Gå fremad med mod!
Du forstår det vel! råbte Viktor. Han havde i dag indkaldt Vera til sig. Ikke inviteret, ikke bedt hende komme forbi, selvom de havde kendt hinanden længe og nærmest var blevet kolleger han havde indkaldt hende. Du ved det jo selv! Hvis jeg ikke gør det her, så spiser hun mig levende, ligesom en hun-edderkop! Der bliver ikke engang hænderne tilbage! Han strakte sine pæne hænder frem og rystede dem. De slappe muskler bevægede sig under skjorten, det gjorde Vera utilpas, og hun kiggede væk. Jeg bygger en familie med de her hænder, Vera! Hvis Marianne synes det er nødvendigt, så er det jo nødvendigt!
Hvad lavede Viktor med sine hænder? Højst talte han penge. Alt andet sørgede andre for. Selv brænde til sommerhuset kløvede han ikke. Det var ikke for ham. På det aftalte tidspunkt kom en lastbil, to stærke mænd læssede nydeligt brændet af, lagde det på plads, og Viktor fugtede fingeren og gav dem deres betaling i kroner.
Han kunne heller ikke tænde op i pejsen med det her brænde det gjorde hans mor, Else, som altid havde haft styr på hjemmet. Vera kunne godt lide Else. Der var altid pænt og hyggeligt hos hende, det duftede rent og hun syntes altid at vente på, at Vera skulle komme forbi til en hurtig kop te.
Else drak ikke kaffe, men elskede duften. Det mindede hende om en romantisk flirt med en franskmand eller var det en englænder? Han kunne i hvert fald ikke lave kaffe, kaffen løb altid over, men det var jo ligegyldigt!
Det vigtigste var duften. Den førte tilbage til glæden.
Else lavede en lille kande kaffe, hældte op til gæsten hvis der blev bedt om det, og nød duften der sneg sig rundt i det store køkken. Hvis der ingen gæster var, satte hun bare en kop kaffe foran sig og nippede til sin te med et lille stykke kage.
Else… Hvordan har hun det mon? Vera havde ikke ringet i lang tid, glemt det helt.
…Tag nu mit sted, Vera! Hvorfor trækker du bare på skuldrene? Viktor var stadig arrig. Han talte altid højt, teatralsk følelsesladet, især når han selv vidste han snakkede sludder.
Hvilket sted, Viktor?! Endnu en kvinde, der har fået dig slæbt med i kirke? Hvilket rådhus var det egentlig? Vera smilede.
Det var udenbysvielse, sådan ville Marianne have det, du ved det jo! Hvorfor stiller du dumme spørgsmål? brølede Viktor. Nu er det sådan, at Marianne kommer til jer i morgen, tag imod hende, sæt hende ind i tingene. Om en uge eller to, når hun har styr på papirerne, overdrager du hende alt. Og du får en god fratrædelsessum i kroner, det lover jeg! Så, det var det, Vera. Gå nu!
Han talte med lidt foragt; han var ejeren, og hun modsagde. Hvad så, at hun havde gjort det gamle kulturhus til et af byens bedste med stærke lærere; det var jo ikke hendes, hun var bare udpeget direktør!
Vi har krav til uddannelse her, din Marianne er ikke ligefrem kompetent, sagde Vera, men sagde til sig selv at hun skulle slappe af i ansigtet, der nytter ikke at få rynker.
Jeg ved det. Hvorfor snakker du sådan til mig? Vi har ikke drukket dus! Du ville ikke dengang… Hvis du havde, sad vi ikke her nu. Min kone har købt sig et diplom, taget et kursus. Alt er i orden. Hun har brug for at hvad hedder det? jo! Selvrealisere sig. Vores datter er stor nu, hun har ikke længere brug for sin mor hele tiden. Så nu vil Marianne ud og arbejde, et godt, ordentligt job.
Nå ja da! Vera smilede, trak på skuldrene, men i lommen knugede hun en lille sten, hun kørte den hurtigere og hurtigere rundt mellem fingrene jo mere det gjorde ondt indeni ligesom en munk med sin rosenkrans. Viktor, hvorfor sigter hun ikke efter noget større? Er vores kulturhus ikke for småt til hendes selviscenesættelse? Ring dog til musikkonservatoriet, ryst det Kongelige Teater lidt. Og for resten lad hende overtage ledelsen af Det Kongelige! Nej, hun skal nok bruge mere end et kursus der… nå…
Slut, Vera. Du er fri. Jeg har sagt nok. I morgen kommer Marianne klokken elleve. Hav alle papirer, skemaer og alt klar til overdragelse.
