Jeg havde boet sammen med en mand i to måneder, og alt gik egentlig ganske fredeligt i hvert fald indtil han foreslog, at jeg skulle møde hans mor. Allerede efter 30 minutters middagsselskab kunne jeg mærke, at jeg ikke ville overleve det her, og jeg listede simpelthen ud af den lejlighed og den her mærkelige familie.
Vi havde kun boet sammen i to måneder, men det føltes ret fornuftigt vi var jo begge over 30, voksne mennesker, og det kunne da være hyggeligt med lidt stabilitet. Mads virkede rolig og pålidelig: Han arbejdede med IT, drak ikke, forsvandt aldrig væk om natten, og han elskede orden og stilhed. Vi boede i hans lejlighed i Valby. Helt almindeligt voksenliv.
Men så, en aften, skete det. Han vendte sig mod mig ved aftensmaden med sit stille smil:
Signe, ville du have noget imod, hvis jeg inviterede min mor til middag? Jeg vil gerne have, at I to møder hinanden. Hun er lidt af en striks type tidligere folkeskolelærer men jeg er sikker på, hun vil synes om dig.
Selvfølgelig sagde jeg ja. Jeg købte en hindbærtærte, fandt en afdæmpet kjole frem og prøvede at sige til mig selv, at det jo bare var endnu en middag. Normalt at være lidt nervøs, ikke?
Mor, hun hed Kirsten, stod præcis på dørtrinnet klokken 19 sådan på klokkeslættet, man kun ser hos tidligere lærere. Det lignede næsten, hun skulle tjekke om vi havde ryddet op til inspektion, ikke for at være gæst. Hun lod blikket glide kritisk over entreen, nikkede kort og marcherede direkte ud i køkkenet.
Ved bordet rettede hun ryggen, foldede hænderne pænt og stirrede på mig, nærmest uden at blinke.
Nå, lad os tage hul på bekendtskabet. Fortæl lidt om dig selv, sagde hun myndigt.
Jeg arbejder i en logistikvirksomhed, svarede jeg. Har været der et par år.
Okay Men, er lønnen stabil? Kontrakt på plads, ikke bare sådan noget løs snak? Kan du fremvise lønsedler?
Jeg prøvede at lyde diplomatisk.
Fast ansættelse, helt officielt. Jeg klarer mig fint, økonomisk.
Mads sad koncentreret og tog kartofler, som om der slet ikke foregik noget specielt.
Godt så, fortsatte hun. Har du dit eget sted, eller flyttede du direkte ind her?
Jeg har faktisk en ejerlejlighed jeg lejer den ud i øjeblikket.
Mmm. Vi gider bare ikke overraskelser. Du ved, nogle kvinder spiller selvstændige, og pludselig hænger min søn på dem!
Jeg kunne mærke, min tålmodighed blev tyndere, men håbede stadig, at det bare var indledende akavethed.
Det var det ikke.
Spørgsmålene kom i en lind strøm: Har du været gift? Hvorfor gik du fra ham? Hvor bor dine forældre? Ingen problemer med helbredet i familien? Hvordan har du det med alkohol? Har du gæld? Jeg svarede nogle korte sætninger, prøvede at holde masken. Mads stirrede ned i sin frikadelle.
Efter en halv time skubbede Kirsten kaffekoppen væk og tog fusen på mig:
Lad os komme til sagen. Har du børn?
Nej, svarede jeg og jeg mener egentlig, det er en privat sag.
Nej, det er ikke spor privat, hun så køligt på mig. Du bor med min søn. Vi skal vide, hvad vi går ind til han vil gerne stifte familie, men andres unger har vi ikke brug for. Og du skal altså gå til lægen og komme med en officiel erklæring fra din læge. Vi skal være sikre på, at du er rask og kan give mig nogle børnebørn. Og selvfølgelig betaler du selv for både prøver og papir.
Jeg kiggede på Mads, i håb om bare et gram opbakning, men han trak på skuldrene.
Signe, mor er bare lidt bekymret Måske bare gå til lægen, så er alle glade.
På det tidspunkt gik det op for mig, hvilken rolle jeg skulle have her.
Jeg skubbede stolen ind.
Hvor går du hen? spurgte Kirsten overrasket. Vi er ikke færdige endnu.
Jo, jeg er færdig, sagde jeg roligt. Tak for kaffe. Det her bliver vores sidste samtale.
Jeg gik ud i entreen, Mads fulgte efter.
Du overreagerer, sagde han stille. Mor vil bare mig det bedste.
Mads din mor søger ikke en svigerdatter, hun vil have en hushjælp. Og du er okay med det. Det gider jeg ikke være med til.
Jeg pakkede mine sølle ting i en Netto-pose, og smuttede. På vej hjem i toget mærkede jeg en kæmpestor lettelse.
Siden har Mads ringet og skrevet, forsøgt at overbevise mig om, at jeg tager det hele for nært, og at rigtige kvinder tilpasser sig mandens familie. Jeg gad ikke diskutere.
Ærligt Jeg var bare lettet over, at det blev opdaget nu og ikke efter bryllup, villa og Volvo.
