I slutningen af november faldt der sne, og på samme dag dukkede der en hund op i værkstedet, hvor Lise arbejdede. Hunden var sort, korthåret, af medium størrelse med et schæferagtigt ansigt, en hvid krave om halsen og en lille hvid plet på ryggen.
Ingen vidste, hvor hunden kom fra. Måske var den løbet væk fra en nærliggende by. Men chaufføren Mads lagde en gammel trøje i hjørnet ved lageret til den.
“Du skal hedde Gerda,” sagde han og så hunden dybt i øjnene. “Du bor her nu, forstået?”
Mærkeligt nok lagde Gerda sig netop dér og betragtede roligt alt og alle. Lise arbejdede som lagerassistent og bragte hunden en tallerken med mad. Gerda snusede til den og spiste alt.
“God pige, Gerda. Jeg bringer suppe til dig i morgen,” sagde Lise og kærtegnede dens hoved, og hunden lod hende, selv strøg den sig mod hende.
Gerda opførte sig roligt, udforskede langsomt det store værksted og besluttede tilsyneladende, at dette nu var hendes domæne, som hun skulle vogte. Arbejderne kom hen til hende med snacks – nogle gange tog hun dem direkte fra hånden, andre gange ventede hun, til de blev lagt på tallerkenen.
Hun valgte Lise som sin herskerinde og fulgte hende hele dagen. I værkstedet skar de metal, men larmen generede hende ikke – hun vænnede sig hurtigt. Om natten blev hun hos vagtmanden.
Om morgenen stod Gerda ved indgangen og hilste højtideligt på alle, og arbejderne hilste tilbage som på en kollega.
“Hvordan gik natten, Gerda?” spurgte de, og hun logrede glad med halen som tegn på, at alt var i orden.
Alle elskede Gerda. Hun gik aldrig til andre værksteder, kun rundt om sit eget. Lise medbragte mad hver dag – hun lavede altid en ekstra portion til Gerda. De blev så tætte, at de ikke kunne forestille sig livet uden hinanden.
Hvis Lise gik ud af værkstedet, fulgte Gerda hende, gik ved hendes side og løb aldrig væk.
“Lise, du har da en rigtig vagthund! Prøv at kom tæt på,” sagde folk, og Lise lo.
“Ja, af en eller anden grund valgte Gerda mig.”
Tiden gik, Gerda blev en fast del af værkstedet, og alle betragtede hende som deres. Men der var også nogle, der ikke kunne lide hende. En nat forsvandt der jern fra værkstedet. Profiler, der var der om dagen, var væk om natten. Ingen så noget. Vagtmanden drak ofte på arbejde, og alle vidste det. Gav man ham en flaske, så han gennem fingre med alt. Men Gerda burde have stoppet det…
Lise forstod ikke, hvorfor Gerda ikke havde hjulpet, men hun lagde mærke til, at hunden knurrede og rejste børsten, når to bestemte arbejdere gik forbi. Lise fortalte det til værkstedschefen. Under eftersøgningen tilstod vagtmanden.
“Lars og Jens gav mig en flaske snaps, så jeg drak. Hvad de gjorde, ved jeg ikke. De slog Gerda og låste hende inde hos mig. Jeg slap hende først ud om morgenen…”
De to arbejdere blev fyret. Gerda knurrede ikke længere på nogen. Lise skulle snart på ferie.
“Hvad skal jeg gøre med dig, Gerda?” sagde hun, mens hun gav hunden mad. “Jeg tror, jeg tager dig med hjem. Især fordi dine øjne løber, måske pga. luften her. Så kan vi gå på arbejde sammen.”
Sidste dag før ferien tog hun et halsbånd med og gik hjem med Gerda. Hunden kiggede sig omkring – den havde levet i værkstedet i næsten et år, så alt var nyt. Da de nærmede sig huset, mødte de naboens gæs. Gerda ville nærme sig dem, men gæssene strakte halsene og hvæsede, så hun straks trykkede sig mod Lise.
“Er du bange?” lo Lise. “Gæs kan nappe dig.”
Hjemme i haven gjorde Lise Gerda fast og indrettede en hundehytte til den, som tidligere havde været brugt af Trofast, der døde for to år siden.
“Du bor her for nu,” sagde Lise. “Jeg kan ikke tage dig med indenfor – det er sommer, det er varmt nok.”
Når Lise gik ned til søen, tog hun Gerda med. Hunden elskede at svømme, så den løb og sprang ud i vandet, svømmede, kom op og rystede sig, så vandet sprøjede, før den sprang i igen.
“I skulle se, hvor meget Gerda elsker at svømme,” fortalte Lise til sine kolleger efter ferien.
Tiden gik, men naturen har sin gang. Pludselig opdagede alle, at Gerda ventede hvalpe.
“Gerda, hvornår nåede du det? Du har altid været i vores synsfelt,” spøgte de. Hun så lidt skyldig ud og logrede med halen.
En morgen opdagede Lise, at Gerda havde fået to hvalpe om natten.
“Åh, Gerda, godt gået!” jublede hun. “Så smukke hvalpe du har!” Hunden så stolt på hende.
Gerda opdragede sine hvalpe strengt, og da de blev store, tog arbejderne dem med hjem. Sådan levede Gerda i værkstedet i over to år. Men ulykken kom uventet.
Hunden kendte alle i værkstedet, selv nogle fra naboværkstedet, fordi de gik forbi. Hun var venlig mod kvinderne derfra, der brugte deres værksted som genvej. Gerda gøede aldrig på dem, kun fulgte dem med øjnene.
Denne dag gik Lise alene ud af værkstedet – Gerda strejfede rundt. Lise skulle til sygestuen. Da hun kom tilbage, vidste hun, at noget var galt.
“Kim, hvad skete der?” spurgte hun den første arbejder, hun så.
“De ringede efter vagterne for at skyde Gerda. Hun angreb en kvinde fra naboværkstedet, da hun kastede en pind efter hende. Vi kunne ikke tro det – Gerda er så venlig.”
Gerda var faktisk venlig – selv da hun havde hvalpe, lod hun arbejderne holde dem og kærtegne dem. Lise blev bange.
“Hvad gør vi?” tænkte hun febrilsk. “Godt, jeg kom i tide.”
Hun havde ikke tid til at tænke. Hun løb ud og så Mads, chaufføren, der havde givet Gerda sit navn.
“Mads, hjælp mig! Vagterne er på vej. Gerda angreb en kvinde – lad os køre hende hjem til mig.”
Mads behøvede ikke overtalelse. Lise og hunden forlod værkstedet, og de kørte væk fra fabrikken.
Gerda boede i Lises have i byen. Hver morgen fulgte hun Lise til arbejde, og om aftenen hilste hun hende med glad gøen. Når Lise gik, strøg hun hunden og sagde:
“Jeg tager på arbejde – du passer huset.” Gerda
