Skæve Sonja
Giv venligst plads! Sådan, pas nu på Den går! Den går, Nina, løft enden! Og forsigtigt, I slæber den, som var det en sæk kartofler!
Sonja og Viktor trådte til side for at lade de nye naboer komme forbi mod elevatoren. Han, høj og bredskuldret sikkert soldat, tænkte Sonja og hun, lillebitte og kvik, havde lige købt lejlighed her, og nu bar de deres ting ind.
Se, Viktor, se lige den plante! Det er jo nærmest et træ! Sonja kiggede betaget efter den massive fikus i krukke. Sikken nogle blanke, kødfulde blade Skal vi ikke også have sådan én, Viktor, hva? Sæt den i stuen, så får vi et næsten paradishjem! Sonja løftede drømmende blikket mod loftet og lagde armene om Viktor.
Lad nu være med det pjat, det er jo bare ukrudt. Fylder alt for meget. Jeg sætter en stol dér i stedet, så har jeg da noget at hænge tøj på. Slap nu af, Sonja. Du er simpelthen så skør, ærlig talt. Tag helle min pose her, min arm er ved at falde af. Jeg må jo også selv finde nøgler, det hele skal jeg gøre! Viktor stak hende det tunge net med grøntsager hun skulle lave stuvning af til weekenden, så han havde mad. Imens famlede han i lommen på sine gamle, slidte bukser efter nøglerne.
Bukserne stammede vist fra krigen, men Viktor nægtede at smide dem ud de var både behagelige og lette, sagde han. Men Sonja vidste godt, det mest handlede om at spare penge. Indtil skoene hang i laser og skjorterne sprækkede, ville han aldrig købe nyt. Hun lærte det også, for Viktor sagde, det var sparsommelighed. Sonjas veninde Lene kaldte det nærighed, men Sonja talte ikke mere med; hun regnede ikke længere på, hvad tingene kostede, for Viktor tog hele hendes løn for at lægge til side. Til hvad? Til dårlige tider.
Hvorfor finder du dig i det? spurgte Lene rasende. Hvorfor finder du dig i sådan en kæmpe hanhund?!
Jamen, Lene, vi har jo hinanden, familie og kærlighed. Sonja sad nervøst og rullede hjørnet af den gamle, ternede dug mellem fingrene. Også den havde Viktor slæbt hjem fra sommerhuset, da han brændte hul i den anden på grund af sit loddejern. Det handler om at bruge ting fornuftigt, sagde han.
Må vi ikke nok købe en ny, Viktor? Bare en billig, jeg skal nok finde en billig tiggede Sonja sagte.
Viktor svarede kun med et stramt, koldt blik, og Sonja tav.
Hun talte alligevel ikke meget for tiden. Så hun slæbte på posen med squash, meloner, en dåse kompot og alt det, kollegaen havde haft med fra landet og hun bar og larmede ikke. Viktor skulle jo finde nøgler. Han åbnede døren, lod Sonja komme ind først, og bagefter sad de og spiste. Nja, det vil sige først rumsterede Viktor en evighed på badeværelset, skældte ud på sæben, der drønede mod gulvet, brølede, snøftede og kom til sidst ud i underbukser og håndklæde, duftende af jordbær. Han smagte på den glas kold hyldeblomstdrik, Sonja havde sat frem, og stillede sig foran spejlet.
Spejlet gammelt, mat med sorte prikker i hjørnerne sad i døren på et klædeskab, der lignede noget fra Sonjas tipoldemor. Døren knirkede, og Viktor beundrede sig selv, strammede musklerne foran Sonja, selvom der ikke var en antydning af mavebøjninger, men Sonja elskede ham for alt, hvad han var hun havde jo ingen andre.
Hvor pokker er nøglerne?! brummede Viktor irriteret. Har du ikke syet lommen? Det har jeg sagt tusind gange! Sonja! Stil dog poserne, hvor skal du hen? Kan du ikke se jeg mangler nøglerne!
