Et Minuts Svaghed
Lise skat, med sit blonde hår sat op i en løs knold og de slidte træsko på fødderne, bevægede sig hurtigt ned ad cementtrappen til Søborg Station, hvor vinden hvirvlede gyldne birkeløv omkring hendes fødder. Bag hende lå den stille, næsten forladte perron, et gammelt tog der blokerede sporet, og forrevet uldent, svagt lys skinnede ud fra et par boder ved hegnet. Her stod Ahmed og solgte drømmeagtige, krympede agurker i gennemsigtige plastikposer, store, rubinrøde tomater, grønprikket peberfrugt, hasselnødder og et bundt frisk dild, duftende så stærkt at det næsten føltes som om hun var til høstmarked i sin barndoms have.
Lise! Goddag, min ven! Tag lidt krydderurter med hjem, det vil klæde din aftensmad! råbte Ahmed, tilføjede et bredt smil og rakte hende dild.
Lise, som arbejdede som dansklærer i København, boede hver sommer i sit lille træhus i Søborg. Hun dyrkede georginer, margueritter, pæoner og liljer så store og skinnende hvide, at hun slet ikke forstod, hvordan Naturen kunne rumme så meget skønhed. Og æbletræerne åh, hendes oldefar plantede dem, og stadig bugnede de hver sensommer af røde frugter.
Hendes mand, Jens, og voksne søn, Anders, kom kun ud i weekenderne. Jens passede jobbet hjemme i byen, mens Anders, som var blevet voksen alt for hurtigt, ofte var rastløs og bare dukkede op i stormvejr og forsvandt igen. Men han hjalp altid, når Lise havde brug for det.
Ofte købte hun ind sammen med Jens; han blev stående til siden og røg pipe, mens hun samlede grøntsager, grinede og sludrede med Ahmed. Lises latter var let og lys, næsten jomfruelig, drømmende, som smilende bobler. Man skulle tro hun var lykkelig.
Jens kom så hen, munden sammenpresset, kiggede kritisk på varerne som om alt var under mistanke.
Hvad skal du have for det? spurgte han, idet han nærmest afviste den citron Ahmed venligt rakte frem. Ahmed plejede at forkæle sine stamkunder, men Jens tog aldrig imod.
Hvad skal du have for det hele? insisterede Jens.
Lise vendte sig lidt bort, blussende over at Jens talte sådan overbærende til så rar en mand.
Jens, jeg betaler selv. Tag du bare poserne, sagde hun stille, fandt sin slidte pung og betalte…
Smuk kvinde, det fortjener hun ikke! sukkede Ahmed lavmælt, mens de gik.
Imens bar Lise en pose agurker og kartofler, og Jens svingede en nettaske med jordbær og tomater over skulderen posen bumpede mod hans ryg.
Der bliver ikke meget bær tilbage, mumlede Ahmed ærgerligt. Hvad pokker er det dog for noget?..
Lise og Jens havde været gift længe. Deres søn var énogtyve og på vej ud af reden, men endnu boede han hjemme. Deres liv slog sine rolige rytmer: Lise kom hjem, ordnede ting, lavede mad; mændene spiste tavse, mumlede et tak hvis det smagte, annars bare et suk eller en skubbet tallerken væk.
Lise, det der spiser jeg ikke. Smid det ud! sagde Jens, og hvis Lise så skuffet ud, tilføjede han blødere:
Det sker for os alle. Kødet har nok været dårligt fra de karle på markedet. Ud med det!
Han klappede hende lidt usikkert på ryggen. Lise sukkede og smilede til ham over skulderen.
Det går nok, Jens. Vil du så måske have et spejlæg?
Det ville han gerne. Ind i stuen, ind foran fjernsynet, spændt på nyhederne, ryggen var mør… Sådan blev det.
Hun elskede stadig Jens, ikke som hun engang gjorde alting var mere stille nu, men dog, ja, hun elskede ham. Eller også var det bare blevet hendes liv, livet som det skulle være. Sønnen voksede op, hans liv lå foran ham. Deres, ja, det var næsten forbi. Eller snart.
I dag havde Lise måtte slippe ud af lærerværelset og tage toget, fordi naboen, Fru Hansen, havde ringet og sagt, at vandet fossede ud på grunden og ingen kunne slukke for det.
