Olga og den drømmende hest
Til Olgas ankomst forberedte de sig, som om der var kongeligt besøg på vej, men i virkeligheden var det bare Mette, som stressede rundt og pudsede og gned, mens hendes mand, Rasmus, enten gjorde alting anderledes, eller bare slet ingenting, fordi han var træt.
Hvad er du dog træt af nu, Rasmus! udbrød Mette, smed sit viskestykke, bøjede sig, stødte albuen ind i et hjørne i den lille Hellerup-lejlighed, bed smerten i sig og fortsatte ufortrødent med at tørre støv af på allerede skinnende overfalder, kommoder og svævehylder. Særligt grundigt blev de små porcelænsfigurer aftørret hyrdinder, heste, hunde, katte, ballerinaer, hjorte, engle og amoriner for hun vidste, at Olga altid tog dem op én efter én for at fortælle historien om, hvordan denne søde lille ting blev fundet på et kræmmermarked i Slagelse eller Frederiksberg.
Olga elskede de små figurer hun var ekspert, kendte de fineste detaljer, kunne aflæse årgange med en berøring og kunne altid fortælle, hvad en given hyrdinde var værd i 80ernes danske kroner.
Far, hvad er der med mor? spurgte den tolvårige Daniel sin far. Kommer hun nu igen med det der lertøj? Jeg vil bare sige: Det kommer ikke ind på mit værelse! Fyld jeres eget soveværelse op fra gulv til loft med alt det lertøj, jeg vil ikke se på det!
Og han slog demonstrativt døren i.
Hyrdinder, ballerinaer, liggende jægere med bøsse, og så hesten alle sukkede de, også Olga.
Poul, kan du ikke skrue nogle flere hylder op? sukkede hun sødt til sin mand. Så må jeg da have plads til alle de her vidundere …
Samlingen var en overgang meget beundret altankarlene fra andelsforeningerne kom for at snakke om porcelæn, om opbevaring, og om hvordan rigtige samlere bankede på figurerne for at høre tonen. Mette syntes de snakkede monotont, klaprede med tungen og pudsede næsen i ens ternede lommetørklæder.
Mor, hvor finder du dog de gamle mænd? sagde Daniel og bukkede sig høfligt farvel, hvorfor skal de hele tiden kigge på dit lertøj?
Åh, min dreng! Du og far forstår bare intet! I er så lavpraktiske en bunke skrammel i form af en gammel knallert betyder mere end kulturarv for jer! Dette, og hun pegede med sin hånd fuld af ringe på samlingen, dette er fremtiden, arven videre. Hvis ikke du kommer ind på universitetet, så kan vi altid bytte vores porcelæn for en plads samlere forstår den slags, tror jeg på! Basta! Og så satte hun sig resolut, mens Poul fandt et glas mild kamillete, og Daniel trak sig tilbage for at læse op til sin optagelsesprøve.
Han kom ind. Ikke bare kom ind, han blev optaget uden problemer, klarede sig flot, pjækkede selvfølgelig lidt, men endte med et blåt diplom fra Universitetet i København, begyndte på et værksted, men kom senere, via farens forbindelser, til en privat virksomhed, hvor han, ifølge Olga, rodede med penge så meget man nu kunne i 00ernes Danmark.
…Man hører ikke så meget til ham, han har fået eget lejemål og inviterer ingen, sikkert fundet en kæreste men jeg håber, han passer min samling, når han arver vores lejlighed sagde hun, sukkede og nikkede let til veninderne over kaffe.
Forældrene havde for længst besluttet, at Daniel, når engang han giftede sig, skulle overtage barndomshjemmet på Østerbrogade. Så de ventede. Og så, en dag, havde han én med til te: en ranglet pige.
Poul, hvem er hun? hviskede Olga, mens Daniel viste samlingen. Han sagde hun hedder Mette Marie? Tjek nu lige hendes hår. Lyserødt! Som kemiker interesserer det mig, hvordan man får sådan en nuance!
Og så trådte han ind i stuen og studerede, mens Mette Marie allerede fingererede videre på hyrdinderne.
Hvad laver du til hverdag, Marie? spurgte den kommende svigerfar. Forsigtigt, den hest der, den fik min kone i gave af sin chef, og halen røg af til firmajulefrokosten … Går ikke så meget op i den.
Historien om cheffen, Lauritz, der igen og igen kom for at tjekke hesten, undlod han.
Kan du ikke bare give ham den hest? Hvorfor skal vi glo på den? mumlede Poul.
Jeg må vente, til jeg får job i ledelsen, Poul! Sådan er det. Kun dig elsker jeg! svarede Olga.
