Morfar er her ikke mere
Kirstine var lige kommet hjem fra endnu en forretningsrejse og havde dårligt nået at tage jakken af eller pakke kufferten ud, da hendes mor ringede.
Stemmen hos Lise Andersen lød oprørt. Men Kirstine tillagde det ikke det store.
Formentlig skyldtes det bare hendes egen udmattelse.
Kirstine, skat, er du kommet hjem?
Hej mor. Ja, jeg trådte netop ind ad døren. Hvorfor ringer du? Er der sket noget?
Det er godt. Godt, at du er hjemkommet.
Kirstine fornemmede straks, at hendes mor havde noget vigtigt på hjerte, men af en eller anden grund trak den ud. Måske vidste hun ikke, hvordan hun skulle begynde, eller det gjorde bare ekstra ondt.
“Tænker hun vil sladre om alle naboerne igen” tænkte Kirstine, men i dag kunne hun ikke overskue det. Hun ville bare smide sig på sengen og sove igennem. Natten i toget havde hun ikke lukket et øje.
I nabokupeen sad fire unge fyre, der havde drukket siden aften, og efter midnat lavede de nærmest koncert: sang til guitar og endda om hende!
“Der blomstrer æbletræer i engen,
tågen driver hen over åen.
Ud på bakken gik Kirstine,
høj og rank, som danset i kroon” nåede der ind gennem væggen.
Var hun i godt humør, havde hun måske grinet, men nu ønskede hun bare, at guitarens strenge sprang. Det skete selvfølgelig ikke.
Mor, jeg har virkelig brug for at hvile lidt, tage et bad og lande. Jeg ringer tilbage lidt senere, så kan vi snakke – er det okay?
Det tror jeg desværre ikke, vi kan, sukkede hendes mor.
Hvad mener du?… Ikke kan tale senere? Nu lyder du mærkelig, mor.
Du får ikke lov til at slappe af i dag.
Hvorfor? Jeg har været på farten. Har jeg ikke lidt til gode? Jeg venter ingen gæster og kommer heller ikke ud har jeg overset noget? Møder du op pludselig?
Kirstine, morfar er her ikke mere
Kirstine blev bleg, satte sig tungt på sofaen og holdt telefonen helt ind til øret. Det havde hun på ingen måde ventet.
Hans nabo, Marie Petersen, ringede til mig i morges. Hun så ind med mælk, og så lå han der, Hans Eriksen, på dørtrinnet med hånden for brystet Han trak vist ikke vejret længere. Nok ligget dér hele natten. Du må tage til landsbyen begrave morfar. Naboerne hjælper, hvis det bliver nødvendigt. Kan du høre mig, Kirstine?
Det var svært at få luft, alt blev tomt men det lykkedes alligevel at svare et svagt “Mmm”.
Marie ringede også til resten af familien, men de nægtede at dukke op til begravelsen. Sagde, at hvis han havde efterladt nogen arv, så kunne de måske overveje, men hvad er meningen ellers med at bruge både tid og penge? Og huset Ja, du ved, det har ingen værdi for nogen, sagde Lise Andersen og holdt en lille pause:
Og jeg må indrømme, jeg har ikke travlt med at tage derop heller morfar bad jo selv om, jeg aldrig satte mine ben i det hus igen. Til begravelsen heller ikke. Det lovede jeg ham, og det skal jeg jo holde, skat. Så håbet står til dig, min pige. Kan du tage afsted, Kirstine? Følge ham det sidste stykke?
Der blev stille. Kirstine sagde ikke noget. Hun så på kommoden, hvor det sidste brev fra morfar lå, sendt for en måned siden. Hun havde ikke nået at samle det op, fordi hun havde været af sted på arbejde.
Det var hendes tredje forretningsrejse det sidste halve år, og måske ikke den sidste. Firmaet, hun arbejdede i, havde åbnet en ny afdeling i Odense, og hun skulle koordinere det hele der.
Hun blev sendt sted, fordi ingen andre kunne: syge børn, dårligt helbred, familiesager Kun hun var til rådighed, sådan lidt “problemløs”.
Kirstine? lød det fra telefonen igen. Jeg håber bare ikke, folk i landsbyen tror, vi har glemt den gamle mand. Han var sær, ja, men han var jo menneske. Og du, I havde det da egentlig godt sammen. Hvad skal jeg sige til Marie? Tager du af sted?