Han vendte sig hurtigt mod vinduet, trak gardinet fra. Udenfor var det sort med blinkende lyspletter fra byen. Højt oppe susede et fly forbi, med rødt blink. Så forsvandt det ind i en sky. Viktor fulgte det med øjnene men så det ikke dukke op igen.
I spejlet kunne han se, hvordan Vera stille gik mod døren. Sådan, smart, godt nok. Hun kunne have råbt efter ham. Alle kvinder råber, nogle tudbrøler. Det kunne Viktor slet ikke udstå, de kvindelige grædelyde fik det til at løbe koldt ned ad ham. Viktor frygtede kvindetårer.
Men Vera græd ikke. Det havde hun for længst glemt hvordan man gjorde. Sidst hun græd var nok som syttenårig, da hun mistede først sin mor og kort efter sin far. Hendes første løn gik ikke til de vinterstøvler hun havde drømt om, hun blev i stedet slået ned og bestjålet. Gerningsmændene smuttede væk, og Vera blev liggende i den tynde sne. Hun havde ondt i håndleddet, som strålede op i skulderen, men alt hvad hun ville var at ordne kjolen og rejse sig. Endte med at hun måtte kravle hen til en bænk.
Forbipasserende trak på skuldrene. Sidder hun der igen, sådan nogle hjemløse kvinder… fy for pokker!
Så mange drukkenbolte i disse tider brummede en kvinde. Skam dig! Gå hjem!
Vera græd ikke, hun stirrede ned i jorden og knugede stenen. Alt smerten gik i den. Om lidt skulle hun nok rejse sig. Bare lidt endnu…
Hun blev slæbt hjem af Gitte, hendes værelseskammerat, som kom fra teater og genkendte Veras frakke. Altså, hjem kom de, og heldigvis var hånden ikke brækket…
Støvler købte Vera langt senere, da hun først blev sekretær i kulturhuset. Gitte hjalp hende, anbefalede en veninde, og sådan gik det.
Kan du så skrive på maskine? spurgte den daværende direktør, Oksana en myndig kvinde med ringe på alle fingre og perlestreger om halsen. Hun døde fem dage før sin 70-års fødselsdag. Og Vera havde netop fundet et smukt smykke til hende… Har du styr på papirarbejdet?
Vera nikkede.
Kulturhusets klimperende klaver, smalle trapper, de små rum med falmede tapeter og borde tæt sammen, føltes som om de var bygget til dværge eller mindst forrige generation.
Selv lidt større børn syntes der var lavt under loftet og klemt, men altid spændende.
To år efter Vera begyndte, havde hun videt fagrækken ud. Hendes uddannelse som lærer og sekretær havde gjort gavn og hendes netværk også. Hun fik sine veninder med en kunne male, en hækle, en lave kniplinger. To harmonikaspillere kom også til det var Oksanas fortjeneste.
Klaveret blev klemt ind ved siden af kontoret, og snart klemte små piger i sorte forklæder og hvide sløjfer sig ind til time, med både mødre og bedsteforældre på slæb. De klimprede og sang, til Oksanas hovedpine.
Tja, hvad skulle man ellers? Nu har børnene noget at give sig til, tiderne er som de er. Ellers tumlede de bare på gaden eller hang ud på byggepladsen.
Oksana nikkede.
Vandet har løbet siden da; Oksana blev begravet med sit yndlingssmykke, hendes portræt hænger endnu i indgangen, og Vera køber stadig friske blomster dertil hver uge.
Ved siden af det gamle, lille kulturhus voksede det store glasbyggeri op, med både balsale og naturvidenskab og IT-klasse, alt sammen takket være Viktor, den driftige sponsor ude østfra, der også ville spille filantrop.
Vera mødte Viktor på et budgetmøde i kommunen.
Hvorfor så travlt? Viktor lod hende gå først og betragtede hendes fine gange, benene, figuren, hoften åh Gud, de hofter!
