Dækker moderens grene spiren
Mette ventede sig. Og det var der ingen, som var i tvivl om, nærmest på samme tid hele skolen. Kommunelægen kom på besøg, og alle klasser blev bedt om at komme til sundhedstjek, først drengene, bagefter pigerne.
Er du gravid eller hvad? snappede Stine Samuelsen og Rikke Krogsager, før døren var lukket bag den forrige gruppe.
Muligvis, svarede Mette lavmælt, mens hun stod foran lægen.
Sygeplejersken løftede et øjenbryn, kiggede op.
Stine stod nærmest klistret med kjolen halvt over hovedet, og Rikke, på vej ud af døren, spilede øjnene op og bed sig i overlæben og sådan gik hun ud af lokalet.
Piger, Mette er sgu gravid! kom det straks ud i gangen.
Det var efter dagens sidste time. Rygterne fløj lige så hurtigt ud i hele den lille landsbyskole og endnu hurtigere rundt i landsbyen. Og senere, da Mettes mor, Helle, efter arbejde steg af bussen og gik i Brugsen efter det sædvanlige, blev hun mødt med ekstra smil hele vejen hjem. De ældre damer råbte, vinkede og hilste ekstra varmt.
“Hvad filan sker der for folk i dag?” tænkte Helle, mens hun så sig selv an. Var lynlåsen åben, eller lignede hun noget, katten havde slæbt ind? Nej, der måtte være noget andet.
Hun låste sig ind i huset. Jan var på døgnvagt, og Mette var heller ikke hjemme sikkert nede på Billedskolen igen, hendes yndlingssted. Der kunne hun sidde dag og nat, hvis det stod til hende. Helle plejede tidligere at skælde ud, ville have hende til at droppe al den unødvendige tegneri. Der var jo masser at lave hjemme. Men så slog det hende 1.g… lektierne gik, som vinden blæser, men det var det kunstneriske, der måske kunne blive Mettes adgangsbillet videre. Tja, hun kunne tegne alt, selv fanden og hans pumpestok. Hendes billeder havde ved flere lejligheder vundet præmier ved både skole- og kommunekonkurrencer.
Helt ærligt hun lignede bestemt ikke moren. Helle var altid udadvendt, snakkesalig, men Mette hun var stille, indadvendt helt ind til benet og ret magelig. Kun det at tegne fængslede hende.
Og hendes underviser, Hans Kristian, roste hende. Ham havde Helle respekt for dygtig, her fra egnen, men havde været ude i verden, nu hjemme hos sin gamle mor. Folk sagde, han var blevet skilt og var vendt hjem. Han forudså en fin optagelse for Mette, mente snildt hun kunne komme ind på kunstlinjen på seminariet.
Mette dukkede ind, lige som aftenskumringen faldt på. Med stativ og mappe under armen.
Nå, der var du. Hvor har du trampet rundt henne?
Vi var i skoven.
Herregud, det er jo stadig forårskoldt… Vil du vise, hvad du har lavet?
Helle tog viskestykket af hænderne og tørrede dem. Hun var blevet glad for at følge med i de ufærdige skitser. At se, hvordan de blev til rigtige billeder.
Mette sendte et sigende blik til sin mor nå, ingen havde åbenbart sagt noget endnu. Hun var blevet stoppet af nogle fra 8. klasse på vejen hjem: “Mette, hvad fanden snakker de om? Er du gravid?”
Folk må sige, hvad de vil, sagde hun og gik videre med begge hænder optaget.
Så du ER, eller hvad? kaldte de, men Mette reagerede ikke.
Hvorfor havde ingen sladrer til hendes mor?
Jamen, lægen og sygeplejersken var ikke fra lokalområdet, så snart de var færdige, forsvandt de videre. Klasselæreren, søde fru Ellen, boede lige om hjørnet, men var altid lidt langsom i vendingerne hun skulle sikkert selv lige fordøje det.
Og naboerne, ja, de talte sikkert sammen men ikke ansigt til ansigt. Det her var jo ikke fnis og kaninører, som de unge.
Mette trak en tegning frem til sin mor. Forgrunden var en ensom birk, stadig uden blade. Den så ud som om den netop havde forladt en granskov, nænsomt vendt sig om og ser tilbage lidt sørgmodigt. Øverste grene strakte sig mod lyset. Fra neden strømmede skygge. En lille spire havde kilet sig ind i skyggen af stammen, som om birken dækkede den under sine grene, som et telt. Kun blyant endnu, men levende og smuk.
Hvor i alverden står den birk? spurgte Helle undrende.
Det gør den da ingen steder. Vi sad ovre bag bakken og tegnede, der står bare altid mange birk.
