Det frygtelige dyr
Jeg siger dig, jeg har set den! blev Poul ved, urokkelig i sin overbevisning. Jeg så øjnene, forstår du? De kiggede lige på mig. Lige her den tidligere landbetjent lagde hurtigt hånden mod sin egen hals og lukkede anspændt fingrene om den. Hvis ikke Morten fra nabogården var kommet forbi på traktoren, snakkede jeg slet ikke med dig nu.
Poul havde stormet op til Olof Damsgaard hen under aften og havde allerede i ti minutter forsøgt at fortælle sin historie om det frygtelige dyr, han angiveligt havde set ude i skoven.
Olof en garvet og mildt skeptisk skovfoged kendte udmærket Poul (og ikke kun fra hans bedste side han bar på et par lyssky hemmeligheder, som han stadig ikke ville indrømme), og lysten til endnu en bajere fra Pouls side var lille.
Alligevel kunne han ikke få sig selv til at jage Poul bort fra gårdspladsen. Hans opdragelse tillod ham ikke den slags.
Så du så øjnene? spurgte Olof og trak på smilebåndet. Var det ulveøjne? Eller måske hundens?
Ulve, helt bestemt, nikkede Poul, gule og onde, som når mit fruentimmer, Agnes, kigger på mig, når jeg kommer hjem næsten på hænder og fødder efter en svingom. Ikke så tit, men alligevel…
Så det er måske din Agnes, der har rendt rundt og holdt øje med dig i skoven?
Hva? Agnes?! udbrød Poul forbløffet.
Ja, sagde du ikke lige, at øjnene var ligesom hendes? Hun er måske blevet nervøs for, at du skulle tage én øl for meget? Du var trods alt betjent engang. Har du aldrig oplevet den slags i dit virke?
Poul stod helt stille et øjeblik, ramt af det, Olof insinuerede.
Så spyttede han opgivende og skulede fornærmet til den let smilende skovfoged.
Han havde fanget den Olof tog ham ikke alvorligt. Og hvad skulle Poul gøre for at overbevise ham?
Jeg siger dig, det var en ulv, jeg så derinde. Ikke nogen hund. Hvad skulle en hund lave derude især så sent?
Okay, så forklar mig lige, Poul, sagde Olof og så undersøgende på ham hvad lavede du selv derude i skoven på det tidspunkt?
Mig? Poul nervøs. Ja, altså Kunne ikke sove den nat, så gik jeg mig en tur.
I skoven? Om natten?
Ja, hvad så? Her er jo hverken ulve eller bjørne. Kun harer og en enkelt ræv og vildsvin nogle gange. Men du kender det jo bedre end mig, du er skovfoged.
Jeg er ved at være en tidligere skovfoged, sukkede Olof. De sender mig snart på pension. Men du har ret, jeg kender godt inventaret derude.
Netop!
Jeg ved også, at nogen har sat fælder måske dig eller en af vores egne, Poul? Det kunne godt ligne krybskytteri.
Mig? Nej, nej, sagde Poul hurtigt og rystede ivrigt på hovedet. Var bare ude at gå. Og så bum, de der gule, sultne øjne stirrer fra buskene. Hvorfor tror du mig ikke, Olof? Jeg siger jo sandheden! Og du står bare der og fnyser.
Nå, kom så, fortæl din historie, sagde Olof og viftede afværgende. Ellers får jeg ikke fred.
Okay, glædede Poul sig over, at skovfogeden endelig gad lytte, jeg nær blev taget af dage, da jeg så de øjne. Jeg bakkede stille mod vejen, men øjnene fulgte mig hele vejen. Jeg smuttede ud på skovvejen, men da var den lige dér, bag træet, kun to meter væk. Jeg tænkte: Det var så det. Krydsede mig endda, selvom jeg slet ikke er troende. Men så kunne jeg høre det knase stille det var Morten fra nabobyen på traktoren. Jeg sprang op bagved ham i kabinen, nærmest på bar tær.
Nå da, var Morten ædru for en gangs skyld? Olof lo. Han kendte ikke Morten særligt godt, men ædru havde han dem aldrig set.
Han var stiv, selvfølgelig. Men jeg tænkte: hellere ende i grøften eller gennem et plankeværk end at lade sig flå af ulvetænder. Så med Guds og Mortens hjælp kom jeg levende hjem.
Agnes fortalte nu, at du ikke kom hjem den nat. Hun fandt dig først næste morgen. Ude i Mortens gård. Med en flaske under armen.
Korrekt. Vi tog et par snaps. For stressen, du forstår. Natten fløj afsted. Da det blev morgen, gik jeg hjem med konen.
Eller rettere sagt, hun fulgte dig du kunne knap gå selv.
Jaja, men det er ligemeget, Olof. Efter jeg vågnede og huskede det hele, så tænkte jeg, at jeg måtte fortælle dig det. Så du kan gøre noget. Ulv i skoven, det er ingen spøg. Og for resten da vi kom trehundrede meter væk, vendte jeg mig, og øjnene stirrede stadig efter os! Jeg har aldrig før set en ulv løbe efter en traktor! De plejer ellers at frygte larm.
