Stædige Marie
Anne havde netop forladt badeværelset, satte sig i køkkenet og strakte sig veltilpas, mens den glatte silkekåbe kølede dejligt mod huden. I badeværelset havde der været fugtigt og varmt, en duft af roseolie hang tungt i luften, dampen lå stadig som et tæppe. Ud derfra, ud! Hun drømte om at være på landet, sprinte nøgen over gårdspladsen, råbe og kaste sig i en kold, dansk sø, pjatte og le og kalde på sin mand, Mads…
Anne smilede lidt af sin egen fjollede fantasi, rettede på det tunge, våde håndklæde bundet som en turban om hovedet, fiskede en karamel op af skålen, vendte den i hænderne og lagde den tilbage. Hun havde allerhelst lyst til is og et glas kold cava, men nej… Så var der kun te.
Hun stod allerede ved komfuret og tændte op, da hun hørte nogen banke på døren ikke ringe, men banke, selvom dørklokken ingenting fejlede!
Anne pustede tændstikken ud, spændte bæltet i kåben til og rettede på håndklædet, inden hun gik hen for at åbne.
I samme sekund hun åbnede, blev en kurv med noget hvidt og blødt, der peb og spjættede under et klæde, skubbet i hænderne på hende.
Goddag og held og lykke, søde! Hold lige skatten! hørte Anne en stemme, og før hun vidste af det, begyndte pedellen, Poul, sammen med en stor, kraftig kvinde, at slæbe bunker af tasker og kufferter ind i lejligheden ja, nærmest som om et halvt soldaterkompagni skulle flytte ind. I bylterne på gulvet klirrede og skrattede det. Der blev også båret en kolossal gryde ind, nærmest en balje, som blev smidt oven på Annes sandaler.
Tove! Tove, hvad står du og fedter med dernede? Kom nu op, så vi kan pakke ud, jeg har jo et tog at nå! lød den dybe, hæse stemme fra den kraftige kvinde, der for ud igen, efter at have vinket pedellen forbi sig ind.
Anne, der langt om længe tog sig sammen, satte kurven fra sig på gulvet og kastede sig over tingene.
Poul, hvad er meningen?! Få det alt sammen ud igen, straks!
Jeg kan ikke, det var beordret hertil. Kvinden betalte for hjælpen snak med hende, jeg har ikke tid, skal snart i gang med sandet, der kommer lastbil og det hele! sagde Poul, balancerede en stabel tallerkener mellem hænderne den ene gik itu. Det var ikke min skyld, den var allerede revnet. Nå, farvel og tak jeg skal videre!
Og så var han væk.
Anne stod tilbage i sin silkekåbe, håndklædet med det dramatiske fald over panden og åndede hurtigt af skræk eller stadsforargelse. Hun rev håndklædet af og smed det på en stol.
I døren stod den korpulente kvinde igen, trak lynlåsen til på sin blå træningsjakke, hev bukserne op med brede hvide striber ned ad siden, målte Anne op og ned og kneb øjnene sammen.
Så det er dig, der er husets frue? Hvad glor du sådan for, er du syg eller hvad? tordnede hun, sparkede skoene af, gik tættere på Anne.
Hvad skal jeg gøre? Og hvem er I?! fik Anne fremstammet. Hun rødmede ved tanken om sin egne vilde dagdrømme for lidt siden.
Os? Vi er Marie Friis, giv mig hånden, så hilser vi! befalede tante Marie og gav Anne et solidt håndtryk. Og ude i trappen står Tove Kristensen. Ih, hvorfor er folk altid så pjevsede i byen? Sådan en lille hånd! Mine høns har kraftigere ben! grinede Marie. Nå, vis os rundt! Og hent noget vand, jeg er straks ved at gå til af tørst! Tove! Kom nu! råbte hun over skulderen. Manden hjemme? Hmm
Tante Marie traskede resolut efter Anne ned ad gangen, kiggede ind i værelserne, tændte for lyset på badeværelset. Bag dem fulgte en hvid, buttet kat, den der var kommet i kurven.
Manden er på arbejde, men når han kommer hjem, så skal han nok hurtigt… viskede Anne og strammede kåben.
Lad ham bare komme vi skal nu snakke! Nå, herligt med vand! sagde Marie og drak glasset i én mundfuld. Ah, hvor det luner! Hvad hedder du nu?
Anne. Og jeg beder jer…
Marie klappede Anne på skulderen.
Vi sætter os og spiser straks! Det er jo frokosttid, og der er ikke dækket op du venter vel ikke nogen? Eller din mand gør vel heller ikke? Det bliver da en overraskelse! Tove! Kom nu, jeg vasker gulv senere kom ind, her er Annes hjem!
