Naboen Mikkelsen
Farfar! Peter kom stormende ind på grunden, slog den gamle havelåge op, så den ramte hegnspælen med et brag. Hængslerne peb, noget knækkede, og lågen lige så træt og gammel som haven selv faldt med et suk ned på den tørre, revnede jord, der længtes efter regn.
Farfar Andreas, der stod foroverbøjet over kålbedene, løftede forsigtigt de nederste blade for at vande helt nede ved roden, rettede sig op, forskrækket over larmen, vendte sig mod sit barnebarn og den faldne låge, og bandede højlydt især fordi han kunne mærke, hvordan et par øjne i vinduet borede sig i ham. Det var selvfølgelig Maria, Danmarks måske mest skarpe gynækolog, der rystede på hovedet ad sin mand.
Hvad laver du, knægt? Er du blevet skør? Helt uden hoved! Hvorfor ødelægger du tingene, hva? Er det brand, oversvømmelse, eller noget værre? Ud at reparere den låge, ellers ingen aftensmad! Jo, du får ikke så meget som en bid, før du har fikset den, forstået? Åh, altså
Han smed vandkanden, ramte naturligvis den yderste kål, sukkede opgivende og skyndte sig at rette på det stakkels sårede kålhoved.
Maria, der altid så lidt ironisk på sin mands havegejst, spurgte, om hun skulle komme ud med plaster og sprit, nu når der skulle sys væv sammen.
Hold nu op, Maja! Man forkæler drengene for meget. Smadrer alt, det rager ham! Nå, Kirsten, Kirstine-mor, bare rolig, vi støtter dig lidt her sådan, så går det bedre?
Her på Kløves grund havde hver eneste plante sit navn: nogle gange var det et kærligt forvansket sortsnavn, andre gange et menneskenavn, givet til den starut af en rødbede, der sprang frem fra jorden, eller til de agurker, der overtog alle vinduer i det lille drivhus. Det var bare en af de mærkværdigheder, Andreas Kløve, kirurg, nu i orlov, havde fundet sig til rette med.
Fra patienterne, han kunne huske navnet på alle sammen, og hvor han altid spurgte ind til søvn og drømme, havde Andreas nu kastet kærligheden på planterne. De svarede ham ikke han talte bare for dem: Natten var kold, duggen faldt tidligt, du frøs eller det var tungt og klamt, og floksene duftede så stærkt, at man blev helt svimmel.
Nå, er det dig, Fru Jensen mumlede Andreas tit til den gamle æbletræ, der havde boet på grunden længere end ham Du holder ikke igen, hva? Du drikker stadig for meget om natten.
Og æbletræet stod, som om det forsvarede sig selv, det regnede jo, hvordan skulle den lade være? Andreas gravede rundt, hvidtede, og stak tunge æblegrene op med stivere, lidt som en mor, der støtter sin nybagte.
Ham der Andreas Kløve, han er ikke helt frisk, vel? klagede Marias veninder, rullede med øjnene. Han har da altid været fornuftig! Giver du ham piller, Maria?
Han er fantastisk, siger jeg dig! I kommer alligevel løbende, hvis I er syge! Maja slog det hen og forlod dem.
Begrav Andreas, hør nu her! Han er yngre end de fleste af jer og langt mere snu. Og så skulle hun ikke stå med dem og diskutere hendes egen Andreas. Hans længsel efter arbejdet, de nætter han i søvne gik gang på gang gennem klinikken, talte om temperaturer og operationssår, råbte på sygeplejersken Tanja, der græd som pisket, da hun hørte han gik på pension
Farfar! De er kommet! Mikkelsens! Du sagde, huset var faldefærdigt, men nu er de flyttet ind, med en kæmpe hund råbte Peter, mens han kæmpede for at få lågen samlet igen. Brædderne smuldrede bare mellem hænderne på ham, knastørre, splintrede. Stod bare der som snot og ødelagt.
Peter sparkede frustreret til brædderne og så bedende op på farmor Maria. Hun havde ellers lovet ham æbleskiver til aftensmaden hans livret med æblestykker og smør. Hvad nu? Peter ville dø uden de æbleskiver. Det mente han helt bestemt.
