Du er ikke længere min veninde
Freja, hvad sker der med dig? Er der sket noget? spurgte Mette bekymret, da hun så, at hendes veninde sad med et mut ansigt og slet ikke lyttede til hende. Det var virkelig mærkeligt.
Mette havde inviteret hende hjem for at fejre, at hun endelig var færdig med renoveringen af sin lejlighed, men Freja virkede overhovedet ikke glad. Hun mumlede bare: “Tillykke”, og så var det dét.
Ellers var det faktisk kun en uge siden, Freja havde sagt, at Mette da selvfølgelig skulle invitere hende sådan en lejlighed skulle fejres!
Nu sad hun der, sur og utilfreds, som om hun var til begravelse i stedet for til en hyggelig aften.
Sig nu noget?
Jeg vil bare ikke belaste dig med mine problemer. Det er jo en stor dag for dig, Mette. Du er blevet færdig med renoveringen. Forresten det er virkelig flot, det du har lavet! Jeg kan godt lide det.
Nå, søde ven nu vil jeg have, du fortæller, hvad der sker.
Hvorfor dog? Hvad skal du bruge det til?
Hvad mener du? Vi har jo kendt hinanden siden første klasse, og vi har altid hjulpet hinanden. Det gør man, når man er veninder.
De havde faktisk gået i skole sammen siden første klasse og boede i samme boligblok, bare i hver sin opgang.
Efter gymnasiet tog de vidt forskellige veje, men for en måneds tid siden var de stødt på hinanden i Føtex.
Mette, er det virkelig dig? Neeej, hvor er det sjovt at løbe ind i dig! råbte Freja tværs igennem butikken med et stort smil.
Hej, Freja. Hvad laver du her? Bor du her i byen, eller er det bare tilfældigt?
Og så fik de snakket og grinet over gamle minder, og sludret om hvordan det gik nu. De drømte endda lidt om fremtiden. Freja ville som altid finde sin prins på den hvide hest, og Mette…
…hun drømte bare om at få afsluttet sin renovering, som havde stået på i over et år. Nu var der heldigvis ikke meget tilbage bare lidt tapet og et nyt loft i stuen.
Under snakken fandt Mette ud af, at Freja for et halvt år siden var flyttet fra den lille jyske flække til Aarhus og nu lejede en lejlighed. Giver jo god mening, for der er flere muligheder i byen. Selvom Freja ikke ville på universitetet, for som hun sagde “man har jo fået nok af skole” Men hun havde alligevel fundet job som sekretær på et kontor.
Mette var ægte glad for deres genforening. De drak kaffe sammen nogle gange, og i dag havde Mette så inviteret Freja hjem for at vise lejligheden frem og fejre det hele lidt.
Men hun kunne ikke lade være med at bemærke Frejas elendige humør.
Det var derfor, Mette spurgte til, hvad der var i vejen og tilbød selvfølgelig også at hjælpe, hvis hun kunne.
Årh Freja vinkede bare af det. Hvad skulle du kunne gøre? Det er en ret håbløs situation.
Hold nu op, kom nu ud med det! Jeg kan altså ikke sidde her og hygge mig, når jeg kan se du er ked af det. Du vil da ikke gøre mig ked af det også, vel?
Okay Freja trak på smilebåndet. Det er bare noget med min bolig.
Hvad er der galt?
Tja, ved du hvad, udlejeren ringede lige i dag og sagde, at han sætter huslejen op dobbelt op, endda! Hvordan skulle jeg kunne finde de penge? Og det er ikke fordi, lejligheden er noget særligt nettet virker dårligt, den gamle vaskemaskine prøver at stikke af ud i gangen, tapetet falder ned, der er en dryppende vandhane i køkkenet Det er nærmest kun skræk og rædsel!
Hvorfor flyttede du så ind der i første omgang?
Fordi det var billigt dengang! Under markedsprisen! Så jeg slog til.