Det er ikke passende… Kom, Marie, vi skal gå. Marie, jeg sagde jo, det var en dårlig idé vi tromler ind i fremmedes liv, de vil os ikke… hørte Anne fra gangen.
Du skal ikke skabe dig! Skal jeg ringe, kan jeg også men det er bøvlet. Anne, sæt vand over, Tove, hent kartoflerne og bøfferne. Jeg lavede dem i går, stegte dem i morges, for jeg regnede jo ikke med bymad her. Altså i jeres køleskab kunne en mus hænge sig! Tove, hvilken hylde vil du have?
Marie vendte sig, gik ud i gangen og trak en ældre kvinde ind efter sig, med håret i en knold, ulden trøje over kjolen, brune strømpebukser og hjemmesko med glade tusindfryd.
“Det ligner lige ud af en Morten Korch-film,” tænkte Anne.
Jeg ved ikke, hvor jeg får… mumlede Tove, mens hun så nervøst på sin veninde. Undskyld, det var hele Maries idé, jeg sagde, vi skulle lade være. Men Marie er stædig
Stop nu! udbrød Marie og hævede hænderne. Lad os nu spise og snakke bagefter! Jeg skyller lige hænder.
Marie gik ud, plaskede med vandet i håndvasken, klagede lidt over vandtrykket.
Marie! Hold så op! bad Tove og kiggede hjælpeløst på Anne. Værten havde fået store, smukke øjne og en lang mund af overraskelse.
Du skal ikke pylre sådan, Tove, det her er jo dit hjem! Og badet er også dit! Og se, der er endda centrifuge flot! Måske jeg når bad? Eller Tante Marie opgav, for der var mere at ordne.
Anne slugte nervøst hun så allerede, hvordan Marie sad fast i badekarret.
Måske skulle vi spise? stammede Anne. Og tale sammen? Jeg forstår bare ikke…
Lad os det! sagde Marie, satte sig til bords, bankede hånden i bordet og fejede en flue ud af vinduet. Du er vel ikke nonne! Selv de nipper!
Anne famlede for at gøre Marie tilfreds, bange for hendes stemme og kultiverede bevægelser.
Her er en halv flaske bobler fra brylluppet Hvis det dur? sagde Anne forsigtigt. Marie havde allerede gang i tallerkner, gafler og fade.
Dæk på bordet med dug! Du går jo heller ikke nøgen rundt på gaden et bord skal også klædes på! sagde Marie løftet. Lad så det glas med bobler, søde!
Anne skænkede op og poppede proppen, der fór afsted.
Skål, piger, for hjem og bekendtskaber! spiste kartofler og sendte fade rundt.
Men nu, hvor jeg har bøjet mig for alle jeres skikke, kan jeg få at vide, hvem I egentlig er? spurgte Anne, mens hun langsomt rykkede stolen lidt bagud.
Ja, sørme… Tove, tænk engang, du har opfostret din søn, givet ham alt og din svigerdatter, her ser hun ikke engang, du er hendes mor! Din svigermor, søde Anne, selveste familien! meldte Marie med stolt mine og hældte mere bobler op.
Anne tabte mælet og stirrede på Tove.
Hvordan det? Svigermor?
Ja, sådan er familie. Katten på hendes trøje smilede bredt.
Men vi besøger dig jo på kirkegården hvert forår og efterår, vi har endda sat nyt gravsten, og min mand siger, du var så smuk… Der står Nina på stenen Nina Andersen, jeg husker det! Og så skal jeg hente billeder?
Anne løb efter albummet, kom tilbage og viste billeder af Mads som dreng under et træ ved Vordingborg og den unge Nina…
Alle kiggede på billederne. Katten sprang op og stak snuden i albummet.
Hvad hedder din mand? spurgte Tove lavmælt.
Mads Andersen, siger jeg jo! Mads Andersen.
Tove satte sig bagover og gispede:
Marie! Vi er gået helt galt i byen! Det her er slet ikke min svigerdatter, ikke min lejlighed og ikke mit køkken! Gud, hvor pinligt! Undskyld, vi går igen!
Hun begyndte febrilsk at rydde af bordet.
Marie sad og trommede i bordet, mens hun overvejede situationen.
Ja, det var ærgerligt… Hvad hedder du nu, sagde du?
Anne.
Og… din…
Anna.
Se hvad jeg sagde, Marie, det var helt forkert at gøre det her, begyndte Tove, men Anne blev næsten ked af det for hende.
Hvorfor? Fordi! hørte I, Anne jeg har fået nok af mennesker, der stikker familien i ryggen! Toves søn solgte hendes hus, hun skulle få to lejligheder ingen kom. Så blev hun flyttet ind i et skur, og han selv flyttede ind i byen men jeg forvekslede Tuelgade med Toplærkevej… Jeg fik jo et slag i hovedet som barn. Ja, ja fortalte Marie Friis med en træt latter.
