Almindelige mennesker
Der var altid liv på gaden om foråret, dengang solen endelig begyndte at sende varme stråler ned over dybgrå fortove, og gaderne i København blev oversvømmet af smeltet sne og regnvand, der rislede som små sølvtråde hen over asfalten, bugtede sig ned mod sidegaderne og videre om ad Dronning Louises Bro til kirken på hjørnet. Mindst lige så travlt og festligt var der dér i dag. Ud af en lille minibus sprang en flok mennesker: kvinder i lyseblå, grønne og hvide kjoler og tørklæder tørklæderne klædte dem overraskende godt. Mændene i jakkesæt og nypudsede sko, slipsene nøje justeret.
Fra en mindre bil trådte en kvinde rundt og så sig usikkert omkring.
Mathilde! Hvorfor går du selv, Mathilde? Du kunne da vente, jeg ville jo åbne døren for dig! sagde hendes mand, Anton, idet han skyndte sig hen til hende.
Lad nu være med at råbe, Anton. Emil sover. Det ville være så rart, hvis han ikke begyndte at græde. Jeg er nervøs, Anton hviskede Mathilde, tydeligt fortumlet. Hun havde aldrig været med til en barnedåb før, og havde først for nylig selv set sig som mor den slags var nyt og skræmmende. Hun frygtede, at lille Emil ville blive bange og begynde at skrige som sidste uge ved badet; dengang var det blevet så voldsomt, at Anton havde ringet efter lægen en kølig og rolige børnelæge ved navn Marina Christoffersen. Hun kom i sin grå frakke, stod i entréen og tørrede hænderne af, før hun gik ind til det grædende barn, Mathilde kærligt vuggede frem og tilbage.
Læg ham fra dig, beordrede Marina.
Hvad siger du? Jeg kan ikke høre, hvad du siger! svarede Mathilde forpustet.
Læg ham ned! Hvorfor går du og ryster ham som en rasle? Hans små knogler kan da ikke tåle det! sagde Marina Christoffersen ind i Mathildes øre.
Nej, nej! udbrød Mathilde højt og kiggede på Anton med bange øjne.
Anton lo stille. For ham var Mathilde stadig et barn, og nu havde hun givet ham en søn, en arving. Men ingen af dem anede noget om, hvordan man skulle være forældre.
Kom nu, læg ham så… Ja, se! Hvor er han dog fin og stærk, grinede Marina. Sikke nogle dejlige kinder! Og hvor han ligner sin far!
Anton rettede kroppens skuldre og smilede stolt. Det kunne han lide at høre især efter svigermors evindelige: Han er jo så meget fra din side, Mathilde! Men Anton syntes nu, han kunne genkende noget fra sin egen familie især næsen! Ørene sad lidt tæt, men det kunne nu nok komme.
Sikke høje tindinger. Det går nok mange tanker derind! fortsatte Marina og vinkede Anton over til vinduet for at lukke det, så lillemanden ikke blev kold.
Hvad fejler han? Han har aldrig grædt sådan før, sagde Mathilde, nu selv på grådens rand.
Ja, hvad havde du regnet med? Havde du fået en pige, havde det nok været anderledes. Men drenge, især dem med høje tindinger, dem kan man høre… grinede Marina, mens hun hurtigt gennemgik lille Emils krop, rettede ben og arme forsigtigt ud.
Det er kolik, konkluderede hun. Jeg skriver op, hvad I skal give ham. Bliv nu ikke så forskrækket, mor! Han er sund og stærk. Og du passer ham godt. Drik nu lidt te, mens du har tid!
Vi bruger altså ikke sut! brød Anton ind. Det er ikke nødvendigt.
Nå, ikke? sagde Marina skødesløst og kiggede på Mathilde. Giv ham til far, gå så i køkkenet og få lidt fred. Lad ham blive svøbt, det er bedst.
Mathilde rystede på hovedet, men overgav alligevel Emil til Anton og lod sig føre ud i køkkenet af Marina.
Her var mørkt, svalt, og duftede fjernt af kaffe.
Nå, lad os lave noget te, og finde lidt brød frem, sagde Marina.
Mathilde tog to kopper frem. Hun havde ikke forestillet sig, at en børnelæge kunne være sådan.
Sådan hvordan? fulgte Marina op, da Mathilde tænkte højlydt.
Ja… Ikke skælde ud, ikke belære… bare være menneskelig, svarede Mathilde. Det må være dejligt at være børnelæge så er man ikke bange for noget.
Marina smilede. Tænk, om Mathilde vidste, hvor usikker hun selv havde været, da hun første gang blev mor…
Der er ikke meget at lære, sagde Marina. Folk ved selv bedst, og bøger og internet er der nok af. Det er de samme problemer, vi alle kæmper med. Du passer godt på ham. Og nu skal du slappe af!
Hun rakte Mathilde en kop med varm te.
Du blev bare forskrækket, fordi Emil viste sin stemme. Og jeg kan sagtens skælde ud, hvis det bliver nødvendigt! lo hun.
Ikke nødvendigt, peb Mathilde og brød så grædende sammen.
Hvad nu? forskrækkedes Marina.
Jeg er så træt. Emil spiser konstant, han hader våde bleer, og jeg overgår ikke mere… snøftede Mathilde. Dage og nætter glider sammen, jeg kan end ikke huske mit eget navn, føles det som. Alt er tåget. Og jeg har eksaminer, både Anton og jeg læser stadig. Jeg kan ikke overkomme det mere…
Marina sukkede.
Har du ingen hjælp? spurgte hun, mens hun tastede ind på sin tablet.