Ja, mor. Jeg skal nok men
Kirstine gik hen til kommoden, tog brevet i hånden og lagde det tilbage.
Mor, hvordan kunne det ske? Morfar var frisk nok sidst, jeg så ham til nytår. Han så ud til at have det fint.
Kirstine, jeg ved det ikke Han var jo oppe i årene alligevel. Mange mænd bliver ikke engang folkepensionister mere. Din morfar rundede firs. Vi kan ikke klage. Må han hvile i fred.
Kirstine var i chok. Hun elskede sin morfar sandsynligvis den eneste, der holdt kontakten med ham. Ingen af de andre slægtninge eller moren havde det.
Med moren var det forståeligt de kunne aldrig tilgive hinanden. Morfar lagde aldrig dødsfaldet af hendes far (Anders) fra sig, og gav moderen skylden. Han mente, det var hendes skyld, at sønnen sled sig selv ihjel en af de mange mænd, der, som Lise selv havde sagt, ikke blev gamle.
Lise havde overtalt sin mand til at sige jobbet op, pendle på skiftende byggepladser og arbejde hårdt, så de kunne få ny lejlighed, sommerhus, og ikke mindst lidt luksus. Anders var folkeskolelærer af uddannelse, men tog vagter for at tjene mere. Han var væk i måneder, men kom altid med gaver og penge.
En dag kom han aldrig hjem. Hans hjerte kunne ikke klare presset det stoppede bare.
Morfar græd vildt og inderligt i kirken. Alle viste medfølelse. “Forældre skal ikke begrave deres børn”, blev det sagt.
Og derefter ville morfar slet ikke længere se moderen. Hun svarede: “Fint, det gør mig ikke noget jeg har ikke gjort noget galt. En mand skal jo tjene penge det er hans rolle. Og hvis han havde hjerteproblemer, så sagde han det ikke til mig. Ikke én klage.”
Morfar kontrollerede sig med nød og næppe for ikke at smide et stykke brænde efter svigerdatteren og således holdt han kun kontakt med barnebarnet. Kirstine var alt for ham, og han betød alt for hende.
Hun kom ofte på besøg om sommeren i skoletiden. Bagefter, som voksen, skrev de breve sammen.
Ja, breve. For Hans Eriksen brød sig ikke om telefoner, smartphones, tablets og særligt ikke computere.
Det var også derfor, de andre fravalgte ham. Hvem skriver breve i det 21. århundrede? Hvorfor ringe, når man kan sende en sms eller e-mail? Sådan tænkte slægten og flere i landsbyen ligeså.
“Han har jo mistet forstanden” hviskede konerne på bænken. “Først mistede han konen, så sønnen. Sådan bliver man altså mærket.”
Den sidste måned blev de lokale bekræftet i, at der nok ikke var helt plads hjemme hos Hans. Selv Marie, den ellers loyale nabo, begyndte at tvivle.
Det var, fordi han pludselig talte tit ikke med folk, ikke alene men med en kat.
Ikke så mærkeligt, måske. Men ingen havde nogen sinde set den kat.
Hvem ville ikke undre sig?
Efter opkaldet smed Kirstine telefonen i sengen og lod blikket fange et punkt på væggen, indtil hun begyndte at græde.
Hun ville så gerne have set morfar denne sommer, men nu nåede hun det ikke. Allerede i foråret havde hun planer, men den blev udskudt. Først én rejse, så én til, så en tredje
Chefen, må man kunne sige, havde ikke megen forståelse, og svarede bare smilende på hendes protester:
Loven giver mig ret, Kirstine. Hvis du ikke kan lide det, er du fri til at søge andet arbejde. Men hvor finder du sådan en løn?
Lønnen var god, derfor holdt hun også ud. Engang måtte det slutte så kunne hun få et almindeligt liv igen.
Alligevel var hun ked af den menneskelige mangel på forståelse. Hun kunne jo også have et privatliv selv om hun ikke havde og kunne blive udmattet af de evige rejser.
*****
På kirkegården gik alt sin vante gang. Efter et minuts stilhed og de sidste søm i egetræskisten bar mændene kisten ned; kun et lille skovblad blev kastet ovenpå, indtil de dækkede med jord.
Friske blomster og kranse. En frisk grav. “Kan det virkelig slutte så brat? tænkte Kirstine. Var, og så var han væk”
Ikke helt, endnu var der sammenkomst: øl, brændevin og minder om den afdøde. Samme aften og op gennem årene ville erindringen om Hans Eriksen leve videre måske endda tydeligere end før.
