Det sidste opkald
Allerede fra morgenstunden blev Jette grebet af en sær fornemmelse, som om noget skulle ske. Noget skidt…
Hun ringede straks til sin mor, men Inger Marie forsikrede hende om, at alt var, som det skulle være:
Blodtrykket er fint, hovedet har det godt. Hvorfor spørger du dog?
Bare sådan, for en sikkerheds skyld… svarede Jette. Nå, jeg må videre, skal på arbejde, men ring hvis noget.
Det gør jeg, skat.
Efter samtalen med moren burde hun vel være rolig, men uro og den mærkelige følelse bed sig fast.
Jette anede ikke, hvorfor hun følte sådan der var jo ikke noget konkret at være bekymret for.
Selvfølgelig, med hendes job, kunne hvad som helst ske. Og i dag mandag, som man altid sagde: mandag er en hård dag.
Hun drak resten af sin kaffe, så på uret klokken var halv syv klædte sig hurtigt på, tog madpakken og gik mod arbejdet.
*****
På ambulancestationen stødte Jette ind i Anders chaufføren, med hvem hun skulle køre hele dagen. Da Anders fik øje på hende, vinkede han venligt, men Jette nikkede blot træt.
Du ser nu lidt mut ud, Jette, sagde Anders og tændte en cigaret. Er der noget galt?
Nej, Anders. Ikke endnu. Men jeg kan bare mærke, at et eller andet kommer til at ske, svarede hun tankefuldt.
Hør nu, hvor har du alle de tanker så tidligt fra? Har du ikke sovet?
Jette svarede ikke. Hun rettede blikket opad. Himlen var dækket af skyer, marmoreret grå; snart ville det øse ned.
Regn havde hun aldrig brudt sig om, ikke siden barndommen…
“Måske er det bare vejret, der gør mig så tung i sindet?” tænkte Jette og smilede lidt, glad for at finde en årsag til sine bekymringer.
Men sekunder senere skyllede uroen ind igen.
God vagt! råbte en ung sygeplejerske, mens hun hastede forbi.
Anders kvalte næsten sin røg, rømmede sig og rystede opgivende på hovedet af hende, og sygeplejersken blinkede forskrækket.
Undskyld, det tænkte jeg slet ikke over… sagde hun undskyldende.
Hun var lige startet på stationen som assistent og havde endnu ikke vænnet sig til, at man aldrig ønskede held for et ambulancehold på vej på vagt.
Det bragte nemlig uheld, sagde man.
Nå, nu sker det helt sikkert, mumlede Jette, mens hun mærkede en kold rislen ned ad ryggen.
Pyt med det, sagde Anders lavmælt, mens han smed cigaretten i jernspanden.
*****
Jette bed nervøst i læben hver gang, alarmcentralen sendte en ny adresse til deres tablet og annoncerede et nyt opkald:
Mand, 35 år, klager over stærk hovedpine og sløret tale. Mistanke om blodprop.
“Det var lige dét, jeg frygtede…” tænkte Jette. Ja, ambulanceredder skal man være rustet til alt, men…
Hver opgave krøb ind under huden på Jette især dem, der endte fatalt. Og slagtilfælde det kunne nemt gå galt. Særligt på en dag som denne.
Heldigvis havde manden ingen blodprop. Hans tunge snublede, fordi han havde fejret sin vens fødselsdag til den lyse morgen og nu led med tømmermænd. Jette gav ham en hovedpinetablet og anbefalede ham at sove rusen ud.
Hvad hvis jeg bare tager en øl til, hjælper det? spurgte han håbefuldt.
Nej, for alt i verden! Det gør det kun værre. Hvis De gerne vil leve længe og godt, så drop alkoholen helt.
Da hun forlod lejligheden, sukkede hun lettet.
“Måske har Anders ret; måske er det bare træthed og for meget stress, der gør mig så bekymret,” tænkte hun. Hun nåede lige at falde lidt til ro, da alarmcentralen pludselig sendte et nyt opkald: denne gang til kirkegården.
