Giv slip, lad gå
Må jeg ikke nok lege lidt? Kom nu! råbte lille Solvej højlydt og stampede i gulvet, mens hun hev dukken ud af Annas hænder. Dukken, plastik med lyse krøller og en gul kjole, blev revet frem og tilbage mellem pigerne, hovedet hang næsten og truede med at ryge af. Kom nu, hvorfor skal du være så nærig?! Uhaaa! Solvej rykkede endnu hårdere og rev sløjfen af dukkens kjole. Anna begyndte at græde, så det kunne høres hele vejen til Nørrebros kolonihaver, som en bjørneunge hvis bær var blevet taget fra hende.
Anna var kommet ud til Solvej i sommerhuset, for det var Solvejs mor, Birgitte, der havde fødselsdag i dag. Birgitte havde inviteret Annas mor, Mette, på kaffe og lagkage.
Birgitte og Mette havde gået i skole sammen i Roskilde, men det var længe siden. Siden gik deres veje hver til sit: Mette tog til Aarhus for at læse, mens Birgitte blev i Roskilde, læste videre på brev og arbejdede i en vinhandel. Ikke bare en vinhandel, men Dagrofa’s, hvor omsætningen var god, og ejeren, Laurits, en evigt buttet, halvskægget mand, ofte forærede Birgitte flasker cognac, rom og endda vin fra Frankrig. Birgitte nikkede taknemmeligt hver gang, og solgte så flaskerne videre til vennerne hjemme hos sig selv. Til Laurits sagde hun altid, at det smagte fantastisk. Han blev blød om hjertet og forærede endnu mere. Birgitte kaldte det, med fnisende latter over til veninderne, for deres platoniske kærlighed. Det sluttede brat, da Laurits døde. Vinhandlen blev taget fra ham, og først bagefter døde han i fortvivlelse. Et svigtende hjerte, sagde man
Han var meget ensom, virkelig ensom sad Birgitte senere på køkkenet og sagde sagte med snapsen i hånden. Han havde penge, han havde butik, men ikke familie eller børn. Ikke engang nogen til at sørge over ham. Kun jeg var med til hans begravelse sammen med to flyttefolk. Forestil dig, Mette, at have så mange penge, men ingen pårørende. Det er synd! Birgitte begyndte at græde, fuld og forfrossen, rystende på hænderne, om det var kulde eller skræk, vidste hun ikke selv. Døden havde hun frygtet siden barnsben ikke døden som begreb, men hvad der skulle ske med hende selv. Senere blev det dog til, at hun med mange års slid og besøg på hospitaler og plejehjem passede og plejede sine forældre, besøgte dem, havde hjemmebag med og til sidst begravede både Karl og Ingrid. Da forsvandt frygten. Hun så døden i øjnene, og døden, træt og ensom, trak på skuldrene. Birgitte ville sige: “Tak.” Tak fordi det varede længe, men også tak fordi det fik ende.
Men det var først senere. Nu skridtede Birgitte rask gennem Østerbros gader, på vej til balletskolen hvor Solvej gik. Læste noget på mobilen, kiggede op og fik øje på en skikkelse forude.
Birgitte blev så glad, at hun råbte ud over hele vejen:
Mette! Vent lige!
Mette drejede sig om og knipsede med øjnene for at se ordentligt. Hun genkendte slet ikke Birgitte om det var den nye frisure, slankere talje, eller bare friskheden i hele væsenet.
Mettemus! Nøj, det er længe siden! Hvem er det, du har med? Din pige? Jeg har også en pige, Solvej. Hun er til ballet nu. Birgitte lavede en tåspids og lo. Vi sender hende til ballet. Min mand, Jakob, synes dog, det er træls, men jeg giver ikke op. Solvej skal have rank ryg, og lægerne siger også, hun bøjer lidt. Nå, nok om mig! snakkede Birgitte løs. Hvad med dig? Jeg ser da, der er barn, men ingen ring?
Vi blev skilt, hviskede Mette og gemte hånden i lommen.
