Ring om en time!
Helle, hej! råbte min gode veninde Karen og vinkede ivrigt.
Jeg stoppede op, kiggede mig over skulderen og kneb øjnene sammen ansigterne flød nærmest ud for mig, og brillerne lå selvfølgelig i tasken…
Nå, selvfølgelig var det Karen! Stemmen virkede jo så bekendt!
Karen! Du springer rundt som en ung hjort! lo jeg, mens jeg gik hende i møde.
Vi gav hinanden et hurtigt kram, men hun trak sig hurtigt fri:
Pyha, ung hjort, det var lige friskt nok! Lad nu være med at overdrive! Men man må jo stå på gaden for overhovedet at få fat i dig efterhånden!
Hvad mener du dog? Jeg satte mig ved siden af hende på bænken, men kastede samtidig et blik på uret jeg havde ikke meget tid.
Lige ud sagt! Dig og Signe og Trine I er bare pist væk! Man kunne da ringe, eller lige skrive: Hej Karen, vi lever stadig, og alt er fint! Men nej, man gifter sig, døber ungerne og forsvinder hver til sit. Mine drenge har næsten ødelagt ryggen på Mads Tag os på ryggen, far! så nu er han taget til landet, hvor nogen har lovet at sætte bier på ham ja, sådan siger man! Ved ikke, om han kommer hjem i ét stykke… Men I? Det er sgu ikke særligt venindeagtigt! Man kan altså ikke bare smutte sådan. Har du noget vand? Puha, jeg er helt forpustet over at løbe efter dig, og du kalder mig hjort!
Nej, desværre. Vil du have, jeg henter noget? Hvor… Jeg kneb øjnene sammen igen og spejdede.
Sludder! Lad nu være med at få flere rynker! Sæt dig, jeg overlever! skældte Karen kærligt ud. Hvor er dine briller egentlig? Du er som en blind muldvarp, helt ærligt. Du begynder at ligne din gamle tante Vibe.
De er i tasken… Men jeg orker altså ikke tage dem på. Jeg ser så forfaldet ud, og med briller bliver det bare alt for damet. Her, se selv. Jeg fiskede et etui ud, åbnede og viste hende mine gyldne briller.
Prøv dem nu! beordrede Karen.
Jeg gjorde som hun sagde og fik dem på.
Nå, hvad synes du, kan du se verden igen? Du er faktisk rigtig sød med dem, sådan rørende hjælpeløs og mild at se på. Uden dem ja, en blind høne!
Er det rigtigt? Har aldrig tænkt over det… sagde jeg usikkert.
Sagen er, jeg har længe undgået spejlet. Hvorfor også? Det er kun til at blive nedtrykt af; nye rynker, halsen får folder, maven buler, kinderne trækker sig ned. Ikke mere ferskenhud eller glimt i øjnene. Det ved jeg godt uden at se på mig selv. Om morgenen tjekker jeg bare om håret sidder nogenlunde, justerer flippen, bruger lidt eyeliner det bør man trods alt og lidt læbestift. Men den dér pigeglæde ved sit udseende, den er væk.
Sådan har det ikke altid været. Som barn elskede jeg at dreje rundt foran spejlet det store på min mors klædeskab. Mor, Lene, købte kjoler og fine sæt til mig, flettede og pyntede, og bagefter betragtede vi værket sammen. Sløjfer, små laksko, kække støvler, frakke med figur ikke som de andres arvede og form-løse. Senere stramme jeans fra markedet, lyserøde leggings ALTID lyserøde og skindhue fra enten Tyskland eller et andet fremmed sted, som far havde med hjem
En dukke! Simpelthen en levende dukke, ikke et menneskebarn! knurrede farmor.
Farmor, de hedder LE-GINGS, ikke elge! Det er det nye hit! svarede jeg.
Bare der også kommer lidt fornuft i hovedet og ikke kun elge på benene! Kom her med din karakterbog, dit pus, og lad os se, om du også er så pæn der!