Nå, men hvad sagde de, dine Mikkelsens? Gider du være rar at minde mig om, hvorfor du løb hele vejen herud? Købte du brød? brummede Andreas, i gang med at snige sig op mod hegnet, for at se om det nu virkelig var Mikkelsen selv, der var kommet eller om det bare var noget af familien, der kom for at høste æbler. Gå ud i skuret, hent hammer og nogle brædder. Vi kan da ikke undvære låge?!
Andreas trak brynene sammen over næseroden og lod som om han var vred, mens han listede op til hegnet for at kigge. Med lidt held ville han jo kunne se, hvad Mikkelsens egentlig lavede på nabogrunden.
Maria trak på skuldrene, forsvandt ind i huset, begyndte at larme med gryder og skåle, tændte for radioen, hvor en ung stemme forsøgte at læse Tove Ditlevsen op Maria slukkede igen, begyndte at synge Snak lidt med mig, guitar, men det lød trist og tøvende.
Maria løftede svagt gardinet, kneb øjnene sammen. Solen stod lige ind, hun blev blændet, og farverne dansede i gule prikker.
Der sad hun naboen selv. På verandaen, stadig i den silkekåbe med dragen på ryggen, cigaretrør i munden, røg overalt som et damplokomotiv. Hat af italiensk strå, sandaler på fødderne.
Var hun blevet pænere? Maja smilede for sig selv.
Annemette Mikkelsen havde altid været smuk. Selv på fødegangen lo alle over hendes blond krøl og fine læber. Ud af den søde baby voksede en slank, fræk, let excentrisk kvinde, der elskede at tage på eventyr i de sene timer og danse til solen stod op. Hun gjorde det så elegant, så mændene straks blev skør og blev det.
Ja, Annemette sagde altid, at de hang om hendes hals. Og det kunne hun lide.
Maja mødte hende her, i sommerhuset. Andreas og Maria var lige blevet gift, han havde ville vise hende slottet. Andreas forældre havde opgivet grunden, helbredet haltede, og så havde Andreas sørget for at de fik deres egen toværelses lejlighed, endelig fri efter alle årene sammen med andre.
Andreas havde altid været dygtig. Skarp, nysgerrig, rødmosset, villig til at sove i kælderen med bøger. Ville ind og være med til de mest komplicerede operationer, trænede sig op uden lov, og stødte tit hovedet mod de ældre læger.
Hvor ved du det fra? Det står jo ikke i lærebøgerne! grinede afdelingslægen, når Andreas igen bramfrit bød ind.
Åh, min bedstefar var dyrlæge Jeg har lært lidt hist og pist, svarede Andreas og trak på skuldrene.
Skridt for skridt rykkede han frem. Til sidst ringede chefen for kirurgisk afdeling, Vera Hansen, midt om natten og proklamerede, at hun skulle bruge ham på operationsbordet.
Han forlod oftere og oftere hjemmet om natten, snublede ud over fortovet og styrtede afsted til Vera.
Han blev hendes øjne, da hun hurtigt og uigenkaldeligt mistede synet. Til sidst stod de, Vera og Andreas, sammen over bordet. Han beskrev, hun følte og lyttede sig frem.
Nogle yngre læger fnøs. Hende skulle han skubbe på pension, sagde de. Men Vera kunne ikke forlade operationsstuen. Hun havde ingen familie, ikke engang en kat at komme hjem til. Kun hospitalet. Så hun blev ved, indtil hun slet ikke kunne mere.
Hun blev begravet en kold vinterdag, den lille kiste lignede næsten et barns. Andreas holdt tale, snublede i ordene, græd og forsøgte at tage sig sammen. Hun har kæmpet nok, nu må hun få fred, sagde den nye vicechef til ham bagfra.
Og Andreas lod hende gå. Han vidste godt, at Vera ikke lå på kirkegården. Hun var stadig i klinikken. Dér ville han finde hende.
Åh, hvor er det synd, du ikke nåede at møde Vera Hansen, Maja. Hun var en sand original, dygtig, skarp, Andreas snakkede løs, mens de gik i parken.
