En Fremmeds Barnebarn
Du skulle have set, hvordan folk pressede sig ind bag i bussen, da dørene åbnede. Dem med de hårde albuer var altid først ind, mens de bagved bare skubbede på.
Jeg har barn med! Med et barn, flyt jer! råbte en tyk dame, mens hun skubbede Anna væk.
Anna trak sig lidt, men så famlede hun lidt bedre fat i sin taske og kastede sig egenrådigt tilbage i mængden. Hun stod nærmest foroverbøjet, så folk begyndte at mumle:
Hold da op, den gamle kone er da helt tosset!
Alligevel lod alle hende komme forbi. Bussen var pakket, som sild i en tønde.
Og hvor skal du hen med den kæmpe taske, gamle? Kan du ikke bare slappe af derhjemme?
Hun stod bryst mod bryst med en rødskægget mand, tasken i vejen, og hans ben spredt ud for ikke at blive mast helt flad.
Det er fair nok, at vi andre skal på arbejde, men hvad skal sådan nogle gamle da ud på?
Jeg skal på børnehjemmet hen til mit barnebarn, brummede Anna.
Han fløjtede.
Hold da op… Nåh, hvor er barnets forældre så?
De er døde.
Pyha, var det din søn eller datter?
Anna så på ham. Hun forstod ham vist ikke i første omgang.
Hvad mener du, min søns eller datters barn?
Barnebarnet, er det så fra din søn eller datter?
Barnebarnet er venindens, nu er han min. De tog ham for nylig, sukkede hun. Manden så pludselig, hvor gammel hun egentlig var, hendes ansigt som et krøllet viskestykke.
Hej, du der! Giv damen din plads! Kom så…
Anna satte sig og sendte ham et taknemligt blik. Hun tørrede tårer væk med sit lommetørklæde. Der var faldet så meget sorg ned over hende på én gang nu havde hun endelig mødt et venligt menneske.
Hun havde endda forsøgt at få sin søn til at køre hende i bil hen til sin Alfrede. Men han havde bare sagt: “Bliv nu hjemme, mor! Du er for gammel til den slags køreture!” Og blandt folk i bussen mærkede hun det ja, hun var gammel. Men den lille dreng skulle ikke være alene. Hun skulle nok finde et sted at bo i nærheden. Hun havde jo ikke brug for mere end et lille hjørne, bare så hun kunne være tæt på.
Anna, du skal til Vejlby Børnehjem, ikke? den samme mand opsøgte hende senere på rutebilstationen.
Ja…
Så lad os rejse sammen, han tog tasken fra hende, Min ven møder mig nemlig ved Vejlby, det er lige i nærheden. Du kan roligt tage med os, vi sørger for, du når frem. Bare du så fortæller os hele historien om det barnebarn hvordan blev han dit?
Hun trak på skuldrene. Hvorfor ikke fortælle den? I hvert fald til fremmede. Man mødes og skilles igen.
Så begyndte Anna at fortælle. Kort. For hvem kan huske alle nuancerne? Måske var det endda nemmere at forklare tingene uden.
***
Men egentlig var det sådan her:
Anna plejede at tage vinteren over fra Faaborg til Ryslinge, som hun sagde “jeg tager afsted”. I virkeligheden blev hun kørt af sin nabo, Knud. Hun var så gammel, at hun allerede gik lidt foroverbøjet, som om hun altid kiggede på jorden. Hun var nu også opvokset med at arbejde i jorden både i marken og derhjemme.
Jeg tager afsted nu. Jeg bor lidt hos Grethe, så må I klare jer selv.
Hendes barnebarn, Jesper, og hans kone Eva, prøvede pro forma at overtale hende til at blive, men hun mærkede jo godt, at det ikke var af hjertet. Det havde hun fattet for længe siden.
Det var tredje vinter i træk, hun gjorde sådan. Yngre folk rykkede ind, hun forlod dem huset.
Det var hendes søn, der havde overtalt hende:
Du er gammel, mor, lad de unge bo her, de kan hjælpe med hus og have.
Hun var egentlig indforstået med at bo med dem. Hun så sig ikke selv som svag tværtimod, hun hjalp stadig med det meste på gården.
Og hun tænkte, at når hun ikke længere kunne, så måtte de unge tage over. De fik jo huset senere, og nu havde de endda fået en lille pige, Mira.
