Det var engang, for mange år siden, at der skete noget, jeg stadig tænker tilbage på med et smil og et lille stik i hjertet.
Helle, hej. Undskyld jeg ringer så sent. Jeg har bare ikke nogen andre at gå til
Godaften, det er ikke Helle, lød en herrestemme. Har du set, hvad klokken er? Klokken er halv to om natten.
Marie kiggede forskrækket på sin mobil, blikket gled forvirret over skærmen.
Der stod klart og tydeligt Helle. Men hvem talte hun så med?
Måske hendes kæreste? tænkte Marie, mens hun satte mobilen for øret igen. Men Mikkel har en helt anden stemme. Hvem er det så? En affære? Eller en kollega? Selvfølgelig, den slags kollegaer som er hjemme hos ens veninde klokken halv to om natten er jo netop elskere. Eller også er det Helle, der er hjemme hos ham?!
Der var så mange spørgsmål, at hun blev helt forvirret. Men hun måtte jo lige spørge for at være sikker:
Er Helle der?
Nej, her er ikke nogen Helle, jeg er helt alene i lejligheden. Jeg lå og sov, til du ringede.
Undskyld, virkelig begyndte Marie at undskylde. Jeg ville ringe til min veninde, det her nummer har jeg haft længe, men det er åbenbart kommet til dig. Undskyld.
Marie var lige ved at trykke “afslut opkald”, da stemmen i røret pludselig spurgte:
Marie, er det dig?
*****
For kun et par uger siden havde Maries chef sendt hende på et kursus i København.
Det var ikke fordi, hun ikke kunne klare sit arbejde tværtimod. Marie var blandt de mest pålidelige og dygtige ansatte. Men hendes chef havde større planer for hende et tilbud om en ny stilling med højere løn, hvis hun bestod kurset.
Hvis hun lærte de nye ting, ville hun være klar til de nye opgaver.
Marie, det er kun to uger. Jeg vil dig kun det bedste.
To uger føltes ikke som længe, men alligevel var det svært, for Marie skulle tilbringe tiden i en fremmed by.
Kenneth bliver nok ikke glad sukkede Marie, bare tanken om kæresten.
To uger, Marie Han forstår det nok. Det er jo ikke to år, siger chefen.
Og Marie sagde ja.
Den forfremmelse og højere løn ville ikke være af vejen. Hun kunne begynde at spare sammen til bryllup eller måske noget helt andet. Kenneth havde endnu ikke friet, men en dag ville han da sikkert.
Forstår ikke, hvorfor du skal tage et kursus. Du har jo allerede læst på universitetet, undrede Kenneth sig, da Marie fortalte ham, at hun skulle til København.
Ja, men man kan altid lære mere, smilede Marie. Klarer du dig uden mig?
Tja, hvad skulle jeg ellers? Kenneth trak på skuldrene. Jeg lever vel af frysepizzaer de næste par uger.
Jeg laver mad til dig inden jeg tager afsted, så du har til nogle dage. Og bagefter forhåbentlig forfremmelse og mere løn det er det værd.
Ja ja Du må vel tage afsted.
*****
Marie ringede til Kenneth hver dag, spurgte ind til, hvordan han havde det, og hvad han havde spist. Det irriterede ham mærkeligt nok.
Marie, du er som min mor, ærligt talt. Jeg er voksen, du behøver ikke holde øje med mig hele tiden.
Jeg holder ikke øje, jeg interesserer mig for dig. Du spørger jo aldrig om mig Er du ligeglad?
Hvad skal jeg spørge om? Om du har fået dumpekarakter? grinede Kenneth.
Godnat, så.
Denne samtale, der fandt sted i starten af hendes anden uge, gjorde hende virkelig ked af det. Hvad skete der med deres kærlighed? Hvorfor viste han ingen interesse for hendes dag? Spurgte intet om hendes oplevelse, følelser eller bare hvad hun havde spist til frokost.
