Aldrig
…Slavse fór ud på taget, vred, skælvede og blev stiv stirrede på hende. Hun var helt almindelig, bare en bedstemor i falmet regnfrakke, lilla-grå totter på et lille hoved, tør, fine hænder foldet i skødet som en lås, benene skjult i lysebrune strømper, sko med brede, runde snuder, dem far ville kalde for “farvel, ungdom”.
Jo, denne bedstemor, som Slavse forvirret betragtede, havde netop sådanne sko. Og ja, hun var akkurat som alle andre bedstemødre i København. Slavse plejede at rejse sig for dem i bussen, hamle dem op i supermarkedet eller se dem sidde på gamle, afskallede bænke foran grå boligblokke på Amager, hvor solen kunne nå dem, og stilheden var særlig tung de “udlevede” dagene dér. Eller “krøb over mål”, sagde far skævt.
Men lige nu sad den bedstemor, Slavse måbede over, ikke på en bænk, men på tagkanten grøn, glat af regnvåd zink, tæerne svævende over gårdrummet. Hun lod blikket glide ind i det gullige skær fra solen, svøbt i tunge, blåsort nattebræmmer, og hun kneb øjnene, mens hun efter lidt fumlen hev en ulden baskerhue frem og stak de krokede fingre ind for at gemme lyse krøller. Hendes ansigt blev ildrødt i det lave lys.
Slavse sank en klump.
Bedstemor her hørte ingen steder hjemme. Det hele skulle være anderledes nu! Bare ham og taget ribbet, glat, rustpletter, solstribe og tåge under byens fod. Intet mere. Og et fald kort, grusomt, dét ville ende Slavses historie, og mor ville græde, vride hænderne ved hans grav. Sådan skulle Svend hævne sig han havde besluttet det.
Men den uldne baskerhue forstyrrede alting, tog modet fra ham, for i andres nærvær blev man lille og flov. Hvad nu hvis bedstemoren begyndte at råbe, “Hjælp, er der nogen!” og greb ham i ærmet eller skoen? Og så ville folk i gaden kigge op, genkende ham, ringe til mor, der ville komme løbende fra arbejdet, ynkelig og grædende, og trygle ham om at lade være for hun kunne ikke leve uden sin Slavse…
Hvis Slavses far, Jannik Lauritsen, forsker på Rigshospitalet, så hende, ville han sige hun var “typisk-normativ”. Han brugte tit det ord. Vores nabo, Hammer, var direkte abnorm, hans kone decideret skør. Slavses klasselærer, ja, hun var nok “normal”, men håndarbejdslæreren, gamle hr. Krøyer, han var jo for længst trådt ud over grænsen for normalen.
Far vidste alt muligt, var klog, lidt som en psykiater. Han kurerede ikke, han observerede bare, skrev noter, artikler “Jeg holder øje med, hvor dumt samfundet bliver, Slavse. Du fatter ikke, hvor mange dårlige træk folk har efterhånden. Bare se på dine klassekammerater…”
Så pilede mor, Birthe, altid ind i samtalen: “Nu stopper du, Jannik! Det er upassende!”
Far blev rød, og så begyndte forældrene at skændes.
Mor havde engang forelsket sig i hans klogskab, alle de bøger, talentet ham skammede man sig ikke over at tage med ud at spise eller i teatret. Han virkede måske gammelklog, men Birthe syntes bare, veninderne var misundelige.
Som ægtemand var han måske udmærket, eller måske vidste Birthe bare ikke, hvordan det ellers kunne føles. Jannik havde valgt hende, kurtiseret hende nobelt, ventet, været forsigtig og øm. Og altid rost Birthe, sagt hun var dygtig. Sådan noget hun ikke havde hørt som barn der passede hun aldrig helt ind mellem mor og mormor, de kaldte hende “klodset”, “blev aldrig til noget”.
Jannik hævede hende op, læste digte, hviskede ord, der fick hendes hjerte til at synke og svæve op i halsen. Birthe havde praktik i Janniks institut kedeligt papirarbejde, statistik. Blandt mange, endda “helt normale”, bemærkede han netop hende. Og sådan begyndte det…
De giftede sig, og straks ville Jannik have børn. Birthe fødte Slavse det var svært, hun var længe om at komme sig, og far bebrejdede lægerne.