Da glassene var tomme og snakken døde ud, begyndte folk at sprede sig.
Nogen gik hjem, andre mod brugsen.
Til sidst sad Kirstine alene. Hun følte sig tom, trist, forladt.
“Jeg nåede det ikke Aldrig fik jeg sagt farvel til morfar,” tænkte hun tungt.
For at komme væk fra grublerierne gik hun i gang med at gøre rent.
Først blev alle vinduer åbnet. Så vaskede hun det gamle trægulv, tørrede støv af hylder og borde, fejede hjørner og satte madrester i køleskabet.
Luften i huset blev lettere.
Morfarens solide, rummelige bondehus var hyggeligt på sin egen, lidt nøjsomme facon.
Da hun kiggede ud af vinduet, så hun det allerede begynde at blive aften. Hun gik ud på trappen og trak den duftende, danske sommerluft langt ned i lungerne.
Så gik hun en omgang på grunden. Køkkenhaven var lagt ud i snorlige rækker, men intet var plantet i år. Måske havde Hans forudset, at tiden var inde. Måske var han bare træt.
Haven bugnede af blomstrende æbletræer, solbær- og hindbærbuske. Aldrig lod han jorden ligge øde og han passede den selv så langt, han kunne.
“Hvem mon tager sig af det nu?” tænkte Kirstine.
Hun satte sig på bænken under æbletræet og ringede til moren, for at fortælle at hun havde fået morfar vel i jorden.
Du gjorde det godt, Kirstine. Den gamle var sær, men menneske
Han var ikke mærkelig, mor. Han var bare en ensom mand med for mange sorger. Lad nu det onde fare. Han elskede min far, og det gik jo ud over dig, men jeg tror ikke, han mente så meget med det.
Lad det nu være, Kirstine, sukkede Lise. Jeg er ikke vred længere. Men altså, hvornår tager du hjem? I dag eller i morgen? Det er vel lidt uhyggeligt derude, alene?
Jeg bliver nogle dage. Jeg har taget fri på jobbet, vil gerne hvile lidt ud og der er jo de ni dage. Vil du komme, måske?
Det er for langt og det er begyndt at være sommer i min have. Jeg har ikke tid, pige. Du ved, det er højsæson.
Okay. Men jeg vil bare minde dig om, at far også ligger her. Du har faktisk aldrig været heroppe, siden han blev begravet.
Jeg sagde jo, at han burde ligge i byen, ikke her men Hans ville jo ikke høre! Nå, men nu starter mit yndlingsprogram. Ring, hvis der er noget!
Kirstine lo lidt for sig selv.
Hun kendte mekanismen: når moren ikke ville svare, fik hun travlt med et eller andet.
Tilbage i huset lavede Kirstine te af morfarens lager af tørret solbærblad, mynte og citronmelisse. Hun drak op og gik i seng.
Inden hun lagde sig, fandt hun morfarens brev frem. Hun havde læst det da hun kom hjem fra tur, men brevene gav hende underlige fornemmelser.
Normalt skrev han om sig selv, men denne gang handlede det om en kat.
En kat, hun aldrig havde set. Morfar var ikke typen, der gad dyr.
Endnu engang læste hun brevet stille igennem.
Morfar skrev om “Sorte”, som elskede mælk. “Alle siger, voksne katte kan ikke tåle mælk, men Sorte drikker næsten det halve hver dag. Jeg må bede Marie om mere mælk i morgen. Men hun forstår nok ikke, at mælken forsvinder så hurtigt nu. Jeg plejer at have en tre-liter i ugevis! Men Sorte er altid sulten. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal give ham. Køleskabet er næsten tomt. Det mærkelige er, jeg ser ham næsten aldrig. Bare en skygge, der smutter mod skuret. Både dag og nat aldrig rigtig til at få fat i. Men jeg kan mærke hans øjne i ryggen, hele tiden. Jeg glæder mig meget, til du kommer, Kirstine. Måske kan du fange ham ellers prøver vi sammen. Jeg tror, han har haft for mange trælse oplevelser med mennesker.”
Det var bare en lille del af, hvad Hans skrev om den sorte kat. Men ingen havde set eller hørt om så meget som et dyr på matriklen.
