Tanjas skyld
Mor! Endelig! Jeg har ringet til dig fem gange allerede! Hvad sagde jeg? Du skal altid have mobilen med dig! Hvorfor tror du ellers, jeg har givet dig den? Det er Mikkels gamle, men den virker jo. Den lå bare og samlede støv, for Mikkel har jo købt en helt dyr én ja, han kan aldrig holde på pengene og den her blev bare lagt i kommoden. Kan du huske, jeg sagde, hvor meget den nye kostede
Lærke snakkede ufortrødent videre ind i røret, uden at tage hensyn til, at bussen var propfuld af folk. Og hvorfor skulle hun egentlig også gøre det? Hun var jo bare en omsorgsfuld datter, der ringede for at høre til sin mor
Hvad hun ville høre? Det var ikke så vigtigt. Det vigtigste var, at hun ringede. Nu om dage sagde de jo hele tiden i fjernsynet, at de unge folk glemmer deres forældre. At de var blevet egoistiske og utaknemmelige
Vrøvl! Lærke var en god datter. Meget god!
Hvorfor svarer du ikke? Du hoster bare … Kom nu, vi er der om ti minutter. Så kom ned, mor!
Tanja Jensen nikkede for sig selv, lukkede øjnene og trak vejret dybt. Alt svimlede, væggen gyngede, så hun måtte gribe ud efter det kolde jern i sengegærdet. Metallet skar mod hendes tørre håndflader, men det var godt. Det holdt hende fast. Hun skulle bare hvile lidt endnu, slikke sig om læberne og så rejse sig. På med den varme slåbrok, den cremefarvede med små lyserøde blomster, som hendes ældste datter, Iben, havde givet hende til nytår. Fødderne i hjemmeskoene, og så ned ad trapperne til stueetagen.
Tanja brød sig ikke om hjemmeskoene; hun syntes, de lugtede af hospital og institution men …
“I hospitalet er slippers nu engang mere praktiske, Mikkel! De er nemme at gøre rene, og hvis nu … noget sker!” sagde Lærke til sin mand, da han pakkede til svigermorens indlæggelse. “Hvad mener du med hvis?” spurgte han. “Mor er jo ikke nogen vårhare!”
Så kom slippersene i tasken, et nummer for store, men der var ingen tid til at købe nogen andre.
Undskyld, Tanja, sukkede Mikkel. Jeg køber nogen, der passer næste gang. Det her går nu nok, du skal nok snart ud igen, og så kan vi bare smide dem ud. Og for resten jeg har lagt mandariner i. Spis dem nu, ikke? Det er jo vitaminer! Han vinkede, og hun lod ham gå.
Lærke mente, at hendes mor havde valgt et dårligt tidspunkt at skulle opereres på. Noget havde de fundet, og nu skulle hun endda ligge på sygehus! Og Lærke, hun skulle jo snart på kursus, tæt på havet, glædede sig, men nu hvor skulle hun ellers gøre af datteren Katrine? Ifølge Lærke var det kun bedstemor, der duede. Man kunne overlade barnet til hende som til en schweizisk bank trygt! Og det kostede ikke engang noget; mor fik jo folkepension!
Kan du ikke udsætte alt det her cirkus? var det tredje gang, Lærke spurgte. Ordne det senere?
Men Tanja kunne ikke vente. Lægen mente, det hastede, hun var nødt til at komme.
Vil du gerne leve, eller hvad? Så kom i gang, og ingen slinger i valsen! sagde lægen.
Tanja rullede om på siden, kneb øjnene sammen. Alt rokkede, en underlig kvalme og stikken og pulsen i maven. Men op måtte hun nu.
Hvad laver du, Tanja? lød det fra nabosengen. Pas nu på, du vælter jo!
Jeg vælter ikke. Datteren min er kommet, hun har bedt mig gå ned. Det er ikke så slemt. Lægen sagde jo, jeg skulle bevæge mig.
