Jeg husker dagen, hvor jeg vender tilbage til mit barndomshjem efter ti års fravær. Jeg troede først, det blot ville være et kort besøg, men det viser sig, at denne dag ændrer min opfattelse af livet.
Jeg rejste til Tyskland, da jeg var syvogtyve. Planen var enkel arbejde et par år, spare nogle penge og så tage hjem igen. Det gentog jeg for både familie, venner og mig selv.
Men tiden flyver.
Jeg arbejder på et lager med byggematerialer. Det er hårdt, men lønnen er god. Efterhånden vænner jeg mig til livet der, til roen, til ordentligheden og de lukkede gader, hvor alt går sin gang altid til tiden.
Dog er der én ting, jeg aldrig vænner mig til stilheden efter arbejde.
Om aftenen sidder jeg i min lille lejlighed, og timerne glider forbi uden at jeg hører et menneskeligt ord. Af og til ringer jeg til gamle venner fra Danmark, men samtalerne bliver sjældnere. Alle har deres eget liv nu.
En dag ringer en tidligere nabo. Han fortæller, at mine forældres hus står forsømt. Efter de begge gik bort, har ingen boet der.
For første gang i årevis tænker jeg seriøst over hjemmet.
Nogle uger senere tager jeg ferie og tager hjem. Da jeg står på den gamle vej, ser alting mindre ud end jeg husker det. Huset ligner sig selv, men haven er fuldstændig gror til.
Jeg låser døren op og går ind.
Det dufter af gammelt træ og støv. Møblerne står præcis som jeg forlod dem. På væggen hænger stadig uret, som min far plejede at trække op hver aften.
Jeg sætter mig på den gamle stol i køkkenet og stirrer længe på bordet. Minderne vælder frem hver aften, hvor hele familien samledes, hvor min mor lavede mad, far fortalte historier, og jeg selv var ivrig efter at blive voksen og komme ud i verden.
Nu er jeg kommet ud i verden. Men jeg forstår, at jeg har efterladt noget vigtigt bag mig.
De næste dage går jeg i gang med at gøre haven i stand. Jeg sætter hegnet i stand, skærer de visne grene væk og maler bænken foran huset.
Mens jeg arbejder, stopper naboerne op for en snak. De spørger, hvordan jeg har det, og hvordan livet er i udlandet.
Og jeg mærker noget, jeg ikke har følt længe følelsen af at høre til.
Da min ferie slutter, står jeg over beslutningen: Skal jeg tage tilbage til Tyskland?
Jeg bliver stående længe i haven og ser på det gamle hus. Alle de år, jeg har været væk, glider gennem tankerne.
Så indser jeg noget enkelt.
Man kan søge efter et bedre liv i hele verden. Men nogle gange er det, man søger, altid dér, hvor man oprindeligt kom fra.
Og for første gang i mange år føler jeg, at jeg er hjemme.