I virkeligheden kunne de unge ikke klare hele husholdningen selv. Anna, selv om hun var ældre, var stadig kvik, driftig og vågen især om morgenen og kunne ikke sidde stille. Hun var vant til at tage sig af huset, dyrene, haven, og slå græs til gederne selvom hun var over 80.
Hun elskede sit gamle hus. Hele livet var gået der. Barndommens stemmer genlød, forældrenes sidste farvel var holdt der, og hun havde selv lagt nyt tag, så fremtiden var sikret. Alt i hendes liv havde på en mærkelig måde været i orden.
Så Anna fandt altså på det med at tage på vinterophold hos veninden, så de unge kunne få fred. Og Grethe tog imod hende med åbne arme i Ryslinge, for vinteren er varmere, når man er to ældre sammen.
Grethe, Anna barndomsveninde, havde selv haft det barskt. Ingen børn længe, mændene døde unge, men så fik hun sent i livet en datter men datteren var ikke det, man drømmer om. “Tossede unge,” kaldte Grethe hende selv. Datteren fik en søn Alfrede med Peter Storm, der også var tæt på pensionsalderen, og så dumpede hun barnet hos Grethe.
For tre år siden døde datteren, og Grethe blev alene med lille Alfrede. Drengen havde ingen andre.
Skal han på børnehjem, så hellere senere…, sukkede Grethe og tørrede tårerne væk.
Man siger, Gud kun giver det, man kan bære men det passer altså ikke altid.
En vinteraften blev de vækket af et voldsomt bank på døren nabohuset brændte. De sprang op, nåede at få tøj og det vigtigste med ud, også dyrene blev reddet. Mændene fik båret det meste ud fra huset. Men så tog ilden tag i deres eget, i Grethes tag, og så var det for sent… Pumper og spande kunne ikke stille noget op.
Brandvæsnet slukkede ilden men Grethes hus var væk. Anna mistede Grethe af syne i kaosset, så hende i sin hvide skjorte midt i røg og gnister og pludselig væk. Ambulancen havde kørt med Grethe, hjertet kunne ikke klare det.
Efter en lang, mørk nat fik Anna beskeden: Grethe var død hjertestop, psykisk chok.
Åh Gud! fortumlet sad Anna hos naboen, Jytte, der havde taget Alfrede ind. Hvad skulle der dog ske med ham?
Vi må begrave Grethe resten må vi tage til den tid, sagde Anna stålfast.
Grethes opsparing rakte til en værdig begravelse.
Da Anna rejste hjem igen, var det med seksårige Alfrede i hånden venindens eneste barnebarn. Han var lille, bleg og karset klippet. Hun havde selv klippet ham kun en lille pjusket pandehår sad tilbage.
Han havde pænt tøj på: en rustrød jakke, en gammel kaninpelshue og solide filtstøvler. Anna havde pakket hele hans tøjbylt.
Hej med jer. Det her er Alfrede. Han skal bo lidt hos os, sagde hun til Eva, da de kom.
Eva stod med Mira på armen. I øjnene kunne man se: hvor skal han bo? Annas kammer havde lige plads til en seng og et kommode. Eva og Jespers værelse var også trangt, og stuen… Den havde de lige gjort pæn med ny sofa, gulvtæppe og gardiner og her så de fjernsyn og hyggede sig med Mira. Hvor skulle drengen dog gøre af sig?
Eva havde hørt om branden, og at Grethe var død. Men at Anna slæbte barnebarnet med hjem, havde hun ikke set komme.
Hvor længe skal han egentlig bo her?
Lang tid. Kom nu, Alfrede, tag tøjet af, sagde Anna og satte sig trætte ned.
Han begyndte forsigtigt at tage jakke og støvler af.
De har mistet alt. Huset brændte helt ned, kun forkullede rester tilbage. Dets få ting står hos Jytte. Dem skal vi have flyttet over.
Hvorhen? Eva kunne ikke helt forstå situationen.
Jamen hjem til os, sagde Anna som det mest naturlige.
Eva sendte ham et skeptisk blik.
Hvad? Skal han måske blive her?
Naturligvis. Grethe havde ingen andre. Vi var som søstre.