Han rev blikket til sig.
Er det da ligegyldigt for dig, hvor meget din institution får? spurgte Vera. Men for mig…
Han grinede ad hendes “fattighus” men da det kom til stykket, investerede han i netop hendes sted.
Hvorfor egentlig? spurgte hun ham hjemme på hans landejendom. Hun syntes det var mærkeligt at tage derud, men han insisterede.
Hvorfor? Viktor lod som om hun var uintelligent.
Nej, jeg forstår det virkelig ikke.
For din skyld, din tosse! sagde han, smækkede lågen op, og susede videre.
Der ventede Else dem på trappen med varmt tørklæde, hjemmestrikket trøje og hjemmesko.
Endelig, Viktor! Du ringer aldrig, jeg bliver jo bekymret! sukkede hun.
Ingenting er sket! brummede Viktor. Tag imod gæsten, Vera, direktøren for det “fattighus”, jeg har smidt millioner i.
Vera nikkede, lidt forvirret.
Hør, Viktor, hvilke millioner? Er det ikke den kønne unge kvinde her, du har investeret i? Vera, kom indenfor! Min søn er ikke den nemmeste, men det er min skyld, jeg ville han skulle have alt… men se hvad han er blevet til! Else omfavnede Vera. Kom nu indenfor, vi har det lunt, jeg har haft ild i brændeovnen hele dagen.
Inde var alt topmoderne, intet gammeldags eller nostalgisk, alt gennemtænkt og nyt.
I klarer jer selv, jeg arbejder lidt! vrissede Viktor og gik ovenpå.
Else rystede lidt på hovedet. Sønnen måtte da virkelig være forelsket.
Må jeg byde på kaffe? Jeg selv drikker det ikke, men laver det gerne til dig. Og ellers skal jeg hænge vasketøj op. Viktor elsker når det lugter af frost.
Nej tak til kaffe, jeg kan hjælpe med vasketøjet. Min mor hængte også vasketøj op… Vera tav hurtigt, trak hånden i lommen og knugede den gamle sten, hun engang fandt med sin far ved stranden. Han havde sagt, den hjalp når livet var svært så skulle hun bare presse den hårdt, og så blev det lettere.
Hun havde beholdt stenen og knugede den nu, da tankerne på moren og barndommens vasketøjstrejde fyldte hende.
Du ser forkert ud! Skal vi ikke lige sætte os lidt? spurgte Else bekymret, skænkede kaffe op.
Nej, det er bare træthed. Lad mig nu hælde te op til dig, så tager vi vasketøjet. Vera anstrengte sig for at smile og skabte tempo.
Det er Viktors kop, min har kamilleblomster, rettede Else hende blidt.
De drak begge, Else med te og Vera med kaffe. Bagefter spiste de småkager.
Min mormor lærte mig, at te skal nydes med et eller andet. Her er småkager med birkes, kan du lide det? spurgte Else lidt forlegent.
Vera nikkede.
Jeg boede hos mormor de første ti år, huset lå lige her engang. Forældrene sendte mig ud for at blive robust. Der var mange børn, og om aftenen fortalte mormor historier, mens vi lå på ovnen. Viktor har aldrig mødt hende…
Vera så på Else, så hjemlig. Senere havde hun også set hende til arrangementer i byen, hvor hun strålede med elegance og overskud. Else havde mange sider.
Lyset forsvandt, Vera trak en for stor jakke på, gik ud at hænge det sidste vasketøj op.
Viktor viste sig ikke til aftensmad hans mor bankede på, men han råbte bare oppefra, at han arbejdede.
Vejret blev dårligt, der var sne, og Vera kunne ikke komme hjem. Else indlogerede hende i gæsteværelset med vindue ud mod markerne.
Om natten bankede Viktor på. Vera troede der var galt med Else, åbnede men straks røg Viktor hen til hende og prøvede at kysse hende.
Vera slog fra sig, Viktor peb og forlod værelset som en såret dreng.
Hun vidste straks, at nu kunne hun vist glemme penge fra Viktor det nagede hende længe, mens hun så ud på det snedækkede landskab.
Næste morgen smed Viktor kontrakten foran hende. “Skidt med det, jeg betaler gid du var ligeglad!”