Hvad? spurgte Anders forbløffet.
Til kirkegården svarede Jette trist, mens hun knugede tabletten.
Der skulle en kendt skuespiller fra Aarhus begraves (mærkeligt, hun havde aldrig hørt om ham).
Folk stimlede sammen unge, gamle, mænd, kvinder. Nogle stod stille med røde nelliker, andre græd. Flere talte venligt om afdøde.
Jette ventede hvert øjeblik, at noget ville gå galt. Anders røg ofte.
Men der skete ingenting. Ingen fik brug for ambulance denne gang.
Resten af dagen bød på mere almindelige opkald, dem der gentog sig næsten dagligt.
Seks, syv, otte opkald tiden fløj, og pludselig var arbejdsdagen næsten omme.
Ti minutter mere, så kunne de vende hjem til stationen.
Jette drømte om at komme hjem, tage et bad og snuppe sengen straks. I morgen var en ny dag, og forhåbentlig ville hendes sindsstemning være lysere.
For en sikkerheds skyld ringede hun til sin mor endnu en gang.
Alt er som det skal være, svarede Inger Marie. Jeg skal bare have aftensmad og slapper af foran fjernsynet.
Hvordan havde din mor det? spurgte Anders, da Jette lagde telefonen væk.
Helt fint.
Se! Jeg sagde jo, der ville ikke gå galt. Du skal ikke tumle så meget med de onde forudanelser…
Men de er her stadig, Anders. Jeg forstår ikke selv, hvad det er, der trykker mig.
Du burde få dig et kæledyr. Det hjælper på nerverne, sagde han.
Mener du det?
Selvfølgelig! Hjemme har jeg katten Bent. Når jeg kommer hjem, springer han straks op i skødet på mig og spinder sig igennem alle mine bekymringer. Så sover jeg som en sten.
Men med mine vagter, hvem skal så passe et dyr? Du har jo kone og børn. Jeg bor jo alene.
Hun ville sige mere, men i det øjeblik lyste tabletten op; alarmcentralen kaldte:
Jette, undskyld, men din vagt er ikke helt slut. Du skal tage et sidste opkald. Lønstrupvej 23. Lejlighed lad mig se
Er det nummer 48? spurgte Jette.
Ja, det er rigtigt. Hvor ved du det fra? lød den overraskede stemme i røret.
Det er jo Poul Madsen, der bor der. Ham har jeg nærmest besøgt som gæst efterhånden. Er det hans hjerte igen?
Der var et tungt suk i den anden ende.
Han er død, Jette… Formentlig allerede i morges. Politiet er der, og I skal komme du ved hvorfor
Ja… svarede Jette mærkeligt fraværende.
Hendes hånd rystede, da hun lagde tabletten i skødet og så på Anders, der allerede havde forstået det hele og blev stille.
Så sagde han:
Det er trist med Poul Madsen. Du fortalte om ham han lød rar. Men Jette, det er ikke din skyld. Han ville jo ikke på hospitalet, og gik aldrig til læge. Hører du?
Mmm…
Jette lænede sig mod sædet, lukkede øjnene og forsvandt et øjeblik ind i sig selv.
*****
Jette havde mødt Poul første gang halvanden måned forinden. Han havde selv ringet efter ambulancen grundet sviende brystsmerter.
Døren er ulåst, De kan bare gå ind, sagde centralen.
Okay.
Da Jette trådte ind, blev hun mødt af en lille hundehvalp, ikke større end hendes håndflade.
Først knurrede den fornøjet af den uventede gæst, begyndte at gø, men straks Poul kaldte, spænede den glad ind i stuen til ham.
Jeg fandt ham på gaden nu passer jeg på ham, sagde Poul og forsøgte at rejse sig.
Du skal bare blive liggende, sagde Jette. Sød hundehvalp, du har.
Du kunne jo også få dig en, hvis du havde lyst.
Der er forskellige grunde til, at jeg ikke kan. Men hvordan har du det?