Og nu havde Kirstine boet i huset i flere dage uden at have set noget som helst. Man ville jo have bemærket den, hvis den fandtes.
Godt nok syntes hun også én dag at fornemme nogen observerede hende, men der var ingen, når hun snurrede rundt.
“I morgen må jeg spørge Marie Petersen, hvad det er for en kat” tænkte hun, før hun lagde sig.
*****
Hun vågnede ved daggry.
De første solstråler sneg sig ind under gardinet, udenfor sang spurvene, og naboens hane galede mod landsbyen.
Ren dansk sommermorgen.
Kirstine stod op, slog vinduerne op, lukkede øjnene og lyttede til de usædvanlige lyde.
Hun tænkte på sin barndom, sine besøg hos morfar, fuglekasser, de havde sat op sammen og på katten.
Hvilken kat? undrede Marie Petersen sig, da Kirstine kiggede forbi.
Det er det, jeg ikke ved “Sorte”, står der, men i morfars brev fra foråret nævnte han aldrig nogen kat. Pludselig fylder Sorte det hele.
Nååh, sagde Marie og slog sig for panden. For en måned siden begyndte Hans at tale med en kat. Jeg gik forbi, han prøvede at lokke den frem. Jeg kunne ikke se nogen, kiggede dagen efter igen intet. Han talte til den usynlige kat hver dag. Også andre hørte det. Han kaldte den hele tiden “Sorte”. Men ingen har set nogen kat. Hver gang jeg var inde med mælk, nybagte boller, eller bare kaffe spurgte jeg, men han pjattede udenom; sagde, han ville vise Sorte, når den lod sig fange. Jeg tror ærligt, at Hans blev lidt sær på sine gamle dage, men hvis der havde været en kat, havde nogen set den, ikke?
Ja, sagde Kirstine eftertænksomt. Det ligner ikke morfar at miste forstanden. Jeg tror, vi ikke ved det hele. Eller måske var den kat bare god til at gemme sig. Har der manglet katte i landsbyen?
Nej, og slet ikke sorte.
Kirstine gik hjem. For ikke at sidde stille gik hun straks i haven og begyndte at ordne bedene.
Hun tænkte stadig over “Sorte”, katten, som ingen havde set, men morfar havde skrevet så meget om.
Virkelig mærkeligt hvis den var der, hvor var den så nu?
Samtidig fulgte den sorte kat hende fra sit skjul. Blandt alle de mange fremmede mennesker, der havde været på grunden de sidste dage, var det kun hende, han nysgerrigt fulgte. Noget ved hende mindede ham om Hans.
Han turde bare ikke komme frem. Hans sidste erfaringer med mennesker var dårlige. Som killing blev han jagtet og sparket til. Da han blev ældre, kastedes der pinde og sten efter ham.
Ingen steder kunne han blive. Han flyttede fra landsby til landsby ledte forgæves efter et hjem.
Sådan fandt han Hans, som ikke var som de andre. Øjne venlige, stemmen rolig.
Han lyttede, når Hans snakkede ind i skumringen, på bænken under æbletræet, eller mens han passede haven.
Men frygten for mennesker gjorde, at han ikke vovede sig frem.
Pludselig var Hans væk. Katten mærkede straks det. Han løb til hoveddøren den var låst. Forsøgte vinduerne alle lukkede. Hele natten sad han udenfor og peb stille.
Nu fulgte han pigen med de varme øjne. Men han turde stadig ikke nærme sig.
Erfaringen havde lært ham, at førstehåndsindtryk kan snyde. Dog blev han så optaget af Kirstine, at han en dag glemte sig og hun opdagede ham, niendagen efter begravelsen.
Den dag var der mange mennesker på grunden. Så snart de forsvandt, slappede Sorte af mistede sin vagtsomhed.
Kirstine så ham da straks.
Så dér er du, Sorte! udbrød hun glad. Morfar havde ret. Kom, vi skal lære hinanden at kende!
Men da hun tog et skridt nærmere, var han væk.
Hvorfor er du dog så bange? sagde hun smilende og kiggede ind i buskene. Jeg skal hjem i morgen, og du gemmer dig. Jeg bider altså ikke kom nu endelig frem.
Det hørte Marie Petersen, der netop kom med kålpirker til turen hjem.
Hun hørte Kirstine tale med nogen og listede hen til hækken. Hun så straks Kirstine men ingen kat.
