Kære Dagbog
Anne! Mikkel er virkelig en respekteret og, ikke mindst, en succesfuld mand! Og vigtigst af alt han har ingen pengeproblemer. Så du får både en treværelses lejlighed i indre København, en splinterny bil og en lækker pels. Minkpels, endda. Du kan fylde et helt skab med pelse! Han er jo bare den perfekte svigersøn. Du finder ikke bedre end ham. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor du ikke tager imod hans frieri?
Jeg ved det ikke… svarede jeg eftertænksomt og kiggede væk.
For jeg vidste virkelig ikke hvorfor.
Da Mikkel pludseligt friede efter næsten et halvt års betænksomme middage, blev jeg ærligt talt lidt forvirret.
Måske er jeg bare blevet vant til, at mændene i mit liv aldrig rigtig har gjort alvor af tingene.
For jeg har altid haft opmærksomhed. Jeg var en af de kvinder, man kalder “alt-ved-siden-af-sig”: både ydre og indre. Godt hoved, folk kiggede altid langt efter mig, uanset om det var på caféer i Indre By eller til fredagsbaren på arbejdet.
Og hvad de tænkte, kunne jeg nok regne ud…
Lige siden børnehaven har jeg faktisk været centrum for drengenes opmærksomhed; i folkeskolen, gymnasiet, og på universitetet. Selv på mit arbejde, hvor jeg kun har været nogle måneder, var der ingen ende på de mere eller mindre åbenlyse beundrere. Hele kontorets mandlige afdeling sendte misundelige blikke mest af alt var det selvfølgelig begæret, der lyste ud af dem.
Alligevel, på trods af mængden af bejlere, nærmede jeg mig de tredive uden at have fundet en mand. Og min mor, Birgit, kunne slet ikke forstå det.
“Anne, skat,” sukkede hun. “Hvornår får du dig et ordentligt liv? Skønheden varer ikke evigt. Du risikerer at stå tilbage alene. Du er jo blevet tredive! Ingen mand, ingen børn. Det er ikke normalt!”
Jeg kunne godt se hendes pointe, men hvad pokker kunne jeg gøre? Hvis mænd ikke havde mod på at gøre noget alvorligt, så kunne jeg jo ikke tvinge dem.
Folk havde deres grunde nogle værnede om deres frihed, andre var allerede gift, og så var der dem, som kun skulle krydse endnu et navn af på listen. Jeg var populær, men kun ego-boost eller fornøjelse aldrig alvor. Lidt bio, en middag, måske ferie sydpå det var det hele. Men snak om ægteskab eller forpligtelser? Så var alle væk.
Selv begyndte jeg at finde det meningsløst bare at “date”. Måske er jeg blevet klogere…
“Skal vi ikke bare se hinanden en gang om ugen?” spurgte en af de mere usikre bejlere.
“Nej tak,” lo jeg. “Så vil jeg hellere gå til fitness. Det giver mere mening.”
Så gik der et halvt år, før Mikkel dukkede op. Han var stedfortrædende direktør på mit nye job, og havde med det samme besluttet sig for, at dette skulle han have. Og hvor andre hurtigt mistede interessen især når jeg nævnte, at jeg boede med min mor så var Mikkel stædig. For stædig, faktisk.
Hver dag inviterede han mig ud at spise frokost, forærede mig blomster og chokolade og sørgede for, at jeg altid fik en bonus udbetalt. Jeg gjorde ellers intet særligt anderledes end de andre bonusserne strømmede alligevel ind.
“Anne, skal jeg ikke komme hjem til dig en dag?” spurgte han på sin både uklædelige og charmerende måde.
“Tja jeg bor med min mor,” svarede jeg, overbevist om, at det ville skræmme ham væk. Det gjorde det bare ikke.
Så på fredag stod han der, fuldstændigt upåvirket, med lagkage og en smuk buket roser til mor. Han kyssede hendes hånd og gav hende et kompliment, der fik hende til at rødme som en teenagepige.
Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine havde min mor mon allerede forelsket sig? Hun var som fortryllet.
Mikkel begyndte at komme meget regelmæssigt, han lod aldrig en mulighed gå fra sig for at charmere min mor eller tale om min “enestående skønhed”. Han fortalte rørende om sit ensomme liv sin fine adresse på Frederiksberg, bilen, penge nok… Man kunne se på min mors blik, at hun knap kunne forstå, hvorfor jeg tøvede.
Og en dag friede han. Med et diamantring, der glimtede om kap med lyset. Min mor insisterede:
“Anne, hvis jeg var dig, så havde jeg svaret ja med det samme.”
Men jeg, jeg kunne ikke svare. Jeg tænkte i ugevis.
Det burde jo være nu, jeg satte kurs mod familie og sikkerhed. Var det dog rigtigt at gifte sig med en, man ikke var sikker på, at man elskede?
“Men han er jo noget ældre,” prøvede jeg.
“Og hvad så?” undrede mor sig. “Din far var også ældre end mig, det gik da fint. Disse mænd ved, hvad de vil. Ikke ligesom unge knægte.”
Jeg blev presset fra begge sider fra Mikkel, og fra min mor. Til sidst føltes det nærmest uundgåeligt at sige ja.
Så sådan blev det jeg sagde ja. Ringen var smuk og dyr, vi begyndte at planlægge et stort bryllup på rådhuset, hvor mor med glæde tog føringen, lavede gæstelister og debatterede kagevalg og menu. Mikkel insisterede på, at der var plads til hundrede gæster, så mor måtte bare invitere løs.
