Jeg fandt en lille dreng grædende og barfodet på en parkeringsplads… men ingen syntes at kende ham

**Dagbogsnotat**
Jeg fandt en lille dreng, der stod og græd, på parkeringspladsen men ingen syntes at kende ham.
Han stod ved siden af en sort limousine, og hans lille krop rystede så voldsomt, at det lød som en hulken, der ikke ville stoppe. Han var barfodet, hans nakke rød af solen, og hans små hænder klamrede sig til bildøren, som om den ville åbne, hvis han bare græd højt nok.
Jeg kiggede mig om parkeringspladsen. Ingen løb. Ingen råbte efter et barn.
“Hey, lille mand, hvor er din mor eller far?”
Han græd endnu mere. “Jeg vil ind igen!”
“Hvor ind?” spurgte jeg blidt.
Han pegede på bilen. “Ind i filmen! Jeg vil tilbage i filmen!”
Jeg troede, han mente biografen, som lå et sted i shoppingcentret. Jeg prøvede at åbne bildøren den var låst. Indeni var der intet: ingen babystol, ingen legetøj. Kun tomhed.
Jeg tog ham i mine arme og gik hen til biografen, spurgte, om han var kommet med nogen. Han nikkede længe.
“Min anden far.”
Jeg standsede brat.
“Din *anden* far?”
Han nikkede igen.
“Han, der ikke taler med munden.”
Før jeg kunne spørge mere, kom en sikkerhedsvagt kørende i en golfbil. Jeg forklarede situationen.
Vi gik rundt med drengen til food courten, legepladsen, sikkerhedskontoret. Jeg spurgte alle forældre, vi mødte, men svaret var det samme:
“Undskyld, det er ikke mit barn.”
Personalet tjekkede overvågningsfilmen.
Og så blev det mærkeligt.
Ingen havde set ham komme.
Ingen havde været sammen med ham.
Han var bare dukket op.
På en frame: intet. På den næste stod han der, barfodet, ved siden af en sort bil.
Så pegede vagten på skærmen: “Vær lige stille kig på hans skygge.”
Jeg lænede mig frem.
Drengens skygge holdt hendes af en anden.
Jeg stivnede. På skærmen stirrede den lille dreng roligt ind i kameraet, men hans skygge så levende ud. Den strakte sig langt bag ham, meget større, end den burde være på det tid. Den holdt en usynlig hånd.
Vagten ryk