Eva sagde ikke et ord, men pressede læberne sammen. Nu skulle hun virkelig tage nogle skridt. Hvem kunne hun snakke med? Forældrene? Jesper? Anna havde da helt tabt sutten. Hun var jo næsten selv på vej ud af livet, og nu slæbte hun et fremmed barn ind i huset.
Hvis Eva skulle være ærlig, så følte hun for længst, at det var hendes hus. Hun var derfor gået med til at flytte ind. Anna var fortid, hun måtte gerne sidde stille i hjørnet.
Ja, Anna kom hende til hjælp med Mira, gav hende hænderne fri. Men… Hvis nu Anna ikke havde været der, så kunne Eva for alvor få huset, som hun ville have det moderne. Anna passede simpelthen ikke ind med sit gamle forklæde og gryder til dyremad.
Tja, men Anna måtte man finde sig i. Men et fremmed barn? Nu måtte det være nok.
Om aftenen kom alle hjem.
Mor, havde den knægt slet ikke nogen far? spurgte Anna søn, Jespers far, Per.
Nej, der mangler bare en streg på papir, Anna sad med udpustede hænder i skødet, Tror I ikke, jeg havde afleveret ham, hvis nogen ville have ham? Men ingen har spurgt, ingen vil have ham.
De sendte børnene udenfor.
Jamen vi har da intet med det barn at gøre. Han er helt fremmed for os! sagde Jesper.
Det er måske jer ikke, men jeg har. Han er venindens barnebarn. Jeg afleverer ham ikke til et børnehjem, mens jeg stadig kan klare det. Grethe var bange for ordet “børnehjem”. Skulle jeg aflevere ham?
Det kan du ikke bare sådan du har ingen ret til at holde et fremmed barn, indvendte Eva.
Og hvem skal forhindre mig?
Kommunen selvfølgelig.
Vi tager vinteren og foråret så må vi se til sommer. Jeg skal nok ordne papirerne.
Så har de jo også ret til erstatning som brandramte.
Det ved jeg. Jytte undersøger det for mig. Vi tager til kommunen, hvis det er nødvendigt.
Nej, de kommer og henter ham du er for gammel, sagde Eva.
Grethe fik lov, og hun er ældre end mig. Nu ikke mere snak, Anna rejste sig så var den diskussion slut.
Anna havde Alfrede i sin seng. Drengen blev mere og mere hjemmevant, hvilket irriterede Eva. Jesper var hele dagen på arbejde; Eva havde begge børn Anna og knægten på nakken.
Hvem sagde, du måtte tage småkager uden at spørge? Jeg vil gerne dele, men du skal spørge først. Er du ikke blevet opdraget?
Hvem sagde, du måtte tænde for fjernsynet? Hvis du ødelægger det, hvem skal så købe et nyt?
Hun kunne ikke lade ham gøre noget uden opsyn, og han begyndte at undgå hende. Anna lavede deres egen mad. Men i et landhus var det ikke sådan at dele op. Fælles forråd, kummer og mel nu var der en mere at mætte, og det gnavede i Eva.
En dag drak drengen resten af mælken, der var gemt til Miras grød, og Eva brokkede sig til Jesper.
Sig det til din mor! sendte Eva et blik til Jesper.
Sig det selv, hvis det er så vigtigt…
Tavsheden tordnede. Jesper blev vred på både sin mor og på Eva det hele satte sine spor, og han gik bare ud og huggede brænde endnu mere arrigt.
Han vidste godt, Eva var smålig, men i et hjem må man altså have klare aftaler.
Mor, Alfrede drak mælken, nu har Mira ingen.
Så må man hente mere. Hvorfor gjorde hun ikke det?
Hun troede, der var nok. Hun har jo sat det til side.
Det var fra i går, jeg hentede hos Karen. Jeg gik ikke igen troede hun ville.
Jesper trak bare på skuldrene. Gå selv ind i det kvindefjendskab!
Ingen lagde helt mærke til drengen. To uger gik, så en måned, tiden gik, og ingen spurgte til ham. Eva ventede på, han blev hentet.
Det måtte jo ske det gjorde de altid.
Men tiden gik, og de begyndte at vænne sig til hinanden. Mira var meget mere sammen med Alfrede; han var også glad for at lege med hende. Han var egentlig ret ensom og tog hende aldrig hårdt.
Se, hvor han passer hende, sagde Anna stolt.