De ledte efter nøglerne. Det var Nina den nye nabo, hun med den flotte fikus der fandt dem for ham.
Er de ikke jeres? De lå på gulvet! Hun rakte dem frem med et venligt smil.
Sonja blev faktisk glad, for Nina roste også hendes hårspænde.
Tak for nøglerne, rødmede Sonja. Og hårspændet Det købte jeg i Skagen, på ferie med mine forældre.
Sjovt, min mor havde et næsten magen til skal du høre noget sjovt, sagde Nina.
Det blev hurtigt for meget snak; Sonja måtte ile videre, for Viktor så allerede bebrejdende på hende fra døråbningen. Men inden hun forsvandt:
Må jeg hjælpe jer med noget? Der er jo mange ting, det bliver snart mørkt, og det begynder at regne spurgte Sonja næsten for forbavset over sig selv.
Nej, nej, tusind tak! Men du er selv pakket ind med varer, smilede Nina. Kig endelig forbi til en kop te, når vi får pakket ud. Jeg hedder Nina, min mand hedder Peter. Hvad hedder I?
Jeg er Sonja, og det her er Viktor, svarede Sonja genert og smuttede ind.
Viktor badede stadig og havde ikke engang sat madvarerne på køl.
Sonja havde nøjagtig femten minutter til at hvile sig, før hun skulle servere aftensmad fem minutter til at sidde med benene strakt ud, dreje fødderne i grå-brune nylonstrømper, lukke øjnene og forestille sig, at om nogle år ville det hele være meget bedre; måske et barn, nyt køkken, gardiner og et moderne støvsuger i stedet for den århundrede gamle Cyclone. Måske kunne de spare op til noget køkkengrej eller endda en elkedel. Viktor syntes det var latterligt at bruge på den slags, alt skulle spares op.
Da hendes indre tidsfornemmelse sagde stop, rejste hun sig og gik i gang på køkkenet.
Sent på aftenen, da Viktor var i seng, tog Sonja hurtigt et brusebad, så på sig selv i det gamle klædeskabsspejl og strammede pyjamasskjorten om maven.
Viktor, må jeg ikke begynde at svømme igen? Jeg var jo konkurrence-udspringssvømmer engang Måske kunne jeg blive træner.
Er du blevet helt skør, hvad bilder du dig ind? Tror du det er gratis at svømme? Hvordan skal jeg så sende penge til min mor? Vi sparer jo op til bil! Du er sgu skæg, Sonja!
Hvilken bil, du kan ikke engang køre sagde Sonja stille, mens hun klemte nattøjet om sin krop og tænkte, at før i tiden var hun så tynd. Nu så hun kun slasket ud.
Når bilen kommer, lærer jeg at køre, skal du se! Bassin, tsk! Du er ingen havfrue, mere en sæl, lo Viktor råt og vendte sig væk. Kom nu og læg dig, så det ikke trækker ind.
Og hun lagde sig, kneb øjnene hårdt sammen og huskede, hvordan hendes mor og far i sin tid råbte på tribunen, da hun svømmede konkurrencer. Hvor godt det føltes, at nogen troede på hende, de knusende kram bagefter, uanset hvordan det gik.
Tårerne fandt vej. Hvorfor var hun her? Viktor snorkede, skubbede til hende i søvne. Sonja kunne bare ikke sove, kun stivne lidt og fryse på fødderne.
En sæl Hvornår var hun blevet det? Ikke bare udenpå, hvor alting var blevet blødt og stort, men også indeni klodset, tavs, halv og tom. Hun vidste ikke længere, hvad hun selv ville. Viktor vidste det hele.
Sidst på natten listede hun sig op, lagde dynen over Viktor og stod et øjeblik i vinduet.
Udenfor sad Nina på bænken. Hun sad bare, selvom det var sent.
Er der noget galt? Sonja blev ilde til mode, hev hurtigt galocher og regnjakke på og skyndte sig ned.
Hej Sonja, Nina flyttede sig, så Sonja kunne sidde. Hvorfor ser du så bange ud?
