Hævnforsøget slog fejl
Liv gik langsomt gennem den tomme gang i kontorbygningen, hvor stilheden kun blev brudt af den fjerne brummen fra elevatorerne og hendes egne dæmpede fodtrin. Uret på væggen viste ti minutter i otte hun var blevet hængende næsten to timer for længe, men det føltes ikke længere som en byrde. Indeni herskede en sjælden, varm tilfredsstillelse: projektet, som hun havde kæmpet med de sidste tre måneder, var endelig afsluttet.
Hun kunne ikke lade være med at tænke tilbage på de seneste måneder. Sikke et forløb! Allerede fra starten stod det klart, at kunden var en speciel person. Den ene dag skulle præsentationen se ud på én måde, næste dag var det hele det modsatte. Kravene blev ændret så ofte, at kollegaerne spøgte: Hvis du hører hans navn, så tag et dybt indånding! Nogle var faktisk begyndt at få tics af stress så udmattende var de konstante ændringer og pludselige humørsvingninger.
Men nu var det ovre. Dokumentet var underskrevet, slutrapporten sendt afsted, og snart ville hele teamet få en pæn bonus, sikkert på 25.000 kr. eller mere. Blot tanken fik Liv til at smile retfærdigheden havde endelig sejret.
Liv, er du her stadig? Klokken er da meget!
Hun vendte sig om. Selvfølgelig, det var Sebastian. Den unge konsulent fra naboteamet, som de sidste par måneder havde dukket op overalt hvor hun kiggede hen. Han fandt altid på en undskyldning for at starte en samtale skulle lige høre hendes mening, spørge om et Excel-trick, eller støde ind i hende ved kaffemaskinen.
Liv smilede sporadisk, men kunne ikke lade være med at mærke det kølige skær i hendes udtryk. Sebastian var flink men tyve års aldersforskel gjorde hans forspring for tættere kontakt kejtet og upassende. Hun satte pris på hans venlighed, men forstod ikke, hvorfor han blev ved, når det var åbenlyst, at de ikke havde andet end arbejde til fælles.
Ja, jeg blev lidt ekstra projektet er lukket, svarede hun roligt med en venlig, men neutral stemme.
Sebastian trak sin hånd gennem håret og tog hænderne i lommen, mens han trådte nærmere. Hans blik flakkede mellem ægte omsorg og et håb om, at samtalen kunne vare lidt, måske længe.
Tillykke! Jeg har hørt, at kunden var han tøvede, udfordrende. Men du burde altså ikke blive sent alene!
Liv trak lidt på smilebåndet. Udfordrende var en pæn måde at sige det på. Men nu var det bag hendes ryg.
Det går nok. Nu kan hele teamet puste ud, sagde hun med et påtaget smil. Hovedet summede: Pas nu på, sig ikke noget forkert, så han får de forkerte ideer. Disse samtaler var minefelt ét forkert ord, og alt kunne tage en grim drejning.
Skal jeg ikke køre dig hjem? Din bil gik jo i stykker, ikke? Sebastian nærmest udbrød det, ivrigheden lyste fra ham. Hans øjne glimtede som en unghund, klar på et vink. Det var næsten rørende, men Liv ville ikke tænde nogen forkerte håb.
Tusind tak, men jeg har bestilt en taxa jeg vil ikke få nogen til at vente, svarede hun venligt, men bestemt, og gik et skridt forbi ham.
Men Sebastian rejste sig nærmest for at spænde ben for hende, rakte armen ud foran hende.
Det er ikke sikkert! Du ved ikke, hvem der kører taxa. Det kunne jo være en galning!
Liv stoppede overrasket op. Hun så, han var oprigtigt nervøs. Det var ikke bare omsorg det var fortvivlelsen i en, der frygtede at miste sin mulighed for at være tæt på hende.
Sebastian, sagde hun, nu fastere, jeg har bestilt vogn hos Byens Taxi i flere år. Jeg kender chaufføren, han hedder Leif, og han holder derude og venter. Og det er hverken dig eller ham, der skal stå til ansvar for, hvordan jeg kommer hjem.
Denne gang var hendes stemme tungere. Hun orkede ikke mere forhaling; der var ikke plads for misforståelser.
Hun gled udenom ham, begyndte at gå mod udgangen. Hun kunne mærke hans øjne brænde i ryggen, forestillede sig hans sårede, forvirrede blik.
På vej mod hoveddøren tumlede tankerne rundt. Hvis nu Sebastian ikke var finansdirektørens søn, ville alt være lettere. Så kunne hun bare sige direkte: Beklager, Sebastian, det bliver aldrig mere. Men nu skulle hun være diplomat, sno sig uden om problemer.