Kan du ikke bare finde hanen? Den med den røde sommerfugl på! hviskede Lise, mens hun stirrede på lærerkollegaernes blikke.
Nej, Lise, det kan jeg ikke! Og så var det dét. Jeg har mine egne ting. Og vinduet står åbent, er du sikker på, det ikke er indbrud?! klikkede naboen af.
Lise ringede flere gange til Jens, men uden held, gennemførte sine sidste timer, overtalte en veninde til vagtbytte og fløj på S-toget
Efteråret lå stille over Søborg. Sommerens gæster var væk; radioerne tav, maskinerne holdt pause, kun lidt brændestank og hviskende vind om gavlene. Hun standsede et øjeblik, betragtede rogn og hyben nødder, små og knudrede som granatæbler, før hun skyndte sig videre. Bag høje hække lå det blå sommerhus og gemte sig med hvide blonder for vinduerne, et skævt trappetrin, en regntønde og gardinet, flagrende ud af køkkenvinduet.
Har jeg glemt at lukke? Alt var så hektisk tænkte Lise, fuld af praktiske tanker om værktøj, hvis nu hun selv måtte fikse det elendige vandrør. Jens havde lagt drypvanding til drivhuset, men kun hvis der var vand
Hun nærmede sig, så Jens bil med døren på vid gab i garagen. Skulle lige til at råbe, men fik aldrig stemme på og stod i stedet med spidsede tæer og spionerede ind, så ramte et piskeslag af kulde hendes ryg, hun bed sig i læben, vendte om og gik, gik, gik. Hørte nogen kalde, men vendte sig ikke. Købte en returbillet, S-toget ind mod byen. Alt drev forbi som i tåge.
…
Mor! Jeg er hjemme! væltede Anders ind, slængte nøgler på skohylden og rodede i posen med madvarer fra Kvickly. Mor, skal jeg sætte det i køleskabet?
Lise var i bad. Lyd af vand, maskinen kørte. Hun havde dårligt nået hjem før sønnen kom, gemt sig i mørket. Han skulle ikke se hende sådan.
Hun betragtede sit spejlbillede, lod koldt klorvand glide over ansigtet, tørrede sig med et stift, neutralt håndklæde.
Anders, skat, jeg havde fri tidligere, smuttede forbi frisøren, så hjem Er du sulten? Jeg varmer mad op. Har du husket brød? Og
Lise talte insisterende, smilende, men Anders blev ved med at stirre på hende, nærgående og uafrystelig. Han havde altid mærket, når hendes sjæl var i oprør, selv når hun lo.
Blev hun trist, krammede han hende hårdt.
Bare han ikke forstod noget! Hvordan skulle hun fortælle det? Nej. Aldrig.
Jeg har købt rugbrød, mor. Står på bordet. Men, hvad er der med dig? Han så direkte ind i hendes sørgmodige øjne.
Mig? Ingenting. Bare vasket mig. Sæt dig, jeg kommer straks og serverer. Hun strøg hans hår, lykkedes netop at kysse hans kind. Han bøjede sig ind til hende.
Der duftede af parfume og sæbe fra hende, og hendes blik var mat af sorg.
Dild som fra Ahmed! jublede Anders, tyggede på en kvist, mens Lise løsbandt forklædet, rettede på håret og satte sig overfor.
Alle har den slags dild på markedet, spis nu, katletterne bliver kolde ellers, skyndte Lise.
Hvornår kommer far? Skal snakke motorcykel nabo Knud vil sælge mig sin gamle Yamaha…
Far? Han er på arbejde. Engang senere… sagde hun, rejste sig for at sætte te over, men blev svimmel. Det var kommet ofte, blodtrykket sikkert.
Mor! Pas på, du vælter! Anders greb hendes skuldre og satte hende ned. Ødelægger det dér job dig helt? Det der skolearbejde, alle de elever! Du sover jo aldrig Mor, du bliver syg, siger du ikke selv… Hvem gavner alt det slid egentlig?! Hvorfor siger du ikke noget!?