Anne forestillede sig Marie som barn, der faldt ned fra gyngen, og kunne ikke lade være med at smile.
Nå, så skal vi på Tuelgade, Tove. Jeg klarer mig på banegården natten over ikke første gang for mig, sagde Marie og lavede et kast med armen.
Nej, kom med mig tilbage, selv om skuret er frygteligt. Jeg skal nok klare mig må ikke være til besvær, sagde Tove, men Marie klappede hende på skulderen.
Besvær?! Det er ikke mennesker, Toves søn! Tænk dog, hvor meget du har slidt og givet, og så gør han sådan! Hvis du finder dig i det, så gider jeg ikke mere; nu må du stå ved dig selv! Anne, sig det til hende!
Ja, selvfølgelig! Jeres liv er ikke forbi, Tove. Nu skal du tænke på dig selv! sagde Anne og smilede opmuntrende.
Men jeg har jo skrevet under på papirer… sagde Tove med et opgivende suk.
Og derfor skal vi tage fat nu, sagde Marie beslutsomt. Dine ting kan ligge her, Anne, okay? Og katten Tim, han må også blive et par dage. Han er så sød!
Anne trak på skuldrene, nikkede til Tim katten kiggede søvnigt op.
Pas på Tim han får ikke for meget mad, vel? Han er en sand charmør! Marie kyssede Anne på begge kinder, velsignede Tove med korsets tegn og trak hende ud af lejligheden.
Anne stod ved vinduet og så dem forsvinde. Dagen var ikke længere sløv, på bordet boblede den sidste smule cava…
Mads kom hjem til aftensmad, stoppede forundret op i entréen:
Anne, flytter vi?
Anne, som han kaldte “mus,” smilede, holdt Tim på armen og rystede på hovedet.
Nej, det er bare Toves ting fra i dag. Og Tim vores gæstekat, mens Marie kæmper for Tove mod Kostas… Ja, det er en længere historie, du skal høre…
Mads prøvede at regne ud, hvad der foregik, men måtte give op.
Skat, kan jeg ikke bare gå ud og komme ind igen, og så er alt som før?
Åh, du er sådan en tør kiks! grinede Anne, begravede ansigtet i Tims pels.
Skal jeg have te og hele historien? Og har I drukket bryllupscavaen?
Vi fejrede indflytning og venskab. Kom, jeg fortæller…
Anne fortalte hele beretningen. Mads udbrød et par saftige gloser om Kostas og fik mere te.
Skal vi hjælpe dem? Storme lejligheden?
Ikke uden ordre fra tante Marie! Nej, du, lidt varm mad…
Ved ellevetiden dukkede Marie og fragtbilen op. Mads hjalp med bylterne.
Hvordan gik det så? spurgte Anne, mens hun krammede Tim.
Jo, Kostas og konen er på ferie, nøglen var hos naboen vi viste papirer, Tove kom ind. Hun er lidt nervøs for, hvad der sker, når han vender hjem, men jeg sover hos hende lidt. I to tak for hjælpen! Husk nu kærlighed og harmoni!
Mads rødmede, da Marie kyssede ham på kinden.
Et par måneder efter kiggede Marie igen forbi og fortalte, at Kostas havde givet sig, og ekskonen gik sin vej efter at have boet med “tante Marie” lidt for længe. Marie havde tvunget den utaknemmelige søn i barndomshjemmet, mens Tove nu ventede på sin egen lejlighed.
Hvordan går det med jer? spurgte Marie.
Jo… godt! svarede Anne, og Mads sendte hende et hemmeligt tegn om ikke at nævne noget om hendes graviditet endnu.
Det kan jeg se! Husk nu, ikke for meget syrligt, Anne! Her er æbler fra haven, de bedste!
Tak, smilede Mads, han holdt meget af Marie.
Nå, jeg må videre skal prøve at få Tove en plads på højskole hun trænger til lidt godt igen! sagde Marie og for ud ad døren.
Mads så på Anne:
Hvor ser du tænkende ud…
Mads, skal vi ikke få en hvid, blød kat ligesom Tim? begyndte hun.
Som smider pels alle vegne? Det skal overvejes, for hvem bestemmer så her? Jeg må lige tænke over det!
Anne sukkede, smilede og gik ud i køkkenet for at spise æbler og overveje, hvordan hun nu kunne overtale ham for med lidt stædighed og kærlig hjælp kan selv det sværeste vendes til det gode.
Livet tager nogle gange uventede omveje, men det vigtigste er at stå sammen, hjælpe hinanden, også når det betyder at tage et par omveje med folk fra Toplærkevej og at huske på, at hjælpsomhed og medmenneskelighed skaber det bedste hjem.
