Suppe, det var altid fattigmandskost, hvis du spurgte Karen Pedersen. Hun så altid lidt hånligt på gamle hr. Holger, som tryllede ved sin gryde i køkkenet på kollegiet. Holger lavede sine supper med kærlighed hakkede rodfrugter forsigtigt, skar kød og bacon i helt tynde skiver. Karen kunne ikke lade være med at ryste på hovedet og blinke med fingeren ved tindingen, når hun så på ham. Og Holger, han snakkede endda med sine ingredienser:
Kog nu godt, kære lille kartoffel! Skuff mig ikke, fineste hvidkål!
Og suppen? Den blev ikke bare smuk at se på den duftede himmelsk. At se Holger spise sin suppe var næsten et show; han smaskede let og kneb øjnene sammen af ren fornøjelse.
Karen, derimod hun gik altid stolt forbi. Engang bar hun på en lækker salat, en anden gang endda kylling med ananas, og så tænkte hun:
Nå ja, det er vel, hvad man kan forvente. Han har jo ikke andet at lave end at sidde der med suppen. Jeg derimod, jeg finder altid på noget spændende! Det er fedt for mig selv og gæsterne elsker det! gik Karen og småpralede overfor alle.
Men det var Holger især glad for, det var en rigtig solid rødbedesuppe, og han kunne noget med opskriften, for den smagte intet mindre end fantastisk!
Så blev Karen syg. Rigtig syg. Kunne næsten ikke komme ud af sengen. Der kom en veninde forbi med delikatesser, men Karen havde ingen appetit. Huden blev næsten gennemsigtig, armene helt tynde.
Holger holdt øje med hende gennem sine buskede bryn, og en dag kom han hen til hendes dør med en lille tallerken suppe.
Karen havde egentlig ikke overskud til at sende ham væk, så han satte sig roligt på hendes taburet. Luften fyldtes med duften fra den varme suppe, og pludselig længtes Karen sådan efter netop den slags mad, hun altid havde rynket på næsen af.
Hør, nabo, jeg giver dig lige lidt at spise. Jeg ved, du er ikke den store supper-fan, men det trænger du altså til. Maven skal varmes! Jeg har lavet en frisk kyllingesuppe med mynte du er på benene igen lige om lidt, sagde Holger, mens han støttede Karen i at spise af skeen.
Sådan blev det hver dag. Ingen fine gourmet-retter, men dog græskarsuppe, hønsekødssuppe, borsjtj… Og Karen? Ja, hun kom på benene igen.
Nogen siger, det var medicinen men flertallet er helt sikre: det var Holgers supper, og man kan faktisk ikke undvære dem, siger de.
I dag laver Karen selv suppe mindst et par gange om ugen. Hun kalder det ikke længere fattigmandskost. Hun har lært af Holger at lave verdensklasse borsjtj.
Og nu ja, nu sidder de der sammen, småsnakker og smasker og deler en stor skål suppe, to gode venner.