Og hvad så? Hvorfor skamme sig! Betaler han børnepenge? blinkede Birgitte til Anna, der kiggede væk. Hvis han gør, så lad ham! Halvdelen af Danmark skilles jo. Men selvfølgelig, hvis det var kirkebryllup, er det lidt af et brøde, Mette! Åh, hvad for en synd! Birgitte vred ansigtet i morsomt gammelmandsudtryk, præcis som hendes egen bedstemor fra Lolland, som kun få gange havde besøgt barnebarnet i Roskilde.
Det var ikke et kirkebryllup, sagde Mette lavt.
Nå så må han trave videre. Nå piger, jeg skal hente Solvej fra ballet, der er eksamen, og selve Helle Antonov udpeger piger! Og Helle er en stjerne, et talent! Men pludselig blev Birgitte tavs, for så at udbryde:
Kom hjem til mig på lørdag til fødselsdag! Til sommerhuset, Mette, du ved jo hvor det er?
Jeg ved ikke Det føles lidt akavet Mette tøvede, og tænkte: hvad skal jeg købe i gave? Man kommer ikke tomhændet til Birgittes, og hun har altid haft store forventninger.
Akavet, Mette? Akavet er, når man klør sig bag øret med sin storetå. Kom nu, alle mine er der: mor og far husker dig. Mor hørte for nylig dit efternavn i Liebhaverne og håbede, du ville dukke op på skærmen. Men det var en anden! Nå, jeg plaprer. Kom nu, Mette! De gamle bekendte, vennepar Uh, nu kom jeg til at sige par! Undskyld du kan tage en med, hvis du har lyst! Nå, jeg må løbe! Lørdag, klokken ti! skreg hun over gaden og vinkede som om det var et nødsignal, nærmest, men Birgitte var ligeglad med blikke fra kvarteret.
Mette bebrejdede sig selv for det måske, nu blev hun ventet. Eller måske alligevel glemt Birgitte plejede at glemme ting hurtigt; hvad betød en Mette i hendes fortid? En fraskilt kvinde med barn, delt ejerlejlighed med tante Ellen, problemer og ikke skyggen af festhumør.
Hun bebrejdede sig mens de gik til Brugsen, mens de stod i kø, mens de gik hjem.
Hvorfor tramper I? For hvem har jeg lagt kluden på dørtrinnet? Du gør jo ikke rent selv, Mette, men du kan da lære din pige at respektere andres arbejde! Tante Ellen stod i gangen, armene over kors, og kastede skarpe blikke mens Anna og hendes mor forsigtigt listede over det grå klæde og sneglede sig ind på værelset.
Det går ikke! Tante Ellen gav sig ikke, hun havde siddet alene hjemme hele dagen og trængte til at skælde ud. Op, tag skoene og vask! Der kommer jo ellers straks sjask på mit gulv!
Hun talte højt, pibende, mens hun rettede et massivt armbånd af rav på sin venstre arm.
Tante Ellen, der er tørt udenfor. Helt tørt, svarede Mette træt.
Tørt eller ej, I har sikkert slæbt sand ind! Jeg har astma! Fejl at lukke jer ind her! Helbredet betyder åbenbart ingenting for jer, Ellen kørte sig op, opmuntret, det blev aldrig kedeligt når Mette og Anna var hjemme.
Okay, jeg vasker. Gå du ind til dig selv, Ellen, ellers bliver du syg, Mette tog skoene og gik. Tante Ellen, nu tilfreds, forsvandt til sit program om danske kendisser. Især var hun optaget af om Hr. Bentsen nu endelig havde forladt sin tredje hustru.
Da TV-programmet var slut, gik Ellen ind i køkkenet, hvor Mette hurtigt lavede mad til sig og Anna.
Ellen krydsede armene over brystet og betragtede Mette, så snerrede hun:
Du branker jo panden! Brænd din egen, ikke min!
Det er min pande, Ellen. Også min palet. Mette tog kartofler og frikadeller over på tallerkner, pustede ud. Anna, tag maden, kom.
Anna tog tallerknerne, men Ellen svajede pludselig, kom til at støde ind i hende, så alt røg på gulvet. Anna gispede, faldt på knæ for at samle op.