Mette smed tasken fra sig, gik ud for at skifte tøj. Hun måtte have sagt det til sin mor, før klasselæreren kom. Men først skulle hun lige spise. Let hende være i fred lidt endnu.
Hun havde trukket skolekjolen af, da hun så Ellen stikke hovedet op over det lave havehegn.
Æv, for sent! Med strømpebukser og tanktop løb Mette i køkkenet.
Mor, det er Ellen, klasselæreren. Bare vær rolig, råb ikke op. Jeg forklarer bagefter. Men ja… jeg er gravid.
Helle frøs midt i køkkenet. Mette fandt hurtigt den gamle, beskidte havejakke og åbnede døren for Ellen.
Ved din mor det? spurgte Ellen lavmælt.
Mette nikkede.
Hejhej, sagde Ellen med en stemme som til en bisættelse.
Hej, Ellen, kvitterede Helle, begyndte febrilsk at tørre af på bordet, lukkede instinktivt af for rodet bag sig, Skal vi gå ind i stuen?
De satte sig Helle og Ellen i sofaen, Mette overfor i den slidte lænestol, stadig i sin jakke.
Jeg bliver ikke længe. Vi ved ingenting med sikkerhed, rektoren bad mig bare tage en snak. Hvad tænker I?
Ja, æh, Helle så spørgende på sin datter. Og hvorfor sidder du der med beskidt jakke, er du ikke flov? Skift dig dog!
Mette ville egentlig gerne, men alt tøj var i stuen. Lejligheden var ikke stor køkken, stue, og lille pulterkammer, hvor Helle delte seng med Jan.
Hun fandt sin morgenkåbe, trak sig tilbage for et øjeblik. Hun kunne høre dem snakke.
Hvem er faren? Jeg forstår simpelthen ingenting, åndede Helle.
Derfor er jeg her. Hun er jo under atten det kan blive en politi- og børnesag. Det ser slet ikke godt ud for skolen. Og det er snart eksamen… Jeg har været ved at gå ud af mit gode skind.
Der må være sket en misforståelse. Det kan ikke passe.
Misforståelse? Hun har jo selv indrømmet det overfor lægen!
Selv?
Der lød hurtige skridt ind i stuen:
Kom herud, Mette, sagde Helle og satte sig tæt. Er du virkelig gravid?
Hun nikkede.
Hvem… Hvem er faren? blev Helle næsten bange for at spørge.
Mette svarede ikke, Helle kiggede desperat på Ellen.
Se nu, det vil jo blive opklaret. Du er mindreårig, politiet kommer. Bliver det mon mere behageligt? Det er bedst, du selv siger det. Hvem har du gået med? Vil han noget, måske endda gifte sig? Så kan vi redde det hele.
Mette svarede ikke.
Ellen sukkede dybt:
Sådan, Mette taler alligevel ikke om tingene.
Hun har jo aldrig haft kærester…, Helle stirrede tomt frem for sig.
Det gør det bare værre, Ellen trak sine støvler på. Så må vi gætte os til hvem. Er det en voksen? spurgte Ellen direkte.
Mette rystede ikke på hovedet, svarede ikke.
De to kvinder gik ud i gården og blev stående og hviskede længe.
Mette betragtede sin mor gennem vinduet mager, iført korte shorts, havekåbe og træsko stadig med hendes egen beskidte jakke over skuldrene. Prøvede at forklare sig overfor Ellen, nikkede og sagde ikke meget. Mette følte pludselig bare en enorm skyldfølelse overfor sin mor. Hun havde ikke kunnet få det sagt før nu og nu var hun blot kommet endnu mere i klemme.
Mor genfandt fornyet livsglæde det sidste halve år. For i sommers kom Jan ind i deres liv. Mødtes i skovarbejdet, flyttede hurtigt sammen. Han var ti år yngre, så Helle gik i korte kjoler, klippede håret smart, fik lagt bølger. Pludselig blev hjemmet mere levende, og Mette blev først glad på sin mors vegne. Hvem vidste, hvor længe det ville vare?
Men Mette mærkede, at Jan begyndte at stirre på andre, og at Helle blev mere og mere jaloux. Skænderier, usikkerhed. Det føltes som om, han ikke ville blive længe. Og nu også Mettes graviditet…
Da Mette endelig gik ind for at lægge sig, havde Helle mange spørgsmål. Hun håbede, datteren ville forklare og fjerne hendes frygt. Måske var det bare en misforståelse?
Lad nu være, mor. Jeg vil sove.
Mette lagde sig med ryggen til. Helle gik hen, ruskede i hende:
Du kan ikke bare lade være… Sig det! Hvem er det?
Det er bare mig, mor. Min skyld. Ikke nogen andens.
