Det vigtigste
Flemming Andersen sad ved sit skrivebord, ude af stand til at skrive videre den der artikel ville bare ikke komme ud af ham! Og afleveringsfristen var om en måned, der var sat stramme krav, og det var pinligt Flemming kunne da ikke være sådan en doven amatør, der trækker opgaven i langdrag!?
Det her, min ven, det er ikke for sjov! brummede hans vejleder, professor Mikkel Jakobsen Søholm, for de nærmeste bare Mikkel, men overfor stædige Ph.d.-studerende som Flemming altid med både fornavn og efternavn. Flemming sad tværet ud foran ham grågrønt ansigt, slatten, ligefrem ulykkelig. Og du går ikke bare efter en kandidatgrad! Det er noget helt andet de kan vi se igennem fingre med, men en doktorafhandling, Flemming! Man kan ikke blive ved med at udskyde. Og giver du dig ikke, så er du hverken fugl eller fisk. Forklar mig ingenting! afsluttede Søholm skarpt og hamrede med hånden i skrivebordet. Hvis det ikke går, så gå til rektor. Jeg skal have et resultat!
Jaja det føles som om, det hele er i hovedet, mumlede Flemming, lidt som en skyldbetynget gymnasieelev, mens han pillede i kanten på professorbordet. Men hjemme der bliver jeg forstyrret! Helt ustyrligt forstyrret!
Det var selvfølgelig konen. Flemming prøvede at arbejde, at skrive, men snart stod Anne i døren med sit milde smil og spurgte dæmpet:
Flemming, vil du have te? Jeg kan også lave kaffe?
Flemming afviste, han havde travlt, viftede hende væk, men så var tanken allerede forsvundet, druknet i teen…
Og uanset hans nej trillede Anne alligevel ind på kontoret med bakken: en kop med dejlig, mellemstærk Darjeeling, hjemmelavet solbærsyltetøj i en krystalvase, og de smørmøre vaniljekranse, som Flemming elskede…
Jeg vidste jo, du havde travlt, så jeg tog det hele med ind! forklarede Anne glad, hun skubbede alle papirer til side, lukkede laptoppen, blev fri for støvet på det lakerede bord og satte bakkerne foran ham.
Og så tog hun selv en tår af koppens kant, dryssede krumme fra en kage på underkoppen. Og Flemming længtes efter at røre netop det sted på koppen, som hendes læber havde rørt. Han længtes efter at røre hende, bare… Hun var jo kun 34 og han 37, gift i to år og stadig ikke mæt af hinanden.
Anne! Hvad laver du, Anne?!, brummede Flemming med ironisk patos, som en stor dansk romanfigur, og prøvede at vifte løs tankerne væk. Helt malplaceret! Kan du ikke se, jeg er optaget, tankerne strømmer, jeg kan ikke nå at skrive dem ned og du fylder her hele tiden! Dine vaniljekranse jeg kan ikke engang passe mit heldige jakkesæt snart. Tag det væk! Straks!
Anne sukkede trist, trak sig tilbage, måske mumlende en undskyldning men maden blev efterladt. Teen duftede stadig i luften, syltetøjet var stadig dybrødt, vaniljekransene åh, det var ikke bare bagværk, men en smagsprøve fra himlen…
Så endte Flemming alligevel i syltetøjet og kaffen igen og smilede, men straks, da han opdagede solbærplet på skjorten, blev han stiv igen. Hvordan i alverden kaffe og kage, når nu forsvaret snart stod for døren…
De var altså begyndt at skændes, Anne tog på at blive forurettet og vende ryggen til.
Ja, hun forstyrrede. Hun var virkelig en forhindring!
Det havde Flemming måske sagt højt, for professor Søholm nikkede:
Jeg forstår, jeg forstår, ja sagde han, trommede på bordet. Så udbrød han pludselig, så Flemming for op fra sin mismod: Tag ud i mit sommerhus! Jeg har ikke været der længe, men det er intet særligt dog, der er en hel samling bøger. Her er nøglerne og adressen, kradsede han ned på bagsiden af en gammel recept og gav Flemming den.
Det er da ikke jeg kan da ikke tage derud uden dig? protesterede Flemming.
Ingen problemer! Naboerne er vant til det, brokker sig ikke. Kun én gang troede fru Tove, at min ven var indbrudstyv, fordi han kom om natten og tændte ikke lys hun kom med kosteskaftet for at forsvare huset! Men tag derud i dagtimerne, hils på folk det går nok. Og tag din kone med, Anne hedder hun, ikke? Kan hun svinge en le?