Hvorfor, Ellen?! Du gjorde det med vilje! Hvad har vi gjort dig? Vi betaler, vi bor som vi har fået lov til. Hvorfor kan du aldrig lade os være?! Hvorfor gør du nar? Du åbner vinduet på vid gab om natten, hælder min kaffe ud! Hvis det ikke duer, så bare sig det! Anna, gå ind til dig selv, jeg ordner Græd nu ikke, skat, lad være. Jeg varmer noget nyt. På min pande. Som jeg vil. sagde Mette i staccato og så Ellen udfordrende i øjnene.
Ellen smilede slesk.
Nu har du fået stemme! Kan du så også skælde ud, hva’? Kunne bare ikke holde på din mand, hva’? En anden stak af med ham… spidsede Ellen. Du er slap, Mette. Lige nu skændes du, men du er bange og derfor gik Jakob også. Hans nye har ben i næsen, går til stålet! Ikke som dig, du stakkel!
Mette blev bleg, bed sig i læben, kastede panden i vasken og flygtede til Anna på værelset, hvor hun kunne græde i fred.
Mette havde altid været blød aldrig spurgt ind eller sagt fra, ikke ville skabe konflikt. Et pragteksemplar, sagde hendes forældre, “du gør altid, hvad folk beder dig om”. De andre mødre i børnehaven kunne godt lide hende: hvis man bad om legetøjet, gav hun det, selv om det var hendes yndlings.
Også lærerne i skolen roste hende indtil hun en dag gav klassekassens penge til en tigger, der bad så pænt.
Hvorfor gjorde du det, Mette? spurgte klasselæreren, og Mette stod rød og grædefærdig med blikket i gulvet.
Han bad så meget han var sulten, mumlede hun og snøftede.
Det var ikke ondt ment, sagde hendes far, der stod bagved og gned en plasticpose. Hvor meget var det? Jeg betaler.
Det er ikke pengene, Finn…
Jo, jo hvor meget?
Det er ikke pengene det handler om, at hun ingen rygrad har! Alt, hvad man beder om, giver hun væk. Hvem bliver hun til? rasede læreren.
Men Finn tog datteren i hånden og gik.
Undskyld far, jeg skuffede dig og mor.
Der sker ikke noget, lille ven. Sådan er du bare. Min mormor var den samme. Hun hjalp alle nogle gange blev hun snydt, men hun sagde altid, at godhed vender tilbage. Da hun skulle opereres, fandtes ingen læger med erfaring. Men så kom netop ham fra København og hjalp Fordi hun så godt nok havde fortjent det. Så selvom alle siger, at det er dumt, giver det mening, forstår du?
Men man skal også tænke sig om, ikke far?
Det skal man. Alting med måde sagde han.
Bussen stoppede, de steg ind. Anna så en drukkenbolt i sædet og nævnede, at hun havde givet ham pengene aftenen før.
Se, der er han Han snorker. sagde hun.
Derfor siger jeg, Mette: brug hovedet, sagde Finn og løftede pegefingeren.
Livet lærte Mette gradvist at tænke sig om, når hun gjorde godt, og nogen gange blev hendes godhed gengældt.
På universitetet hjalp hun en roomie, Rikke, der var i problemer, smed ud før jul og ude af stand til at komme hjem.
Hvordan skal jeg komme hjem? Billetter koster jo en herregård nu! Rikke pakkede kufferten. Professoren vil intet hjælpe, forsvinder bare. Der er ikke engang penge til at gå til læge.
Du skal hjem, Rikke! Her Mette gav hende sine øreringe og sine sidste penge. Du skal tage dig af dig selv nu, spis, pas på dig.
Er du tosset, Mette? Hvordan kan jeg betale dig tilbage?
Det siger alle.
Hvem?
At jeg er tosset Jeg hjælper altid, sagde hun.
Senere kom der en stor pakke hjem til Mette: to glas marmelade, honning, hjemmestrikkede strømper og i én vante, i en seddel, lå pengene.
Rikke fortalte, hun var kommet vel hjem, boede ved sin bedstemor, der havde overtalt hende til at tage ansvar for sig selv.
Mette blev glad.
Er det fra en kæreste? spurgte hendes nye roomie.
Nej, fra en veninde, svarede Mette.
Kærester havde hun det svært med. Hun blev altid stiv som bambus, rødmede, og ingen mand fik lov at røre hende.