Fra den ene side, ikke give håb det ville være uærligt. Fra den anden, en direkte afvisning kunne skabe fjender, og i hendes branche i København kunne det få grimme konsekvenser for hele afdelingen.
Liv sukkede lydløst for sig selv: Hos sådan nogle som ham, tæller et nej først som et kæmpe svigt! Han var nok opvokset med, at ingen rigtig sagde nej til ham.
Udenfor tog Liv en dyb indånding af den kølige aftenluft. Taxaen holdt klar; Leif vinkede venligt bag ruden. Hun satte sig, kastede et blik mod indgangen og bad: Bare han ikke følger efter mig hjem som sidst.
Nu ventede en rolig tur hjem præcis det, hun trængte til efter sådan en spændt samtale. Liv lænede sig tilbage, lukkede øjnene, og forsøgte at tømme hovedet for Sebastian og hans misforståede omsorg. Resten af aftenen skulle være hendes egen og i morgen ventede arbejdets mere forudsigelige udfordringer.
*****************************
Festen for firmaets 30-års jubilæum blev holdt på Restaurant Skovbakken ude ved Furesø. Lokalerne glimtede; bordene bugnede af mad og liflig musik klingrede i baggrunden. Medarbejderne, normalt så formelle, morede sig, lo højt og klirrede ivrigt med champagneglas.
Liv holdt sig i kanten, nippede til sin danskvand og small-talkede lidt. Alt var, som det skulle være indtil hun så Sebastian.
Først holdt han sig i skyggerne, men med hver øl blev han mere modig. Nu stavrede han direkte hen til hende, med noget uforsonligt i blikket.
Jeg har besluttet mig, råbte han, så alle kunne høre. Om en måned bliver vi gift. Du flytter ind hos mig, dropper jobbet og gør dig klar til at være hjemmegående!
Hans erklæring fik Liv til at stivne. Var det for sjov? Men han var dødsens alvorlig. Han greb ud efter hende hun undveg, så hun næsten væltede sit glas.
Raseriet kogte i hende. Måneder af ubehagelig small-talk, backsidesnak om Sebastians jagt, endeløse, akavede situationer nu kom det hele op.
Hvad bilder du dig ind?! råbte Liv, så flere i rummet vendte sig mod dem. Hvad for noget eventyr spinder du dig ind i?
Sebastian ville svare, men hun overgik ham i volumen:
Nu er det nok! Dine klodsede forsøg har pinliggjort mig længe nok. Jeg har sagt nej utallige gange, men du lytter ikke! Jeg udholder alles hvisken og kalder mig undvigende alt sammen på grund af dig!
Hun trådte tættere på, øjnene lynede:
Hvis du ikke stopper nu, siger jeg op. Jeg gider ikke arbejde et sted, hvor jeg skal forsvare mig mod dit påtrængende pis!
Stemningen blev isnende. Snakken døde ud. Folk så ned, nogen lagde glassene fra sig. Men Liv mærkede, hvordan hun smed læsset fra sine skuldre.
Sebastian stirrede, mundlam og forlyst al selvsikkerhed skyllede væk.
Tænk over det, sagde hun køligt og gik mod udgangen, efterladende Sebastian i centrum for alles blikke.
Liv stod nu for sig selv ude i den mørke gang, prøvede at få vejret igen, rystede indeni. Kolleger kredsede uden et ord, indtil en myndig stemme lød bag dem:
Du skal ikke sige op.
Liv vendte sig det var Dorthe Kastrup, firmaets CFO og Sebastians mor. Hun stod rank i sin mørkeblå blazer, øjnene lynede af foragt og irritation.
Jeg undskylder på min søns vegne, sagde hun mat. Jeg sender ham til Aarhus-afdelingen i morgen. Det her går ikke længere.
Fra lokalet lød pludselig Sebastians koleriske protest:
Lad nu mig bestemme! Jeg tager ikke til Aarhus! Og du, Liv du kommer til at fortryde, det lover jeg dig!
Liv blev bleg, men Dorthe slog straks hånden ned:
Han har fået nok, sagde hun til vagten, der diskret var kommet hen. Hjælp ham ud og sørg, han kommer hjem.
Vagten trak Sebastian væk, mens moren sendte Liv et træt, vredt blik.
Det skal aldrig gentage sig, hviskede hun og gik tilbage til selskabet. Liv blev stående i halvmørket, med en blanding af lettelse og ny frygt.
