Hun kommer hjem fra arbejde, lige så træt som du gør.
Men for dig slutter arbejdsdagen… mens hendes først begynder.
For rod rydder ikke sig selv op.
Vasketøjet bliver ikke rent af sig selv.
Aftensmaden trylles ikke frem på bordet.
Og barnet falder ikke i søvn alene, bliver ikke trøstet alene, vokser ikke op alene.
Og du?
Du sætter dig, tager mobilen frem, tænder for fjernsynet og siger:
“Endelig lidt afslapning efter en lang dag.”
Hun siger ingenting.
Hun klager ikke.
Hun bider tænderne sammen og gør det, der skal gøres.
For sådan blev hun opdraget at “en kvinde skal kunne det hele”,
at hjemmet er hendes ansvar,
og manden “hjælper, hvis han har lyst”.
Men ved du hvad?
Det er en stor misforståelse.
Hjemmet er ikke et hotel.
Og hun er ikke en gratis hushjælp.
Hvis begge arbejder har begge ansvar for det fælles hjem.
Hvis begge lever under samme tag skal begge sørge for, at der er ro og hygge, ikke kun arbejde og uendelig træthed.
For en kvinde, der gradvist begynder at føle sig som stuepige, kok og barnepige…
holder en dag op med at føle sig som kvinde.
Tro mig hun forlanger ikke det umulige.
Hun har ikke brug for, at du bukker og nejer for hendes skyld, eller giver hende medaljer for alt, hvad hun udholder.
Hun ønsker bare noget meget mere enkelt:
At du er nærværende.
At du ser hende.
At du forstår.
At du hjælper.
For der findes ikke en større ensomhed end ensomheden… når man egentlig er to.
Livets indsigter kommer netop her: Når vi deler det tunge, vokser kærlighed, respekt og ægte fællesskab frem.