Hvorfor, Mette? Du er jo smuk. Hvis du knipsede, ville alle hoppe. sagde veninderne.
Men det ville hun ikke. Hun ville ikke knipse, og kunne ikke forestille sig ægteskab.
Grunden til, at Peter blev hendes mand, var, at de begge stod rædselsslagne uden for tandlægen. Mette trøstede ham og så blev det dem. De giftede sig, hun flyttede ind, så kom Anna til verden. Mette ændrede sig: ikke hårdere, men altruisme gled i baggrunden. Men hvis Peters venner kom forbi, sørgede hun altid for at sende noget med dem: et stykke kage, frugt. Peter grinede, de sagde nej, men tog imod, og Mette var glad for at kunne glæde andre.
Det var længe siden nu.
—
De ankom til Birgittes sommerhus ved elleve-tiden. Birgitte kom løbende ned ad grusstien med sin lille hund, Bisse, gøende efter sig.
Bisse, tyst! Det er jo venner. Mor, Mette og Anna er her! Solvej, kom, din veninde er her! Birgitte råbte, var ligeglad med naboerne eller Jakobs sure mine.
Mette rakte Birgitte en lille buket og en æske belgiske chokolader.
Ih, Mette, du skulle ikke have! Birgitte tøvede lidt, men tog imod og trak Mette med ind.
På altanen stod Ingrid, Birgittes mor:
Nøj, det er mange år siden! Mette, kom indenfor, hvad hedder datteren? Anna? Kom, Anna, vi skal bage tærter, du kan hjælpe Solvej!
Birgittes far, Karl, bar liggestole ud på plænen.
Tak, far. Hvordan har du det? spurgte Birgitte og lagde armen om ham.
Han trak på skuldrene og gik ind.
Har du grædt? Birgitte slog sig ned overfor Mette, skræmte en flue væk, gik ud i pavillonen og kom tilbage med æbler.
Nej, det er bare tnate Ellen Vi kom op at skændes svarede Mette.
Hvem? Hvor bor du egentlig nu?
Anna og jeg lejer hos hende. Hun kender Peter fra hans barndom Anna tog et bid af sit æble. Det smagte ligegyldigt, hele tilværelsen føltes blafrende og mat.
Så du bor hos en, der har kendt din eks som barn? Hvordan er hun?
Tjae Kritikeren af mit rygradsløse væsen. Synes, jeg skulle have slået kløerne i Men jeg kunne ikke. Ikke af pligt. Så er det slut med kærligheden.
Birgitte trak solbrillerne op og kiggede på hende, nikkede eftertænksomt.
Kærlighed findes ikke. Det er opskriften her på matriklen. Men hør: Fik du bolig? fortsatte hun, kiggede mod Jakob, der mumlede og stak til børnenes mor.
Peter beholdt lejligheden, Anna og jeg fandt et værelse, svarede Mette. Du kæmpede ikke engang for børnepenge eller tvang ham til at købe jer et sted? udbrød Birgitte.
Jeg skulle ikke have noget af ham. Når jeg har renoveret herregården færdigt, flytter vi hjem til mine forældre.
Jah, så skal vi i gang med salaten! sagde hun pludseligt og trak Mette mod køkkenet. Jeg har champagne, som smager som engledrik! Kom, lad os fejre det!
Jakob sad og røg på bænken, smed smøgen og spyttede.
Mor, Solvej rev min dukkes kjole i stykker! klagede Anna.
Jeg ville bare lege, men hun lod mig ikke, snøftede Solvej. Jakob samlede hende op, hvislede noget i hendes øre.
Se, det er det bedste anker! blinkede Birgitte.
Du skal ikke være ked, Anna. Vi syr den hurtigt, prøv du at tegne med kridt imens.
Må jeg, mor? Anna så op med smalle øjne.
Ja, gå du bare.
Mette fik pludselig kuldegysninger.
Jeg fryser faktisk her. Selv i luften mærker man det sagde Ingrid pludselig bag Mette. Ja, det hænger i luften. Ingen kærlighed, kun skænderier.
Mor! råbte Birgitte.
Hvad?! svarede Ingrid uden at blinke. Kom nu, vi har masser at lave.
Ingrid satte dem i gang med snittebrætter og grøntsager, på det store bord.