En le? stammede Flemming.
Ja, slå græs. Haven er vokset til, jeg kan ikke selv, gigt, du ved. Hjælp en gammel mand lidt! lo Søholm. Måske det løser doktorgraden også
Flemming trak på skuldrene. Han kunne godt slå græs, det var længe siden, men det gik nok for en god sag!
Anne fik fri fra arbejde, pakkede straks tasken med frikadeller og hjemmebagt rugbrød, lidt skæreost, forvirret, men også glad for turen.
Hvorfor tror du egentlig, han låner os sit sommerhus, Flemming? Skal jeg tage badedragt med? Går vi i skoven?
Flemming rystede på hovedet, trak på skuldrene.
Synes ikke, jeg får tid, Anne. Hans bibliotek, det er dét, det handler om. Og slå græs, han sagde, for afhandlingen, hviskede han og mærkede allerede trætheden i skuldrene.
Så kan jeg bruge en segl farmor har lært mig det! jublede Anne. Hvad mere skal vi tage? Gummistøvler nej, vi har ingen og ingen kurv engang.
Ja eller nej. Årh, Anne, lad nu være, mit hoved koger! jamrede Flemming og stirrede ned i rodet af papirer. Hvor har vi bilnøglerne?
På knagen i entreen, som altid. Anne gik for at lede. Når hun nu skulle på landet, måtte hun da kunne sole sig
De fandt hurtigt frem til Grønholm. Flemmings bil, en slidt gammel Volvo fra farens tid, vogtedes skævt af brægende geder, gøende hunde bag stakitter og gamle damer på bænkene, der solgte de første æbler. De nikkede, nysgerrige.
Anne anerkendte alle med et smil, nikkede tilbage, nød gedekiddene og den friske, krydrede landluft.
Så, nu må vi være der, sagde Flemming og stoppede bilen foran hegnet. Ej er det virkelig professorens fritidshus?
Det var en gammel, mosbegroet træhytte, skorstenen knejsede, syrenbuske støttede den fra den ene side, og et gammelt skur fra den anden. Grunden var stor men nu vildtvoksende, fuld af græstuer, summende bier og flagrende sommerfugle ikke just, hvad Flemming havde forestillet sig om professorvillaer med fliser og rosenbede.
Han har bare ikke holdt det ved lige. Men før var der blomster, pegede Anne ned i græsset på en lille stencirkel med en vissen rose i midten. Og køkkenhave! Hvorfor kommer han aldrig mere, mon?
Flemming var tavs og stirrede pludselig på hende, som så han hende for første gang bleg, med blå åre under huden, iført cremefarvet sommerkjole og kastanjefarvet hår ned over skuldrene.
Hvor bliver du af, Flemming? spurgte Anne sagte.
Ingenting. Kom lad os gå ind! svarede han og trådte forrest, så græsset bøjede sig under fødderne.
Indenfor var sommerhuset overraskende hyggeligt. Et vitrineskab med service, komfur, hjørneovn, et gammelt rundt egetræsbord med flotte udskæringer, tilhørende tunge stole. Alt var rent og klart til brug.
Soveværelset var mere mørkt, skjult for lyset af store grene fra et æbletræ trevlet med røde-gule frugter mod ruden. Over sengen hang et indrammet fotografi.
Hvem er det? spurgte Anne nysgerrigt.
Ved det ikke. Nok Søholm selv som ung, og hans mor.
Se, de står foran hytten! Hun var virkelig køn, din professors mor! smilede Anne.
Sandt. En lang, sort fletning, fine træk og et intelligent, grønt blik fuld af værdighed. Hun så ud til at kende sit værd.
Havde han en far? spurgte Anne, da Flemming kom ind med taskerne.
Noget sørgeligt. Faren døde, da han var dreng. Han nævnte det engang, men jeg kan ikke rigtigt huske detaljerne, mumlede Flemming.
Anne sukkede. Synd
Efter frokost forsvandt Flemming op på førstesalen og forsvandt helt.
Anne ryddede op og gik op af den fine trætrappe. Flemming stod midt i et lille kontor skrivebord med grøn lampeskærm, bronze-figur af en romersk soldat, penneholder formet som en raket.
