Hvorfor skal du have fem på én gang?
Hvorfor skal du have fem på én gang? Er du blevet vanvittig? Er der noget galt? Du skræmmer mig! han stirrede på hende med rædsel i øjnene. Hun havde lige sagt, hun ville tage fem børn fra et børnehjem.
Hvorfor fem?
Fordi de er søskende, de hører sammen.
Og der er ingen andre muligheder? Nu hvor du har fået denne idé?
Ingen andre, svarede hun roligt.
I starten troede han det var en joke, og han begyndte at kredse rundt i stuen.
Hvor skal børnene så bo? det var det eneste, han kunne komme på at sige.
Her hos os, svarede hun uden tøven.
Vi har tre værelser, og et af dem er mit arbejdsværelse.
Så flytter vi dit kontor ind i vores soveværelse, sagde hun.
Hun havde forberedt sig på samtalen, og der var svar på alt. Han kendte hende godt nok til ikke at tvivle.
Han havde egentlig hele tiden fornemmet, at det ville ende på denne måde. Efter alle forsøgene på at få egne børn, efter alt det smertefulde med fertilitetsbehandling, gråd og hendes lange periode med nedtrykthed. Da hun begyndte at besøge det lokale børnehjem ude i Valby, vidste han godt, at det var mere end frivilligt arbejde, hendes sind søgte en løsning, et hul at fylde.
Hun havde kommet der i flere år. Hun fortalte ham jævnligt om sjove og triste episoder, forsvandt derhen til helligdage og brugte halvdelen af sin løn på forskellige fornødenheder for børnene. Hun var ikke alene deromme de var efterhånden en hel gruppe kvinder, fra unge til gamle. En enkelt gang inviterede hun også ham med, og han tog med. Han hjalp med at rydde haven, imens børnene løb omkring. De larmede, lo, råbte. Hun kendte dem alle på navnet. Han glædede sig indeni over, at hun ikke længere var helt fortabt, men fandt mening i at hjælpe.
Så en dag kom hun hjem og sagde, at der var fem børn: tre piger og to drenge. De havde ingen forældre. Og hun havde tænkt, de kunne tage dem ind. De kunne starte som plejeforældre, men hun ville allerhelst adoptere dem.
Plejeskab var for ham en form for leg; som at bygge et modelskib i et laboratorie uden at drømme om, at det nogensinde ville sejle. Flot at se på, men det kunne nemt stilles væk og glemmes. Han spurgte alligevel:
Men… er børnene sunde og raske? spurgte han, mens han allerede indså at kontoret måtte vige pladsen.
Som sådan, sagde hun, men der er småting.
Han var forberedt. Eller troede han var forberedt. Men virkeligheden var en anden.
Fem børn i alderen ét, to, fire, fem og syv år. Ingen forældre. De var døde, huset brændte ned under en vild fest hos nogle venners forladte sommerhus udenfor Skanderborg.
Børnene så ud, som børn gør, når ingen nogensinde rigtigt har villet have dem. Forsømte, generte, tynde. Og det allerede efter måneder i rimelige, trygge rammer.
Mens de løb frem og tilbage med papirer, underskrifter, kurser, lægetjek og hele den sociale mølle for at blive godkendt… Det hele føltes uvirkeligt for ham. Ikke virkeligt på nogen måde.
Hun stoppede på sit arbejde. Tog barselsorlov et år til at tage sig af børnene.
Der blev lavet panik-renoveringer i huset, indkøbt små senge, stole, tøj og legetøj i en evig strøm. Han trådte hver dag over bunker af poser og pakker og gik i køkkenet, varmede aftensmad og spiste i tavshed.
Hun kom hjem senere, drak te. Aldrig havde de talt så lidt sammen som i de måneder.
Hans mor ankom hastigt fra Aalborg. Med sammenknebne læber trak hun svigerdatteren ind i et andet rum. Døren forblev lukket i flere timer. Da de kom ud, græd de begge.