Hvad mener du? Hvordan er det muligt?
Tanken ramte Helle. Kunne det… Hans Kristian? Det kunne det ikke, men…
Mette gik jo ingen steder kun på kunstholdet, og alle andre var yngre børn.
I morgen tager vi fri, og så kører vi til Odense, siger du ikke mere.
Fint, brummede Mette.
En tynd blå åre dansede under Mettes blege hud, og Helle blev igen grebet af medlidenhed. Hvem havde gjort dette mod hendes datter?
Helle ville tage ud til Hans Kristian og få afklaret det. Det fik været sent Dæmret var faldet, men folk gik stadig på fortovet, barnevogne i klynger, de ældre samledes på bænkene. Helle gik gennem køkkenhaverne, forbi plankeværker for at undgå nabosladder.
Hans Kristian boede bag ved skolen. Det tog næsten hele landsbyen at gå derover.
Det var ydmygende at komme der, tænkte hun. Hun havde jo respekt for ham, så hvordan kunne han…?
Haven var dækket af syrener i knop. Helle tog en dyb indånding. Døren gik op, Hans Kristian stod der iført åben skjorte og et stykke rugbrød i hånden.
Undskyld, sagde han, Godaften, kom du indenfor? Eller skal vi tage den herude, vejret er jo godt?
Helle forklarede, at hun ville tale alene. Hans Kristian nikkede, tog straks sin jakke på.
Min mor har sat te over, men lad os hellere snakke i ro.
Jeg ved jo, hvad du vil. Rygterne har allerede nået os.
Hvem sagde det Mette?
Nej, nej, børnene hvisker alt. Men Mette har ikke sagt noget.
Te og syltetøj kom ud i haven. Da de blev alene, spurgte Hans Kristian direkte:
Helle, du vil vel gerne finde ud af, hvem der har gjort din datter gravid? Mange vil jo straks mistænke mig…
Nej, det havde jeg slet ikke…, Helle rystede afvisende på hovedet, flov over at have tænkt det.
Kvinder interesserer mig, men ikke elever, Helle.
Selvfølgelig ikke, sagde hun hurtigt, men måske vidste du noget…
Ærligt, nej. Hun er introvert, og det er måske derfor hun er så eminent til kunst. Hun føler kunne alt, men siger næsten ingenting. Er der grunde til det, findes de indeni, kun hun kender dem.
Det begyndte at mørkne. Helle skulle hjem.
Tak for snakken. Kan jeg gøre noget for dig eller Mette, så lad mig vide det.
Hvornår er det sat til?
Til efteråret…
På vejen hjem frøs hun pludselig. Jan? Kunne han have gjort det? Derfor sagde Mette ikke noget?
Nej… men måske? Hun vidste ikke, hvad hun skulle tro, og tankerne slyngede hende ind i et mørke af vrede, frygt, og skam.
Næste søndag var Mette og Helle på Odense Sygehus. Lægen nikkede, sukkede, spurgte til skoleforholdene. Sagen skulle meldes videre, men ellers var hun omsorgsfuld. Blodprøver, scanning baby til efteråret.
Imens kom politiet på besøg i skolen med repræsentant fra kommunen. Mettes skolekammerater blev kaldt ind en efter en, piger først. Stemningen var trykket. Seniorerne gjorde lidt nar, påstod det måtte være “Store-Lars”, deres lidt tungnemme, rare klassekammerat.
Men selv de mest jævne i selskabet virkede nervøse. Hvem bliver gravid i 1.g uden at sige et pip? Kun de to drenge, Mikkel og Casper, sad lidt for sig selv. Da de var alene, hviskede Mikkel:
I gik jo sammen til nytår..?
Hold op, for pokker! svarede Casper surt, Intet skete jo fatter du!
Rolig, jeg siger ikke en lyd…
Efter børnene blev Helle og Jan opsøgt hjemme af betjentene. Jan sov efter nattevagt, klar over, at han nu var i søgelyset. Da det kom til moral og registrering af samliv, blev han nærmest rystet.
Da Helle og Mette kom hjem, ventede der ballade. Helle var forvirret, flyttede rundt på fade og tallerkener, endte med at græde.
Mette derimod svarede pænt, gik hen og sagde roligt: Nå, mor, ville du ikke sætte en vask over?
Da de voksne igen var alene med Mette, spurgte kvinden fra kommunen:
Kan du sige, hvem faren er?
Der er ikke nogen, svarer Mette stadig med det lille, stramme smil.
Nu kan du ikke lave sjov. Er det tvang, eller…?
