Kirstine.
– Hej! – Søren smilede bredt, da han så, hvordan hans datter kom ud fra skolen med en stor skoletaske, der hang tungt på ryggen. – Hvordan gik det i dag?
Kirstine og Søren, hendes far, satte sig ind i bilen.
– Åh far, vi lavede de sjoveste ting i dag! Jeg viser dig senere, det er en overraskelse! Og i dag var det min tur til at fodre kaninerne, og så havde Jonas fødselsdag, så han delte slik ud til alle, og…
Kirstine talte ustandseligt, ivrig efter at fortælle så meget som muligt, for de havde så sjældent tid sammen. Også denne gang skulle Søren køre sin datter hjem og derefter tage videre på arbejdet.
Søren skævede til speedometeret. Nålen nærmede sig stille og roligt hastighedsgrænsen. På bagsædet sad Kirstine og baksede med at placere dukkerne rundt, mens radioen kørte med vejrudsigten og reklamer for nye vitaminer.
Pludselig kom et hårdt stød fra siden. En Ford kom susende ud fra modsatte vognbane. Føreren, med et ansigt fordrejet af skræk, forsøgte desperat at gøre noget, men trafikken gav ikke plads.
Søren mærkede en brændende smerte i venstre skulder, så blev han kastet fremad, og et kort sort øjeblik mistede han bevidstheden. Da han kom til sig selv, forsøgte han at se om til bagsædet, men de knuste metalkarrosserier tillod ham ikke at røre sig. Han kunne høre sin datters stemme. Hun græd, kaldte på sin far, råbte på sin mor, og græd igen.
Mennesker stimlede sammen udenfor og prøvede at åbne dørene, men det lykkedes ikke.
– Du skal holde ud, min pige, det bliver snart bedre, skat! Alt bliver godt!
Søren gjorde alt for at vende sig, men kunne ikke bevæge sig. Kirstine blev stille. Redningsfolkene ankom.
Pauline sad ved siden af hospitalssengen og holdt Kirstines hånd. Pigen var sluppet nogenlunde fra ulykken, men flere brud ville holde dem på hospitalet længe. Pauline troede dog på, at det værste var ovre. Hun gennemgik forsigtigt datterens små fingre, stadig beskidte af blæk og gouache. Kvindens hage skælvede. Hun lukkede øjnene, trak vejret dybt og prøvede at finde ro.
En læge kom ind Anders Jensen.
– Pauline Sørensen! Kan vi træde ud på kontoret? Jeg har brug for at tale med dig.
Kvinden slap nænsomt Kirstines hånd og lagde dynen over hende. Datteren sov, udmattet efter alt det, hun havde gennemgået.
Anders viste Pauline ind på personalerummet. Det var stort og lyst med flere skriveborde, hvor personalet sad optaget af papirarbejde. Et par løftede blikket og sendte hende et mærkeligt blik, men kiggede hurtigt ned i computerne igen.
– Pauline, har din datter nogensinde klaget over ondt i ryggen?
Pauline tænkte efter. Det var svært at samle tankerne; alt indeni knugede sig sammen.
– Nej, ikke rigtigt. Vent for to måneder siden sagde hun en morgen, at hun havde ondt i ryggen. Vi troede, det bare var noget midlertidigt. Smerten var væk igen om eftermiddagen, og det gentog sig ikke. Hvorfor spørger du?
Lægen tøvede og sagde så dæmpet:
– MRI-scanningen viste en lille form for vækst nær rygraden. Den er ikke stor, og vi ved ikke præcis, hvad det er endnu.
– Hvad? Hvilken vækst? Kirstine var jo bare ude for en ulykke! Er det på grund af ulykken?
– Nej, ulykken har ikke noget med det at gøre
Stilheden lagde sig som et tungt tæppe over rummet. Familiens liv ville nu for altid være anderledes. De måtte have tid til at fatte det, lade det synke ind, før de kunne handle.
– Hvad skal vi gøre? – hviskede Pauline omsider.
– Vi tilkalder en specialist, der ser på resultaterne. Men Pauline, hør nu, vi ved ikke endnu, hvilken slags det er. Det er for tidligt at drage nogen konklusion.
– Ja må jeg gå ind til Kirstine? – Paulines blik flakkede rundt i rummet.
– Selvfølgelig.
Søren lå i koma. Han drømte, at Pauline kaldte på ham og Kirstine for at spise aftensmad, men han kunne ikke finde Kirstine. Hun havde gemt sig et sted i kolonihaven. Han kaldte, men hun svarede ikke.