Så lad hende dog komme op til dig. Undersøg besøgstiden først! De lukker ikke folk ind uden videre.
Lærke kan slet ikke med hospitalslugt. Hun var indlagt så mange gange som barn derfor.
Det er vi jo ingen af os vilde med, men sådan er det jo, sukkede naboen.
Jeg finder selv ud af det, tak.
Hun satte sig på sengekanten, svingede slåbrokken om skuldrene, mærkede sveden pible koldt ned over ryggen. Det var bare med at tage det stille og roligt. Hvis hun kunne komme hen til elevatoren …
Lærke stod i stueetagen, i den store hospitalshal, omgivet af metaldækstole og potteplanter i midten som små øer. Patienter i morgenkåber og joggingtøj sad sammen med pårørende, plastikposer, indkøbsnet, endeløse samtaler. Elevatorens dør gik op i ét væk, spyttede udskrevne patienter ud med papirer og recepter.
Lærke kneb øjnene sammen, prøvede at få øje på sin mor. Hun hev Katrine i armen.
Hold så op med at dreje rundt! Hiv nu halstørklædet op foran næsen! Der er bakterier overalt!
Katrine hev det strikkede tørklæde op til øjnene. Der var varmt i foyeren, madlugten lå tungt.
Hvor bliver hun af? Så svært kan det da ikke være at gå ned fra tredje sal! Nå, der er hun! Gå hende i møde, Katrine!
Katrine løb glad hen, favnede bedstemor næsten så hun væltede.
Forsigtigt nu, min pusling! lo Tanja, greb sig om maven, men stoppede, da hun så Katrines bange blik. Jamen, hvorfor er du her?
Hvem skulle jeg ellers lade hende blive hos? indskød Lærke og trak moren over til stolene. Flyt lige taskerne, min mor har lige været igennem en operation, lad hende sidde! sagde hun henvendt til en mand i stribet pyjamas, der straks ryddede sine ting.
Så, sæt dig nu. Den bider ikke! lo Lærke, mens hun næsten skubbede Tanja ned.
Tanja satte sig forsigtigt, bange for at syningen skulle sprække. Lærke rodede i poserne.
Her, mad kylling, pasta, Mikkel lavede en masse. Jeg sagde til ham, hvorfor pasta? Det forstoppelse får man da af!
Tanja rødmede, følte alle gloede på hende nu, men Lærke snakkede videre.
Her er druesaft. Den var på tilbud nej, du kan bedre lide æble, men nå. Gaver får man ikke lov at brokke sig over. Tag!
Tanja tog mod villigt mod den slidte taske, løftede den med besvær. Hun vidste, hun ikke ville orke at bære den op.
Tak, min pige. Katrine, tag nu frakken af, du sveder og bliver forkølet ellers, Tanja prøvede at hjælpe, men Lærke greb straks hendes arm.
Har du tænkt dig hun skal sygeliggøres herinde? Det vrimler da med virus! Jeg sætter ikke hendes helbred over styr!
Der er da ikke infektion på afdelingen Hvorfor overhovedet komme med Katrine? Her hører børn ikke til.
Synes du det? Skulle jeg lade hende være alene hjemme, så jeg kunne sidde og frygte, hun satte ild til hele opgangen? Hvis du ikke havde trukket alt det her med operationen i gang, havde alt været meget lettere for os andre! Nå, håber de udskriver dig snart. Hvad siger lægerne?
Jeg skal gå mere rundt, siger de. Men det gør ondt. Måske skal jeg have en ny støtteforbinding, de sælger dem vist i kiosken. Min virker ikke.
Ja, det siger de, for så kan de tjene på det. Mikkel betalte jo allerede vanvittigt for den sidste, vi skal da ikke betale endnu mere. Bind halstørklædet om, det går nok.