Hvorfor sidder du herude? Skænderi? Sonja nikkede forsigtigt mod Ninas vindue.
Nej da! lo Nina og bød på bolcher. Jeg skulle bare have lidt frisk luft, mens Peter vasker gulve.
Hvad? Vasker han gulv? Hah, det gør mænd da kun, hvis de er på skoleskib eller i militæret!
Hos os gør man det, der gør den anden glad. Han vasker gulve, jeg ordner bøger. Han elsker biologi, har et stort bibliotek. Så lægger vi os nok snart til at sove. Og hvad laver din?
Min sover da mumlede Sonja, vi er heller ikke gift. Han er ikke min mand Tror ikke, nogen anden vil have mig nu.
Nina betragtede hende.
Du er faktisk smuk, Sonja, sådan helt uden makeup og med regnjakken.
Pjat! Jeg er blevet slasket, trist og uordentlig, men Viktor brokker sig ikke, så det er jo nemt.
Ja ja, men hvad med dig selv? Er du glad? blev Nina ved.
Hvis Viktor har det godt, har jeg det også afviste Sonja.
Nå Du svømmede før, ikke? Var du sportsstjerne?
Ja, for hundrede år siden. Så døde mine forældre, jeg arbejdede og droppede det. Senere mødte jeg Viktor. Vi har ikke fået børn, og jeg ønskede det så.
Den stille nat med træernes rislen og gadelampernes skygger indbød til sandheden.
Sonja fortalte, at forholdet hurtigt blev til »ægteskab«, for Sonja var ikke nogen tøs, »blomsten« begyndte at visne, sagde Viktor. Han flyttede ind, og Sonja tilpassede sig. Han var hendes første og eneste
Hvor gammel er du? spurgte Nina pludselig.
Tre og tredive, svarede Sonja og smilede roligt.
Jeg tror dig ikke Hvad ville du egentlig, hvis du kunne vælge?
Altså, jeg har jo alt »mand«, hjem, arbejde
Men det var løgn. Nina kunne se det. Sonja ønskede sig kjoler, bliver forkælet, ikke konstant slæbe varer eller stresse over, om Viktor var tilfreds hun længtes efter kærlighed og måske et bryllup.
Blive smuk! indrømmede Sonja til sidst. Tabe mig lidt. Jeg var så slank før. Men Viktor siger, han er ligeglad, han har jo »fanget« mig.
Nina lo bare lidt og vinkede op til Peter, som kaldte fra vinduet.
Hun skal hjem, fordi manden kalder! Sonja nikkede opgivende og nåede ikke at gøre tanken færdig, for nu råbte Viktor fra deres vindue:
Hvor filan er du henne?! Jeg fryser! Og så slog han sig for panden: For pokker Sonja, jeg har jo fået kurophold! Skal bruge tøj, så jeg kan se præsentabel ud!
En stolt gnist tændte i Sonja.
Du har jo tøj nok, hvad så med spare op til bil og plante og det hele? Nu skal du have nyt igen?
Viktor fnøs. Hold nu op, jeg bestemmer, hvad jeg bruger mine penge på. Sov nu, du skal pakke for mig i morgen! Og med det var han væk.
Sonja fulgte ham ikke på stationen hun mindede ham bare om medicinen, han altid skulle bruge. Han svarede knapt, skrålede en gammel dansktop og dansede ud.
Nina kom allerede næste aften, og hun havde vin og små salater med.
Du er skør, det har du brugt alt for mange penge på! protesterede Sonja.
Penge er bare penge! Vi fejrer, at du er fri en hel uge.
De fejrede, de klirrede glas, og Sonja grinede og græd for uden Viktor var det som at kunne trække vejret frit, ingen at beværte, ingen at please.
Jeg er som tjenestepige for ham, Nina. Jeg har glemt mig selv, er bange for mit eget spejlbillede. Men jeg vil jo gerne have kærlighed, frihed male over de grimme tapeter, trække vejret men i min situation hun tav og hikstede.
