken med en cigaret.
Dig igen?! Vi har sagt, at man ikke ryger her, Møller! Jeg stiller spørgsmålet om hjemsendelse i morgen og så kommer du ikke tilbage! knyttede lægen næverne og talte med mægtigt alvor fra de grågrønne øjne under de tunge øjenbryn.
Ej nu, Hanne! Du har også stået her og smøget løs, det har jeg set! Hvorfor må jeg ikke? Jeg ville jo sagtens gå udenfor, hvis ikke du forbyder det her, men det regner! Vil du virkelig se mig drukne? Jeg elsker den danske sommer! parerede Henrik, tog et par dybe hiv mere, smed smøgen i en alt for velkendt dåse, fyldt med skodder, begav sig ind, slog den røde frottékåbe om sig alt for stor, gaven fra søsteren, Ida.
Hanne rykkede ikke en tomme, så Henrik måtte smyge sig forbi hende. Og et splitsekund fangede han duften rent, spridt, vaskepulver og lidt parfume, en snert af forår.
Det er ikke feriehotel, det her! spruttede Hanne, lillebitte ved siden af Henrik. I morgen ruller vi dig ud herfra.
Hun råbte, uden at vide hvorfor. Hun kunne simpelthen ikke holde Møller ud. Før hans ankomst var alting anderledes, kedeligt og mat, men nu var der ham.
Flyt dig så jeg har procedurer i vente! Du er dronningen af skrå balkon! Og i øvrigt, Hanne, mavesår er jo nerver, du stresser mig pokkers til læge! smækkede Henrik og forsøgte at presse sig forbi doktorinden, som han tænkte på hende. En gang trådte han hende over tæerne den lyseblå træsko trak sig lynhurtigt væk. Undskyld, mumlede Henrik.
Nå, men dine procedurer aflyser jeg snart! Sygt, det er du ikke! snerrede Hanne og forsvandt med et smæld. Om aftenen listede hun selv ud på altanen med smøgen for regnen silede stadig…
Jeg burde flytte, starte forfra, endelig få luft! sukkede hun som sædvanligt ud i natten. Tror I ikke, jeg kan? spurgte hun iltert de unge læger på plakaten, alle kittel og kysset mund så meget som et kokkehold. Nonsens, jeg skal nok. Og jeg bliver lykkelig! Nemlig! Hun satte sig på en stol, rusten, ubegribeligt nok hevet ind fra kælderen, og gennemgik sine patienter i hovedet Egede skulle afsluttes, Lauritsen også, stakkels gamle mand, det går ikke godt. Og Nikoline kom igen i går, en sorg…
Hanne besluttede at blive et år eller to endnu indtil alle patienterne var afsluttet, og indtil Josefine kom hjem. Men patienterne blev ved at komme, blev udskrevet, mødte hende på gaden, hilste eller kiggede væk som regel var det de pårørende, der havde håbet på et mirakel og var blevet skuffede.
Hanne bar ikke nag, hun vænnede sig til at hun ikke var en lakridskonfekt, som kunne falde i alles smag. Egentlig føltes det dog lidt trist…
Efter cigaretten ordnede hun sin ikke overbevisende frisure med den klassisk danske asymmetri; kort askeblond hår lidt længere i den ene side. Passede det til hendes fine ansigt, de store udtryksfulde øjne og kindbenene? Gjorde det hende piget eller mest som en drenget hipster? Hun gik jo gerne i ternede flonelskjorter, jeans, læderjakker og altid de slidte sneakers. Og så den sorte strikhue den samme hver dag.
Køb dig en rigtig hue, der er så mange smukke i butikkerne! mente den godmodige dame på depotet, Marianne, lidt en eventyr-bedstemor. Ellers ligner du jo et bankrøveri!
Nej, Marianne, den er Josefines, svarede Hanne tørt og stak huen i lommen på jakken.
Den bliver jo våd læg den på radiatoren! Åh, du min stædige pige! Marianne lagde den sorte hue til tørre. Hanne forsvandt allerede lydløst mellem hospitalets gange i de blå træsko.