De kan ikke lide det, nej, indrømmede Olof.
Netop! Den her var ligeglad Mortens traktor brager, så det kan høres på månen, men ulven var ligeglad og fulgte efter os. Den må være gal, Olof
Hvilken ulv?
Ja, en gal ulv, Poul lagde an til pausen.
Han så, at Olof blev stilfærdig, og sagde videre:
Du ved jo, at en gal ulv nær landsbyen kun bringer ulykke. Du burde tjekke det ud. Hvis der faktisk render sådan én rundt, ved man aldrig. Og det er dig, der har erfaringen og geværet. Kan du ikke gøre det?
Olof svarede ikke med det samme. Han kløede sig i nakken og kiggede over mod skoven.
Her i området havde der ikke været ulve i måske syv-otte år. Han troede ikke meget på Pouls historie. Men hvad nu hvis det faktisk var en gal ulv?
En, der var så fræk, at den ikke frygtede maskiner Kunne det nu passe?
Måske burde han undersøge det nærmere. Han var jo stadig skovfoged officielt i hvert fald.
Godt, Poul. Jeg går i skoven i morgen og ser efter, nikkede Olof. Hvis der er en ulv, må den ikke komme tættere på landsbyen. Det går ikke.
Skal jeg samle nogle mænd? Jeg kan hurtigt vække hele byen.
Nej, jeg går alene. Hvis der er en gal ulv, springer den ikke på en hel flok. Med mange folk vil vi bare skræmme den væk, og så fanger vi aldrig meningen. Jeg undersøger selv. Men jeg tager telefonen med, så du kan få besked, hvis der er noget.
Godt, du ringer, hvis der er noget. Og for resten: Skyd med det samme, hvis den angriber dig først! Poul trykkede Olof i hånden og forsvandt.
Men i stedet for den hurtigste vej, løb han gennem Mortens gård. Nok for at få sig én til hovedet…
*****
Næste dag tog Olof sit jagtgevær og drog ud til det sted, Poul havde fortalt om. Forsigtigt vandrede han mellem træerne, opmærksom på hver lyd.
I flere timer gik han gennem skoven, men ikke en lyd, ingen tegn kun vinterens stille frost, der knirkede under støvlerne.
Jeg vidste, jeg ikke skulle tro på Poul, brummede Olof og gik mod vejen. Der er ingen ulv. Han har nok bare set en hare og nær fået skræmt bukserne af sig, mens jeg nu står her og fryser min næse.
Men da han nåede ud på vejen, mærkede han pludseligt, at nogen iagttog ham. Han standsede brat, snurrede rundt og løftede jagtgeværet.
Ingen. Hans øjne spejdede mellem stammerne, ørerne på stilke. Intet.
Endelig gik Olof hjemad, men følelsen af, at nogen faktisk havde gemt sig i buskene, forlod ham ikke.
Havde han ikke haft geværet, var dyret måske kommet frem.
Nå, jeg prøver igen i morgen, tænkte han. Og denne gang tager jeg noget mad med. Hvem ved, om ikke det sultne dyr lader sig lokke ud?
*****
Tidligt næste morgen pakkede Olof noget kogt kyllingekød ind i papir og gik igen ind i skoven. Han troede egentlig ikke på Pouls historie, men arbejdet krævede, at han gjorde mere end at afvise rygter.
Poul havde endda ringet aftenen inden nysgerrig efter, om Olof havde set noget.
Måske er ulven gået et andet sted hen? spurgte Poul, forhåbningsfuldt som et barn.
Alt kan ske. Men bliv nu inde om natten, Poul!
Ja, du har nok ret. Jeg vil nødig igennem sådan noget igen.
Da han var nået ind, fandt han snart busken fra dagen før og lagde kyllingen ud på sin medbragte avis.
Han gik nogle meter væk og skjulte sig bag et træ, geværet i hånden.
Der gik en halv time uden nogen at se eller høre.
Han tænkte allerede, at Poul måtte have set syner.
Men pludseligt hørte han det! En raslen, næsten for højlydt til at være tilfældig.
Han kiggede bag træet og så endelig det frygtelige dyr. Det var en hund.
En god, gammeldags gårdhund, slank og sulten som en vinterdag er lang, raget sammen af diverse forfædre, men med en pels flot som en racehunds.
Lettet gik Olof frem, hængte geværet på skulderen med piben opad, så hunden ikke skulle blive bange.
Nå, hvem er det så, der skræmmer folk herude?! spurgte Olof muntert.
Men hunden reagerede slet ikke. Den travede blot fortsat i kødet, upåvirket af menneskelydene.
Den er nok bare sulten tænkte han. Hunden var magert bygget, benene rystede. Om det var af udmattelse eller kulde, kunne han ikke sige.
Først da Olof listede sig hen til siden og stod næsten helt tæt på, fik hunden øje på ham, og med ét gispede den og sprang tilbage ind i buskene.