For resten, apropos penge det er faktisk derfor jeg ville tale med dig! Lærkes ansigt blev pludselig mildt, næsten overdrevet venligt; hun klappede morens skulder, mærkede hvordan Tanja skælvede.
Hvad er det, min pige? Tanja så på Katrine, som sad stille, pæn med fødderne trukket ind under stolen, som alle børn burde.
Jo, der er kommet regning for din lejlighed, og nu alt det her med indkøb og støttebind! Vi er altså ikke millionærer, mor. Iben og Victor siger, at jeg jo bor nærmest, så alt hænger på mig Nej, nu skriver du lige koden til dit Dankort her.
Hvilken kode? Tanja blev svimmel, hun trængte til at ligge.
Til banken, mor! Jeg har da ikke en pengetrykkemaskine! Skriv, så ordner jeg det.
Er det nu også lovligt? mumlede Tanja, tvivlsomt.
Mor, jeg er da din datter! Fordi jeg har lidt på grund af dig, så stoler du ikke på mig?
Lærke lavede ansigt, var tæt på at græde, vendte så hovedet, så alle kunne se, hvor hårdt moren var.
Jeg stoler da på dig … men i tv siger de, der kan opstå problemer, hvis man giver folk koden … Jeg kan da bare tage pengene ud og give dig dem selv, når jeg kommer hjem …
“Vil du virkelig det?” tænkte Tanja ynkeligt. Skylden overfor datteren tyngede som bly; hun følte, det aldrig kunne betales tilbage.
Åh, mor! Skal vi nu også tage den dans? Hvor mange gange har du givet Katrine penge til sko? Skriv nu bare, hvilke fire cifre!
Lærke var allerede klar med papir og kuglepen. Hvis det lykkedes, ville den nye minkpels og tasken fra butikken på vej til arbejde snart være hendes. Og hvad skulle moren bruge penge til? Til begravelsen? Det var jo statsstøtte til!
En stemme gav sig pludselig til kende: Det kan jeg ikke anbefale, sagde manden i den stribede pyjamas, lidt kejtet over Lærkes isnende øjne, men rettede sig så op. Hans søn nikkede.
Holder du ikke lige snitterne for dig selv! Sådan nogle er dem, der klør pensionisterne, hvæsede Lærke. Kom, mor, lad os sætte os et andet sted! Og skriv så, jeg vil hjem! Du kigger bare på mig, jeg har sørget for mad, taget barnet med er det takken?
Lærke knaldede frakken sammen og så sig omkring. Alle tog notits. Det kunne Tanja ikke lide.
Vent, Lærke! Jeg skriver. Blev bare overrasket, sagde Tanja bag hende.
Lad hende bare gå, mumlede manden til Tanja. Og lad mig bære din taske op. Kom, Romer! Det klarer jeg selv!
Tanja og han gik til elevatoren uden et ord. Tanja så sig hele tiden tilbage efter Lærke, men hun var væk.
Hvilken etage? Jeg hedder i øvrigt Jørgen Zachariassen, fra maveafdelingen, hvis du undrer dig.
Tredje, nikkede Tanja med et distræt blik.
Kirurgi, ja. Der står en palme i gangen, kan jeg huske. Den er fin.
Men Tanja svarede ikke.
De gik ud på gangen, satte sig. Pludselig sprøjtede Jørgen ud:
Hvordan kan du lade nogen behandle dig sådan? Du har viet dit liv til hende, men alligevel … Hun bruger sin egen datter som skjold!
Børn skylder forældrene ingenting, sagde Tanja med ligegyldighed.
Gør de ikke? Det er nyt for mig. Man bør da respektere dem, være taknemmelig. Det er svært, siger du? Ja men det er dét, kærlighed er. Min stedsøn Romer, vi var aldrig tætte, men da min kone blev syg, trak han mig op. Jeg var ved at gå til men han kæmpede for mig. Og nu ved jeg, hvad han føler. Og jeg elsker ham.