Slavse lignede ikke far var lys, fregnet, rødhåret. Jannik rystede på hovedet, men så, hvor glad drengen blev, når han så sin far, og så forsvandt alle “mangler”.
Slavse gik tidligere end de andre børn, talte tidligt, kendte bogstaver i treårsalderen, læste da han var fire takket være farmor Gudrun, og ved fem og et halvt sagde far, han måtte da på skolebænken nu.
“Han er jo ikke bare normal, Birthe! Han er over normal det skal plejes!”
Så blev det skoler, svømmeklub, violin, teater. Birthe fulgte flittigt op. Hver aften statusmøde Jannik sad med sin tynde porcelænskop, nippede til sin kaffe, spiste lakridser, nikkede, rynkede engang imellem brynene det betød, at dagens fremskridt ikke var betydelige nok. Men han vidste, udvikling gik i spring og stille perioder ville altid ende i et blodrigt gennembrud af præstationer og anerkendelser. Hvem var Slavses far? Jannik Lauritsen!
Slavse voksede, far blev grå i tindingerne for hans bekymring over verden. Forskningen pegede på, at børnene fordummede, de voksne blev hårde, kunsten døde…
“Men du skal nok klare det, Slavse. Jeg får det nok ikke at se…,” sagde han med dramatisk pause og ventede, at kone og søn skulle forsikre ham om, han ville leve længe endnu.
Birthe forsvarede ham ikke længe. Slavse vendte sig bare bort og lignede mere og mere sin far.
Skænderierne blev hyppigere. Skoledagene blev lysegrå og mærkelige. Men børn ved, at voksne skændes det er normalt. Far selv havde sagt: Skænderier er bare trin på vej mod noget nyt.
“De stopper snart,” sagde Mads, Slavses ven, godmodig og skæv.
Mads forældre var “alt andet end normale”, lidt for glade for øl og smøger. Jannik forbød sønnen at lege med Mads men Mads var jo både sød og sjov.
Men far og mor holdt ikke op…
En dag, mens Slavse kom træt hjem fra svømning, lød morens stemme oprevet fra køkkenet: “Hvordan kan du tænke sådan om din egen mor, Jannik? Hun kan da flytte ind til os! Vi finder plads, ellers en god plejeordning vi har råd! Men at gøre, som du gør… Det er koldt, ondt, som at smide en gammel hund på gaden!”
Hun tav det var måske for meget. Far svarede træt “det er nødvendigt, konsekvent,” mumlede han.
Han sagde, at han havde fejlbedømt hende, at hun nu var ham fremmed, at han havde analyseret hendes familie ja, moren var dygtig, mormoren institutionsleder, alt “i orden”… Men så alligevel noget måtte være galt.
Birthe sukkede, “Jeg er ingenting, takket være dig. Men du valgte mig! Jeg troede, det var kærlighed men du analyserede bare. Farmor Gudrun vil jeg aldrig tilgive dig for! Gå nu!”
Slavse nåede et øjeblik at veksle blik med sin mor han sprang ud, løb ned ad trappen, bort, mens hendes “gå væk!” rungede i hans baghoved.
Smidt ud. Af faren. Hvad nu? Hvordan skal de klare sig? Far vidste jo alt. Slavse standsede, jamrede og gispede efter vejret… “Det er bare ingenting! Alt bliver, som det var i morgen igen!” lovede han sig selv.
Men om morgenen var alt forandret. Jannik Lauritsen blev smidt ud. Kufferten pakket, ejendele i en pose, Birthe afsluttede det, han forsøgte at få fat i sine ting, han truede hun hævede stemmen, hånden, og sagde: “Gå. Dette er mit hjem nu. Du kom her. Nu går du.”
“Din mor er ikke rigtig klog! Jeg skal nok sørge for, at du mister dit job, Birthe!”
Slavse så til, faderens lange ansigt forvredet af raseri, pegefingeren dirrende i luften, mens Birthe allerede var på vej mod døren og smed kufferten ud.