Mor krammede ham.
Hjælp din kone, hun er et fantastisk menneske, og I må også regne med mig! Du skulle se mig dreje hulahopring, jeg er stadig frisk!
Han trak sig væk:
Hulahopring? Fem børn, mor! Har du fattet det?
Rolig, skat, du og dine søstre var tre på stribe. Og hulahopringen? Ja, så længe man kan dreje sin hulahopring, er man ung og i gang, sagde hun med et grin.
Om natten, mens han holdt om sin kone, tænkte han: Hvordan skal vi nogensinde finde ro? Sove tæt, kysse langsomt, altså virkelig leve som før, når der bag væggen ligger små, fremmede børn? Som græder om natten, som har ondt, som bruger bleer, bleer, bleer…
Af alle mareridt var det faktisk bleerne, der skræmte ham mest. Han så i syner bjergene af engangsbleer, alle pengene, der ville gå til dem og blev bange. Godt, tænkte han, kun de to mindste skal bruge ble.
Men fire ud af fem skulle bruge ble.
De første to år var som et uigennemtrængeligt tågeslør. De sov næsten ikke. Han endte med at bruge alt, hvad han havde af orlov. De solgte den lejlighed i Roskilde, som engang var tænkt som pension, og begyndte at lede efter et hus. Så lavede hans kone te til ham hun rørte salt og peber i koppen, rørte længe rundt og drak det hele på én slurk. Han så det og stod stille, mens hun blegnede og forsvandt ud af køkkenet.
Han troede aldrig, det ville ende. Forbandede dagen, hvor han sagde ja til hendes plan om at tage børnene og ødelægge deres eget liv. For børnene havde det jo OK i børnehjemmet, han havde selv set det, hun sagde det også alting gratis, eksperter lige ved hånden. Nu betalte de for daglige hjemmebesøg af talepædagoger, fysioterapi, massage, medicin, endeløse konsultationer…
Penge til alderdom ville der aldrig blive igen. Alt, han kunne tjene, var kun lige præcis nok. Jo mere han fik, jo større blev behovene.
Hans egen mor så bedrøvet på ham, og sagde, Vent nu, børn bliver store, det skal nok blive lettere.
Han tillod sig at svare trodsigt:
Se på mig, jeg blev stor blev det lettere for dig? Husker du dine nattevagter ved mit syge leje? Da du drejede din hulahopring, husker du det?
Åh, jeg har ikke brug for hulahopring længere, smilte hun, hele jeres familie er en stor en af slagsen I giver mig ikke lov til at blive gammel eller dø ud. Og så gik hun ud og lavede pandekager og bagte vafler.
Så faldt det hele mærkeligt til ro. Han opdagede knap nok, hvornår det vendte, men pludselig var der ingen, der behøvede bleer mere. Børnene gik selv ud og børstede tænder. Sygdom irriterede ham aldrig mere på samme måde. Den yngste pige hang ham om halsen og sagde: Far, far, min, min far… og strøg ham over kinden med små hænder. Og pludselig kunne de sove hele natten, kun stå op få gange til gråd eller våde lagner. Konen grinede nu, som hun engang havde gjort.
Han begyndte igen at tage erhvervsrejser. Kiggede på flotte, velplejede, frie kvinder. Og vendte hjem, ind i stormen af børn, der kastede sig om hans hals, mens han prøvede at nå at favne dem alle. Han kyssede deres lyse hår, havde deres duft blandet med konens parfume i næsen, og smilede tosset af lykke.
Om natten, tæt omslynget med sin kone, lå han vågen og tænkte, at livet selv i modstand altid finder en måde at placere brikkerne rigtigt på. Ingen ved, hvorfor netop de skal gå denne vej. Og hvem der egentlig redder hvem.
Men han forstod det vigtige.
Det er hans kone.
Det er hans børn.
Og i sidste ende bleerne var slet ikke det værste i livet.