Freja tog sin kaffekop, drak et par slurke, lagde koppen og tog en wienerbrød fra fadet. Hun bed et stykke af, slugte næsten uden at tygge og fortsatte:
Nu vil han have et kæmpe beløb for sit rønne. Og ikke fra næste måned, men allerede fra i næste uge. Det er bare: “Er du utilfreds, så skrub af.”
Sagde han det? Mette løftede øjenbrynene.
Jep. Men jeg har ikke de penge lige nu. Og jeg har heller ikke lyst til at give ham så meget. Hør lige her: Hvis jeg betaler det, har jeg ikke penge til at leve. Der er jo manicure, fitness, svømmehallen du kender det jo selv Man må jo holde sig i form, og lønnen er småt med Kort sagt: jeg siger nej.
Du har ikke skrevet kontrakt med ham? Hvis der ikke står noget om stigning, så har du ret. Du kan jo tage kampen op.
Ej, Mette, hvilken kontrakt? Han sagde jo fra start, at lejligheden betød ingenting for ham, at jeg bare kunne bo der, så længe jeg ville bare jeg betalte til tiden. Det var hele “aftalen”. Nu er det straks noget andet. Rimelig snyd. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre nu.
Så må du finde noget nyt. Og næste gang så få en ordentlig lejekontrakt, så du slipper for sådan noget.
Det ved jeg godt. Men hvordan skulle jeg finde en lejlighed på en uge? Jeg har tjekket priserne, og det virker som om folk udlejer palæer, ikke lejligheder. Så jeg risikerer snart at sove på gaden
Mette så alvorligt på sin veninde og kunne godt mærke, at det var en reel krise for Freja.
Hun vidste det selv hun havde flakken rundt fra den ene lejebolig til den anden, da hun først flyttede til Aarhus. Heldigvis havde hendes forældre solgt deres gamle treværelses og hjulpet hende med at købe noget selv netop så hun slap for boliglån og rod blandt fremmede.
Mette, du har jo to værelser jeg vil ikke trænge mig på, men sagde Freja forsigtigt.
Du kan bare bo her hos mig, indtil du finder noget. Så er du fri for det lejesjov, sagde Mette med det samme. Der er bare ikke meget møbler i stuen endnu, så hvis du kan klare dig med en gæsteseng, så
Helt perfekt, Freja nikkede glad. Så tager jeg hen efter mit tøj nu, og kommer straks tilbage. Jeg vil helst ikke være i min gamle lejlighed en dag mere!
Mette havde regnet med det ville tage lidt tid, men sådan blev det ikke.
***
Mette havde knapt fået ryddet op og vasket op, før det bankede på døren. Hun vidste allerede, hvem det var, men hun kunne ikke forstå, hvordan Freja havde fået pakket så hurtigt.
Det var kun en times tid siden, hun havde taget en taxa hjem efter sine ting og nu stod hun allerede på dørtrinet.
“Hun har virkelig haft kufferterne pakket!” tænkte Mette for sig selv.
Så er vi her, Mette, smilede Freja og kom ind med to kufferter.
“Vi” det er dig og dine ting? grinede Mette og hjalp hende med den store kuffert.
Nej. “Vi” det er mig og Karen.
“Hvem pokker er Karen?” nåede Mette lige at tænke. “Har hun sin veninde med også? Det er ikke dét, vi har aftalt!”
Se! Mette, her er Karen. Bare rolig! Hun klør ikke i tapetet eller spiser skoene og hun går kun på bakken. Så den slags problemer får vi slet ikke.
Mette så lettere forvirret skiftevis på Freja og transportkassen, hvor en kat kiggede forundret frem.
Tag det roligt, Mette det er bare en kat. Mor spurgte mig om jeg kunne passe hende lidt, for hun har det ikke så godt. Jeg kunne ikke sige nej.
Har Anne Kirstine det skidt? Du har slet ikke nævnt at hun var syg?
Jamen der er ikke noget at sige, vel? Alderdom kommer ikke alene, siger man jo. Alle pensionister har deres at slås med, før eller siden.
Men din mor er da ikke gammel? Hun gik da først på pension sidste år, ligesom min.