Sådan taler man da ikke, Viktor! udbrød Else.
Han svarede hende ikke, smuttede ud.
Det var dengang, han “købte” Vera. Tog helt over, gjorde kulturhuset til sit eget, avancerede fra sponsor til ejer. Og Vera blev bare Vera, der aldrig ville ejes.
Hun troede hun var direktør, men Viktor huskede kun hun engang sagde nej. Selv da hans Marianne kom ind i huset, i sengen og i hans liv en flot, stor-læbet pige, som forførte ham med sit ydre, ikke så meget andet.
Da Viktor præsenterede Marianne for sin mor Else, blev Else forbavset. Marianne drak kaffe med rom hele dagen og gad ikke lave mad. Da Else en dag ikke var mere, havde Marianne allerede planer om ombygning af sommerhuset.
Tag dig nu sammen, Viktor! hviskede moren inden vielsen. Hun er ingen kvinde, hun er haj!
Lad mig være, mor! smækkede Viktor døren og ringede op til Vera.
Jeg kan ikke tale, råbte Vera i mobilen. Vi er i lufthavnen, skal sige farvel til min mand!
Viktor lagde på. Hendes mand! I lufthavnen! Pokkers!
…Marianne flyttede ind i Viktors lejlighed, fødte hurtigt en pige, som skulle til massage, svømning, gymnastik, og senere på alle mulige kurser. Vera fik også et barn en søn.
Viktor sammenlignede ofte de to kvinder, forestillede sig Vera som sin kone og Marianne som… ja, en vens. Det så godt ud på hans indre film og han bildte sig ind, at Vera nok ville komme en dag, nu hvor hun havde afleveret manden i lufthavnen…
Men hun kom aldrig, viste ingen tegn på interesse, holdt sig til sit kulturhus, snakkede kun om sin søn, om manden Alexander aldrig et ord om, om Viktor var lykkelig.
Af og til besøgte Vera Else, og de hyggede sig. Else drømte hemmeligt om at Vera var hendes svigerdatter…
Lørdag morgen, præcis klokken elleve, kom Marianne i pels, gik mod døren, og stod og ventede længe. Vera åbnede selv.
Hej, nikkede Marianne, og glædede sig over, at Vera så ud til at have grædt.
Goddag, Marianne. Jeg har klargjort det hele, sagde Vera, rettede på blusen og pegede på stakken af papirer.
Ej, tror du seriøst jeg gider læse alt det? Sig mig bare hvor mange betalere vi har, og hvor mange der tror min mand laver velgørenhed, sagde Marianne, åbnede køleskabet og hældte dansk vand op.
Gør han ikke? Vera rynkede brynene.
Nej, ikke så meget igen! grinede Marianne. Du har en søn, det er nemt værnepligt, så et kursus, så “velkommen til fabrikken”. Vi har en datter. Viktor ville SÅ gerne have en pige, så jeg fødte ham en! mindede Marianne. Nu skal hun ud og uddanne sig, og jeg må også spare op til pension.
Det kan du ikke bare, indvendte Vera. Vi har kontrakt med eleverne; du kan ikke bare overføre alle til privat betaling!
Jeg? Jeg kan ALT. Ej, Vera, stop nu. Min mand har fyret dig, så farvel og held og lykke! Lad Sasha kreere et eller andet til dig. Og så holder du dig fra os. Den festsal, på tredje, skal være fitness nu. Vi laver klippekort, abonnementer, alle mulige programmer. Fedt!
Marianne satte sig, drejede på stolen.
Ved du hvad, jeg kunne måske have beholdt dig, men Viktor taler ALT for ofte om dig i søvne. Det er jeg træt af. Hej så, Vera! Din opsigelse er underskrevet!
Med sammenbidte tænder gik Vera gennem glaskorridoren til den gamle afdeling, hvor Oksanas cigaretrøg engang havde ligget i luften.
Hun måtte købe blomster måske for sidste gang. Og hvad med koncerten fredag? Men Vera græd ikke; hun havde sin fars sten. Nu tog hun den frem, knugede den hårdt.
At miste gør altid ondt. At miste det, man selv har skabt, opbygget og passet på, er endnu værre. At miste på grund af andres ambitioner er uretfærdigt.