Opgav jeg stolt min karakterbog jeg var mønsterelev og flittig, så farmor kunne ikke rigtig klage. Hun skubbede brillerne lidt ned, studerede de lyserøde leggings og sagde: Måske jeg skulle tage sådan nogle på, når jeg besøger farfar. Han ville tro, jeg var bindegal!…
Jeg rettede på strømpen, vi grinede begge og så cacao og lektier…
En ganske almindelig barndom for en dansk pige.
Og min studentertid kom med smuk kjole og de fineste sandaler i størrelse 36, spottet i et butiksvindue og straks besluttet, at DEM skulle jeg have.
Helle, jeg kan da se, de klemmer! Og du skal jo danse hele aftenen! Kan du ikke få et nummer større? spurgte mor og kiggede spørgende på ekspedienten. Men hun rystede på hovedet.
Så tager vi dem. De passer, helt sikkert, jeg mærker ingenting! forsikrede jeg.
Vi købte skoene, fremviste dem hjemme, farmor fnøs over hælens højde, men ungdommen er jo blevet noget for sig selv….
Min far, Jørgen, fik tårer i øjnene, da han overrakte huen, fordi min pige er så smuk men hvorfor tripper du rundt som en pony ovre på gulvet?!
Hvad er der galt, min pige? spurgte han forsigtigt.
De klemmer, far! Jeg orker ikke mere! Giv mig de gamle, slidte. sukkede jeg lettet.
Han fandt de ludende beige sko. Jeg stak fødderne i dem og stønmede af lettelse… Måske skulle man bare glemme det med mode, tænkte jeg.
Signe, Trine, Marie mine veninder gjorde det lettere, for ingen af os gik særlig meget op i hinandens udseende. Vi var veninder fordi vi hørte sammen, hjalp hinanden, grinede og græd sammen, hviskede på mit værelse, mens vi troede, mor og farmor var optaget af Matador ude i stuen. De listede på strømpefødder for ikke at forstyrre, selvom de længtes efter te…
Vi kom alle på videregående nogen på aften, andre på fjernstudie, jeg på dagholdet.
Jeg var altid den udadvendte, slæbte veninderne med ud, ellers blev I jo til bogorme! Bandt tørklæder smart om deres halse, holdt dem ajour med tidens musik, fortalte hvad man drak og spiste, hvilke sangere var et hit. Vi diskuterede og fniste igen…
Så blev farmor syg, så pludseligt, døden tog farfar, og jeg blev indlagt i et halvt år, hvor farmor ikke ville ligge stille, skældte ud på lægerne af frygt for hvad de nu ville finde på… Farfar gik jo aldrig til lægen og døde for tidligt noget farmor aldrig tilgav. Men så kom hun hjem igen, boede hos os, blev småt svag, og jeg blev pludseligt voksen, måtte hjælpe hende.
Veninderne var der, snakkede hende væk fra hendes bekymringer, mens jeg løb på date med min kommende mand, Kim.
Fru Vibe, tag det roligt! Helle er snart hjemme, og så synger I jeres yndlingssang! Hun er bare i skole er du ikke vild med H.C. Andersen? løj Karen improviseret.
Kan ikke fordrage ham! Hvor er Helle?! Hvilket universitet er der åbent kl. ni om aftenen?!
Nej, det er nok bus eller tog, der er forsinket … Karen var opfindsom, mens jeg var væk.
Det var også fra Karen, farmor hørte om min forlovelse. Der fulgte samtaler om, hvem den udkårne var og hvilket hjem, han kom fra.
Farmor endte med at tø lidt op.
Fint, så. Lena, tag de penge vi lagde til side det er jo et bryllup…
Og farmor fældede selvfølgelig en tåre.
Men i tasken havde jeg fået svar på prøver fra lægen. Farmor skulle aldrig opleve mit bryllup, og intet kunne ændres.
… Kim og jeg udskød brylluppet, indtil vi var færdige på studiet og havde fået fast arbejde. Jeg tog tabet meget hårdt. Og jeg stoppede med at se mig selv i spejlet, ligesom nu det var lige meget, hvad jeg havde på, eller hvordan håret sad.