Det går nok, min pige. Gud vil, alting bliver godt! mumlede Marianne og slog korsets tegn efter Hanne, kastede sig atter over krydsordene hun havde en hel bog, så der var til længe…
Nu trak Hanne, færdig med dagens dont, huen godt ned over hovedet, lynede jakken.
Hanne, vil du have et lift? Den evigt opmærksomme Jesper Petersen, byens Don Juan, strøg hende over skuldrene.
Slip nu, Jesper, jeg klarer mig. Gå heller hen til Ditte fra røntgen hun venter. Natti! Morten, hej! råbte hun til endnu en kollega, der var fordybet i computeren. Rygsækken blev grebet, hun spænede mod busstoppestedet.
Hun måtte hjem inden klokken ti. Hanne havde lige fået skiftet låsene, og Josefine havde ikke fået den nye nøgle. Hun ville sidde udenfor og vente og blive fornærmet, måske forsvinde. Hanne havde måske ikke engang opdaget, at Josefine havde ventet.
Med et hop sprang Hanne over en pyt sneakers og sokker pjaskvåde, og hun bandede sagte på bedste dansk, mens bussen for forsvandt om hjørnet. Nå, så måtte hun trave hjem; proppede rejsekortet, pakket ind i panggrøn emballage med kat-illustration (Josefines gave til 8. marts), i lommen. Det havde været så sødt pakket ind…
Stadig alene, Jesper? lo Marianne overbærende. Næ, vores Hanne er nu ikke sådan at fange. Find dig en, der er lidt nemmere!
Alt skal du vide! gryntede Jesper. Måske mener jeg det alvorligt måske er jeg forelsket, så hvad?!
Han baksede med frakken; den store hånd ville ikke i ærmet, den forbandede musearm gjorde det ikke nemmere.
Pokkers! hvæsede han netop som Hanne mistede bussen. Kan alle ikke bare stikke næsen i egen gryde!
Rolig nu. Du er ny, Hanne har været her længe selv før Josefine flyttede ind hos hende. I fatter jer ikke på hende! Giv mig ærmet… Så, af sted med dig! Du får aldrig noget ud af at glo på skærmen hele natten!
Jesper trak på skuldrene og skyndte sig hvis han var heldig, kunne han måske nå Hanne i stoppestedet. Han nåede det ikke, men pyt der var vist mere potentiale i Ditte.
Marianne havde ikke travlt. Hun luskede ned i personalestuen, hvor der altid var varmt, næsten for meget. Keddelkedlen peb, Tabita og Birthe sad mat og rodede med hjemløbet mad, drak te.
Velbekomme! nikkede Marianne og gik direkte til emnet: Jesper render efter Hanne han er nærmest uigenkendelig! Forleden barberede han sig, nu ligner han en konfirmand! Gav hende endda chokolade, men hun ville ikke have det. Ja, Hanne er for sej for ham. Ærgerligt, de ville have været et kønt par…
Birthe hældte te op i extra store kopper og brummede: Hanne er kold; med eller uden skæg, hun har givet op for længe siden! Hun lever ikke, hun venter kun… hvis hun ikke er med patienter eller papirarbejde, tjekker hun mobilen, ringer nogen steder, bliver sur, ryger… og skændes med… hvad hed han… Møller! Han flirter med alle de unge og opfører sig, som om han ejer hele stedet, alt sammen fordi han har betalt for en privat stue. Han tør drille hende, og hun tænder på det, kan man mærke. Men hvorfor bliver han ved at komme? Kunne da let finde et fancy privathospital penge har han jo nok af. Men næh, han skal herhen. Nå, drik så te, Marianne.
Jeg tror, han kommer for Hannens skyld, sagde Tabita, åbnede en karamel.
Aaah nævnte Marianne, men Tabita standsede hende med et jeg mærker sådan noget.