Men hvad skal jeg gøre nu? spurgte Tanja stille.
Lev. For dig selv. Lad være med at undskylde konstant. Det er tarveligt, ærligt talt! Du arbejdede for at give hende mad, hvorfor skulle du undskylde for det?
Det var naboen, der satte det i hendes hoved. Engang lod jeg hende passe Lærke for at kunne arbejde.
Typisk! “Cherchez la femme”, som de siger … sukkede Jørgen.
Tanja sov forbløffende godt den nat, og næste morgen kom den unge sygeplejerske Maria ind med en buket blomster.
Hvorfor? Fra hvem? spurgte Tanja forvirret.
Hilsen fra gastro-drengene. En vis Zachariassen. Han sagde, det var vigtigt.
Kort efter fik Tanja slippers med margueritter på, og efter udskrivningen blev hun hentet i bil af Romer. Jørgen sad foran og snakkede løs, uden at turde spørge Tanja, om hun kunne tænke sig et rigtigt stævnemøde.
Er du ved at få travlt, far? fniste Romer, da han hørte Jørgens forfjamskede forsøg.
Når man er vores alder, skal man ikke vente for længe, sagde Jørgen.
Lærke blev ved med at ringe til sin mor, skændes, men Tanja Jensen havde pludselig nok at se til. Jørgen insisterede.
Mor! Har du nu fundet en mand og så kan jeg bare passe mig selv!? hvæsede Lærke og stirrede på sin mor med kolde, smalle øjne. Præcis som dengang!
Tanja blev lidt forlegen, men løftede så snart blikket og sagde:
Jeg elsker dig, Lærke. Men jeg tog afsted for at tjene penge, din far var blevet fyret. Det kan jeg ikke bebrejdes! Ikke mere. Og nu er det nok.
Jørgens skikkelse dukkede op bag hende, rank og myndig. Lærke hvæsede og trak Katrine med sig. Jørgen var ikke til at bide skeer med, tænkte hun. Men så var der jo Mikkel ham kunne hun nok snart få brug for!
Mikkel tog Katrine og kørte til Odense for at besøge sin mor. Han arbejdede hjemmefra, så det var ligemeget hvor han opholdt sig. Katrine glædede sig til at prøve at være hos en anden bedstemor.
Hvad med mor? spurgte Katrine, da kufferten var pakket.
Mor skal hvile sig lidt, svarede Mikkel alvorligt.
Lærke så væk, fornærmet. Der var stadig Victor og Iben. De kunne heller ikke slippe! Hun skulle nok få fat i dem På hospitalets parkeringsplads åbnede Jørgen døren for Tanja. Hun tog imod hans arm stivheden var der stadig, men nu bar den hende ikke alene.
De satte kurs mod huset, hvor Tanja vidste, at de første blå anemoner snart ville springe ud under hækken. Katrine havde lagt et lille brev i hendes taske, opdagede hun senere; et hjerte og teksten: Bedste, kom hjem til mig snart!
Telefonen brummede i lommen, men Tanja tog den ikke op. Det måtte vente til i morgen måske længere. For første gang i mange år var stilheden ikke tom eller tung, men let og fuld af muligheder.
Ved hendes gadedør kiggede Jørgen på hende med et grin: Næste gang du flygter fra hospitalet, siger du bare til. Jeg kan altid bruge lidt spænding og selskab.
Tanja nikkede og smilede. Hun åbnede døren og mærkede en ny modstandskraft i hænderne.
Inde i gangen satte hun sig på bænken og trak vejret ind. Bag sig hørte hun en besked bippe ind på mobilen: Mor, henter du Katrines støvler i dag? Hun lod den ligge.
I stedet skubbede hun døren på klem, så forårssolen kunne nå helt ind i gangen. Den var varm, blid, gylden mod trægulvet og ligesom livet, lyste den mest, dér hvor man endelig havde ryddet lidt plads.