“Det er ikke til at forstå Først den gamle, nu barnebarnet Er sindssyge smitsomt?” tænkte Marie forskrækket, mens hun hurtigt gik hjem så kålpirkerne næsten røg af fadet.
Efter frokost trak sorte regnskyer ind over landsbyen, der ellers havde været badet i sol. Her var en trykkende stilhed kun brudt af forfærdede høns og fjerne tordenskrald.
Nu trækker det op, sagde Kirstine til sig selv. Det bliver et uvejr.
Og ganske rigtigt regnen tårnede sig op. Korte, voldsomme vindstød og et massivt skybrud. Da de første tunge dråber faldt, kaldte Kirstine gentagne gange på Sorte, inviterede ham ind men han kom ikke
Sorte lå gemt og skuttede sig. Han var rædselsslagen for torden.
*****
Regnen trommede mod taget i timevis nu hidsigt, nu sagte. Det var mørkt, og Kirstine, vendte sig rastløst på sengen. Hun kunne ikke sove.
Så brød stormen løs for alvor.
Hun satte sig forskrækket op aldrig havde hun hørt så voldsomme brag og lyn. Lyset huggede ind ad vinduet og oplyste rummet.
Gardinerne blafrede voldsomt. Hun nåede at tænke, hun burde lukke vinduerne men pludselig fangede hun et par gule øjne i åbningen.
Gud, dog! udbrød hun og rykkede længere op i sengen.
Et øjeblik efter fór noget småt og sort og vådt ind ad vinduet, smuttede forbi hendes ben og under sengen.
“Det var Sorte!” forstod Kirstine.
Hun kiggede og ganske rigtigt: under sengen sad en drivvåd, skælvende, sort kat.
Det krævede al tålmodighed at få ham ud, men det lykkedes.
Efter hun havde tørret ham med et håndklæde, tog hun ham op i sengen, og mens stormen og regnen piskede udenfor, lå hun og katten, og fandt trøst i hinandens varme.
Pludselig virkede lyn og torden ikke så skræmmende.
*****
Kirstine vågnede, fordi nogen prøvede at åbne vinduet. Naturligvis Sorte.
Morgensolen sneg sig ind. Uvejret var væk.
Hvad nu, ven? spurgte hun smilende til den sorte kat på vindueskarmen.
Sorte var anspændt, kiggede på hende, næsten som om han undskyldte for gårsdagens frygt.
Mjaaav lød det, mens han klatrede på vinduet. Han ville ud.
Ikke uden morgenmad. Og bagefter kan du selv bestemme. Bliver du herhos mig? Eller bliver du, hvor du vil? Jeg tror, morfar ønskede, jeg tog dig med mig. Og det vil jeg også gerne. Men du vælger selv.
Efter hun gav ham mad, slap hun ham ud og pakkede kufferten. Bussen gik først om nogle timer.
Da hun kom ud til trappen, stod Sorte allerede og ventede.
Han gned sig op ad hendes ben og så hende i øjnene.
Godt valg, smilede hun. Jeg gættede, at du ville det.
Da Marie Petersen så Kirstine med katten, nikkede hun målløst.
Nå, er det den? Den rigtige kat?
Det er den, nikkede Kirstine. Så I kan godt slippe taget morfar var sund og rask i hovedet. Det var ikke noget, han bildte sig ind. Katten har bare været bange. For mennesker. Og for torden. Men det skal nok gå nu.
Det var da noget Jeg skal nok holde øje med huset, så længe du er væk. Du kommer tilbage, ikke?
Bestemt. Eller rettere: vi kommer, Sort og jeg. Hvor tit ved jeg ikke men vi skal nok dukke op.
Det er godt. Og tag nu de her med, sagde Marie og rakte hende en pose boller.
Tak for det hele, Marie.
Da Kirstine sad i bussen og kiggede op mod himlen, syntes hun et øjeblik, at hun så morfars ansigt i en sky.
Og selv Sorte, der sad på hendes skød, fulgte drømmende blikket op mod himlen.
Ansigtet sendte dem et smil nærmest et blink.
Så begyndte bussen at køre, og skyen forsvandt. Men selvom det kun var indbildning, betød det intet.
Det vigtigste var, at de begge vidste, at morfar ikke var forsvundet sporløst. Han levede videre i minderne og i deres hjerter uanset, hvor han var nu, glædede Hans Eriksen sig over, at hans barnebarn og hans mystiske ven havde fundet hinanden.
