Jeg vælger dig som mor
Hej, er det dig, der kører til Skagen? spurgte en kvinde, mens hun standsede bilen ved en rasteplads uden for Viborg.
Ja, det er det, svarede Valborg og hævede øjenbrynene.
Det var hendes søn, der via GoMore havde bestilt en samkørsel til hende, men hun havde ikke regnet med, at føreren ville være en yngre kvinde.
Men kvinden stod ud, løftede let Valborgs taske og satte den i bagagerummet, spurgte hvor hun helst ville sidde, og Valborg valgte forsædet ved siden af chaufføren. Turen var lang, helt til Skagen, så hun skulle nok nå at sidde både her og der, måske endda hvile lidt undervejs.
Jeg hedder Karen, og hvad med dig? præsenterede chaufføren sig med det samme. Hun så ud til at være omkring fyrre. Valborg var over tres.
Valborg Jensen og du kan bare kalde mig Valborg. Jeg vidste slet ikke, at kvinder påtager sig at køre så langt.
Det gør jeg sådan set heller ikke normalt. Jeg skal selv nordpå, og det er kedeligt at køre alene. Plus, det er da rart at få lidt til benzinen, sagde Karen muntert. Det er ikke første gang. Frem og tilbage det er en god rute, der er altid nogen, der skal samme vej. Det gør det hele hyggeligere.
Skal du på ferie?
Mig? Jeg skal besøge min mor. Så ja, lidt ferie for sjælen, sagde Karen med et smil.
Og jeg skal besøge min søn. Han er lige flyttet til Skagen herfra. Jeg savner ham…
Det føles altid godt, når man møder en rejsefælle, man kan tale afslappet med. Valborg mærkede straks, at Karen var en åbenhjertig og rar kvinde, og at turen ville blive behagelig. Karen sad kønt og sikkert bag rattet, hendes bevægelser var lette og naturlige. Hun var klædt enkelt og smukt: lyseblå jeans, en luftig hvid t-shirt, slank, smilende med store grå øjne og håret trukket tilbage i en hestehale.
De faldt hurtigt i snak. Karen var gift, havde to børn og en god mand. Men mandens arbejde i Miljøstyrelsen bragte familien rundt i landet, så de måtte ofte flytte.
Valborg fortalte om sin søn, der knap var kommet sig over skilsmissen og nu boede langt væk fra sin familie. Hans to børn boede hos ekskonen.
Det er både sværere uden børn og hårdere med, sagde Valborg med et suk.
De holdt ind ved tankstationer, drak kaffe, gik på toilettet, og efter fire timer havde de glemt, hvor lidt de kendte hinanden. Med sådan en rejsefælle er det lettere at fortælle hemmeligheder, man måske aldrig ville dele ellers.
Valborg fortalte om sit barnebarn eller rettere, det var egentlig ikke sønnens eget, barnet var fra konens tidligere ægteskab, men sønnen adopterede ham alligevel. Nu, efter skilsmissen, skulle der betales børnepenge.
Hvem påtager sig dog så stort et ansvar? udbrød Valborg, og kiggede prøvende på Karen, der blev stille. Siger jeg noget forkert? Jeg har bare ondt af min søn…
Nej, du har nok en pointe. Et barn er et ansvar, men har man først valgt…
Valborg tav. Hun ville ikke virke hårdhjertet, men følte, at disse ord måske ikke faldt i god jord hos Karen.
Vejen strøg under hjulene, og de grønne skove fløj forbi. Så brød Karen tavsheden, som for at forklare sit eget forbehold, og måske undskylde, hun ikke var enig.
Min mor er heller ikke min biologiske mor. Hun adopterede mig fra børnehjemmet. Eller var det mig, der valgte hende? Det debatterer vi stadig, sagde Karen med et lille smil.
Virkelig? Fortæl!
Ja, hvorfor ikke. Turen er lang…
Så begyndte Karen sin historie.
Lægerne sagde engang til min mor, at hun ikke kunne få børn. Det første forsøg på adoption endte tragisk de havde fosterdatteren Birthe, som efter fem år blev hentet tilbage af sin biologiske mor. Moren havde siddet i fængsel, blev frigivet, krævede sin datter tilbage og min mor måtte aflevere Birthe. Det tog hårdt på hende.
Mor fik et nervøst sammenbrud, kom på sygehuset. Hendes mand, min papfar, var en god mand men han døde tidligt af et hjerteanfald, kort efter Birthe måtte rejse. Det brød hende helt ned, men hun kæmpede sig videre.
Hun begyndte at arbejde på børnehjem efter at være blevet venner med personalet, som hun havde mødt gennem Birthe. Her fandt hun en slags ro kollegerne var flinke, børnene mange, og alle med deres egen sorg og skrøbelighed.
Børnene der var svære at håndtere. Mor fortalte, at hun engang på første arbejdsdag fik en stor bule i panden af en jernbil smidt af en dreng, hun forsøgte at kramme. Det var nødvendigt med både varme og disciplin for børnene havde været igennem meget.
Så kom jeg. Jeg var et barn, der havde mistet det meste. Mor hentede mig på sygehuset en grå decemberdag. Klaserne af sne ved vejkanten var allerede slidt og snavset. Hun tænkte, hun burde have husket gummistøvler til mig hvem ved, hvad jeg egentlig havde på.
Papirerne trak ud, så hun ordnede det praktiske, før hun kom ned til min stue. Jeg sad stille på sengen, kiggede i gulvet.
Karen, nu er der kommet nogen for at hente dig, sagde sygeplejersken.
Jeg kiggede op og håbet sluknede. På børnehjem venter alle børn altid på en mor. Jeg var seks år gammel.