Eva trak bare på skuldrene. Jo, det var nemt, at Mira ikke klæbede til hende, men det var nu ikke ham, der skulle været der ikke hendes ansvar.
Alfrede begyndte at gå stille omkring, især hvis Eva var i køkkenet. Han gik faktisk mere sammen med Anna.
En dag gik Jesper baghuset, hvor han røg. Længere væk fandt han Alfrede, der sad under trappen og kælede for gårdens kat.
Hey, hvad laver du dernede? Fryser du ikke? Hvorfor går du ikke ind?
Jeg venter på Anna, sådan kaldte han hende.
Hun kommer ikke lige nu, hun er ovre hos Farfar og sorterer kartofler. Kom nu ind.
Drengen rystede på hovedet, men Jesper fik trukket ham ind.
Hvorfor vækker han Mira! Jeg brugte evigheder på at få hende til at sove, og så…
Det viste sig, at Alfrede havde tabt en grydeske, der væltede med et brag og vækkede Mira.
Hvorfor kunne du ikke lige have givet ham noget suppe? sagde Jesper.
Det er ikke mit ansvar! Jeg passer mit eget barn nok. Anna tog ham med, så må hun også tage sig af ham.
Man kunne da godt give barnet lidt mad!
Skænderiet bølgede. Alfrede gemte sig inde på Anna værelse. Han ville hellere have været under trappen så havde han da ikke forstyrret nogen.
Jeg kan ikke mere. Jeg tager hjem til min mor! græd Eva. Jeg troede, det her hus skulle være vores. Hvad gør vi, hvis Anna hiver nye ind?
Hun kan gøre, som hun vil! Og jeg vil ikke have, at der sker Alfrede noget han er jo kun barn!
Alfrede sneg sig ind i køkkenet.
Alfrede, kom skal du ikke have noget at spise? Jesper tog fat i gryden.
Nej, rystede drengen på hovedet, Onkel Jesper, kan du ikke bare køre mig til børnehjemmet? Jeg skal nok bare tage mit tøj på.
Jesper så spørgende på Eva. Hun bøjede hovedet, men begyndte så at øse suppe op.
Kom nu, Alfrede. Det var bare et skænderi. Der er ikke noget børnehjem. Du bliver her, sagde hun og forsøgte at lade som ingenting. Men du skal være stille, når Mira sover!
Han satte sig modvilligt. Jeg spiser ikke så meget. Jeg lover at hjælpe til.
Eva tørrede næsen.
Spis nu! Lille hjælper!
Efter den dag gik det egentlig lidt bedre. De vænnede sig til, at Alfrede var der.
Men så en dag holdt der en bil ude på gårdspladsen. Ud steg landbetjenten, en officiel dame fra kommunen og en fremmed mand. Udvalget for børnesager.
Hvem bor her? Hvem er folkeregisteret på adressen?
De snakkede med Anna, Eva, og Alfrede.
Vi har fået en anonym anmeldelse om, at drengen bor ulovligt her.
Hvem i alverden har gjort det? udbrød Anna.
Kvinden så på Eva, men snakkede udenom:
Du skal skrives ud og ind her på adressen, ellers bor du ulovligt, og der var hun pludselig vred på Eva.
De fik besked om, at Alfrede skulle på opholdssted, indtil det blev afgjort, hvor han skulle bo. Om få dage ville de hente ham.
Sådan blev det også. Opholdsstedet lå ikke langt fra Faaborg, kun tre stop med bussen. Anna tog derud hver dag, i håb om, at hun kunne få ham hjem igen.
Men nej. Til sidst blev han sendt til Vejlby børnehjem, langt væk. Og nu fulgte Anna efter, parat til at finde et værelse i byen, så hun kunne være tæt på.
***
Anna fortalte sin historie til de to mænd i bussen. De blev helt stille bagefter.
Ja, sikke et liv! sagde den rødhårede. Men hvad hjælper det egentlig, at du bor i nærheden?
Jeg ved det ikke. Jeg må bare være tæt på. Han har ingen, han er så forsigtig, så usikker. Jeg kan ikke klare at lade ham være alene. Han har brug for én, og jeg kan ikke lade være med at være tæt på. Derfor er jeg på vej…
Da de sagde farvel ved børnehjemmet, blev de der, til de var sikre på, at Anna blev taget godt imod.