Jannik forsvandt uden at sige farvel til sin søn.
“Mor, hvad sker der?” spurgte han, mens hun nikkede og blev ved at feje entreens vinyl.
“Vi skal ikke bo med din far mere. Han må være for sig selv nu.”
“Du tager gas på mig… Det er bare et skænderi, ikk? Far kommer tilbage?”
Hun smilede: “Nej. Sådan bliver det ikke. Han kommer ikke igen. Men du må tale med ham!”
Hun gik i køkkenet, satte kaffe over, nynnede svagt. Vandet løb.
Slavse gik ikke i skole. Det var for meget. Han blev svedig om hænderne ved tanken om far og far hadede de svedige børnehænder, skubbede Slavses væk, tørrede sine egne i jakken.
Han ville ringe til far men Lauritsen svarede ikke, lod røret ringe, lagde til sidst på.
Til sidst tog han dog telefonen: “Hvad? Har din mor sendt dig? Sig til hende, hun skal krype på knæ og bede mig komme hjem, ellers ikke! Forstået?”
“Far, jeg ville bare…” prøvede Slavse.
Men far svarede med skælsord og smed røret.
Det var jo ikke Slavse, der havde gjort noget! Det var mor. Trodsen voksede.
Om aftenen satt Birthe tavs, drak kaffe på kaffe, røg ud ad vinduet. Næste dag sagde hun, at de skulle hente farmor Gudrun hjem til dem.
“Men hvorfor? Hun har jo sin egen lejlighed? Og hun er jo ikke … rigtig mere,” svarede Slavse tvært. “Farmor er skør!”
“Ti stille!” sagde Birthe hårdt. “Hun har brug for pleje. Hun hjalp mig, hjalp os det må vi gøre for hende nu.”
Slavse anede ikke, hvad han følte. “Du bestemmer alt. Jeg vil ikke! Du har ødelagt alt. HVORFOR?”
“Vi kan ikke være familie mere… Og far ville sende hende væk!” forklarede Birthe kort.
“Hvis du siger det, så er det sådan,” tænkte Slavse hun sagde, fordi hun havde besluttet.
Han sprang op, gik ind på værelset…
Han lagde en plan. Da Birthe næste dag gik hjemmefra, rev han et ark fra skolehæftet, skrev at det var hendes skyld, at hun havde ødelagt deres liv. Det blev længere, jo mere han kradsede gamle sorg, små angreb, men det værste: Hun havde smidt far ud, og nu slæbte hun farmor hjem. Hvorfor!
… Slavse stod på taget, skjorten blafrede i vinden, kulden listede op af ryggen.
Bedstemoren rystede også, rettede på sig, fangede hans blik.
“Hej,” fremstammede han.
“I lige måde, unge herre. Kom du for at se solen gå ned? Sæt dig, har gemt et sted til dig,” vinkede hun.
Han havde lyst til at skrige, at han ikke var kommet for solens skyld, at der i køkkenet lå et brev, hvor han forbannede mor for alt.
Men han sagde intet, trådte forsigtigt hen over de glatte tagplader. Skoene skramlede, han var sikker på alle kunne høre ham snart ville brandvæsen, politi og ballade bryde løs.
“Sæt dig du bare. Alt for tidligt at skynde sig…” mumlede hun, klogt som om hun vidste præcis, hvad han ville.
Han løftede blikket, kneb øjnene mod gyset, mens solstriberne lukkede sig som tunge øjenlåg.
“Solen kysser jorden,” sagde hun og det var som farmor Gudrun plejede at sige, når sommeren blev aften i havehuset og horisonten brændte lilla over Amager. Han huskede det knap faren havde senere forbudt besøgene, men Gudrun havde virkelig eksisteret, og solen havde kysset jorden…
Han huskede Gudrun nu skindød, svag, bange for sin egen hjælpeløshed…
Bedstemor på taget bøjede sig frem, pegede: “Der. Der kan du hoppe. Færre biler. Der går syrener. De har stået der i årevis. Du vil vel ikke knække dem?”
“Hvafor noget?”