Han svarede på alle hendes spørgsmål hjerteproblemerne var begyndt sidste år da konen døde. Han plejede at gå til læge, men uden held.
Det bliver værre, bare af at sidde og vente i ventesalen, sagde Poul. Og så går smerterne væk igen.
Kan du beskrive dem lidt mere?
De varer ikke længe, og går over, når jeg tager nitroglycerin eller et par andre piller.
Det er jo ikke behandling, smilede Jette. Lad os lave et EKG.
På kardiogrammet så hun tydelige problemer og anbefalede straks hospitalet, men Poul nægtede.
Hvem skal passe Børge? Giv mig blot en indsprøjtning eller en tablet.
Poul, det hjælper kun for en stund. Lad os nu tage dig med til sygehuset?
Alle dine kolleger gør det samme. Men jeg nægter. Hvis du insisterer, skriver jeg under på en hjemsendelse.
Hun kunne ikke overtale ham. Hverken første eller senere gang.
Sådan endte det med, at det altid var hende, der kom på hans opkald. Og Poul kaldte jævnligt mindst en gang om ugen.
Før i tiden gik smerterne jo over, nu slipper de ikke.
Det er fordi dine problemer bliver værre. Skal vi ikke tage på hospitalet?
Undskyld, Jette, men det nytter ikke hvem skal tage sig af Børge? Han er jo så lille endnu.
Men hvis der sker dig noget? Hvem tager så sig af ham?
Det skal nok gå. Hvis jeg dør, finder han venlige folk. Jeg har aftalt med min nabo, Inge, at hun holder øje med ham. Jeg har endda vist hende, hvor jeg har penge til dyrefoder liggende.
Penge? Hvorfor?
Så hun kan købe mad til ham, naturligvis. Mange har jo ikke overskud til ekstra dyr.
Ja, Poul var en god mand.
Nu var det Jettes tur til at køre ud til Poul, men denne gang kunne hun ikke tale med ham som før. Det lod hun sig gå meget på.
Det sidste opkald skulle også vise sig at være hendes endelige farvel.
Selvom Anders sagde, at hun ikke bar skylden, havde Jette det ikke sådan. Hun skulle have fået ham indlagt. Hun skulle
Jette, vi er fremme.
Hvad? sagde hun, mens hun knap kunne mærke sine fødder.
Anders lagde en tung, tryg hånd på hendes skulder.
Vi er her nu.
Jette gik op på tredje sal, ind i lejligheden, hvor betjenten allerede stod sammen med naboen Inge, som hun også havde mødt før, da Poul var blevet dårlig nede på gaden.
Dengang havde Inge ringet efter hjælp og var blevet ved ham, indtil Jette kom.
God aften, Jette.
Godaften, Inge stillede hun spørgsmål på lavmælt vis. Var det dig, der ringede til politiet?
Selvfølgelig. Hans hvalp gøede hele morgenen. Jeg syntes det var mærkeligt, at Poul ikke havde været ude med ham, men jeg tænkte da, han nok ikke havde lyst. Så tog jeg på landet, og da jeg kom hjem igen, gøede den stadig. Så ringede jeg altså. Politiet kom med viceværten; de åbnede døren. Og så…
Hun pegede ind mod soveværelset.
Jeg forstår. Tak.
Jette gik ind og så længe på Poul, kæmpede for ikke at bryde sammen. Derefter udfyldte hun dødsattesten.
Hun begyndte at lede rundt, pludselig slået af en tanke; tjekkede køkken, bad og altan.
Leder De efter noget? spurgte betjenten.
Der skulle være en lille hund i lejligheden. Har De set den?
Mørk? Ja, den løb rundt her og gøede og knurrede ad os. Tror nu naboen tog den.
“Tusind tak!” sukkede Jette lettet.
Hun havde været bange for, at hvalpen var røget ud på gaden. Poul havde holdt så meget af Børge.
Da hun gik fra lejligheden, besluttede hun hurtigt at banke på hos Inge igen.
Jette? lød det overrasket. Er der noget galt?
