Hun sagde til mig: ‘Vent her, jeg er straks tilbage’ – jeg har aldrig set hende siden

**Dagbogsnotat 15. oktober**
Hun sagde til mig: Vent her, jeg er straks tilbage. Men jeg så hende aldrig igen.
Jeg hedder Mikkel, og min historie begyndte i et simpelt, kærligt hjem. Min far arbejdede i sit værksted, min mor passede på mig. Jeg var deres eneste barn og troede, vores liv var stabilt og sikkert.
Men en dag ændrede alt sig. Min far mistede sit arbejde. Glæden forsvandt fra huset. Samtalerne blev kortere, stemningen tungere. Om natten hørte jeg skænderier, døre, der smækkede, og så en uhyggelig stilhed. Til sidst fandt min far ud af, at min mor havde en anden mand. Han pakkede sine ting og gik. Jeg savnede ham med hele mit hjerte.
En morgen vågnede min mor usædvanlig glad. Hun sagde: Pak din taske, vi tager til stranden. Jeg var lykkelig og troede på hende. Vi steg på en bus. Ved et stoppested bad hun mig vente på en bænk hun skulle bare hente en is. Men hun kom aldrig tilbage.
Minuttene gik, så timerne. Det blev koldt. Jeg græd og råbte efter hende forgæves. En fremmed fandt mig og ringede til min far. Da han ankom, løb tårerne ned ad hans kinder. Han hviskede: Hun har forladt dig. Hun kommer ikke tilbage. Jeg ville ikke tro det men det var sandheden.
Vi begyndte et nyt liv, min far og jeg. En kvinde ved navn Signe kom ind i vores tilværelse. Hun var blid og tålmodig. I starten holdt jeg afstand, men med tiden begyndte jeg at kalde hende mor for hun var der altid for mig. Da min lillesøster blev født, forstod jeg, hvad en rigtig familie betyder.
Senere fortalte min far mig, at min biologiske mor ringede til ham dagen efter og kun gav ham en adresse så forsvandt hun igen. Domstolen fratog hende forældremyndigheden. Ingen hørte nogensinde fra hende igen.
Årene gik. Jeg blev voksen, tog eksamen, fandt et arbejde, købte en lejlighed. Min far og Signe var altid ved min side.
En aften, da jeg kom hjem, sad en kvinde på bænken foran mit hus. Hun så op og hviskede: Mikkel jeg er din mor. Jeg genkendte hende knap. Hendes ansigt var ældet, hendes stemme fremmed.
Jeg ringede til min far. Han kom med Signe. Blidt sagde han: Min søn, det er kun dig, der bestemmer, hvad der sker nu.
Jeg så på hende men følte intet. Kun tomhed. Du er ikke min mor længere, sagde jeg. Du gik din vej. Jeg har forældre og de står her. Hun græd, men jeg forblev rolig. Jeg bad hende gå.
Så omfavnede vi hinanden min far, Signe og jeg fast. Jeg hviskede: Tak, fordi I er her. Jeg elsker jer. Og det var sandheden.
Forlad aldrig jeres børn. De har ikke valgt livet, men de har brug for kærlighed. Det ved jeg for jeg har oplevet det selv.