Der er ikke noget. Det er bare forår. Det blæste ind…
De voksne gav op, lod Mette underskrive på, at hun ikke havde nogen klager. Ellen var fortvivlet, men sagde til Mette:
Vi skal nok hjælpe dig vi slipper dig ikke. Men du må for din egen skyld tage hovedparten af eksamen derhjemme, kun møde til prøver. Du får dit bevis, Mette. Vi ønsker dig alt godt.
Efter besøget gik Helle og Jan i totterne på hinanden.
Hvordan kunne du, Jan? råbte Helle.
Mette så lidt måbende ud, det gik op for hende, hvad mor mente.
Det er ikke ham, mor! Nå!
Hvem så!? Ud med dig, Jan. Jeg hader dig!
Jan tog sin gamle blå Fjällräven-taske frem under sengen, pakkede tøj.
Ville ikke tage afsted i dag, men nu gør jeg det.
Vent, sagde Helle opgivende efter ham. Mette, siger, det ikke var dig. Nå…
Men Jan pakkede videre, satte radioen på fuld volume.
Mette hørte dem. Hun havde vasketøjet under armen, traskede ud på altanen for at hænge det op. Tankerne flaksede gennem hovedet Jan havde jo længe været på vej ud. Hvorfor forstod mor det ikke? Dagens tummel var kun en anledning.
Altså, jeg stopper dig ikke, råbte Helle i døren, mens tårerne løb.
Jan gik. Mette betragtede sin mor med en blanding af tristhed og kærlighed.
Helle gik rundt om byen, hen til stoppestedet. Forladt, trist og nu også en datter med en hemmelighed.
Også hendes egen mor havde sparket hende ud dengang. Hun fik fjernet et barn. Men Mette fik hun da i det mindste og flygtede fra en skidt ægtemand.
Helle standsede pludselig. Hvad havde hun dog råbt til Mette? Hun satte i løb hjem, ræsede gennem haven:
Mette? Hvor er du henne?
Hun ledte. Ingen Mette, ingen jakke, ingen sko.
Kunne hun være hos Hans Kristian?
Blikket faldt på Mettes maleri. Pludselig genkendte Helle sig selv i birken og den spæde spire, den lille hende, som søgte beskyttelse. Gud, hvad havde hun gjort?
Hun løb mod elven, men kunne til sidst kun høre sin egen vejrtrækning og fødderne i den våde græs. Da dukkede Mettes lille skikkelse op på vej ned mod badebroen med vasketøjet.
Mette…! Hun fløj hen mod hende.
Jeg skulle bare ned til elven at skylle, mor… Helt rolig!
Skal du ikke løfte så tungt jeg tager den! Kom nu!
Luk dog jakken, mor.
Pyh, det er april, det er ikke koldt. Men dine hænder skal ikke ned i det isvand, så tager jeg det. Ikke noget med at få dig, eller barnet, syg.
Nede ved broen var de andre koner. Helle så dem stolt i øjnene hun behøvede ikke at skamme sig længere.
Goddag, allesammen, sagde hun tydeligt, Mette, du kan hjælpe med at vride. Men ikke løfte!
Hun mærkede, at folk kiggede. Alligevel føltes det rigtigt det var hendes datter, og nu var de sammen om det.
De gik hjem med vasketøjet, talte lavmælt men let til hinanden.
Hans Kristian sagde, du kan nå at søge ind på kunstakademiets fjernstudie i august. Han hjælper dig, hvis du vil. Han er en god mand, du skal lytte til ham, sagde Helle.
***
Efterskrift
Sen aften bankede det ganske sagte på vinduet. Mette gik hen, skubbede blomsten væk, åbnede forsigtigt. Forårsnattens kølige luft ramte hende.
Vitus, hendes klassekammerat, trak sig op med hænderne og satte sig ind.
Hej.
Hej, hvad laver du?
Kan ikke sove
Vitus, jeg har ikke fortalt noget. Tag det roligt.
Jeg ved det, det er bare mærkelig stemning på skolen. Hvordan går det med din mor?
Hun er okay. Verdens bedste mor. Hun forstår det hele, hjælper mig.
Min mor havde aldrig gjort det. Ved hun, det var mig?
Ingen ved noget, Vitus. Det lover jeg.
Får du lov at tage eksamen?
Ja, de slipper mig ikke. Jeg læser og læser.
Jeg er helt lost, politiet truer jo med sag. Det er jo sindssygt.
Mette var stille et øjeblik.
Vitus, bare ro på. Gør, hvad du skal. Fokuser på din optagelsesprøve.
Ok. Skal du have noget, hjælper jeg gerne
Nej tak. Bare pas nu din egen vej.
Ses, og hold modet oppe.
Han gled let ud af vinduet, sprang over det lave stakit og gik sikkert videre.
Mod sin drøm.