Det gik hurtigt ned, tror jeg Ingen skal jo arbejde evigt.
Freja trådte tøvende lidt frem og stod i døråbningen, usikker på om hun kunne komme ind.
Jeg lover det ikke er noget alvorligt. Lægen sagde bare, hun skulle tage den med ro. Det var grunden til jeg tog Karen. Kan hun blive her?
Tjo Mette tvang et smil frem så lad os da hilse på Karen.
***
Og så gik det altså heeelt galt med det katte-bekendtskab. Da Mette åbnede transportkassen for at tage katten op, knurrede Karen, kradsede hende og forsvandt under sengen, hvor hun nægtede at komme ud.
Mette prøvede ikke engang hun gad ikke flere rifter.
Hun skal nok bare vænne sig til det, smilte Freja undskyldende. Er det slemt?
Nejnej, svarede Mette og holdt hånden under koldt vand. Det er væk inden jeg skal giftes.
Nå, ro på så. Jeg går ind og pakker ud og går i seng, skal jo på arbejde tidligt i morgen.
Og katten?
Den skal bare blive under din seng til i morgen. Hun har vænnet sig til det her på ingen tid.
Freja fortalte dog ikke Mette, at grunden til hun blev smidt ud af den gamle lejlighed, ikke var huslejen men fordi Karen havde lavet ballade: kradset tapet, flænset gardiner og ridset møbler. Freja havde måttet hoste op med en god del penge for det og havde fået præcis en uge til at flytte ud.
Da Mette endelig var færdig med renoveringen, passede det jo bare godt for Freja hun fik ovenikøbet tilbudt at bo der uden at skulle plage.
***
Karen vænnede sig til den nye lejlighed men “blid som silke”? Overhovedet ikke. Hun løb rundt om natten, skreg og sparkede tørfoder ud over gulvet.
Freja hørte aldrig noget var sikkert vant til det. Men Mette Hun kunne ikke vænne sig til savnet af nattesøvn og blev altid vækket af katte-ballade.
Der blev ikke mindre kaos Karen udviklede konstant nye talenter: åbne skabe og lægge sig i det nyvaskede tøj og så var Mette lige vidt med kattehår over det hele.
Mette elskede dyr, især katte men Karen var noget for sig.
Hvordan går det egentlig med at finde en lejlighed, Freja? spurgte hun en aften lidt forsigtigt.
Hun ville ikke virker træls men det var trods alt en midlertidig aftale, og to måneder kunne ikke kaldes “midlertidigt” længere.
Hvad mener du? Du kan da dårligt mærke, jeg er her jeg er jo kun hjemme om natten, sagde Freja.
“Ja,” tænkte Mette. “Men katten er her konstant, og det er mig, der renser bakken og tørrer tis op hver morgen, fordi hun ikke kan holde sig, hvis toiletdøren er låst”
Nej, Freja, du har ikke taget over endnu. Jeg siger det bare, fordi vi aftalte det kun var for en tid, indtil du fandt noget andet. Måske du skulle snakke med en ejendomsmægler for at få hjælp?
Årh, de skal have så mange penge det har jeg ikke råd til. Jeg har ikke arvet noget eller har en rig kæreste.
Hvad har du tænkt dig så? Jeg har også brug for at få mit hjem for mig selv.
Jeg leder videre. Jeg skal nok finde noget!
“Jo før, jo bedre,” tænkte Mette, der netop denne dag havde slået knæet pga. Karen, der gemte sig under bordet og hylede op, da Mette kom til at træde på hendes hale.
***
En måned senere var Mette virkelig begyndt at fortryde at have tilbudt Freja at bo hos sig. Hun fik ikke søvn, og hun brugte evigheder på at rydde op mens Freja var til træning, svømning eller ude med fyrene fra byen.
Men en aften, hvor Mette havde besluttet sig for at tage snakken og bede Freja flytte, åbnede Freja selv ballet:
Mette, forresten: Jeg har mødt en fyr i byen han har tilbudt jeg kan flytte ind hos ham.