Sådan! proklamerede hun.
Pludselig smed Birgitte alt og fór hen til sin mand, greb mobiltelefonen ud af hånden på ham og smed den mod stengærdet. Jakob sagde ikke noget, gik ned i værkstedet.
To år har det været sådan Åh, gid hun dog ville slippe ham, så var der ro, mumlede Ingrid. Og hvad med dig?
Skilt, sagde Mette bare. Elsker Birgitte stadig Jakob?
Nej Ingrid rystede på hovedet. Hun vil bare ikke give slip. Birgitte har aldrig kunnet give slip.
Hun lever ikke… Ikke rigtigt, mumlede Mette. Vi gik bare fra hinanden med det samme, ingen plage. Nu har vi hvert vores, måske ikke lykkeligt, men uden nerver.
Ja, det er rigtigt. Hun jager ham væk, så græder hun. Gør Solvej til sin projekt. Jeg kan ikke hjælpe, Ingrid sukkede.
Der var ikke tid til mere snak, for Birgitte kom tilbage. Kvinderne fortsatte, talte om børn, minder. Mette fortalte om renoveringsarbejdet, hvordan hun endelig havde fået fod under drømmen.
Tre gange blev jeg spurgt, før jeg sagde ja Peter ville helst have mig hjemme. Men nu jeg elsker mit arbejde! smilede hun.
Så var det alligevel dig i TV! Ingrid smilede stolt. Birgitte! Ikke løg i den salat!
Birgitte sukkede, ville sige noget, men en bil dyttede. Hun løb gæsterne i møde
Senere gik Mette på græsset i bare tæer, for det var ikke hendes miljø blandt Birgittes venner. Hun satte sig hos Anna og Solvej, først observerende, men snart tegnede de alle tre på fliserne.
Da de kaldte til bords, var Anna, Solvej og Mette som venner, småsludrende.
Aftenen gik let. Ingrid og Birgitte diskede op, stemningen lettede, Mette følte sig til sidst hjemme i selskabet.
Jakob sad ved siden af konen, lidt fjern, lo ved forkerte tidspunkter, forsvandt senere.
Der var lagkage og lys, sange til guitar, gæster kom og gik. Mette og Anna fik det bedste værelse med åen i horisonten.
Måske kan I se lygtemænd i aften, hviskede Birgitte til Anna. Om morgenen kommer fiskehejrerne!
Anna greb mors hånd og nikkede ivrigt.
De gik tidligt i seng, selvom Mette havde forventet fest til langt ud på natten. Men klokken tolv var huset stille. Mette, Birgitte og Ingrid ryddede op, Karl jagede dem i seng.
Du er heldig med din far. Den slags mænd laves ikke mere Birgitte sukkede.
Måske, sagde Ingrid lavt. Men du skal leve, ikke bare vogte, Birgitte. Ellers bliver du selv som en skygge.
Hold op, mor! Birgitte styrtede ind. Mette rejste sig.
Jeg vil lige se til Anna. Du skal ikke være ked, Ingrid. I dag er en festdag!
Ingrid nikkede, tørrede skjult tårer væk
—
Næste morgen vækkede motorlyd. Bilruden gled op, lågen smækkede, dæk rullede væk på grusvejen.
Birgitte stod på trappen og græd. Porten lukkede, magnetlåsen klikkede. Jakob kørte væk på landevejen, væk fra alt, ud i friheden. Snart forsvandt bilens bagende i tågen. Tågen snurrede op fra åen, lagde sig som mælk over engen, indhyllede træerne i fugtig duft.
Birgitte skuttede sig, nogen lagde en trøje over hendes skuldre.
Åh Mette, er det dig? hviskede hun. Jeg sendte Jakob væk
Men hun kunne ikke sige gav slip. Det var en sejr for døden at give op. Men hvad nu?
Tillykke med fødselsdagen, Birgitte! Dit nye liv starter i dag og jeg lover, du vil komme til at holde af det! Nu kan du give slip på jagten. Glæd dig, Mette lagde armene om hende.
Tror du virkelig det? Hvad nu hvis jeg ikke kan? hviskede Birgitte barneangstigt.
Jeg ved det. Kom, lad os bade! Mette blinkede lumskt.