Men mine veninder greb ind, ligesom dengang:
Kæreste, nu skal du høre! Karen skubbede både Signe og Trine foran sig, gav mig hænderne Nu går du ind, gør dig klar og så tager vi i biografen! Hør på dig selv! Hvor er du blevet af?! Vil du skræmme Kim væk?! Lena, hvor er Helles pæneste kjoler? Trine, find dem! Og du, Helle, gå i gang ved spejlet. Marie skal vise sin kæreste frem, og vi vil ikke skamme os!
Karen drønede rundt jeg stod ved spejlet og så opgivende på mit eget spejlbillede.
Kom så! Tag børsten, så! Tø! Lena, hvor er øjenskygge og mascara i jeres hus?
Ja ja, skuffen på badeværelset, kosmetikpungen!
Vi kom ud i verden, blev glade igen, alle kom godt videre. Marie, Signe, jeg selv blev gift, Karen fandt endelig en, hun ville have han måtte dog vente på det store ja.
Karens bryllup blev fejret både i byen og hos hendes svigerforældre på landet.
De næste syv år ringede og sås vi sjældnere. Så blev det til børnepasning, job, sygdomme, flytninger, Signe blev skilt, Trine adopterede en dreng, jeg fik to børn lige efter hinanden; Karen havde altid et eller andet hemmeligt på færde, og så tvillinger! Veninderne mente, hun var for hemmelig, men alle kom, forærede gaver til tvillingerne, kyssede bedstemødrene, drillede Karen lidt, ønskede Grith held med den vilde familie og så hjem til sit.
Én skulle hente børn, en mand var syg, Signe blev bidt af en eller anden filmklub og Karen græd lidt, da vi tog for hurtigt hjem.
Jo mere du holder på hemmeligheder, jo før mødes vi først igen til vores pension! røg det drillende fra Signe. Jeg ringer! Hej så længe!
Og jeg, og jeg også! lød det.
Karen så ud af vinduet efter os. Vi var forandrede. Det var alle sammen.
Hvad forandrede? De er jo stadig ens! Kvikke, snakkende, kærlige som altid. Og se, hvilke flinke drenge vi har fået! sagde Grith stolt og pegede på vuggen.
Du har ret, Grith! De bedste i verden! nikkede Karen og krammede ham.
Alligevel, vi har forandret os… tænkte hun. Og jeg med.
Livet trillede videre, fuldt af julehygge, fødselsdagslys, billeder, sygdomme især Trines familie stod for skud så kom sommerregn, bær fra haven og honning i fine glas; begravelser, besøgende, hospitaler. Signes andet bryllup uden hvid kjole. De hurtige venindesamtaler:
Hej! Hvordan går det?
Og med dig?
Jo, du ved… frygter fyring, men ellers går det… Hvad med…?
Aner det ikke. Ikke set dem længe. Jeg arbejder, har snart to jobs, du ved da hvordan det er…
Ja, vi burde ses… men…
Ja, på gensyn…
Livet fortsætter som en vogn passagererne sidder sammen, tror man, men måske kører de hver sin vej med tiden. Det er svært at forstå…
Jeg siger dig: brillerne klæder dig! småsnakkede Karen. Men hvad med det andet Helle, er du helt røget ud af kurs?
Hvad mener du?! spurgte jeg overrasket. Vi har jo okay med penge, Kim og jeg!
Det er jo ikke det! Kan du huske hvad din farmor sagde? En kvinde holder op med at pleje sig selv, når det er sort indeni eller…
…tomt, sagde jeg stille. Nej, alt virker bare lidt blegt. Jeg snurrer rundt i hamsterhjulet, har mand og børn, et acceptabelt job, fin nok løn vi er ret nøjsomme. Men jeg har svært ved at glæde mig om morgenen. Børnenes juleklip og optrædener jeg synes det er ligegyldigt. Kan du følge mig?
Jo… sagde Karen.