Nej, jeg ville bare sige tak fordi du tog Børge til dig. Hvordan har han det? Er han meget ked af det?
Hvem?
Børge… Poul sagde, at du havde taget ham.
Nå, den hund! Nej dog, den har jeg ikke plads til her. Jeg slap ham bare løs. Han havde gøet og gøet jeg tænkte, han havde bedst af at komme ud. Hvem skal ellers tage sig af ham nu?
Poul sagde jo at han havde givet dig penge til foder…
Inge så pludselig beklemt ud, rystede på hovedet:
Ingen aftale. Han nævnte aldrig noget om foder eller penge.
Men han sagde til mig…
Undskyld, Jette, jeg har ikke tid til at tale mere. Hvalpen klarer sig nok, hvis den vil overleve. Verden er fuld af gode mennesker.
*****
Jette skyndte sig ned ad trappen og for ud på gaden. Imens var regnen begyndt først stille, men hurtigt voksende i styrke.
Jette, hvad laver du ude i regnen? råbte Anders. Kom ind i bilen.
Jette lagde medicintasken i ambulancen og lukkede straks igen.
Hvad nu? spurgte Anders forvirret.
Tag du bare tilbage til stationen, min vagt er slut. Men jeg må gøre en ting mere.
Hvad da?
Jeg må finde Børge.
Hvilken Børge?
Jette skitserede kort hændelsen. Anders tændte endnu en cigaret og lyttede.
Han kan ikke være langt væk. Kør du bare, jeg skal nok…
Men Anders smed cigaretten.
Nej! Jeg efterlader dig ikke alene. Det bliver snart mørkt. Vi leder sammen.
Du kan ikke bare lade bilen stå!
Det finder vi ud af. Ingen skal høre noget.
Sammen ledte de i regnen, oppe og nede, kaldte og ledte under buske.
Efter noget tid stødte betjenten til, spurgte overrasket, men tilbød straks at hjælpe.
Fandt ham! lød det pludselig fra Anders ovre ved en bænk.
Jette løb, og betjenten fulgte efter.
Der, under bænken overfor huset, sad Børge. Han knurrede mod Anders, ville ikke lade ham nærme sig.
Børge, min skat… Jette var nærmest ved at græde af lettelse og måske gjorde hun det, men regnen skjulte tårerne. Kan du kende mig, Børge?
Hvalpen kom forsigtigt frem og peb lavmælt. Han genkendte den rare kvinde, der ofte kom forbi med mad.
Jeg ved det godt, gamle ven Poul er borte nu.
Anders vendte sig væk, snøftede diskret. Betjenten så op mod de tunge regnskyer; rigtige mænd græder jo ikke, og slet ikke i uniform.
Jeg kan ikke erstatte din gamle ven, Børge, men jeg vil gøre mit bedste. Vil du med mig?
Og Børge fulgte hende. Han vidste, at Jette var god og ville ham intet ondt. Og regn det havde han aldrig brudt sig om.
*****
De første uger var Jette usikker; kunne hun klare det? Men så trådte moren til.
Når Jette havde døgnvagt, kom Inger Marie forbi og fodrede og luftede Børge. På fridage gik de ture i parken Jette, mor og den lille hund.
Hun fortrød aldrig, hun tog Børge til sig for nu gav hendes liv mening, og hun forstod pludselig Poul meget bedre, selvom hun som læge aldrig havde billiget, han ikke lod sig behandle.
Nogen tid efter kom et nyt medlem til deres lille familie: betjenten, som hjalp med at finde Børge den aften i regnen. Jette og han havde straks en god kemi, selvom omstændighederne ikke ligefrem var rare.
Da Bent en dag stod i hendes dør med blomster, blev han mødt af Børge. Hvalpen snusede til ham, så ham indgående an og gav så et gø, der betød, at du er godkendt.
Så vidste han, at intet ondt kunne ramme hans elskede menneske mere. Medmindre, selvfølgelig, det skulle være den lykke, hun endelig havde fundet.