Sådan havde mormor Ellen også skældt Lise ud engang: Du slider dig op for de børn og ham derhjemme! Skerp dig! og nu lød det i Anders stemme.
Jeg er her jo bare, Anders, og spiser, forsøgte Lise at smile. Tak for teen. Skulle vi tage afsted til nytår, gøre noget andet denne gang?
Anders hævede koppen, overrasket.
Til nytår? Vi tager jo altid i sommerhuset, tradition hviskede han.
Ellen havde engang skændtes om slik med farmor Doris; nu levede kun Doris, stadig gav hun poser med bolsjer. Det var sådan at være familie, alt sammen virkeligt og drømmende.
Jeg orker ikke sommerhuset længere. Lad os leje et feriehus, ikke? sagde Lise.
Anders elskede at se sin mor drikke te: Hun i sin lette morgenkåbe, tøfler med tusindfryd, kobaltblå kop, mødre-hænder, smukke, holder koppen nænsomt. Når hun smilte efter slurken, var alt trygt, så var livet blødt.
Men i aften, nej.
Gå bare ind til dig selv, jeg klarer oprydningen, sagde Lise, travl og usikker, næsten skubbede ham ud af køkkenet.
Han hverken hørte dørklokken eller skænderiet, ikke at nogen rasede. Han faldt bare i søvn…
Jens kom hjem ved ni, sparkede skoene af, gabede foran spejlet.
Lise! Anders! Er der nogen hjemme? Jeg er tilbage. Hvorfor står I ikke klar? råbte han, bande over skoene, gik ud i køkkenet, hvor lyset brændte. Lise stod ved komfuret.
Hej, sagde han højt og satte sig tungt. Skal jeg have lidt mad?
Lise stivnede, dæmpede varmen.
Hej, Jens. Hvorfor så sent? Jeg prøvede og ringe…
Forsinket. Møde på arbejdet, måtte vente på at chefen endelig skrev under. Helt godnat, hvem sætter sådan nogen på chefgangene?! han rullede med øjne og hev maden til sig.
Men hvem burde så sidde dér? spurgte Lise.
Han så næsten ud som om han ville hoste på hende.
Hvad er det for noget? sagde han.
Jeg var på landet i dag, Jens.
Hvorfor nu det? Vi var der i søndags begge to, har du glemt noget? Jeg tager ikke af sted igen, jeg har en byggeplads, det har jeg sagt. Optaget!
Ikke søndag. Jeg var der i dag. Jeg så dig… og hende. Jens, det er uværdigt. Forstår du? Lise så træt og træt på ham. Det er mit barndomshjem. Hvordan kunne du? Var der ikke andre steder? Hun greb en klud som om hun ville slå, Jens lænede sig tilbage, men Lise tørrede bare bordet. Du skal flytte nu, i nat. Fortæl Anders hvorfor. Du forklarer det selv her.
Jens stirrede på hende. Hvad? Hvordan hun havde fundet derud, han havde jo stjålet nøglen og ringet til Marianne og kørt hende derud… Hvem plejede og ordne tingene? Det var Svend, ham selv, der lavede det hele!
Sådan bølgede forvirringen, og hun bad ham gå… Hvor skulle han tage hen?
Hvad bilder du dig ind, Lise?! Hvorfor skal jeg ud? Hvad så du? slog han hårdt i bordet.
Alt. Verandaen ses lige fra havelågen. Spis færdig, pak, sig farvel. Og forklar Anders hvorfor du går. Lise vendte sig mod vinduet. Bag hendes ryg så Jens nervøst ud.
Jamen, der skete da ikke noget! Jo, jeg var der med en kvinde. Men for pokker, Lise, du er bare jaloux! Jeg gav bare Marianne nogle blomsterløg!
Jeg så godt, hvordan du “gav løg”. Kender det alt for godt. Hvad er det, hun kan, som jeg ikke kan? hun rasede og kastede en tallerken, den splintredes, Jens trak benene til sig. Jeg gør ALT for dig. Selv flyttet dig ind her du følte dig jo udenfor, vi gik på tæerne for dig! Din mor var her hver weekend, kun KUN dig hun kunne se!
Hun smed en tallerken til, og genkendte faktisk mørk fryd ved at se ham dukke sig.