Kenneth virkede bare fraværende.
Han sagde, han var i byen om aftenen med venner, kom sent hjem fordi han ikke gad sidde alene.
Men kunne han virkelig ikke finde et øjeblik til hende? Bare tage mobilen og ringe lidt?
Marie havde aldrig forbudt ham det hun bad bare om ikke at drikke sig fra sans og samling.
Pyh, jeg må snakke med ham når jeg kommer hjem. Måske fatter han det
*****
Tiden i hovedstaden gik hurtigt. Næste dag var sidste kursusdag, og Marie glædede sig vildt til at se Kenneth igen. Men
så blev hun pludselig ringet op om aftenen. Al undervisning aflyst.
Vores underviser er blevet syg, forklarede stemmen i telefonen. Du behøver ikke møde ind i morgen. Beviset for gennemført kursus bliver sendt til din e-mail.
Jamen hvor dejligt, så kan jeg komme hjem i morgen tidlig og tilbringe hele dagen med Kenneth. Marie smilede.
Kenneth havde endda taget fri to dage for at gøre rent og forberede sig på hendes hjemkomst.
Nu får vi hele to dage sammen, smilte hun for sig selv.
Hun ville ringe og fortælle nyheden, men pludselig fik hun en skør idé: Hvorfor vente til i morgen, når jeg kan tage hjem allerede i nat?
Marie tjekkede busplanen online, og blev glad. Der gik en afgang sent på aftenen.
Lidt sent, jo men hvad gør man ikke for en god overraskelse?
Hun smed alle sine ting i kufferten, løb ud på gaden og ventede på den taxi, hun netop havde bestilt. Lykkelig og forventningsfuld.
*****
Der var trængsel på Hovedbanegården.
Folk hobede sig op, det lugtede af sved fra nogen, hun gik forbi, men Marie lagde slet ikke mærke til det.
Hun skulle bare hjem til sin kæreste og give ham sit hjertelige lille surprise så pyt med alt andet!
Det varer jo ikke længe hun tjekkede sit ur.
Der var halvanden time til bussen skulle gå, men billetsælgeren havde advaret om forsinkelser.
Marie stred op og ned ad perronen, der var kvælende varmt inde og køligt udenfor.
Hun så sig om for at få tankerne væk, og der bag hegnet sad en trist hund.
Den så så forladt og ensom ud, at Marie straks fik lyst til at gøre noget godt.
Den er nok blevet smidt ud tænkte hun. Hun købte straks nogle frikadeller til hunden.
Hvad er du så trist for, vovse? Ingen vil have dig? Her, vil du have frikadeller?
Hunden løftede sine sørgmodige øjne og logrede forsigtigt.
Kom, spis, smilede Marie, satte posen på jorden.
Den halvgamle hund humpede hen til maden, snusede, kiggede spørgende på hende, og da hun nikkede, kastede den sig over frikadellerne.
Marie stod der og blev helt blød om hjertet. Hvem skulle tage sig af sådan en skævbenet stakkel? Vinteren var nær
Hun var så opslugt, at hun knap bemærkede en ung mand, der stoppede foran hende og pludselig stødte ind i hende.
Hun nåede lige at tænke: Mener du ikke, du har plads nok, unge mand? for der var ellers god plads.
Prøv at høre, undskyld, sagde drengen, han trådte hende endda over foden så det gjorde ondt.
Hvad pokker
Han glippede bare lidt undskyldende, ville væk, men hunden begyndte pludselig at knurre og gø.
Netop da kom en kvinde med en kost, tydeligvis ansat på stationen.
Jeg vidste det! Sagde jeg ikke, vi ikke skulle have den hund her! Folk, gå væk nu bliver den jaget væk.
Fyren forsvandt hurtigt, Marie blev stående og holdt fast i hunden, som ville efter ham.
Vent, hvad har du gang i? brølede hun til rengøringsdamen. Du kan ikke bare jage den væk!