Så kom Lauritz, drak kaffe, røg sin Prins, og da han gik, åbnede Olga straks alle vinduer.
Mette, som var ved at tabe hesten, reddede den i sidste sekund.
Undskyld, jeg sætter den forsigtigt forklarede hun. Der er noget skævt med den her hest. Benene er helt gakkede. Jeg er dyrlæge mest marsvin og katte, men har også tilset heste.
Til bords! råbte Olga, satte en fad med skiveskårne andelår og agurkesalat på. Der blev hældt mousserende vin op, klynget på glas, spist lagkage, og Mette fortalte om sin tid på ridecenter på Amager, hvor hun syede sår og tog imod føl.
Den her hest må have modeleret efter én med slidgigt, mente Mette, mens Daniel prikkede hende under bordet, og hun ramte i stedet Olga. Øjnene blev rullet, læberne blev snøret, luften blev trukket dybt ind.
Undskyld! rødmede Marie.
Her er ikke nogen rideskole, så hold lige benene for dig selv! sagde Olga bestemt. Kom med i køkkenet, Mette, så laver du te.
Mændene sad lidt, grinede. Poul så på sønnen og spurgte lavmælt, Hvad synes du? Skulle jeg prøve det der pink hår?
Det klæder dig næppe svarede Daniel tørt.
Senere spiste de eclairs, og selv de klassiske “Fuglerede”-chokolader, som Olga elskede.
Hvad snakkede I to om? Mor så så sur ud bagefter, spurgte Daniel.
Ikke noget, mumlede Mette. Din mor er stærk, en klippe. Men hvorfor samler hun egentlig på figurerne? Jeg har kun set sådan noget på Glyptoteket.
Hun kan bare godt lide dem. Men altså, du skulle have ladet være med at nævne noget om hesten. Jeg advarede dig … For din skyld.
Men den er jo tydeligt deform! protesterede Mette. Leddene sidder helt forkert!
For hende er det en sjældenhed men prøv nu bare ikke at gøre opmærksom på det fremover. Okay?
Mette gjorde ikke mere væsen af sig, men giftede sig med Daniel, og forældrene overgav dem lejligheden på Østerbrogade, mens de selv rykkede ud i en mindre lejlighed i Ballerup.
Vi skal nok klare os uden, I behøver ikke flytte! sagde Mette.
Jo, jo. Sådan gør man her i landet. Bare I passer på mine figurer. Jeg skal ikke have dem med til Ballerup. Når vi bygger sommerhus, får de et helt rum der. Og så kan jeg tage hesten med.
Sådan blev det. Olga kørte bilen, Poul sad stille ved siden af, stadig forundret og næsten glad over hustruens store gestus. Han mente, Mette måske ikke var rigtig for Daniel for meget kærlighed til marsvin, for meget snak om dyr men for Olga var det det modsatte. Ikke akademisk nok måske. Pink hår!
Du skulle være glad for, at hun ikke kun går efter karriere og træder folk ned, sagde Poul. Og så tramper hun dernæst rundt i folks fødder, svarede Olga med et smil. Lad os nu glemme det.
Hun lavede kaffe og så ud over Ballerup, mens hun tænkte på de larmende kærestekollektiver på kollegiet, hvor hun engang selv var. Det var nok, tankede hun, da hun blev gravid, og måtte ud.
At bo med svigerforældre var svært; svigerfar kom ofte ud af badet i kun boksershorts med palmer, og mors striktrøje skurrede, hver gang far gik igennem gangen. Der var strid om grøntsagsdeller og sildesalat, og om hvordan man nu lavede sovs.
Siden blev det til andelslejlighed altså denne, som nu blev Rasmus’ og Mettes og samlingen voksede, Daniel blev voksen, ægteskabet holdt, figurerne blev flere.
Hvorfor Olga begyndte at samle? Hun ville noget elegant. Ikke kun Østers-upbringing og fiskefars. Hun blev mere forfinet. I begyndelsen havde hun kun tre: en lille samling kantareller, en ballerina, og en løve.
Daniels kolleger blev engang inviteret, og Olga havde kokkereret. Da de spurgte, om hun led af kera-fili, var hun ved at rødme indtil hun så beundringen for ballerinaen. Og så samlede hun. Læste bøger, købte porcelæn, byttede engang en figur for en uldfrakke. Det tænkte hun dog sjældent på; det var ikke stolt.
Nu skulle hun og Poul væk. Lade ny kærlighed vokse i den stue, hvor hun både havde lagt arm og diskuteret, danset og sunget altoverlegen. Og børnene måtte fortsætte.