Så sig ham ud! Endnu bedre: smid ham ud og lev for dig selv! Nina slog i bordet.
Men hvad skulle jeg dog uden ham?
Nina rystede på hovedet, trak kaffemaskinen frem og blev til Sonja var faldet til ro.
Næste dag slæbte Nina hende med i butikker. Ikke i timevis, men de prøvede syv kjoler og købte to, samt sko og taske. Sonja smilede i spejlet kjolerne sad lidt stramt, men pyt.
Lørdag inviterede Nina hende over.
Kom ved ellevetiden og tag noget sporty på du spurgte jo, hvordan du kunne hjælpe!
For Sonja betød det leggings og t-shirt.
Perfekt! Nina trak hende med ind i stuen. Vi har jo næsten intet møbel, men det gør ikke noget. Hjælp mig lige
Hun åbnede for smart-TVet, der var koblet til et online træningssite Fitstars. Se! Vi kan træne her sammen, der er både yoga, pilates og alt muligt. Min niece har givet mig abonnementet.
Vi træner til fjernsynet?
Præcis. Du kan se og følge med. Jeg vil tabe mig lidt, inden vi skal til Mallorca næste sommer vil du ikke være med?
Jeg tør vist ikke tø alligevel. Men okay.
I begyndelsen gik det kluntet, men Sonja kom efter det, rettede Nina, og til sidst grinede de begge og drak juice for at fejre deres første, egentlige træning.
Jeg vil også! Jeg skal nok tabe mig, og måske, så vil Viktor
Måske gør han, ja smilede Nina træt.
De skulle ikke til fitness, ikke gemme sig i et hjørne for trænere. Her kunne de stoppe streamen og gentage øvelser i fred.
Måneden, hvor Viktor var væk, livede Sonja op! Hun tabte halvandet kilo, kjolerne sad flot. Hun var træt for motion er hårdt arbejde men træneren på tv gav stjerner, og det var alligevel værdifuldt.
Fitstars havde også opskrifter, som de prøvede, de lyttede til korte foredrag om sundhed og Viktor blev væk i yderligere en uge.
Hvad sagde du så? spurgte Nina, imens hun lavede stræk.
At jeg har pakket hans ting. Han kan tage dem, når han kommer. Jeg har ikke lyst til at se ham mere.
Sonja kunne pludselig godt lide sit eget spejlbillede. Nu havde hun også et nyt, i helfigur, Peter havde hængt det op. Hun skiftede både gardiner og spisebord det var jo faktisk hendes penge! Og på telefonen havde hun Fitstars, hvor hun samlede point for træninger, og snart ville der blive plantet et træ opkaldt efter hende.
En dag får du en rigtig plante, lo Nina, for nu skal du have denne fikus! Du har fortjent den!
Men Det kan jeg da ikke tage imod! Sonja begyndte at græde. Det var længe siden, nogen havde givet hende en gave.
Mænd begyndte at kigge efter Sonja, fordi hun nu smilede igen.
Også Lene kiggede forbi. Hun blev forbløffet over, hvor frisk og ung Sonja så ud nå, og skrev straks navnet på Fitstars ned.
Så kom Viktor hjem. Hans kuffert stod parat i entréen.
Hvad er det for noget? Hvem har bestemt det? Hvorfor er du blevet så tynd, hvem har sagt det? Hvad bilder du dig egentlig ind? Du er jo bare en skørling, du kan intet uden mig!
Jeg bestemte det selv, Viktor. Jeg ved ikke, hvad du vil. Tag afsted. Sådan vil jeg have det. Og du behøver heller ikke ringe mere jeg klarer mig nok som ingenting!
Hun hjalp ham med kæben, rettede på sit hår og gik med lette skridt tilbage i lejligheden. Hun hørte med tilfredshed døren smække og mærkede, at pladsen var hendes.
Sonja er ikke længere nogen sæl, det har hun aldrig været, bare lidt fortabt. Nu er hun på benene, stærk og livsglad. Hun kan lide sig selv og det kan andre også.