Her blev hans doktordisputats skrevet på en måned. Her er alt til fordybelse og inspiration! tænkte Flemming misundeligt og sukkede. Men hans egen inspiration var forduftet for længst; hovedet føltes som havregrød og panikken tog over. Som om han sad fast midt i et ufærdigt husbyggeri uden kort i mørket.
Han skannede bogryggene i vitrineskabet. Samlede værker, leksika, historiske værker, monografier og så, pludselig en samling digte af Johannes Ewald. Vildt den type havde han aldrig ventet i Søholms bibliotek.
Flemming! Hvad er der? Anne lagde armene om ham og åndede mod hans nakke.
Han rykkede sig utilpas, grinede kort.
Intet, Anne. Gå og lav noget andet gå ud, prøv at gå en tur. Jeg må arbejde, for det var hele pointen! Men det går ikke, intet lykkes, forstår du?! Flemming vred sig fri, gik til vinduet. Gå nu, Anne. Jeg skulle aldrig have taget dig med, bare
Da han vendte sig, var Anne forsvundet. Ikke i vejen mere, ingen kærtegn, ingen blide fingre. Bare væk…
Efter halvanden times kamp slettede Flemming alt, hamrede bøgerne sammen, bandede. Alt for indelukket! Han flåede vinduet op, og en kæmpe humlebi brasede ind, brummede rundt, stødte mod hans pande. Flemming sprang tilbage.
Ud, for pokker! Vinduet står jo åbent! Hvor dum må man være?! Jagten endte med at den tunge bi drønede ud, blev til en sort prik mod den dybblå sommerhimmel.
Fra vinduet kiggede han ud over grunden. Alt groede vildt det skulle slås.
Og der kom Anne, gående nede ad vejen hvorfor nu det? Nå jo, Flemming havde selv jaget hende bort, hun var en forstyrrelse. Men
Han ville råbe, men lod være pinligt at larme til hele haveforeningen
Mens han stadig vaklede, gik han ud i skuret, rodede med låsen. Den gik op; ind strømmede lugten af mug og maskinolie. Lyset virkede ikke, så han brugte mobilen.
Lyspletten ramte et sidespejl og blændede Flemming. Hylder med syltetøjsglas, værktøj, ledningsbunker, sække med ukendt indhold. Og dér græsslåmaskinen. Den var gammeldags, sikkert defekt.
Flemming bandede, svedte og bjærgede maskinen ned. Den hostede, kørte få sekunder, døde.
En herrestemme lød fra hækken, et ansigt i en kasket dukkede op.
Hej, sagde Flemming.
Hej. Du er doktoranden, ikke? bemærkede den fremmede, tynd og let fordrukken, iført for store bukser og gammel sømandsbluse. Yvonne, for dig bare onkel Yvonne.
Flemming Andersen ja jeg skriver, sagde Flemming.
Ak, videnskaben nu om dage altid skriver I, og ser ikke livet! Virker ikke slåmaskinen? Kender det prøv at finde leen, for Søholm-familien slog altid med le før kørerne blev erstattet af græsmaskiner. Kig!
Yvonne forsvandt. Flemming trak på skuldrene, men søgte videre og rigtigt nok, á la H.C. Andersen, stod den gamle le gemt væk. Han pakkede den ud
Og straks gled han tilbage til sin barndoms somre. Solen skinnede. Lugt af græs, hed varme bølger over nakken, han var dreng, stillede sig midt i engen, cikaderne knitrede, og foran stod hans far bar overkrop, solbrændt, stærk. Hans muskler arbejdede roligt i takt med leen, saftigt græs røg til jorden.
Må jeg prøve, far? spurgte Flemming.
Faren vendte sig, svedig.
Vær forsigtig med benene! Glat og roligt, sådan kroppen lærer det. Ikke noget problem, sagde faren og vejledte ham, så trådte han til side, tændte en smøg og betragtede ham stolt.
Flemming var sjældent på bondegård, kun hvis moren ikke kunne passe ham, forældrene var skilt. Men han savnede altid faren, glædede sig hver gang.
Hans far lugtede lidt af røg, motorolie og ensomhed.
Går det godt? spurgte Flemming.
Selvfølgelig! Bare spids ører! jublede faren, stolt af ham.
Flemming blinkede, kom til sig selv igen. Savnet stak kort. Men dén tid var forbi.