Hvad?! I mørket? Så må jeg da tage badetøj!
Du er kedelig! Mette grinede, smed sandalerne og løb mod lågen.
Vent! Jeg kommer. Åh, Mette den stille pige!
Der er altid strøm under overfladen! blinkede Mette.
Kun månen og stjernerne over åen var vidner til deres natlige bad. Ingrid kiggede ud ad vinduet, hvor pigerne nu puttede på samme værelse.
Hun smilede. Hendes datter var født igen i nat. Først døde, så genopstod, kære, vidunderlige Birgitte. Hvis Jakob nu må starte forfra, så fortjener Birgitte kun at gå videre ud mod daggry, ud på engen hvor lygtemændene danser, og en ny dag og lykke venter.
Efter en måned, sagde Mette og Anna farvel til Ellen og flyttede ud. Gennem Birgitte fik de et nyt sted.
Tante Ellen græd, bad dem komme på besøg. Mette nikkede. Måske. En gang imellemSommeren gled over i sensommer. Anna og Solvej legede stadig sammen nu byttede de dukker midtvejs, ingen trak mere i håret på nogen. En søndag i september sendte Solvej et lille brev til Anna. På forsiden havde hun tegnet to piger, der stod midt på en bro, og under stod med skæve bogstaver: Venner slipper ikke. Anna lagde brevet under sin pude, hvor hun kunne mærke det med fingrene, hvis hun vågnede om natten.
I det nye hjem var der flyttekasser, fugtskader i hjørnerne og ingen have men plads nok til at Anna kunne danse rundt, og Mette kunne grine, når yndlingskoppen væltede. De lærte navnet på den gamle dame ovenpå, der elskede at høre børn synge, og snart vidste alle naboerne, hvem hende med den hjælpsomme pige var.
Mette havde det stadig svært med ordet nej, men hun begyndte at smage på det lidt oftere. Da chefen bad hende dække ekstra vagter, sagde hun: Ikke denne gang, jeg skal til balletopvisning. Og da Anna tryglede om lidt mere skærmtid, holdt Mette fast og så lagde Anna sig bare ved hendes side med en bog i stedet, tavs men tæt. Det føltes som en gryende styrke, som om noget blødt i hende voksede fast.
Birgitte og Mette sås tit. De talte ikke længere kun om børn eller mænd, men også om alt det imellem. De vandrede sammen gennem byen, tavse når der ikke var ord, snakkende når hjertet var let. Birgitte havde smidt gamle flasker ud, slettet navnet Jakob fra sin telefon, men beholdt billedet af Bisse på forsiden.
En aften fandt Mette en meddelse fra Rikke i sin indbakke, vedlagt et billede af Rikke og hendes datter foran et hus. Vi gav slip, og se hvad vi fandt, stod der. Mette smilede, sendte straks svar: Jeg forstår nu. Vores hænder bliver ikke tomme, bare fordi vi slipper. De bliver fri.
På Anna og Solvejs skole blev der opført teater. Anna sagde ja til at spille træet, fordi hun var bange for at sige replikker men hun stod rank, uden at vakle, og Solvej var solsorten, der satte sig på hendes arm. Læreren klappede. Mette fældede en tåre. Da forestillingen var forbi, løb Anna ned fra scenen og krammede sin mor så hårdt, at hun næsten ikke kunne trække vejret.
Alt var ikke let der kom regninger, kolde morgener, gamle skænderier men Anna begyndte at synge mere, og Mette lærte, at glæde også kan være noget, der skal øves.
En aften lå de i mørket, vinduet var åbent, så de kunne høre regnen slå på stakittet. Anna spurgte:
Mor, hvis man slipper, beholder man så stadig det, man elsker?
Mette tænkte længe. Så sagde hun stille:
Ja, men kun hvis man tør åbne hånden, så det får luft og vokser.
De lå tyste, indtil Anna døsede hen. Udenfor blafrede lyset fra en cyklist forbi, lygtemænd i regnen, og inde i mørket mærkede Mette, at hun for første gang i lang tid ikke længere holdt fast i frygten. Hun lod det hele flyde, og i det tomme rum var der plads til alt det nye, som ventede på hendes hånd.