Karen, jeg hedder Vera, sagde hun. Du skal flytte med mig til et sted med mange børn. Du skal nok blive glad for det.
Men hvad med min mor? spurgte jeg.
Min mor døde i en trafikulykke. Jeg var også i bilen, men kom kun til skade med armen. Jeg havde været på børnehjemmet før og ventede stadig, at min mor nok kom og hentede mig. Mormor havde sagt nej til at tage mig. Min far kendte jeg slet ikke, jeg var et enebarn. Selvom man sagde til mig, hun var død, kunne mit barnehjerte ikke tro det måske kommer hun tilbage…
Mor er altid med dig. I dit hjerte, sagde de voksne. Men jeg forstod ikke.
Mor sagde, jeg var lille og mager, klynget mig ind til hende i bilen, kiggede op med grå øjne under huens skygge. Fin tøj havde jeg men alligevel skulle jeg på børnehjem.
Allerede dengang var der noget i mor, der knugede. Og jeg krøb ind under hendes hjerte; måske besluttede hun sig for at vælge mig dér.
Vores børnehjem lignede en dansk børnehave. Der var blomsterbede og en lille legeplads. Der var også, som alle steder, problemer, men kommunen og socialforvaltningen hjælper jo tit.
Jeg blev hurtigt hende, der holdt sig for sig selv, men hver gang Vera dukkede op, kom jeg løbende. Det bemærkede alle. Direktøren, fru Kristensen, talte med Vera.
Jeg kan se, Karen er din, Vera. Hvad tænker du? Hun skal snart i skole.
Jeg søger om at blive din plejemor, sagde Vera.
Vera var alene. Hun elskede mig. Men hun var bange, ville de godkende hende? Direktøren sagde, det skulle nok gå.
Selvfølgelig. Jeg skal nok anbefale dig. Vi får socialforvaltningen overbevist, sagde Kristensen.
Sagerne gik hurtigt. Min familie havde ingen interesse i mig.
Alt virkede afgjort. Mamma Vera sagde til mig: “Nu er jeg din mor. Du skal bo hos mig.” Og jeg flyttede hjem til hende, før papirerne var færdige, før sagen var i retten.
Det sagde Karen med en vemodig mine. Så måtte hun koncentrere sig, for der var vejarbejde og hun svingede rundt om en forankørende lastbil.
Karen, det gik ikke sådan hele vejen, vel?
Nej, det gjorde det ikke. Lige før vi skulle i retten, blev sagen stoppet.
Hvordan kunne det ske?
Min mor fik ikke lov at adoptere mig, sagde Karen.
Hvorfor ikke? Hun var jo godkendt?
Selv ledelsen på børnehjemmet kunne ikke gøre noget, da en pludselig viste interesse min biologiske far. Poul Mortensen, en kommunalpolitiker fra Nordjylland. Han var gift, havde egen familie, var kendt for sin loyalitet og stedighed.
Min mor havde åbenbart været hans affære. Da han fandt ud af, at min mor var død, ville han ikke have, at hans datter boede under dårlige forhold, men han kunne ikke tage mig ind selv.
Jeg vidste ikke, hvem han var, havde aldrig set ham før. Han brugte sit embedsmandens pres for at forhindre Vera i at adoptere mig.
Jeg blev hurtigt flyttet tilbage til børnehjemmet. De gjorde stedet pænt og rent, satte os i vores fineste tøj. To sorte biler ankom. Alt sammen på grund af mig, viste det sig. Jeg forstod kun ikke, hvorfor Vera var så trist. Men jeg forestillede mig, det nok var i orden hun var jo nær, selvom jeg var på institutionen.
Så sagde direktøren: Karen, nu får du en ny familie. Og mor Vera, hun kæmpede for ikke at græde.
Jeg blev ført ind til et ægtepar fra København. Jeg kendte dem ikke, følte intet for dem. Nogle mennesker kan man bare ikke forbinde sig til.
Jeg løb væk. De prøvede at styre mig, jeg var skrupumulig, gjorde alt det forkerte, for jeg ville kun hjem til Vera. Jeg hørte dem græde i nattens mørke, de ville af med mig igen, og jeg blev ved med at opføre mig værre. Ville bare tilbage.
En dag stak jeg af i et supermarked. De fandt mig hurtigt, men da min biologiske far senere kom og hentede mig, var jeg parat: alt og alle, bare jeg kunne tilbage til Vera. Jeg gjorde mig umage for at være den bedste pige i hele verden, da han kørte mig hjem til børnehjemmet igen.
Du er snedig som din mor, Karen, sagde han. Du skal nok klare dig.
Så tog han mig og Vera med til hospitalet, for Vera var blevet syg af al den sorg. Jeg tog hendes talje, krammede hende og sagde:
Jeg vælger dig som mor! Dig og ingen andre.
Sådan blev det jeg blev hos Vera. Hvem valgte hvem? Jeg hende, eller hun mig?
Og din far? Hjælpede han senere?
Han døde, da jeg var tretten. Men huset hvor min mor nu bor, i Skagen, købte han til hende. Han kunne ikke klare, at hans datter skulle mangle noget. Og vigtigst: han bragte mig hjem.
Karen sukkede, så på Valborg med varme i blikket.
Min mor er nu femoghalvfjerds. Hun bor alene; jeg besøger hende ofte, så hun ikke er ensom. Hun har hus og have, og jeg vil ikke bytte hende for noget i verden. Noget af det bedste ved livet er at få lov til at vælge og mit valg var det rigtige.
Valborg betragtede Karens profil og så roen og glæden i hendes blik. Ja, Karen elskede virkelig Vera den kvinde, hun havde valgt som sin mor.
Karen vendte sig mod hende, smilede og trådte speederen i bund hun glædede sig til at komme frem.