Og hvorfor ikke? Den gøede lige ad en mand, den er farlig måske endda gal.
Nej, den forsvarede mig bare, fordi han stødte ind i mig. Den bider ikke.
Gøet er gøet, mumlede damen. Den har ikke noget at gøre her, medmindre den er nogens. Ved du hvad, hvis den stadig er her i morgen, ringer jeg efter hundefangeren.
Det er min hund! udbrød Marie.
Hunden og damen kiggede overrasket, især hunden.
Din? Hvordan det? Den er jo hjemløs.
Ikke længere. Jeg tager den med hjem. Hvis du rører den, klager jeg til ledelsen. Eller til politiet, hvis det skal være.
Jamen så tag den, gryntede damen, og jeg siger det igen: hvis jeg ser den i morgen, bliver den hentet.
Så forsvandt hun. Først da forstod Marie, hvad hun var gået ind til.
Nu kunne hun da ikke efterlade den her. Men hvad ville Kenneth sige, hvis hun kom hjem med en fremmed hund?
Nå, vi skal nok finde ud af det, smilede hun til hunden. Hvis bare vi kan komme med bussen. Apropos, bussen
Marie tjekkede uret. Om ti minutter kom bussen.
Kom, vi to. Nu er det os mod verden. Du må love at opføre dig pænt i bussen.
Hunden logrede ivrigt, og de gik sammen mod perronen.
Marie fandt sin billet hun ville være forberedt. Hun åbnede håndtasken, men straks lød et metallisk klonk. Nøglerne røg ud. Da hun så ned, gik det op for hende bunden af tasken var sprættet op. Og inden i var der ikke hverken pung, mobil eller busbillet.
Ej, det mener du ikke! gispede Marie. Hvem?
Hun tænkte sig om: Drengen! Ham, der stødte ind i hende. Derfor havde hunden reageret! Åh, hvis bare jeg havde forstået det før. Nu stod hun uden penge og billet.
Hunden kiggede på hende, skamfuldt.
Nej, det er ikke din skyld, beroligede Marie straks. Tak fordi du prøvede at advare mig.
*****
Bussen var forsinket, men det var ligegyldigt. Marie kunne ikke tage med hjem uden billet. Hun overvejede at ringe til Kenneth hun havde en gammel mobil med gammel simkort i kufferten.
Men hvordan kunne han hjælpe? Han bor ret langt væk, og hvad med hunden? Ville han tage den med? Tvivlsomt.
At sidde på stationen hele natten var heller ikke fristende, men noget måtte hun gøre.
Bussen trillede endelig ind. Chaufføren stak hovedet ud:
Skal du med?
Jeg har fået stjålet min pung og min billet, sagde Marie med tårer i stemmen.
Hold da op sagde han, men hop ind, jeg kører dig gratis. Bussen er tom alligevel.
Men jeg har en hund med. Og jeg har ikke billet.
Så tag den med. Hop op i bussen, nu fryser du jo!
*****
Marie sad på forsædet ved siden af chaufføren og snakkede. Hunden lå trygt ved hendes fødder. Alt blev fortalt: om kurset, om hendes uheld, og om at Kenneth ikke kunne komme og hente hende.
Bussen nåede hendes hjemby. Marie takkede og steg ud med sin kuffert og den nu så lykkelige hund.
Skal jeg give dig penge til en taxa? spurgte chaufføren.
Nej tak, jeg ringer til min kæreste, så henter han mig. Tak for alting. Med sådan en beskytter er jeg nok mere tryg nu!
Ja, det tror jeg også.
Udenfor stationen tog Marie den gamle mobil og ringede til Kenneth.
Hallo? Hvem dér? han lød irriteret. Hvad vil du?
Det er mig, Marie. Jeg er på stationen, har fået stjålet alt. Kan du hente mig?
Hvad for noget? Marie? Hvorfor ringer du så sent?