Hov, du skal ikke være bange, sagde Olof og knælede ned. Jeg gør dig ikke noget. Jeg er skovfoged jeg beskytter dyr, det er mit job. Kom frem, så ser vi, hvem du er, og hvad det er, du har om halsen. Det ligner ikke et almindeligt halsbånd
Hunden kom ikke ud med det samme. Den gemte sig, rystende, buskene vibrerede ligefrem. Til sidst havde sulten dog overtaget.
Hunden krøb så, nærmest gnidende sig frem, hen til Olof, som klappede den sagtmodigt og skubbede kyllingen hen til den.
Spis du bare, det er til dig.
Hunden åd resten, men var allerede på vej tilbage mod buskene, da Olof fik fat i den tykke stump reb, der sad i halsbåndet.
Han undersøgte den nøje.
Så du er altså blevet bundet fast og forladt herude, mumlede Olof og så bebrejdende på rebenden.
Hunden satte sig, kiggede på ham. Uendeligt opmærksomt som om den forstod alt gennem øjnene. Aldrig havde Olof mødt sådan et blik før.
Han undrede sig. Hvad havde sådan en ung, sød hund gjort, siden nogen ville efterlade den sådan en kold vinter?
Hvad har du dog gjort, kammerat? sukkede Olof og omfavnede den pludseligt. Du fortjener bedre.
Så tog Olof hunden med hjem. Han havde ikke planlagt at beholde den. Pensionen ventede, og skovfoged var han snart ikke mere. Men et godt hjem skulle han nok finde til Basse, som han døbte den midlertidigt, indtil nogen meldte sig.
*****
Så, du må gerne ligge her, sagde Olof, da han lagde en gammel jakke foran kakkelovnen. Ikke meget komfort, men det er, hvad jeg har.
Basse logrende, lagde sig straks, sammenrullet, hen og faldt i søvn.
Sov, Basse, sagde Olof stille og tænkte over alt det, hunden måtte have været igennem i skovens kulde.
Et par uger har den nok overlevet uden mad eller vand derude. Tænk, hvis ikke han havde gnavet sig fri af rebet så havde ingen fundet ham.
Da Basse sov, gik Olof udenfor for at ringe til Poul.
Så der var ingen gal ulv i skoven? jublede Poul. Det var bare en hund. Hvem den er fra, tror du?
Ikke en her fra egnen… Jeg hader folk, der efterlader deres dyr sådan.
Hvad gør du så med den?
Finder et hjem. Han er ung og fin, og han skal lykkes.
Men det blev slet ikke, som Olof havde regnet.
For Olof opdagede hurtigt, at Basse ikke var helt almindelig: Han hørte intet ikke den mindste lyd, heller ikke braget, da Olof senere på aftenen tabte hele favnen fuld af brænde.
Olof gik forvirret hen til hunden. Den reagerede først, da han rørte den, sprang op, men lyste op, da den så redningsmanden.
Du kan ikke høre noget, vel? Olof så bekymret på Basse. Så må vi til dyrlægen i morgen.
Hvis Basse virkelig var døv, blev det svært at finde et hjem.
*****
Dyrlægen, en venlig kvinde fra Nørreby, bekræftede det: Hunden var døv, begge ører.
Måske havde den været syg eller kommet galt afsted. Men født døv er den ikke, lød dommen.
Hvordan skal jeg så snakke til ham? spurgte Olof.
Brug øjnene og ansigtet. Han er meget opmærksom. Du kan lære med hænder og mimik. Og du vil sikkert beholde ham?
Olof tøvede, men så på Basse, der stirrede op på ham med dybt blik.
Ja, jeg beholder ham. For ingen vil tage imod en døv hund. Og det var mig, der fandt ham så er det mit ansvar.
Du får en klog og trofast hund, Olof! lovede dyrlægen og gav ham et venligt klap.
*****
Sådan bor Olof nu med Basse, og det går godt. I begyndelsen var det svært at forstå hinanden, men efter et halvt år forstår de hinanden nærmest uden ord. Hunden går trofast i hælene på ham, og krystalblå øjne lyser af taknemmelighed.
Der er endnu ingen ny skovfoged, så Olof patruljerer stadig skoven inofficielt med Basse som hjælper.
Gang på gang finder de fælder og snarer, som krybskytter har lagt ud, og Olof bander over, hvordan folk kan gøre sådan noget mod naturen.
Det er ikke lykkedes ham at tage synderen på fersk gerning. Men hver gang en snare dukker op, går Poul og brummer gennem byen; og én dag hørte Olof ham sige til Morten, at han aldrig sætter sin fod i skoven igen. Hvis Agnes vil have en pelskrave, må hun købe den på torvet, sagde han.
Olof smilede og kunne ikke lade være med at tænke, at skoven nu var et tryggere sted.
Og hvis Poul eller en anden en dag prøver igen, skal de vide: Olof og Basse sover ikke i timen. De vogter over skoven.
Og med tid kommer der nok en ny skovfoged, men indtil da er det Olof og Basse, der holder vagt.
Så nu er der ro i skoven og i huset hos Mennesket og Hunden.