Lise! Er du helt gal? Jens forsøgte at omfavne hende, men hun rev sig fri. Jeg… jeg kom bare til at falde i, Marianne er ligeglad, jeg ved jeg tog fejl, men Lise, jeg elsker dig jo! Marianne… hun er tom, kun kroppen, ikke andet. Hun er bare en fejltagelse. Jeg holder jo af dig, min pige! Og hun laver elendig mad, jeg fik for resten halsbrand… Jeg får hende fyret! Hun skal væk!
Han rakte ud efter hendes koboltblå kop med guldkant, men så kastede nogen sig ind i rummet, slog ham over ryggen, græd og råbte.
Koppen smadrede, og Jens drejede sig forskrækket. Det var Marianne, grådkvalt, mascara ned ad kinderne.
Hvad laver du her?! hviskede han.
Hun vil have dig, Jens. Hun sagde det rent ud. Jeg, din kone, er kun en byrde, sagde hun. I fortjener hinanden, lykke til! Gå! forklarede Lise, på nippet til at besvime.
Marianne rasede videre; naboen Evald og Anders kom til, fik dem ud på trappen, og Anders smed hurtigt fars ting i en sportstaske og ud på reposen.
Marianne var allerede løbet. Jens stod hjælpeløs.
Nøglerne til bilen! bad han.
Gå til fods, du er da ung nok! svarede Anders og smækkede døren.
Han satte sig ved siden af sin mor. Hun sad som en forpjusket dukke, græd stille, tårerne dryppede på Anders hænder.
Mor! Mor, du er den bedste. Jeg elsker dig, og jeg svigter dig aldrig! Hvorfor sagde du det ikke til mig? Og hvem var hende kvinden? Hvorfor så jeg det ikke komme?
Marianne havde allerede forladt huset og planlagde sit næste træk. Det skulle ordnes ordentligt, for hun ønskede sig en mand.
Men nu løb tiden nye veje.
Mor, sig noget mumlede Anders.
Jeg, altså jeg skal have barn. Selvom jeg er gammel. Fik det først at vide for nylig, og Jens har svigtet os. Jeg vil have det. Jeg elsker det allerede, men du må love ikke at forlade mig, Anders, bare indtil Jeg ved ikke hvordan. Men jeg skal nok klare det. Hun hviskede, men det lød som et løfte til skæbnen.
Anders tav, nikkede, så smilede han og udbrød:
Får jeg så en bror?
Måske en søster. Ville du blive ked af det? Jeg ønskede egentlig altid en pige.
Nej, han ville være stolt. For alle hans venner havde søskende, og det var sejt…
… Lise blev udskrevet kort før pinsen. Anders, i for stort jakkesæt og nyklippet, stod med en buket, og tog forlegent imod mor og lillesøster.
Da mor trådte ud, langsomt, bleg endnu, rakte han blomsterne til tilfældig sygeplejerske og så på det lille barn.
Mor, jeg elsker dig, sagde han, så på den lille knude, som kiggede genstridigt tilbage. Sådan begyndte en ny kærlighed intens, kaotisk, larmende, men urokkelig. Fra nu af var det Vibe og Anders, søster og bror for hvis én kærlighed dør, må en anden fødes.
Og jeg elsker dig. Vil du tage Vibe? spurgte Lise.
Først rystede han på hovedet, bange. Men så samlede han mod, løftede Vibe og blinkede til hende. Hun vendte sig bort.
Mor, hun kan ikke li mig
Hun skammer sig, det skal nok komme, forklarede Lise. Kom, lad os tage hjem.
Hjemme ventede farmor Doris, havde gjort rent og fyldt køleskabet. Hun frygtede, at Lise ville sende hende væk. Men Lise holdt ikke Vibe fra sin farmor. En mormor er en gave.
Jens kom engang imellem forbi, spurgte om at flytte tilbage, men flyttede til sidst til en anden by og sendte penge til Vibe. Anders holdt ham væk fra lillesøsteren, nægtede ham adgang. Jens slog sig til tåls livet fortsatte, måske ville Lise en dag tage ham tilbage. Han drømte hvert nytår: Familien bliver nok hel igen. Men det blev den ikke… I hvert fald ikke endnu.