Fedt, det lyder da super!
Ja, og jeg skal nok selv pakke. Eneste problem er ham her, Sebastian, han vil altså ikke have dyr. Han har lige lavet om i sin lejlighed og gider slet ikke kat. Så kan Karen blive hos dig lidt endnu?
Nej, Freja, det kan hun ikke.
Ej, Mette, gør det nu ikke så bøvlet for mig min boligsituation er endelig i orden, og du kan da sagtens kigge efter Karen lidt mere. I er jo de bedste venner!
Jeg er træt nu, Freja. Jeg vil gerne bare bo alene en tid. Du må tage Karen med, eller finde ud af noget med din mor.
Mor er stadig syg det kan jeg ikke.
Men Karen kan heller ikke blive her. Så tag dine ting og din kat med, tak. I har også været her længe nok.
Freja blev fornærmet og sagde til Karen undervejs ud: “Du kan bare se, Karen, ingen vil have dig. Hverken mor eller veninde. Kun mig”
Freja skyldte desuden stadig penge til Mette for el og varme men Mette orkede ikke engang at bringe det på banen. Hun var bare lettet over, at hun atter kunne slappe af i sin egen lejlighed med nogenlunde nye tapeter og kun lidt kradsemærker.
“Ja, ja,” tænkte hun smilende, “det er heldigvis kun én væg. Så må jeg tapetsere om senere Det vigtigste er, at Freja og Karen er væk.”
Men sådan ender historier jo sjældent.
Dagen efter, da Mette gik ud med skraldet, fik hun øje på Karens transportkasse døren stod åben, og Karen gik forvirret rundt mellem skraldespandene og mjavede ynkeligt.
Da Karen fik øje på Mette, forvandlede hendes klagende miav sig straks til et glad hvin, og hun løb alt hvad hun kunne over til Mette.
Gud, hvad laver du her? Og hvor er Freja?
Mette så sig forvirret omkring bare for at være sikker på, at Freja ikke lå og havde det dårligt, men der var kun en ældre dame i nærheden, der kom gående med en lille skål i hånden.
Hej, hilste hun. Vil du ikke tage katten? Der kom en ung pige i går og satte hende fra sig med kassen og så skred hun bare. Jeg prøvede at sige til hende hun ikke skulle men hun smuttede bare ind i en taxa. Jeg har lige givet Karen lidt mad, men jeg kan ikke tage hende indenfor min mand er allergisk.
Mette smed sit affald, ventede på Karen var færdig med sin morgenmad, tog hende op i kassen og bar hende hjem. Uden et ord. Indeni brændte hun nærmest af raseri mod Freja tidligere veninde, forstås.
“Hvordan kunne hun? Hvordan kunne hun efterlade katten her?”
Hjemme slap hun Karen fri. Katten begyndte straks at hoppe rundt som vanvittig og satte i afsæt mod væggen lige der, hvor tapetet stadig var nogenlunde nyt.
Mette sukkede tungt men endte alligevel med et smil. Hun forstod godt Karens glæde.
Så ringede hun til Freja. Ti gange men Freja tog den aldrig.
Hun kontaktede derefter sin egen mor om Anne Kirstines nummer.
Hvorfor dog det? spurgte hendes mor. Vi har jo ikke rigtigt snakket sammen siden vi flyttede til Brabrand. Men jeg sender det til dig på sms.
Mette ringede til Anne Kirstine og spurgte ind til helbredet og blev dramaværdigt overrasket: alt var ok!
Men Freja sagde da, at du var SÅ syg?
Den pige kan lyve så vandet driver, Mette. Hun har overført penge fra min konto og brugte det på en racekat. Jeg sagde det jo hun gider den ikke, når nyhedens interesse har lagt sig.
Hvad skete der så?
Da Freja ville flytte til byen, sagde jeg, hun skulle tage katten med jeg kunne ikke klare den mere. Så sagde jeg: “Ellers må du finde et nyt hjem til den, ellers ringer jeg til boligselskabet.” Og så flyttede Freja med katten.