Maja håbede forgæves, han ville kysse hende, men han blev bare ved at snakke. Så kyssede hun ham bare i farten, og han blev nødt til at følge efter, sige undskyld, tage hende i hånden og kysse hende rigtigt. Vera sad sikkert på en sky og lo.
Der kom travlhed. Maria og Andreas byggede op, fik Vagn, deres søn og flyttede på landet, for Vagn havde behov for græs under tæerne.
Andreas renoverede huset, Maria gjorde det hyggeligt.
Vagn løb rundt, rullede i græsset, så naboerne smeltede.
Haven havde kun få gamle tilbage de fleste havde givet op eller solgt. Familien Mikkelsen var nye på vejen. De var blevet kaldt kassemestre der var lidt for mange penge i omløb, lød det, og Annemettes far havde hurtigt sneget sig ind i bestyrelsens regnskab.
Maria, der havde fået lidt former efter fødslen, havde travlt med Vagn, mens Annemette sad på verandaen, luftig, velholdt, altid med en rød filthat og de dyre, udenlandske cigaretter, som duftede sødt og langt bedre end Andreas nødcigaretter, gemt til dårlige dage.
Sådan havde naboerne kunnet leve i fred, havde det ikke været for Annemettes indfald: Hun havde noget, der gjorde ondt, og spurgte, om Andreas ikke kunne kigge lidt diskret.
Kan du kigge forbi, når du har tid? spurgte Annemette næsten undskyldende, mens hun alligevel stirrede direkte på Andreas på en måde, Maria så lige igennem.
Tja, måske det ville nu være bedre, hvis du kom forbi klinikken, Andrea jogede, mens Maria holdt fast om hans underarm.
Jeg hader hospitaler! Du skal bare kigge her. Jeg har champagne, vindruer og båndoptager det kan jo kun blive hyggeligt. Maria har nok rigeligt med barnet, så kom bare alene. Jeg har virkelig ondt! Ja!
Andreas gik derover, kiggede på hende, sagde ikke rigtigt noget, men blev tilbudt vindruer, champagne og hygge.
Hold dig væk, Andreas, du lugter! sagde Maria tørt, da han kom hjem og satte sig i sofaen.
Hvad mener du, Maja? Du kunne måske selv kigge på hende, der er noget med underlivet, sagde han, mens Maria stirrede mere og mere ondt på ham.
Hvis hun har brug for mig, kan hun komme på sygehuset, jeg har travlt. Og tag dig nu sammen, Andreas! Hvis du så gerne vil have hende, så gå dog.
Kom nu, Maja! Vera Hansen lærte mig at man skal hjælpe folk. Annemette har det svært, det kan du ikke se, jeg begyndte han.
Du har da hurtigt lært hende at kende. Hvor tæt har du tjekket hende? rasede Maria.
Andreas satte sig med hovedet mellem hænderne, bar Vagn op i seng, mens Maria blev siddende med en bog, uden at læse.
Hun var jo selv læge, klog, dygtig men alligevel spiste noget jalousi hende op. Det føltes lavt.
Andreas gik et par gange mere til Annemette, nervøst, mens hun lidt for højlydt forsøgte at provokere Maria. Når snakken gik, sagde Annemette Andreas har set alt på mig, som kun en læge kan.
Maria blev gal, Andreas rødmede, og fandt sin gamle Kings frem, røg på trappestenen, bed sig i læben.
En dag kom Annemette selv på besøg, slæbte blommer ind fra haven, og havde den gamle hund Rufus med, der emmede ud i stuen. Marie blev irriteret, særligt fordi Vagn straks ville kaste sig over hunden.
Ud med den, den skal ikke være herinde, sagde Maria.
Bare rolig, Rufus gør ingenting, vel, din tosse? Annemette kløede hunden bag øret, kyssede den oven på hovedet.
Maria så anklagende på Andreas, der trak på skuldrene. Vera havde lært ham at være deltagende, at hjælpe folk i nød.
Syge mennesker er som børn, Andreas, de har brug for at blive hørt sådan sagde Vera Hansen. Du skal ikke spille teater, men virkelig lytte!
Det havde Andreas taget til sig, men ikke Maria, hun blev bare mere vred.
Så til sidst tog Maria Vagn med til sin moster i Aarhus hele august. Talt med Andreas kun om barnet.