Jeg havde planer om at overraske dig. Kan du ikke hente mig? Jeg har ikke en krone på mig.
Kan ikke i aften
Hvorfor ikke?
Jeg har drukket, kan ikke sætte mig bag rattet. Du må vente til i morgen. Tag sporvognen.
Jeg har ingen penge! Marie næsten råbte.
Jamen, du kunne jo have sagt det noget før! Jeg er hjemme hos Søren, vi var i byen. Jeg må lægge nu, de andre sover.
Marie lagde på.
Chokeret og skuffet. At han ikke engang prøvede at hente hende?
Nå, så må jeg tage sporvognen, mumlede hun. Hvorfor er jeg egentlig sammen med ham?
Hun besluttede sig for at ringe til Helle, hendes gamle veninde, der altid stillede op.
Helle, hej! Undskyld jeg ringer så sent. Jeg har bare ikke nogen andre
Godaften, det er ikke Helle, svarede en mand. Ved du, hvad klokken er? Den er halv to.
Marie stirrede målløs på sin mobil. Der stod Helle.
Mon det er hendes mand? Eller måske hendes elsker? Eller kollega? Eller er hun hos ham?
Hun måtte spørge:
Er Helle der?
Nej, jeg er alene. Jeg sov da du ringede.
Undskyld, jeg ringede bare til min veninde nummeret har jeg haft længe.
Marie var ved at lægge på, da manden sagde:
Marie, er det dig?
Lars?!
Ja, det er mig. Jeg så ikke lige, hvem der ringede før nu. Hvad sker der?
Jeg forstår det ikke Jeg skulle ringe til Helle. Men det er jo din gamle telefon, jeg ringer fra.
Og i samme sekund forstod hun. Det gamle simkort. Lars, hendes barndomskæreste, havde stadig samme nummer. De havde slået op for over ti år siden, men hun havde aldrig slettet hans telefonnummer bare omdøbt det til Helle. Så Kenneth ikke blev jaloux.
Nu, i nattens stilhed, havde hun omveje ringet til Lars for første gang i 10 år
Hvad sker der, Marie? Fortæl nu.
Lars havde altid kunnet høre, hvordan hun havde det blot på stemmen. Og nu brød hun sammen og fortalte det hele: kurset, pungen der blev stjålet, hunden, bussen og Kenneths ligegyldighed.
Jeg kommer og henter dig, sagde Lars uden tøven.
Men jeg har en hund med
Så tager jeg også hunden med! Ti minutter, så er jeg der. Gå ikke nogen steder.
Ja jo.
Hvordan kan det være, tænkte Marie, at den mand, der engang elskede mig, uden tøven sætter sig ind i bilen og kører gennem natten bare for at hjælpe mens ham, jeg bor med, ikke rører sig?
Nogen gange skal der åbenbart blot et forkert opkald til at vende hele ens liv.
Mens Marie stod der og krammede sin trofaste hund, drønede Lars gennem natten, mens han tænkte, som han altid havde gjort: Alt for hendes skyld.
Bare hjælpe, uden at forlange noget.
*****
Og for jer, kære læsere, vil I nok vide, hvad der så skete.
Marie afsluttede forholdet med Kenneth.
Ikke kun fordi han ikke gad hente hende, men fordi hun fandt tomme flasker og fremmede, kridhvide hår på hans krøllede lagner.
Og når Kenneth næste dag råbte og fór op, knurrede den tidligere herreløse hund som nu hed Balder advarende af ham.
Så Kenneth forlod dem.
Få dage senere gik Marie tur i parken med Lars. De sad på en bænk, snakkede, og Balder og Freja Lars egen hund, som han havde reddet året før efter en påkørsel snusede nysgerrigt til hinanden.
Ligesom deres to ejere havde fundet sammen igen, længtes også deres to haltende hunde efter hinanden.
Og dem, tror jeg, blev hurtigt uadskillelige.
Det er en gammel historie nu. Men jeg glemmer den aldrig.