Hans hjerte bankede hurtigere. Pauline trådte ud på verandatrappen og sagde noget sagte til ham, men han kunne ikke høre hende. Hun rystede på hovedet og gik ind. Søren følte sig rådvild, vidste, at hans piger havde brug for ham, men han kunne ikke nå frem til dem.
To dage senere kom specialsiten, Anders havde varslet. Han hed Frederik Frederiksen og havde grøn kittel og en farverig kasket med rumraketter på. Han gjorde straks indtryk på Kirstine. Længe gennemgik han billeder fra scanningen, analyser og talte med kolleger.
– Må jeg kigge på din ryg? – spurgte han.
– Ja, – hun lagde sig tålmodigt på siden.
Frederiks varme, ru fingre strøg langs ryggen og fandt til sidst det, han ledte efter.
– Gør det ondt her? – spurgte han.
– Lidt, hvis du trykker. Hvad er det?
Pauline stod ved siden af. Sig nu bare, det ikke er noget! Lad det være en misforståelse! bad hun indvendigt.
– Pauline! Kom lige, så finder jeg en præmie til sådan en tapper pige! – Han kiggede Kirstine i øjnene. – Du kan vel godt lide overraskelser?
Kirstine smilede stort og nikkede.
Frederik sendte et blik til moren.
Hun forstod det med det samme. Jeg har aldrig været god til at skjule sandheden… tænkte han trist.
Pauline kyssede sin datter og gik med Frederik udenfor. I det øjeblik hadede hun hans ryg og fjollede uniform. Nu ville han gøre ondt, skære livet over i et før og et efter. Og Søren var ikke der til at tage slaget for dem…
– Sæt dig. Vil du have kaffe eller te? Nej? Altså, jeg mener, vi skal hurtigst muligt fjerne forandringen. Den er så lille, at biopsi ikke giver mening – hvis du forstår.
Pauline rystede.
– Ja. Der var kræft hos nogle i familien
– Jeg siger ikke, det er ondartet. Men jeg vil råde til at operere hurtigt. Vi sørger for papirer og overflytter jer i morgen til Børnecenteret. Hvis alt går som det skal, bliver det operation dagen efter.
– Men min mand Han ligger på intensiv her. Kan vi ikke blive?
– Når han vågner, kan du besøge ham. Men vent ikke. Udstyret derovre er bedre. Tro mig, det er bedst sådan.
Næste dag blev Kirstine og Pauline overført.
– Mor, skal vi hjem nu? – spurgte Kirstine glad. – Er far hjemme?
– Nej, skat, far er stadig på hospitalet, men han bliver snart rask. Vi skal til et andet hospital nu.
– Er der bedre? Er der tegnefilm?
– Ja, de har det godt. Jeg ved ikke med tegnefilm, men vi spørger! – Pauline smilede.
De trådte ind på børneafsnittet. To piger stirrede nysgerrigt.
– Hej! – Kirstine gik hen. – Får vi tegnefilm her?
– Ja men kun om aftenen, – svarede de.
…Pauline gik hvileløst op og ned ad gangen, mens Kirstine blev opereret.
– Bare rolig. Doktor Frederiksen er dygtig! – en kvinde bag hende smilede beroligende, mens hun vuggede en sovende dreng, der uroligt rystede på hovedet i søvne. Hun beroligede ham blidt igen og igen.
– Han opererede også min søn. Gå du bare hen og sæt dig.
Pauline var egentlig træt af det der os, når det drejede sig om børn, men hun rettede det ikke her. Når ens lille barn lå bag en bred hvid dør, mærkede man alt med sin sjæl. Her var man i samme båd. Hver eneste bevægelse, hvert åndedrag fra kirurgen var ens eget. Her hed det os.
– Hvor længe har I været her? spurgte Pauline.
– Seks måneder, men vi skal snart hjem. Kåre har det bedre, men medicinen gør ham dårlig Og hvad har din pige? Har I fået en medicinsk plan?
– Nej vi venter på operationsresultatet. Det hele er så meningsløst! Hun var med i en ulykke. Og nu siger de, hun har en tumor. Min mand ligger stadig i koma! Han ved ingenting! – Hun begyndte at græde. Han ved ikke, at hans datter er på operationsbordet, og jeg jeg kan ikke mere!
– Ti stille nu, – hviskede kvinden og holdt blidt om Pauline. Din datter mærker alt! Hun kan måske ikke høre dig nu, men hun mærker din bekymring. Så fat dig, vis hende, at du er rolig og stærk. Hun er bange, men hun kæmper hjælp hende med det!
Der var noget voksent i den unge piges blik, en styrke, hvor øjnene dog var matte. Hun havde oplevet meget, hun forstod.
Pauline nikkede.
– Tak!