Måske hun er jo flot og dygtig, men Hanne har slet ikke blik for ham. Hun burde slippe det hele, flytte væk, begynde forfra ligesom min farmor, der hele livet ventede på min forsvundne farfar. Hun giftede sig aldrig igen kunne have fundet kærlighed, men… Ja, det er Josefines skyld. Hun ødelagde det for sig selv og sin søster…
Et host ude på gangen. Alle tier, Tabita kigger ud men der er tomt.
Hvad var det med søsteren? spurgte Tabita.
Jo ser du, Hanne kom hertil med sin lillesøster, Josefine, da de mistede forældrene. Josefine var mere end ti år yngre. De lejede en lille lejlighed sammen, Hanne blev ansat her, Josefine afsluttede gymnasiet, hang lidt med her. Underlig pige, havde sit eget. Du må da kunne huske den lilla hårfarve, og næseringen!
De nikkede. Josefine glemmer man ikke.
Kort efter gik Tabita på barsel det var vel med den ældste. Josefine skulle til universitetet, men stak af hun var ofte væk siden forældrenes død, men nu forsvandt hun helt. Hanne ledte overalt, fandt hende i klubber og på stationen, trak hende hjem, en gang var hun med politiet… Det blev ikke til sag, men noget gik helt galt. Psykologen var tæt på at sende Josefine videre, men hun grinede bare. Og så forsvandt hun for alvor. Borte var hun. Siden da har Hanne ikke været sig selv.
Lømler findes kun tanke for sig selv, ikke slægt. Vores naboes dreng forsvandt også. Han ringede et par gange efter penge. Måske var det ham, måske ikke. Men man sender jo pengene alligevel, ikke? sagde Birthe. Hanne bør altså flytte…
Hun kan bare ikke, hver aften skynder hun sig hjem for ikke at miste Josefine. For et par måneder siden havde hun indbrud, alle lejlighederne blev ramt, så hun skiftede låse men nu er hun nervøs for at Josefine ikke kan komme ind… så hun stormer bare hjem. Hun kunne bo tættere på hospitalet, starte nyt kapitel, men kan ikke give slip.
De faldt til ro, fnyste, nippede til teen.
En søster det føler man jo ansvar for, især når forældrene er borte… sagde Tabita. Endnu engang lød et host, lydløst gled døren i.
Henrik Henriksen lagde sig på sengen og stirrede op i loftet.
Tja, det er som at spidde en sommerfugl hun kunne flyve, ung og smuk, men hun har selv smidt ankeret, lænket sig fast. Han kom til at tænke på Hannens store øjne, det korte drengede hår og den lille spinkle krop i de snævre jeans, hænderne, kolde som istapper, når hun pillede ham på maven som om hun nød smerten… Henrik kunne mærke det hele. Kærestetyv? Nej. Mere. Han ville bare beskytte hende, denne lille kvinde fra hvad… vidste han knap.
Hun ryger for meget! vurderede han. Ikke sundt!
Henrik fik ikke lukket et øje. Han ærgrede sig over samtalen på altanen og sin egen bralrende attitude. Alt virkede dårligt.
Han var blevet for vant til at få det hele: at stikke chokolade i lommen på damer, betale, vælge, forlange respekt.
Men Hanne de betaler for privat sådan er det, men hun… hun har sine kolde hænder på maven!
Henrik satte sig op, ledte efter hjemmeskoene, stak de lange fødder i, og trissede ud.
Bag væggen stønnede nogen. Henrik kradsede sig på hagen, ventede, lydløst, så luskede han hen til naboens ensomme, privat stue.
Må jeg? stak han hovedet ind. Surt, tung luft.
Famlede forlegen indenfor, hamrende stønnede nogen i mørket.
Skal jeg tilkalde nogen? Jeg tænder lige lyset og åbner ud, her er indelukket Henrik tøvede.
Normalt var det ham, der blev vartet op: pude, te, gardiner parade.
Det med at tage sig af andre havde han glemt igen. Efter hans forældre ikke var mere… han havde været konge i eget hjem, og damerne var tjenestefolk. Han betalte, og de passede ham…
Nu trykkede han på lampen.
