Det er nu femten år siden, jeg for alvor blev hjemmegående. Det var egentlig aldrig planen, men da vores søn Mikkel kom til verden, besluttede vi, at jeg skulle tage mig af hjemmet, mens min kone Katrine arbejdede. Dengang gav det mening for os begge. Katrine havde en god, fast stilling på rådhuset i Roskilde, og vi syntes, at nogen måtte tage sig af det hele herhjemme. Jeg tænkte, det var midlertidigt. Men årene gik, og mit liv blev centreret omkring huset, væggene, rutinerne.
Min dag starter før solen rammer vinduerne. Allerede klokken 5:30 står jeg op for at ordne morgenmaden og gøre Mikkel klar til skole. Imens kaffen brygger, får jeg ryddet op i stuen efter aftenen før og begynder at forberede madpakker til dem begge. Når de står op, er det hele klart og på plads.
Katrine sætter sig sjældent for alvor ved bordet hun tager ofte madpakken med og sidder ellers fordybet i sin telefon, mens hun tygger hurtigt og forsvinder ud af døren. Hun siger sjældent, om hun kan lide maden, og oftest går hun bare, uden et ord, ud i bilen og kører.
Når huset bliver stille, går dagens anden del i gang. Vaskemaskinen kører, badeværelset skal skrubbes, værelserne ryddes op, regninger tjekkes, og jeg handler ind i Brugsen eller Fakta. Så er der madlavning igen. Opgaverne ligger i kø, de samme hver eneste dag ingen pause, ingen weekend, bare en evig cirkel af gentagelser.
Når Katrine vender hjem fra arbejde, spørger hun først:
Hvad er der til aftensmad?
Hvis maden ikke grynder hende, får jeg det at vide, uden filter. Jeg har hørt både:
Er det virkelig det bedste, du kunne finde på i dag?
og
Har du gået hjemme hele dagen, og så var det det her, du kom op med?
Jeg holder bare mund, for diskussionen fører sjældent til noget godt det gør kun stemningen dårligere.
Og det med Mikkel hele situationen har ændret sig, efter han blev teenager. Han fylder 14 snart, og det virker som om, alt hvad jeg gør, irriterer ham. Hvis jeg beder ham sætte glasset i opvaskeren, sukker han højlydt. Beder jeg ham om at rydde op på værelset, siger han, at jeg skal lade ham være. Nogle gange går han forbi mig, som om jeg er en del af møblerne i huset.
Forleden skete der noget, jeg tænkte på hele natten.
Vi sad ved aftensmaden.
Katrine begyndte straks at tale om, hvor træt hun var efter en hård dag på rådhuset.
Mikkel, med blikket begravet i telefonen, sagde også, at skoledagen havde været lang og hård.
Forsigtigt nævnede jeg, at vi nok alle sammen var trætte på hver vores måde.
Katrine grinede lidt og sagde:
Hvad er du dog træt af?
Du er jo bare hjemme hele dagen.
Mikkel grinede med ikke højt, bare et kort fnis. Men det var nok til, at deres bemærkninger hang i luften længe efter.
Resten af måltidet forløb i tavshed.
Da jeg stod og vaskede op den aften, ramte det mig, selvom jeg længe har forsøgt at skubbe tanken væk:
Alt det, jeg gør, er usynligt herhjemme.
Maden står bare på bordet.
Tøjet ligger rent i skabet.
Alt er i orden og ordnet, men for dem føles det, som om tingene sker af sig selv.
Indimellem spørger jeg mig selv:
Hvor længe kan man egentlig holde ud at bo et sted, hvor ens indsats er blevet så selvfølgelig, at ingen længere lægger mærke til én?
Det må jeg tage med mig for i dag er jeg blevet mindet om, at det ikke nytter noget bare at blive væk mellem væggene. Jeg er nødt til selv at gøre mig synlig, for det er ingen andre, der sørger for.