*********************
Mor, jeg er forelsket! udbrød Matilde, da hun sprang ind i stuen. Hendes kinder glødede, øjnene lyste, og smilet kunne smelte is. Liv, der stod med sin te ved vinduet, mærkede sin glæde datteren havde virket tung på det sidste, men nu boblede livsglæden igen.
Og hvad hedder denne vidunderlige fyr så? spurgte Liv, afslappet.
Sebastian! Han er den bedste sjov, betænksom, sød! Alle mine veninder er grønne af misundelse, svarede Matilde henført, uden at se, hvordan Liv blev stiv, da hun hørte det navn.
Liv satte langsomt koppen fra sig. Tusinde minder fór gennem hendes hoved alle de akavede stunder, den ydmygende aften Hun måtte samle sig.
Hvornår får jeg lov at møde ham så? spurgte hun, da hun havde genvundet sin ro.
Næste uge! Jeg tager ham med til mormors fødselsdag du møder ham, far og alle de andre på én gang. Det er alvor, mor. Vi har endda talt om at gifte os!
Liv skulle tvinge sig selv til at smile. Hun måtte ikke kvæle Matildes lykke, ikke dømme på forhånd. Roen måtte bevares.
Jeg glæder mig til at møde ham, sagde hun stille. Det er dejligt at se dig så glad.
Matilde sprang hen, lagde armene om sin mor.
Du er verdens bedste, mor!
*******
Lørdag var Sommerhuset nord for Hillerød fyldt med liv. Mormor Bente havde haft travlt hele formiddagen bolledejen hævede på bordet, der duftede af hjemmelavede kanelsnegle, børnene løb i haven, og de voksne bar ind af mad og blomster.
Da alle var samlet ved det store langbord, var de over tredive og det var kun den nærmeste familie. Samtalen brusede af historier, grin og glas, der klirrede.
Bente sad for bordenden og kiggede stadig mod døren Matilde og hendes kæreste var forsinkede. Men snart tikkede smsen ind: Vi er på vej, start bare uden os! Mormor nikkede overbærende til gæsterne:
Lad os skåle for dagen, så kommer de, når de er klar.
Midt i latteren gik døren op, og ind kom Matilde euforisk, smilende, og hånd i hånd med en stolt ung mand.
Her er vi! sagde hun Dette er min kæreste, Sebastian. Glæd jer til at møde ham!
Gæsterne smilede, hilste og Liv stivnede. Foran hende stod Sebastian den kollega, der havde forfulgt hende og skabt så meget ubehag. Nu skulle han præsenteres som datterens udkårne. Han stirrede direkte på hende, med triumf i øjnene han var kommet for at hævne sig, det vidste hun. Gennem Matilde ville han gnide sin sejr ind.
Hyggeligt at møde jer, jeg er begyndte Sebastian og rakte hånden frem mod Bente.
Men før han nåede længere, rejste Liv sig brat. I hendes ansigt lyste vreden, og stemmen rungede i hele rummet:
Ud! Niels, vær sød at smide ham ud! Han prøver at hævne sig på mig gennem min datter!
Gæsterne stirrede, nogen lagde bestikket, nogle gemte sig bag servietterne.
Mor hvad sker der? stemte Matilde op.
Liv var kold og kontant:
Det er ham, der skabte den pinlige scene på mit arbejde! Hans mor lovede at flytte ham til Aarhus. Men nu prøver han at gøre sig vigtig via dig!
Sebastian blegnede, men forsøgte at redde ansigt.
Har du virkelig sladdret om mig? snerrede han.
I det øjeblik brød Livs bror, Morten, ud i en brølende latter:
For pokker, Matilde, hvilken svigersøn du næsten havde fundet! Jeg så den video fra festen troede det var et sketchshow! Og nu står han her som Romeo!
Stemningen lettede. Gæsterne begyndte at fnise, og snart flød latteren rundt om bordet. Tanten måtte tørre lattertårer væk, onklen hamrede i bordet.
Matilde stirrede, forvirret, men begyndte til sidst også at grine. Skammen, illusionerne og irritationen blev skyllet ud af latteren.
Sebastian, rødglødende af ydmygelse, forsvandt ud ad hoveddøren med syvtolds skridt. Porten klappede i og selv den lyd blev afslutningspunktet på hans fejlslagne plan.
Hans storstilede hævn blev hans ultimative pinlighed. Nu ville familien kun huske Sebastian som ham den dramatiske.
Da latteren døde hen, lagde Liv roligt armen om Matilde.
Bare rolig, skat, sagde hun, Den rigtige mand venter stadig derude en, der vil dig, ikke sig selv.
Salen blev igen fyldt med latter og snak, og et langt øjeblik var Liv bare mor fri for skygger af fortidens fejlslagne hævn.