Værelset lå i blålig belysning, lilla gardiner, kold mad, slåbrok på gulvet. På sengen en gammel, indtørret mand ansigtet så godt som en maske.
Giv lidt vand, der, lød det svagt.
Henrik greb glasset, løb ud efter vand, kom tilbage.
Den gamle kæmpede sig op.
Tak. Men lad nu søstrene få ro. Jeg prøver at dø uden ballade. Bare… tak. Mavesækken, skærer. Har ellers fået stikket. Unge tiders synd! Det var så godt den gang… Den gamle smilede trist.
Åh, ungdommen var lettere, nikkede Henrik, huskede sig selv i 90erne; natarbejde, frygten for skridt bag sig, den kolde ryg. Jeg åbner vinduet.
Godt. Og I tror alle, ungdommen var sjov. Det er ikke sandt. Det ser bare sådan ud. Manden kom med et ynke.
Aldrig havde Henrik hørt nogen lide sådan. Bande, snerren ja. Men sådan? Ne.
Jeg kalder. Her skal handles. Du hører til i privat, så der skal gives service! Henrik trippede ud.
Privat lo manden. Min dreng satte mig her, for ikke at forstyrre de andre. Han skrabede pengene sammen. Men de besøger mig aldrig. Her er alt, din gamle jeg kommer om 14 dage, når du udskrives. Så jeg venter og venter.
Dit utaknemmelige skarn! hvislede Henrik og mærkede sig selv i det.
Sådan er livet. Man kan ikke altid tage hånd om de gamle. Man vil også selv leve. Du har levet det kan jeg se. Det er godt, smilede han. Hanne er her ikke, hun venter Josefine hjemme… Stakkels pige…
Nå. Det handler ikke om mig nu, eller Hanne jeg henter lægen. Du er bleg! Henrik blev bange for at den gamle skulle dø, lige der. Man ved jo aldrig om brug for hjælp…
Han luskede ud på gangen, fandt til sidst en døsende sygeplejerske.
Er det dig, Henrik? Er du dårlig?
Næ, det er min nabo han ser elendigt ud.
Tak. Gå ind på din egen stue, Tabita fløj afsted, snart dukkede den lange vagthavende op, og alt forsvandt bag lukkede døre.
Henrik forstod ikke noget, kiggede ud på byens blinkende lys. Længtes efter varm, sød te og en kanelsnegl lige som farmor lavede, da han var barn på stjerneskole. Farmor serverede på det lillebitte køkken med de gamle træskeer og billedet af et hvidt sejlskib.
Henrik faldt først i søvn tæt på morgen, dårligt, for der var uro hele natten.
Nabostuen blev vasket og klargjort til en ny patient.
Hvor er min nabo? Hvor er han? spurgte Henrik, og Tabita sagde intet, hun trak på skuldrene. Henrik forstod. Det var sket i natten, bag væggen. Han havde været den sidste, manden talte med De havde ikke engang fået hinandens navne at vide. Det var dårligt gjort, billet ud, alle i hver sin vogn.
Henrik ville vende sig og gå da han stødte ind i Hanne.
Hun var der stadig, lille som en tommeltot, favnede sig selv, græd.
Jeg skulle have set ham i går, men jeg havde så travlt jeg skulle jo være hjemme før klokken ti… Og nu! Han, Verner han ventede måske på mig, og jeg fik ikke sagt farvel…
Hanne snøftede, tørrede næsen i ærmet. Henrik følte pludselig for at omfavne hende, denne lille knude af sorg, holde om hende, vugge, hviske noget rart. Allerhelst give hende te med kanelsnegl.
Han bærer dig ingen nag. Han sagde du skal leve dit liv. Og… hviskede Henrik og rakte hånden ud, men tøvede.
Hanne så op med udtværet mascara, hagen bævrede. Hun drejede rundt, puffede Jesper til side og løb. På vej ud greb hun smøgerne fra lommen, styrtede ud fandt ikke lighteren, bandede. Men op røg en tændstik foran næsen.
Henrik.
Han stod, krigerisk, og ventede på, hun skulle skælde ham ud, mens tændstikken brændte ham.