Men jeg var ikke glad. Jeg følte mig… tom. Ingen glæde, ingen forventning, ingen sommerfugle. Kun tvivl.
Hvorfor gjorde jeg det egentlig?
“Du er ikke tilfreds før du har fundet din eventyrprins,” sukkede min veninde Camilla, da jeg indrømmede mine overvejelser. “Men ham findes nærmest ikke. Lev livet, nyd pengene og sikkerheden. Kærlighed, det er bare en illusion. Se dig omkring hvem elsker rigtigt? De fleste går bare rundt og får det bedste ud af det. Og den ring altså, det er jo en hel formue, Anne!”
Mor kørte også på med sine overtalelsestaktikker dagligt.
Så sad jeg der, den store dag, i en hvid brudekjole i en pyntet limousine på vej mod Københavns Rådhus. Mikkel sad ved min side, jeg prøvede virkelig at se glad ud, men indeni følte jeg, at jeg sad fast. Jeg prøvede at kigge på Mikkels sjæl, men jeg kunne ikke få øje på den. Det var som at stirre ind i en tæt tåge.
Vi forlod lejligheden senere end planlagt. Jeg tvivlede, trak tiden, men mor og Mikkel fik mig ind i bilen. Knap havde vi sat os, før Mikkel bankede på skillevæggen og bad chaufføren køre hurtigere.
Men jeg ville ønske, han bare sneg sig afsted.
Så midt på H.C. Andersens Boulevard bremsede limousinen brat op. Mikkel fløj næsten på gulvet, og jeg greb fat i sædet.
“Er du helt væk?” råbte han af chaufføren. “Hvad laver du?”
“Undskyld, men der løber en lille killing frem og tilbage over vejen.”
“Så kør dog bare! Det er kun en kat! Vi kan ikke vente på sådan noget.”
“Nej,” råbte jeg instinktivt. “Stop, vi kan ikke bare efterlade den!”
Men Mikkel kiggede på mig, som om jeg var blevet skør. “Vi skal til bryllup! Hvad med din kjole, dine gæster?”
Jeg trykkede næsen mod ruden, kunne ane den grå killing på fortovet mellem bildæk og trafik. Før jeg vidste af det, havde jeg åbnet døren, sprang ud i silkekjolen, uden tanke på sko eller om folk stirrede.
“ANNE!” brølede Mikkel bag mig, men jeg ignorerede ham, løb forvirret mellem biler for at finde killingen. Da jeg endelig greb den, holdt jeg den tæt ind til mig, mens mit hjerte hamrede lige så hurtigt som dens.
“Du har ødelagt din kjole!” brokkede Mikkel sig da jeg kom tilbage, smattet og beskidt. “Den var ikke billig!”
“Men jeg reddede et liv,” hvislede jeg, og mærkede, hvordan mit blik blev koldt.
“Skal du virkelig beholde den åndssvage kat?”
“Ja,” sagde jeg stille. “Og du kan beholde din ring.” Jeg rev ringen af og lod den lande på asfalten. Mens chauffør og brudgom forgæves ledte, gik jeg med sikre skridt væk, killingen trygt i armene.
Telefonen summede i tasken sikkert min mor eller Mikkel, måske begge. Men for første gang følte jeg ikke trang til at tage den.
Jeg har fået nok af at være en marionet. I barndommen måtte jeg ikke tage katte med hjem nu skulle jeg endda forlade en killing for en mand? Aldrig i livet, ikke efter i dag.
Bag mig begyndte Mikkel at løbe for at indhente mig. Men pludseligt standsede en bil, og en smilende mand rullede vinduet ned:
“Skynd dig ind, hvis du vil slippe fri!” Han hed Kasper.
Jeg hoppede ind, og vi var væk, før Mikkel nåede os. Kasper havde overværet det hele og tilbød straks at tage killingen med sig, indtil jeg fandt et sted, hvor jeg kunne have den.
“Du må gerne tjekke til den hver dag,” lo han, mens han skævede venligt til mig.
Og det gjorde jeg. Første aften stod jeg der igen, med kattemad og bakke killingen begyndte at føle sig hjemme hos Kasper. Hurtigt blev vi venner ja, måske mere. Jeg tror ikke, nogen havde kastet sig ud for at hjælpe mig, hvis de ikke var et godt menneske.
Killingen fik navnet Viggo og alle var begejstrede (MJAU! sagde han selv). Efterhånden kom jeg dagligt hos Kasper, og selvom jeg let kunne mærke, jeg havde følelser, tog det tid at flytte ind.
Men det gjorde jeg. For hjemme kunne jeg ikke holde ud mor snakkede stadig ikke til mig, og Mikkel dukkede op fra tid til anden. Jeg sagde op på kontoret, for Mikkel lod mig jo ikke være.
Da Kasper, et halvt år senere, spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, sagde jeg ubetinget ja. Brylluppet var lille og hyggeligt, kun de nærmeste og selvfølgelig Viggo.
Mor kom ikke, og det var jeg faktisk lettet over. Måske lærer hun det aldrig. Men det har jeg. Jeg Anne og Kasper og Viggo, vi fandt hinanden på H.C. Andersens Boulevard og har ikke set os tilbage.
Sådan gik det altså til.