***
Hjemme var hele familien på den anden ende. Ingen havde troet, at Anna faktisk ville flytte efter Alfrede. Men hun kom ikke tilbage. Hverken efter to dage, en uge eller 14 dage.
Jesper talte ikke mere med Eva, og til sidst skændtes han også med sin mor.
Det var ikke vores skyld, at drengen blev hentet. Hun behøvede jo aldrig tage ham ind. Kommunen tager sig af den slags, sagde Eva.
Men Jesper havde det forfærdeligt. Anna havde nærmest opdraget ham. Han havde tilbragt hele somrene hos hende på landstedet, og nu følte han, at han havde fordrevet sin bedstemor.
Far, jeg kan ikke have det sådan! Jeg må finde hende. Jeg tager hen til opholdsstedet i morgen og beder om adressen til børnehjemmet, sagde han til Per.
Det gjorde han og mødte den samme kvinde fra kommunen.
Hvorfor leder du nu efter drengen, når din kone meldte ham? Først klager hun, så vil du finde ham!
Hvilken anmeldelse?
Det var på din kones opfordring, at vi dukkede op.
Eva?
Evas medlidenheds-ansigt overfor sine veninder, da Alfrede kom, havde ikke været falsk. Drengen faldt hende som en tung sten. Det var hendes veninder, der sagde, hun burde kontakte kommunen. Hun tog til socialforvaltningen og skrev sin usikkerhed sort på hvidt. Og hun sagde det ikke til nogen. Hun rettede det ind for barnets skyld, sagde hun til sig selv.
Men da skænderierne var grædt ud, og hun var begyndt at vænne sig til Alfrede, blev de så kontaktet af kommunen.
Efter at Anna begyndte at besøge børnehjemmet næsten dagligt, og til sidst var helt væk, fik Eva dårlig samvittighed.
Hun trøstede sig: måske var det ikke hendes skyld, men blot kommunens rutiner. Hvem ved?
Men Jesper kom tilbage fra børnehjemmet rasende. Den nat snakkede de og græd, var uforstående og blev forsonet igen.
Han faldt i søvn. Eva stod længe på trappestenen og tænkte på Anna. Hun så ikke spor gammel ud det var Eva selv, der var blevet gammel. Anna levede for fremtiden. Sikke en styrke!
***
Anna fik lejet sig ind i en lille lejlighed tæt på børnehjemmet. Hun begyndte at hjælpe til der. Til sidst, efter hun blev kendt med alle, fik hun lov at hjælpe til med børnene om natten for lidt løn. Nu var hun tæt på Alfrede døgnet rundt.
Bare rolig, Grethe, tænkte hun, Han er på børnehjem, ja, men der er varme, mad og omsorg. I morgen tager børnene i cirkus… Og du turde ikke børnehjem, hun sukkede. Men alle børn her drømmer nu alligevel om et hjem. Om en mor.
Hun sov hjemme, når hun ikke havde vagt. En dag kom en pige fra børnehjemmet løbende, bankede på ruden.
Anna, Anna! De er kommet for at adoptere Alfrede!
Anna blev helt svimmel. Hvem havde da overvejet at adoptere ham? Måske var det godt men tænk, hvis det var nogle idioter? Åh nej…
Stemningen var mærkelig. Ingen gik til frokost. Børnene stimlede sammen foran døren med skiltet “Direktør”. Personalet satte brød og smør frem, men lurpassede alligevel det skete ikke ofte, at store børn skulle adopteres.
Anna begyndte forsigtigt at mase sig forbi. Døren gik pludselig op: en mand og en kvinde sad stift med ryggen til, jakker, men ingen huer. Men Anna stirrede ikke på dem hun så kun på Alfrede, der stod foran direktørens bord og smilede.
“Hvorfor er han så glad?” tænkte hun.
Så vendte manden sig brat.
Jesper… hendes barnebarn…
“Hvad laver han her?” tænkte hun. Bagved stod Eva.
Anna følte jorden forsvandt under fødderne, men Jesper skyndte sig at tage om hende, satte hende på en stol.
Bedste… rolig nu! Vi vil gerne tage Alfrede med hjem. Og vi håber, du vil med, sagde han og smilede.
Eva stod ved siden af, hænderne sammen, næsten bedende.
Men hvor skulle hun bede? Hjertet bankede.
Noget større lykke kunne Anna ikke forestille sig…