Han tjekkede, at leen var skarp, kastede trøjen og gik i gang. Og musklerne huskede. Bladet fejede igennem det stride, halvtørre græs, og tankerne tav endelig. Afhandling, professorens formaninger, tvivl, dårlig samvittighed alt forduftede. Tilbage var kun ømme muskler, lyden af toget langt væk, solsortens kvidren og solen der gik mod vest…
Flemming blev pludselig grebet af et ønske at Anne skulle se ham arbejde, se hans styrke. At hun bagefter skulle komme med mælk i en lille kande, børste græs af hans skuldre og kysse ham.
Og som han tænkte det, kom Anne ud på trappen. Hun satte sig, ventede, gik ham i møde og rakte ham et krus mælk givet af naboen, børstede en græsstrå væk, lagde armen om ham og lo, fordi han havde mælkeskæg. Hun duftede af solbær og æbler, læberne var søde og mørkerøde
Flemming vågnede en nat et par dage senere, mindedes ikke hvilken dag det var, trak forsigtigt hånden væk under Annes hoved, og listede ind i Søholms kontor.
Her, ved laptoppen, tastede han som en gal, slettede, skrev igen, mumlede, pilede mellem bøger, kiggede op, nikkede tilfreds.
Kun én bog manglede på kontoret digtsamlingen, som Flemming havde snuppet i ankomstens aften, da de drak te på trappen. Møl flagrede i lampen, græshopperne sang, og ugle og radio på naboens altan blandede sig og Flemming sad på trappetrinet ved siden af Anne, der pakkede sig ind i sit tørklæde og lå stille mod hans skulder, mens han læste kærlighedsdigte for hende. Og da, dén aften, var alt uvigtigt den døde græsslåmaskine, den ufærdige afhandling, presset fra Søholm. For der, på den trappe, blev skrevet et nyt kapitel i Flemmings og Annes kærlighed blidt og varmt som hendes læber, familiært og tæt.
Flemming forstod, hvorfor Søholm gemte Ewald på hylden ikke engang den klogeste kunne undvære dét.
Flemming vendte tilbage til Københavns Universitet solbrændt, tilfreds, med sved og vabler på hænderne.
Har du knoklet? spurgte Søholm.
Ja! svarede Flemming, rank, sjældent så tilfreds med sig selv.
Skrev du? spurgte professoren og løftede øjenbrynene, mens han tog nøglerne.
Ja, jeg sendte det i går blev Flemming usikker.
Modtaget, sagde Søholm alvorligt, men pludselig smilede han. Jeg har læst. Nogle detaljer kunne jeg rette, men flot! Se hvad lidt frisk luft kan udrette! Men husk, Flemming: alt det her, vi skriver, har kun værdi, hvis du også lever rigtigt. Hvis du ikke har tid til livet til din kone, til at trække vejret så er doktordiplomet intet værd. Tro mig, mit tog to år at kæmpe igennem, holdt næsten op med at være et menneske undervejs. Det er en skrøne, at jeg klarede den på en måned. Men da alt var væk, forståelsen, glæden, familien… så forstod jeg. Tag til landet, grib leen og konen. Du forstår, hvad jeg mener.
Elsker din kone Blicher? spurgte Flemming genert og undersøgte skrivebordshjørnet.
Hun elsker MIG, smilede Søholm. Nu ret videre, jeg har skrevet kommentarer. Vi snakkes ved næste uge. Gå.
Flemming tøvede, så satte sig uroligt igen:
Hvad nu? gryntede Søholm over et glas stærk te.
Jeg ødelagde din græsslåmaskine. Først kørte den lidt, men så
Den har været død i fem år. Tænk ikke på det! viftede Søholm afværgende. Gå, jeg skal tale med min kone. Tak for hjælpen på grunden jeg havde aldrig nået det.
Flemming listede ud, hørte hvordan professoren talte sagte og varmt med sin hustru. Da han vendte sig om, så han Søholm smile som hjemme, yngre i blikket
Det var godt, at Søholm bare sendte ham på landet, vækkede ham fra hans grødede fortvivlelse, hjalp ham tilbage til livet. Det er dét, der kendetegner et godt menneske måske endnu mere end forskningen.
Ja, Anne, kærlighed er sgu stærk! Ingen kan måle eller forklare den, lige meget hvor meget kemi der er. Den er bare og uden den, er alt andet tomhed, sagde Flemming den aften, da Anne kom hjem og de satte sig til aftensmaden.
Anne nikkede. Tomhed Men kærligheden, den brænder, og hvis ikke, så er alt andet ligegyldigt. Hver har sin kærlighed, og mister man den så er det for alvor en ulykke.
Tak fordi I læste med, kære læsere.