Andreas efterlod sommerhuset og gik på arbejde, drak te om aftenen og skrev på sin afhandling.
Annemette forsvandt pludselig også, efter et eller andet brev sagde ikke engang farvel.
Maria kom hjem i september, Vagn startede i børnehave, og så gik hverdagen igen. Skift, nattevagter, smurte madder, jul med et grantræ, der blev væltet af katten Frederik, forår med tulipaner og påskesol
Men mærkeligt nok købte Andreas to buketter tulipaner det forår, ikke kun én til Maria. Han kom også hjem senere, og Maria begyndte at tvivle.
Skam du ikke har! Andreas, jeg holder ikke til det her! Lad os bare blive skilt, hvis du har så meget på hjertet! udbrød Maria til sidst.
Andreas så overrasket op over avisen. Hvad taler du om? Nu igen med dine mærkelige forestillinger!
Jeg har fået nok. Vi kan rejse, Vagn og jeg. Du kan gøre, som du vil! Maria smed sine tulipaner på bordet. Giv hende endnu en buket! Hun ringede i går! Krævede dig nærmest som var du hendes private læge! Hvordan kan det være, Andreas? Hvorfor betaler hun ikke godhed med godhed?
Maria græd, ville løbe. Men Andreas greb hende, holdt fast, og pludselig mærkede de begge ja, solen løb i deres årer, de glemte alt.
Annemette dukkede ikke op mere Maria ventede igen barn, Vagn var i spørgealderen, og Andreas fik ledelsesansvar på hospitalet. Livet kørte videre.
Lille Ida blev født, de tog på landet som altid. Mikkelsens kom kun med Annemettes forældre, man talte ikke om Annemette.
Sådan gled hun i glemmebogen indtil hun en dag, mange år senere, kom igen. Maria og Andreas havde børnebørn nu Peter, Ivan og så var hun tilbage.
Maria! råbte Annemette. Skal du stå der og gemme dig? Kom ind til mig, jeg har hjemmelavet småkager og flødebolle. Friske fra Brugsen.
Annemette stod på verandaen med sin italienske stråhat, vinkede. Hendes lange ærme duvede som et flag, Rufus var væk, men en anden gammel hund sad trofast foran hende.
Maria trak svagt på smilebåndet, nikkede, vinkede endda tilbage.
De gik over, Maria og Andreas lod Peter og Ivan slåes med lågen.
Hos Annemette var alt det samme: champagne og druer, men ikke længere det vilde glimt i øjet. Huden slap under hagen, hænderne tynde, hun tumlede lidt med sine armbånd.
Så fik vi endelig hilst igen, naboer, sagde Annemette, Det er godt. Jeg ville så gerne se jer, var nærmest bange for tiden skulle løbe fra mig.
Kommer nu, du har jo masser af år endnu, brummede Andreas.
Hold op, Andreas, du ved godt mit ur tikker lidt hurtigere. Tak for alt især mit lille flirt, som du dog aldrig lod udvikle sig. Du er en klippe. Men du kunne have været nå, men alligevel ikke Og til dig, Maria, tak fordi du hjalp mig. Jeg fattede aldrig hvorfor? Jeg ville jo tage din mand, bare fordi du havde ham, og jeg ikke havde noget. Men du hjalp alligevel. Hvorfor? Jeg tror ikke på alt det der med barmhjertighed du er da ikke moder Teresa!
Det var bare min pligt. Jeg så din journal, Andreas havde glemt den. Og hvis jeg kunne hjælpe, så gjorde jeg det. svarede Maria.
Det var nemlig Maria, der sendte den invitation til undersøgelser hos hendes gode ven, Boris, specialist i det slemme. Han slap aldrig Annemette ud af hospitalet, ordnede operationen og passede hende. Forelskede sig endda ville giftes. Annemette var tæt på at sige ja, havde Andreas ikke været kommet forbi med de fordømte tulipaner. Stak et besøg, gav blomster og efterlod Boris for evigt alene. Sådan var livet.
Var det dig, der sendte hende til Boris? spurgte Andreas. Hvorfor sagde du aldrig noget? Jeg troede, I hadede hinanden.