“Der ville nok ende på asfalten. Men syrener ville være synd,” smålo hun.
Godt vi sidder her? Snart bliver her lunt. Men det rager dig vel ikke.”
Slavse blev hård om øjnene. Far brød sig ikke om klagesange fra gamle, hadede deres “da jeg var ung”. De havde det jo nemt, sagde han, de moderne gamle…
Og Slavse havde tænkt tilfældet. Men…
“Tag nu hjem. Der er sikkert nogen, der mangler dig,” snerrede han. “I laver altid besvær!”
“Jo-jo,” hun nikkede, og rettede på kraven, “vi er besværet. Til vi mister forstanden, så hører vi ikke til mere. Men, hellere se den sidste sol.”
Han blev tavs. Skulle han lade hende sidde? Nej.
“Vil du ha’ te?” tilbød han.
Men hun blev hårdnakket siddende. “Nej, mit sted er her. Du skal gå nu.”
“Nej.” “Jo!”
Til sidst listede han tilbage mod loftslågen. Han måtte hente hjælp mor!
Sammen styrtede de op til taget. “Hvad laver du, Slavse? Skulle det være sjovt? Hvor er bedstemor?”
“Der, hun sad jo dér! Hvad hvis hun faldt ned?”
Han kiggede ud over kanten…
Birthe kom op, lagde armen om ham. Der var ingen. Bare gadelampen, folk nede ved Donsevej, en cyklende hund.
“Er hun væk nu, mor?” hviskede han.
“Ja, nok nok er hun det.”
“Du husker Gudrun sagde, solen kysser jorden…?”
Birthe sank sammen, satte sig i aftenkulden, øjnene blanke: “Ja. Gudrun er på plejehjem. Far lavede papirerne… Jeg besøgte hende i dag, men De havde glemt at give hende en ske. Hun sad og spiste grød med fingrene og græd, for hun turde ikke bede om hjælp. Slavse, undskyld, jeg skulle have fortalt dig det. Jeg blev ved med at tænke, far skulle blive din helt, for du elskede ham. Men Gudrun hører ikke til dér. Hun skal hjem, med te om aftenen, ikke institution…”
Birthe græd. Hun havde endnu sin egen mor, men livet havde ikke været mildt mod Gudrun.
Slavse vidste ikke hvad man gør med grædende mødre, så han krøb ind til hende, omfavnede hende, som han gjorde i de nætter på havehusets gæsteseng, da han var barn og ræd for mareridt. Da skulle moren bare ae ham, og alt blev godt.
Nu hviskede han det samme til hende. Imens krøllede brevet i skraldespanden det der aflyste alle former for “aldrig”.
… At hente Gudrun hjem blev ikke nemt. Far mente Birthe bare ville have hendes pension, mente hun planlagde at arve alt. Han beordrede hjemmets ledelse til ikke at lukke hende ind. Men alligevel fik hun adgang, de lod som ingenting.
Senere, da Jannik kom med notar, sørgede han for, at Gudrun skrev lejligheden og sommerhuset over på ham. Birthe og Slavse fik intet.
Det var frihedens pris for Gudrun.
“Tag hende! Den gamle på vognen sådan er det jo,” sagde han og vinkede.
Og Gudrun flyttede ind til Birthe og Slavse. Det blev ikke nemt. Men et vigtigt “aldrig” indtraf. De ville aldrig fortryde at have ladet Gudrun i stikken.
Slavse vil ofte tænke på bedstemor-figuren på taget, der aldrig rigtig hørte til dér. Hvor kom hun fra? Han spejdede, men så hende aldrig igen hun fandtes ikke i nogen opgang.
Mens solen kyssede havet ude for Amager, dukkede hendes curlinger og baskerhue op i Slavses drømme. Måske var de begge på rette sted, på rette tid. Og spørgsmålet blev ligegyldigt for for Gudrun, Birthe og Slavse, ville solen kysse jorden igen og igen.
Far forstod aldrig det. For ham var de “ikke normative”, måske “kuk-kuk”. Fred være med det. For ingen videnskab har forklaret kærlighed den er der bare eller ej.
Far havde den aldrig…