Tak for snakken, Anne Kirstine.
***
En måned senere købte Mette en ny sofa til stuen og Karen hev den straks til sig.
Kan du lide den? grinede Mette.
Mjav, svarede Karen overlegent og daskede til den.
Mette vidste faktisk ikke selv helt, hvordan det var lykkedes, men hun og Karen havde fundet hinanden.
De slog på kompromis: Mette fodrede og kælede til gengæld skulle Karen lade tapetet og møblerne være. Også ingen tisseri på gulvet.
Karen var stædig og snu, kunne virkelig råbe højt men nu bevarede hun møbler og gulve, bed ikke mere og levede i det hele taget rimeligt fredeligt sammen med Mette.
Når Mette kom hjem, kunne hun ikke lade være med at smile, når Karen ventede på hende i døren og med store øjne spurgte: “Har du mad til mig? Vil du nusse mig, som i går? Ser vi film sammen i aften?”
Ja, søde. Du skal få mad, blive nusset og vi ser film. Vi spiser lige aftensmad først.
Verden var videre. Hverken Mette eller Karen tænkte længere på Freja hvad var der egentlig at tænke på? Men så en dag, et halvt år senere, dukkede Freja op igen. Hun så skamfuld ud og spurgte, om hun måtte bo der kort, til hun fandt noget andet.
Det går altså ikke, Freja. Vi har det så godt sammen, Karen og jeg vi mangler ikke en tredjemand.
Det er da MIN kat! Jeg har selv købt hende!
Med din mors penge.
Hvad?
Ja, du brugte dine mors penge ikke dine egne. Og for det andet: du smed Karen ud! Har du glemt det?
Sådan behandler man ikke sine venner!
Du er ikke min veninde længere, Freja. Jeg kan ikke være ven med nogen, jeg ikke kan stole på der kunne finde på at svigte lige så hurtigt.
Freja forsvandt, og Mette og Karen så hende aldrig igen. Til gengæld begyndte en sød fyr, Iver, at komme på besøg lidt senere. Karen havde ikke testet ham til bunds endnu, men førstehåndstrykket var virkelig godtFørste gang Iver trådte over dørtærsklen, kastede Karen sig straks om benene på ham og snusede grundigt til hans sko. Til alles overraskelse satte hun sig for første gang i månedsvis roligt ved siden af Mette og nøjedes med at blinke til den fremmede. Iver nikkede til katten og smilede til Mette:
Hun virker jo helt fornuftig, sagde han med et glimt i øjet.
Mette grinede, og Karen spandt forlegent.
Aftenerne gik med film, vin og snak, og snart kom det så vidt, at Iver havde sin egen tandbørste stående på badeværelset, mens Karen nøje overvågede hans forsøg på at lære hende at apportere bolde uden held, men han blev ved.
En sen aften, mens regnen piskede mod ruderne, sad de tre tæt sammen under det nye tæppe på sofaen: Iver med armen om Mette, Karen halvt oven på dem begge. Med ét gik lyset ud, og stuen blev mørklagt. Stilheden blev kun brudt af Karens rolige spinden i mørket og lyden af Mettes dæmpede latter.
Tror du, vi nogensinde havde regnet med, at vi skulle ende sådan her? spurgte Mette blødt.
Nej, men det føles rigtigt, svarede Iver, mens han klappede Karen bag øret.
Udenfor strømmede regnen, men inde i stuen var der kun varme og ro. Mette tænkte et kort øjeblik på Freja, på kaos og gamle venskaber, men mærkede så Karens bløde pels mod sin hånd og Ivers trygge nærhed. Her var der ingen løfter, der blev brudt. Ingen der løb fra ansvaret, ingen bedrag.
De var, hvor de skulle være og Mette smilede med hele kroppen. Hun vidste nu, at nogle gange skal noget gammelt krakelere, før der er plads til det, som virkelig varer ved.
Karen blinkede langsomt, før hun tillod sig at falde i søvn trygt midt mellem de to mennesker, der aldrig havde forladt hende.