…Kirstine lå på operationsbordet. Hun var bange. Fremmede mennesker i masker bøjede sig over hende, smilede med øjnene og talte sagte. Så kunne hun pludselig lugte tyggegummi, alting snurrede og hun faldt i søvn.
Hun drømte mærkeligt. Hun var lille igen og holdt en spilledåse. Ovenpå lå en balerina, som far havde givet hende til fødselsdagen. Han krammede hende.
– Husk dette øjeblik, min pige! – sagde far – det skal du gemme på hele livet!
Og hun huskede. Nu havde hun lyst til at forsvinde, var uendelig træt og bange. Men far stod ved hendes side, holdt hendes hænder, balerinaen drejede rundt
– Sig til mor, hun ikke skal bekymre sig! – hviskede han. – Jeg kommer snart, skal bare hvile lidt. Lover du?
– Ja, far! – hviskede hun.
Efter en halv time var operationen ovre og Kirstine blev kørt tilbage. Hun sov stadig.
– Pauline, – sagde Frederik og skiftede til en ny hue med små dyr på. Alt gik godt. Nu venter vi på svaret fra patologen jeg skal nok bede dem skynde sig.
– Tak, – Pauline stirrede på ham, søgende svar, men fandt ingen.
– Lad Kirstine hvile sid hos hende, så hun ser dig, når hun vågner! Er der noget, jeg kan hente til dig?
Pauline blev overrasket sjældent tilbød læger sådan noget.
– Jeg skal alligevel i kantinen vil du have kaffe?
– Ja, det ville være dejligt. Hvis du gider
– Det gør jeg gerne. Lad ikke din datter være alene hun skal vågne og se dig!
Og han for ud af døren.
…Søren sov stadig. Drømte, at Kirstine lo fordi det duftede af tyggegummi, at lægerne strøg hende blidt over ryggen. Han mærkede hendes frygt, men stilte sig ved hendes side for at tage alt det onde på sig. Da hun blev kørt væk, ville han følge men kunne ikke. Han forsøgte at råbe, det gik ikke. Men lægerne hørte ham.
– Tag det roligt, min ven, sagde anæstesilægen. – Med hende går det fint, men du må også blive rask, hun venter!
Mørket sænkede sig.
– Hjertestop! Kom så, folkens! Søren! Du skal ikke gå din datter og kone venter! lød stemmerne fra akutteamet, mens de kæmpede mod døden denne dag
– Ja, det er Søren Hald! H-a-l-d! – Pauline talte tydeligt i telefonen med informationen, da hun ringede til hospitalet. – Han er stadig ikke vågen i kritisk tilstand
Ord hang i luften. Aldrig havde hun været så tung om hjertet. Som om hun stod på usikker, tynd is og nu lod livet forsvinde under sig. Dagen burde have endt anderledes. Nu løb livets melodi i stykker. Hun var faldet ud af orkestrets harmoni og prøvede nu at synge solo uden held.
Kirstine vågnede hurtigt. Hun så sig ivrigt om i rummet, fandt sin mor og begyndte hurtigt:
– Mor! Kan du huske, far gav mig en spilledåse med balerina? Skal vi ikke tage den med? Far mindede mig om den! Han sagde, du ikke må være bekymret. Han hviler lidt, men kommer snart hjem. Hører du?
Pauline hørte det. Det var urealistisk men hun troede på det. Hun havde intet valg.
Det blev aften. Kirstine var urolig, træt af at ligge stille, ryggen og armen gjorde ondt. Hun spurgte hele tiden efter sin far og faldt omsider i søvn.
Pauline sad på kanten af sengen, så på sin datter og reflekterede. Det havde aldrig været let med Kirstine. Hun græd som spæd, og Pauline forstod det aldrig. Senere blev hun egenrådig, udfordrede moren, insisterede. Hver dag havde været en kamp med barnet og sig selv.
Søren var anderledes. Han havde altid kunnet nå ind til Kirstine, få hende til at le eller falde til ro. Pauline prøvede, men hadede, at hun ikke slog til.
– Søren, kom nu! Vi har brug for dig, – hviskede hun i mørket, mens hun lyttede til datterens åndedræt. – Din balerina danser slet ikke længere. Vi har brug for dig.
Pauline faldt i søvn.
– Hold ud, Pauline, jeg kan ikke nu. Skal lige ordne et par ting til. Vær stærk i morgen jeg føler det er vigtigt! – lød Sørens stemme, så virkelig som et telefonopkald.
Pauline satte sig op i sengen og så sig omkring. Der var kun dem. Kirstine stønnede i søvne og et sted lød sygeplejerskens kaldeapparat.