Hanne tændte, sugede voldsomt, pustede ud, hvæsede:
Du må ikke være her! Jer er kun for personalet skal vi sætte gitre op? Gå tilbage. Giv mig fred!
Jeg rører dig ikke. Gav bare ild. Og jeg har lov, sagde Henrik roligt.
Har du? Hvorfor?
Fordi kontrakten, din ledelse fik lavet, siger man kun ikke må gå de steder hvor der står forbudt. Og det, min ven, står der ikke her. Så gør lige plads.
Han skubbede sig op på rækværket, åbnede kåben han svedte. Under den: pyjamas med striber.
Se, sneen er faldet. Hvornår nåede den det? Skønt. Parken her er fin. Og der sidder én Nej, det er en snemand blærede Henrik, for at aflede doktorinden.” Hanne så op, blafrede med øjenvipperne. Hendes smøg gik ud, hun smed den.
Jeg har kendt ham siden siden Josefine forsvandt, boede alene. Han gik i parken og spillede violin Verner var hans navn.
Violin? Den gamle! Henrik rakte sin smøg; hun gryntede.
Ja, tro det eller ej. Han stod der i sin jakke og hat altid hat, hans tegn…
Og rød halstørklæde? Så var det nok en saxofon Henrik diskuterede for sig selv.
Tørklædet var der groft strikket, stikkende. Josefine ville have elsket det. Men hun gik. Verner var den sidste, der så hende. Nu er han væk. Jeg blev tilbage.
Hun ville sige mere, men Jesper blandede sig, Hun skulle på stuegang.
Hvorfor er patienten her?! udbrød Jesper, men Hanne trak ham væk, mens Henrik blev stående og så sneen smelte på snemanden, der sank sammen.
Og så smækkede nogen balkondøren i med nøgle, og Henrik, i sin røde kåbe og pyjamas, stod derude…
Indtil nogen endelig opdagede hamog måtte hamre på ruden, mens latter boblede op i halsen på ham, først dæmpet, så mere og mere fri. For hvad skulle han ellers gøre? Sådan stod han: Henrik Henriksen, mavesårspatient og midlertidig fange i natten, omgivet af sne, stjerner og den forpjuskede snemand, der trods alt smilte fra bedet nedenfor.
Bag ruden så han skygger: Hanne, der pressede panden mod glasset, ansigtet blegt, men smilende nu, fordi Jesper drønede Don Juan kluntet fumlede med en nøgle og pludselig forlod lokalet vred, da han opdagede, at ingen længere lyttede.
Hanne åbnede døren på klem, kulden blæste ind, og smøgene duftede som noget fra barndommens havefester, hvor alting for en stund var let. Hun tog ikke imod Henriks hånd, men hendes blik søgte hans.
Må jeg vente på dig? spurgte han, denne gang stille.
Hanne bøjede hovedet, som for at høre efter sit eget hjerte. Hun svarede ikke, men gik langsomt frem, lukkede døren bag dem begge.
Sådan stod de et øjeblik, side om side, to sjæle midt i hver deres storm, et sted ingen ventede at gå sammen men nu, måske, bare måske, begyndte noget.
Henne på bænken under sygehuslampens matte skær sad snemanden, kold og ensom, men med hue og halstørklæde, som nogen havde bragt fra kælderen for at pynte ham til natten.
Lyset var svagt, men nok til at man kunne se, at det snerede igen. Henrik trak vejret ind dybt, smertefuldt og levende. Måske var alt, hvad der skulle til, blot at vente ikke alene, men sammen.
Indenfor satte Marianne te over, lagde en kanelsnegl frem. Hun tjeksede endnu engang på uret. Om lidt ville nogen åbne døren; om lidt ville alting, for en stund, være uforklarligt let.
Og Hanne, stadig med den sorte hue i lommen, mærkede, at hun ikke længere bare ventede. Hun gik forsigtigt, men med blikket rettet mod det sted, hvor lyset faldt på sneen, og hvor nogen ville tage imod hende, hver gang hun vendte hjem.