Det gør vi måske også, smilede Annemette, der er jo dig imellem os! Ikke sandt, Maria?
Maria blev først alvorlig, men så smilede hun og sagde: Nå, skal vi have kaffe? Andreas, tænd for kanden, du kan godt kræse lidt om damerne, når nu du har så mange efter dig!
Og heldigvis, at Annemette dengang tog på hospitalet, lod Andreas være. Godt, at Boris gjorde hvad han kunne, og at Annemette nu sad der, drak kaffe og levede. Hun havde fået en datter Julie. Julie lignede Boris mor på en prik, men Annemette svor, at han ikke var faderen. Det var nu også ligegyldigt Julie kunne lige så godt ikke have eksisteret.
Andreas huskede Veras ord: Læger er både for sind og krop, man skal have omsorg og give slip på dømmekraften. Vera havde ret.
Pjat! Boris isolerede dig bare fra Andreas længe nok, lo Maria, tog Annemette i hånden. Godt, du kom, Annemette. Jeg savnede dig faktisk.
Hun løj ikke. Andreas havde jo ført hende gennem alt, men Annemette havde båret hele sit eget liv, opdraget sin datter uden mand, arbejdet, selvom hun helst ville leve i sus og dus, og grinet døden op i ansigtet, indtil den trak sig.
Et øjeblik syntes Andreas, at Vera Hansen stod ved Annemettes låge og smilede. Hun havde opdraget et ordentligt menneske, omend lidt ufornuftigt.
Hvorfor ufornuftigt? ville Andreas sikkert rødme og spørge.
Fordi du taler med kålhoveder! havde Vera fnyst. Kom nu sammen, men du må godt tale kærligt, men kun hvis høsten bliver stor!
Det lover jeg, brummede Andreas og vågnede op.
Der var ingen Vera, ingen samtale, bare Maria, der rakte ham en kop stærk kaffe, Annemette i sin slidte skønhed, hunden på det kølige gulv, Peter og Vagn, selve livet som så let kunne have været forbi, især for Annemette. Og Maria var nu engang den smukkeste. Og høsten på Kløve-grunden? Den blev bragende god! Det var netop, fordi Andreas elskede, det han lavede. Og det havde han for længst lovet VeraDen eftermiddag sad de længe i haven. Solen trak lave skygger over de gamle stauder, og kaffeparfumen blandede sig med duften af friskklippet græs. Peter løb ind og ud, ivrig efter at vise sin bedstefar et firkløver, han havde fundet, og i vinduet stod en bakke med æbleskiver, lune og ventende. Andreas lod sig sænke tilbage i stolen, fjedrende og slidt, mærkede på én gang alderens tyngde og glæden ved netop denne dag.
Gid tiden kunne stå stille nu, hviskede Maria, og hendes blik mødte Andreas. Olde Ida lo, barnet Julie sang for hunden, og lyset brød igennem piletræets blade i bittesmå stjerner over bordet.
Og det var, som om haven løftede sig i en hvisken kålhovederne, floksene og det gamle æbletræ hvislede sammen med menneskestemmerne, rørt over at alting var, præcis som det skulle være, selvom intet nogensinde ender præcis sådan, som man har planlagt.
Så længe nogen samler op, reparerer gamle låger, bager æbleskiver og fortæller historier om dem, der gik forud så bliver vi boende her, i haven og i hinanden, sagde Andreas stille.
Og Annemette, som kendte livets forvandling, svarede: Du lagde forbinding på min fortid, Maria lægte mit mod, og nu er kun glæde tilbage. Heldigvis kan minderne blomstre vildt, selv på gamle stængler.
Måske var det solen eller kaffens damp, men alle lo, mens duften af sommer lagde sig som et slør over alt, og firkløveren fik plads midt på dugen. Hver havde de fået, hvad de aldrig havde regnet med måske fordi de trods alt havde givet noget andet væk undervejs.
Og høsten, ja den blev så rig, at selv Vera Hansen ville have smilet over hele ansigtet, hvis hun stadig kunne sidde ved lågen og holde vagt. For i Andreas og Marias have voksede kærligheden altid vildest, dér hvor man mindst ventede det.