For at kunne glæde sig over andre, skal man selv føle sig fyldt det kræver energi. Men hvor skal man tage den fra? Min mor er syg, far prøver at være tapper, men han er tæt på 80, drengene stikker helt af, og Kim ser knap på mig længere…
Karen fløjtede sin gamle venindefløjt og dækkede straks munden vi havde lært det hjemme hos mig, hvor farmor altid dukkede op, bekymret for at pengene forduftede…
Jeg forstår ham sådan set… sagde Karen. Gnisten mangler måske også hos ham. Du var jo den mest… tja, i lyserøde leggings!
Elge! Det hed jo elge dengang! Vi grinede.
Nå, men altså, jeg var også nede i kulkælderen, indtil min familie fik væltet den kinesiske vase så gik tiden med skår i stedet. Men så tænkte jeg over, hvad jeg savner. Grith glor ikke længere på mig med det blik, jeg var vant til som mor til tvillinger. Lidt trist ikke alle får sådan et sæt ens unger! Vi grinede.
Så jeg besluttede: hver dag en time til mig selv. For eksempel 19-20.
Hvad mener du? Hvad med børnene? spurgte jeg forvirret.
De kan spise med far! Jeg tager et bad, synger i bruseren, læser med en kop kaffe og lidt håndlavet chokolade, tager måske en lille lur eller lakker neglene. Eller gør ingenting!
Og familien? Protesterede de ikke?
Jo da! I starten var der ballade Grith ville vide, hvad der var til aftensmad, børnene flokkedes, eller katten kravlede op, men nu siger jeg bare: Kom igen om en time. Mor har tid til sig selv! Læste det i et magasin og det virker! I starten tvang jeg mig selv til at kigge i spejlet det var svært. Men nu kan jeg sige, jeg er flot! Jo, det er jeg!
Hold da op Karen, det lyder skørt… Jeg har ikke tid… fejede jeg det væk.
Så kommer jeg selv og sætter dig af sted til dit eget time. Du må fylde dig selv, Helle! Ellers bliver det tomt for andre også! Og ved du hvad, selv Grith ser på mig som før han siger nu: Ring senere, Karen har travlt! Jeg drikker kaffe med guffere det er livet! Kærligheden skal vækkes af og til… den sover hurtigt ind.
Karen gøs.
Nå, jeg fryser også lidt! Skal du videre? spurgte hun.
Jeg nikkede og så på klokken.
Så holder jeg ikke på dig mere! Men på lørdag samles vi alle hos mig. Jeg ringer også til pigerne ingen undskyldninger! Vi laver kager, drikker te og sladrer. Åh, hvor er det skønt at se dig! udbrød Karen og omfavnede mig varmt, kyssede mig på kinden og hastede af stedet…
Jeg hentede ungerne, og vi gik hjem sammen.
Mor, hvorfor er du så glad? spurgte Mikkel, min ældste.
Jeg har mødt en veninde. Og indså først nu, hvor meget jeg har savnet hende. På lørdag tager I og far i sommerhus, ikke?
Hvad med dig?
Jeg skal ses med pigerne: moster Karen, Trine, Signe. Længe siden sidst…
Der, Mikkel! Jeg sagde jo, de ikke skal skilles! vrissede lillebror Malthe. Mor har bare brug for hyggepause!
Brødrene nikkede eftertænksomt. Ægteskabsdramaet afsluttet. Jeg smilede, lagde armene om mine sønner og gik hjem.
Senere, da huset lå stille, stod jeg længe foran spejlet i badeværelset, i min varme pyjamas og med løst hår. Jeg øvede mig, og efterhånden begyndte jeg at kunne lide synet, næste som om farmor Vibe smilede bag mig og sagde: Du er så yndig! Bare ærgerligt, du ikke har de lyserøde elge på!
Jeg smilede og gik i seng. Forude venter alt det gode, og jeg elsker min familie. Og snart ses vi piger, vi sludrer, griner og tomheden erstattes af varme og glæde. Det flyder over til Kim, drengene og forældrene. Nogle gange skal kærligheden blot vækkes, for den er en værre sovetryne…