Daniel og Mette fik hurtigt lille Alfred. Han rakte ivrigt ud efter ballerinaen, og Mette sagde bestemt nej: Nej, Alfred, det er mormors!
En gang tabte Alfred en figur, og samlingen mistede både en lille tyk købmand og en hyrdinde med køer.
Hvorfor køer? spurgte Mette forundret.
Fordi min mor købte hende til kræmmermarked. Sagde, det blev fortalt, at pigen havde passet køer hele livet. Men jeg tvivler …
Ej, det er da synd, hvis det passer! Rasmus, vi må virkelig få et skab!
Og de fik indbygget skab, Alfred fik ikke adgang. Mette Maries veninder var imponerede: Her ligner jo et lille slot! Overalt antikviteter!
Med tiden blev Mette mere diskret og tænkte kun på, hvordan hun skulle forklare Olga, at hyrdinden en dag manglede. Men Olga tog det pænt:
‘ Det gør ikke noget det var jo Alfred. Jeg skal ikke skælde ham ud.’
En dag, mens Mette tørrede støv af chefhesten, tabte hun den. Knustes.
Rasmus, jeg ved ikke, hvad der skete! Den gled bare ud! Jeg … jeg skal nok finde en ny. Jeg skal nok! hun kravlede rundt, samlede stumper op, og Alfred hjalp.
Mor sagde, hun vil have hesten, der er æresplads til den det er antikvitetsværdi! sagde Rasmus alvorligt.
Måske kan jeg finde en anden i Magasin … sagde Mette, men så ringede det på døren.
Olga kom aldrig selv ind, ikke uden invitation. Nu er det Mette Marie, der bestemmer her, proklamerede hun altid.
Vi skal nok åbne … hviskede Mette.
Daniel gik ud, bød indenfor til de vante lyde nøgle i døren, klik fra taske, kram, plastikposer mod glas.
Men Olga virkede anderledes. Træt.
Varme fungerer ikke. I skulle tage på vores parcelhus i Hornbæk, derfor byggede vi det, måske, Mette, kunne du tage ferie? Hun satte sig tungt, og Mette blev helt urolig: Olga havde aldrig set sådan ud.
Mor, hvad er der galt? Eller … har du opdaget det? Mor, hesten …
Olga, det var min skyld. Jeg tørrede støv; den skred og gik i stykker. Jeg skal nok finde en ny, én der ligner jeg sårede dig, jeg er ked af det! hun strakte hænder med porcelænsskår.
Den hest? Jamen, pyt, Mette. Jeg holdt bare på den, for Lauritz gav mig den, og han kom og tjekkede, den stod der. Nu gør det ikke så meget Olga sukkede hermetisk og kiggede på gulvet.
Mette blev næsten lettere knust, for Olga var den perfekte svigermor ingen råd, altid hjælpsom, aldrig kritisk. Nu kunne hun ikke mere sætte den ledsyge hest ind på sin plads.
Olga havde sågar talt til den nogle gange det gjorde hun aldrig med ballerinaen eller hyrdedrengen.
Vi finder en endnu bedre! prøvede Mette at trøste.
Åh, den betyder intet … Jeg var dog tæt på ikke at nænne at smide den ud engang. Nok, fordi Lauritz stadig kom. Men nu den betyder intet. Men… Olga smed hænderne ud, som for at slippe et trist drømmesyn.
Daniel og Mette så nervøse på hinanden var det alvor? Var Poul syg? Lån? Tyve? Noget værre?
Mor, hvad sker? Har far det skidt? Var der nogen? … Hvad? Daniel bøjede sig tæt på hende.
Daniel, undskyld, jeg ridserede din bil. Da jeg parkerede, var det trangt, og min ryg sagde fra, og … Nu er der en kæmpe ridse i lakken. Jeg tager Alfred hele sommeren med i sommerhuset, og du må ikke blive vred, men men … Jeg er frygteligt ked af det! Olga så op med blanke, skyldige øjne.
Men Daniel hørte allerede ikke mere han stormede ud.
Han havde kun haft bilen i en uge og sprøjtede stadig duftfrisker ind i kabinen. Han snusede til rattet, nussede gearstangen, pakkede handskerummet omhyggeligt og nu løb han ned ad trappen.
De ældre damer i opgangen så forundret efter ham.
Hvor har han så travlt? sagde den ene.
Tabt pungen i Brugsen, sikkert. Den anden fnyste. Du som løber?
Nå, ikke løbe, men … Nå, glem det.