Om morgenen kom svaret fra patologen. Frederik forklarede alt stille og roligt, gennemgik handlingsplanen. Pauline nikkede blot, forstod ikke rigtig, var helt tom i hovedet, som om lyd og mørke holdt alt på afstand.
– Pauline! – lød Sørens stemme pludselig for hende. Saml dig. Spørg om medicin, kost, få alt skrevet ned. Giv det til din mor, så hun kan komme med det, du mangler!
Det var som Sørens klare, praktiske stemme gav hende styrke. Hun bad Frederik gentage det hele, mens hun skrev ned til Søren.
– Hald, altså, Hald! Hvad gør du ved os! – klagede vagtlægen ved Sørens seng. Altid på farten Bliver jeg nogen sinde fri for dramatiske vagter?
Patientens puls steg. Søren så i drømmen, hvordan Paulines ansigt ændrede sig ved Frederiks ord. Han var stadig hos dem, i drømmene.
Kirstine begyndte på sine behandlinger. Bivirkningerne, som mødrene i gangene hadede at tale om, kom hurtigt. Hendes øjne blev store, ansigtet smallere som om hun kun var øjne og en krop. Udenfor var det blevet forår. Gårdmanden rakede græsset, vejfolk malede nye striber. Kirstine kunne kun følge med fra vinduet. Hun vinkede til mormor, men ventede på far, og han kom aldrig. Mor sagde, han også var syg, men snart kom han hjem.
– Mor, far besøger mig om natten. Han sætter sig der, – hun pegede på sengekanten, – og fortæller eventyr. Hører du dem? Han hvisker, så sygeplejersken ikke smider ham ud…
Kirstine sukkede, Pauline tænkte på Søren. Han kom også i hendes drømme, de sad tavse sammen. Ordene var blevet ligegyldige, bare at sidde og se balerinaen dreje rundt på liljen var alt.
Kirstines krop reagerede godt på behandlingen. Der voksede håb. Pauline frygtede ikke længere den gule-blå tilbygning dét var nemlig blevet stederne kun for de sværeste. Tre fra etagen var allerede sendt derhen. Mødrene pakkede sammen, nikkede og gik de tilbageblevne bad for deres børn.
Pauline opdagede grå hår, men var ligeglad. Hun redte håret for hygiejnens skyld, men livsgnisten var væk. Kirstine deltog i aktiviteter, spillede og forsøgte at grine men Pauline kunne ikke længere finde ind til glæden. Hun havde gemt sig bag Søren nu var hun ved at knække.
– Far! Mor er så ked af det! Jeg hørte hende sige til mormor, det er svært. Kom nu, jeg er bange for hende! – hviskede Kirstine i drømmen.
– Jeg skynder mig, min pige! Men mor må kæmpe lidt endnu!
Pauline havde ondt af sig selv, sørgede over det gamle liv, hadede ulykken. Hun forstod ikke, at ulykken forfærdelig som den var havde givet dem en chance. Hun kunne ikke acceptere, protesterede og led derfor.
– Hold op, Pauline! Hold op med at have ondt af dig selv! Kirstine har det hundrede gange hårdere og glædes stadig. Voks op! Blæs på såret, sæt et plaster på, løft hovedet lev dit liv! Vi ved ikke, hvor megen tid vi har. Spild den ikke! – Søren skældte ud i hendes drøm.
Han trampede, var vred på hende. Paulines fortørnelse blandede sig med spilledåsens melodi, balerinaen, liljen, der nu drejede med. Alt snurrede, lydene pinte hende, gjorde hende vanvittig. Hun greb spilledåsen, ville til at smide den mod gulvet.
Alt blev stille. Hun så datterens bange blik, Sørens fortvivlelse, sig selv fortrukket af vrede og frygt. Hvis hun knuste spilledåsen nu, ville det kun være mørke og smerte tilbage.
I drømmen stillede Pauline balerinaen nænsomt tilbage. Noget ændrede sig i hendes indre, som om urværket drejede i takt igen. Søren nikkede tilfreds og forsvandt. Pauline vågnede med et hjerte, der hamrede.
– Hald! Søren! Hører du mig? lægen talte højt og daskede blidt patienten på kinderne. Tid til at vågne! Kom så, åbn øjnene!
Søren hørte det. Han vendte tilbage. Nu vidste han, at Pauline ville klare det. Han måtte hurtigst muligt komme sig Kirstine ventede, og han vidste oven i købet, hvilke vinduer hendes værelse lå bag.
– Mor! råbte Kirstine glad. Mor! Far er her! Far!
Hun kiggede ud ad vinduet, vinkede. Udenfor, langs asfalten, gik en mand langsomt med krykker. Han havde en buket blomster til sin Kirstine, som havde ventet så længe på ham.