Hun standsede ved Oksanas portræt. Først så Oksana fremmed ud, men så var det som om hendes blik blev mildere eller måske var det bare noget Vera bildte sig ind.
“Det går, Vera. Hver afslutning har en ny begyndelse. Hvis du stadig er her, kan du altid starte forfra. Op med hovedet, pige! Dit smykke er meget populært her… meget!” Oksana smilede næsten, så stivnede hendes udtryk igen…
Vera opdagede pludselig, at hun sad i bilen hos sin mand Alexander og fortalte, hvor urimeligt det hele var, og han tørrede hendes tårer. Ja, tårer! Det var rart, når nogen tørrer dine tårer væk.
Nå, så kan det være lige meget! hvæsede Vera. Jeg starter forfra, ikke Sash? Jeg blev jo tilbudt andre steder!
Jo.
Og jeg skal vise den Marianne noget, ikke?
Klart.
Og vi får det godt!
Nemt.
Og du elsker mig slet ikke.
Jo da, altså, øh, Vera hvad snakker du om! Kom nu, lad os tage på restaurant! foreslog Alexander.
Hvorfor nu det?
Din søn, din store dreng, har bestået eksamen! Han skrev til mig. Prøvede at ringe til dig.
Alexander elskede alt stort hans bil kunne næsten ikke være på gårdspladsen, han spredte sig ud i sengen så Vera kun havde en lille plet. Men hans hjerte var stort nok til al verdens kærlighed.
De kørte til restauranten og mødtes med Kirill. Han iført kæmpestore bukser, sneakers og rød jakke modtog lykønskningerne. Bestod! Første forsøg, endelig!
Flot, søn, Vera kyssede ham på kinden. Hun var stolt.
Mor, er der sket noget? spurgte Kirill. Men hun rystede bare på hovedet og lagde hovedet på hans skulder.
Når alt kollapser og nogen brænder dine broer, er der bare at bide tænderne sammen og vente til solen igen titter frem…
… Kom, vi skal af sted! sagde Alexander rødmende og spændt.
Hvorhen? Vera sukkede og rystede tæppet af. Jeg bliver her. Og slukker min telefon. Jeg er jo ikke leder!
Kom nu bare, du er ventet!
Vera blev urolig, satte sig op.
Er det Kirill?
Nej. Det handler om dig. Noget vigtigt.
Han kørte hende til en stor, lyserød bygning, der engang havde været skole, men skolen var flyttet i nyt byggeri. Ved døren søjler med forfatterbyster, i haven blomsterbede med hendes yndlings stedmoderblomster.
Ud ad hoveddøren steg Else.
Hvad er det her, Else? hviskede Vera.
Det er en gave. Du har snart fødselsdag, og nu kan du forme det helt, som du vil. Personalet er næsten på plads, sponsor er min gode ven. Kom nu, Vera!
Ingen pomp, ingen rød snor. Vera gik bare ind, blev modtaget af sine folk de samme fra fortiden. De havde ikke svigtet…
Vi er skiftet med dig, Vera. Som i et gammelt brætspil. Eleverne kommer også herhen. Godt, ikke? hviskede Nadia fra klaveret. Marianne har jaget alle bort, nu har hun sat frisørsaloner i stueetagen…
Vera kiggede på sin mand.
Vidste du det? hviskede hun.
Han trak bare på skuldrene. Snyd. Sash kunne ikke lyve; han var stor og varm.
…Efter to år mødtes hun med Viktor i rådhuset, hun var inviteret op for at modtage en hæderspris.
Viktor var der i andet ærinde. Han famlede irriteret med sin mappe.
Vera? Er det dig? Hører du er ovenpå igen? Du kunne have ligget stille og roligt hvis du blot havde bukket dig hvad manglede du egentlig? Nå, flyt dig. Hvad? Marianne? Nej, nu må du selv tage dig af det fitness-halløj! Klar dig selv!
Han snakkede videre, men Vera hørte det ikke. Hun var på vej videre. Hesten løb fremad, ingen grund til at standse. Stenen lå stadig i tasken, men den var næsten blevet overflødig. Hun var ikke alene. Omkring sig havde hun kærlige mennesker, der lyste op i livet. Det er uvurderligt. Som om Oksana også havde fundet sig til rette på Veras nye sted…