Daniel bukkede sig over bilen. I skumringen kunne han knap nok se ridsen han tog sin mobil op og lyste; og der en ordentlig brunstribet linje. Men så begyndte ridsen at smuldre væk, da han gned på den. Bare lidt mudder. Ingen skade.
Han gik op igen hjemme var der ro, kun Alfred kørte sølvbiler på gulvet, og Mette og Olga sad og knitrede med avispapir, mens de pakker figurer ind.
Nå? Skal vi sælge hele porcelænsgalleriet nu for at betale for skaden? spurgte Daniel tør.
Jeg skal nok sælge, Daniel. Men kun den lille pige med grankoglen og der, løven, hanen og bjørnen. Og den der hund. De andre kan jeg ikke undvære! Olga forklarede, pegede på hylder, fortalte hvor hun havde købt dem, hvordan hun havde pruttet kommoder ned i halve med gamle damer på Guldberg Plads.
Jeg kører aldrig mere bil, Daniel. Aldrig. Du skal ikke være vred.
Vred? Husk nu, hvordan jeg engang smadrede din lyserøde krystalvase og du nægtede mig til Tirilas fødselsdag; eller dengang jeg spildte blæk på din kjole? Husk det?
Ja, det var nok overdrevet, det indrømmer jeg.
Ja, så … Jeg … Daniel trak vejret dybt. Mette prøvede at signalere stop, for Olgas håndflader var allerede svedige. Jeg …
Kom nu, Daniel. Skal jeg gå?
Mor! råbte Mette.
Mormor! sagde Alfred.
Alle kiggede på Daniel.
Han satte sig, skænkede te, tog tre store teskefulde sukker, meget langsomt, og sagde så:
Nej, der var bare lidt snavs. Lad os nu ikke tænke mere på det. Og hvad med figurerne, vil du have dem med? Skal jeg lægge dem i bagagerummet? Sæt jer nu ned. Mette, din kage er fantastisk. Har vi mere marmelade?
Mette daskede ham på armen, spurgte Olga, om hun havde brug for hjertedråber, skænkede te op, og så pakkede de figurerne sammen, mens aviserne knitrede og snor blev klippet.
Olga og Poul fik endelig sommerhuset bygget færdigt, Poul lavede et lille lyst vitrineskab under trappen til Olgas porcelæn, satte spotlys op, og der blev gjort klart til hesten.
Poul, hesten kommer ikke med sagde Olga en sen nat.
Har du smadret hende? mumlede Poul.
Jeg lod bare være. Den var alligevel deform. Jeg sætter ballerinaen der i stedet. Jeg er træt … der var ikke en p-plads at opdrive ved deres blok, og så havde nogen også ridset Daniels bil, troede vi …
Du har fået en bøde, Lulle. Daniel fortalte alt. Vi skal i Det Kgl. Teater i weekenden.
Jeg har intet at tage på …
Det er netop pointen. Kom nu!
Til koncerten sad Olga og kiggede gennem teaterkikkerten, da hun pludselig blev klappet på skulderen af … Lauritz.
Nå? hun så ham kæmpestor gennem linsen.
Også her, Olga? Passer du stadig på min hest? Jeg brugte så mange kræfter på at vælge den til dig!
Lauritz? Nej, den hest er væk. Smadret. Bedre, du ikke kommer på besøg. Olga så bare videre på violinisterne.
Godt, tænkte hun, at den hest blev slået i stykker. Det sidste lille bånd til Lauritz var borte. Han havde aldrig interesseret hende, men var for skrap til at sige nej til, som chef.
Men nu … frihed! Jobbet bag sig, hesten knust og smidt ud.
Pjat, jeg købte den for elleve kroner i Skjolds Isenkram. Du troede, den var antik? Ha! grinede Lauritz og forsvandt, da Poul kom i sit mørke jakkesæt og lagde en pose peanuts ved Olgas hånd.
Man kan ikke lade dig være alene i ét minut, så er alle mænd omkring dig! brummede Poul, satte sig, lyset slukkedes, og orkestret spillede noget stille klagende.
Olga overlevede det. Hun havde sine samlinger, Poul havde musikken, Daniel havde sin bil.
Poul, måske skal vi begynde at samle på spisestel? Jeg så et bedårende ét … hviskede hun.
Vi tager det efter musikken, Lulle. Musikken først!
Porcelæn til nogen, biler til andre, og for Poul: den store klang i Koncertsalen. Måske var det kærlighed, tænkte Mette. Hun håbede, at det ville blive sådan for hende og Daniel også en dag, i en drøm, hvor figurer danser på hylderne, og heste galopperer gennem soveværelset på usynlige ben.