Vores forældre bor langt væk og har travlt. Mine forældre mente, vi blev gift for tidligt og fik Emil for hurtigt. De blev vrede, især min mor insisterede på, at det var min egen skyld alt sammen.
Mathilde tog en slurk te og lukkede øjnene.
Skyldig? Fordi du blev mor? Nej, skyldig i at være lykkelig! For fem kilo ekstra lykke, ikke? drillede Marina.
Fire og lidt, nøs Mathilde. Emil vejer fire kilo og seks hundrede gram.
En gave! Skam dig! lo Marina og lagde en seddel med råd på bordet. Spis nu, hør! Der er ro nu, både mand og barn er stille. Du skal også hvile. Jeg går nu, husk at tage det roligt. Det skal nok gå!
Hun klappede den unge kvinde på skulderen og forsvandt.
Mathilde spiste hurtigt en frikadelle og vaskede efter med te og et stykke æblekage Anton havde købt den hjemmelavede slags på markedet og lagde sig straks på køkkensofaen. Hun orkede ikke at række ud efter tæppet hun faldt bare i søvn…
Det er, som om det var i går.
Nu stod Mathilde i sin crèmefarvede kjole med Emil på armen foran det lille hus ved siden af kirken. I dag skulle Emil døbes, og Mathilde var nervøs.
Mathilde, giv mig ham her. Min lille dreng! hvislede Anton muntert og gik over til de andre gæster.
Om lidt går de ind, præsten starter dåben, Emil græder måske lidt, men åbner så sine blå øjne, ser de farverige kalkmalerier i loftet, overraskes gæsterne smiler, og Mathildes veninde, den unge fadder, nikker stolt.
Emil er en stærk knægt! hvisker hun. I er heldige!
Marina Christoffersen trådte ind gennem kirkegårdens jernport, slog kors og så sig omkring. Hun ikke som manden ovre i kasket og velbrugt jakke vidste, at nogle gange var det kun Gud eller hvad man nu troede på der kunne hjælpe.
Unge mand, tag nu kasketten af, hvor du står! irettesatte hun stille.
Manden trak modvilligt kasketten af, rodede sig i de få hår. Marina rystede opponerende på hovedet traditionerne var ved at smuldre…
Tak for unge, mumlede manden og så hen mod parret, der dåbte deres barn.
Det er smukt at se sådan en familie! nikkede Marina. Jeg går ikke hen til Mathilde. Hun kan sikkert knap huske mig.
En dåb er nu bare en dåb. Staklen bliver jo bare skræmt! brummede manden.
Du forstår ikke, rystede Marina på hovedet…
… Anton, vi skal døbe ham! Jeg ved det, så bliver alt godt, og Emil bliver rask! råbte hun en gang. Hun talte ikke længere, hun skreg af magtesløshed og frygt.
For Marina og hendes mand havde også fået en søn Frederik og lykken var stor. Marina var jo ovenikøbet børnelæge. Men alt gik ikke let: En aften ringede hospitalet. Kritisk situation. Chancen lille.
Hvad? Undskyld, hvad sagde du? hviskede Anton i telefonen, mens han så på vennerne, sank sammen på skamlen. Jeg forstår ingenting…
Hvordan kunne hendes egen søn blive syg? Hvordan kunne hendes, ja, Marina Christoffersens søn, dø inden han nåede en måned gammel? Uretfærdigheden var ufattelig.
Så fulgte uger og nætter med hospitalsophold, sprøjter i det lille barns hoved, Marinas tårer og Antons vrede.
Hvem er skyldig her? Sig mig sandheden! hamrede han i bordet hos overlægen en gammel ven.
Anton, det er sådan, det er… De skal nok komme sig, du skal bare støtte. Køb mad, sørg for pleje, sagde lægen.
Mad er for svin, vrissede Anton, mine skal have pleje…
Siden holdt venskabet ikke for meget var sagt i sorg.
Men heldet vendte. Marina og sønnen kom hjem. Hun græd af glæde. Men kort tid efter vendte feberen og udslættet tilbage.
Svagt immunforsvar. Må indlægges igen, sagde lægen, Vi har før reddet børn, Marina! Hold ud.
Veras stemme, en ung sygehjælper, trak hende op af mørket. Hun vidste, hvad det krævede at overleve: I hendes barndom i Jylland havde hun passet sine mange mindre søskende.
Ud over at han kan synge, ham Frederik, ikke?! Jeg sagde nede fra stueetagen, jeg kunne høre ham. Han bliver nok fan af fodbold, snakkede Vera ufortrødent.
Marina forstod, at hendes søn havde et langt liv foran sig hendes frygt var måske uden grund.
Hun drømte den nat, at den voksne Frederik sad på stadion og råbte med på tribunen.
Jeg er bare træt af at være bange, sagde hun til Anton, som smilede og trak hende ind til sig.
Det var Vera, der overtalte hende til dåben:
Det er ikke svært. Så har han en engel hos sig hele livet!
Marina tøvede, men indvilligede.
Anton, han får det bedre, er jeg sikker på!
Nu må du holde op, Marina! rasede Anton, du er jo læge, du ved da bedre!
Men hun stod fast. Hendes forældre trak blot på skuldrene.
Lige meget, hvad vi siger, får vi skylden, sagde faren.
Marina tog beslutningen selv. Dåben var lavmælt. Kun nære venner deltog. Anton så pinlig ud og forestillede sig, hvor frygteligt det måtte være for lille Frederik.
Men alt gik godt, og Frederik slap sygdommen. Marina mente, det var Guds gave.
Hvis Mathilde bare vidste, hvordan Marina havde stirret fortvivlet på sin egen søn, ville hun forstå, at alle mødre kæmper, mister fodfæste og bliver trætte.
Da Frederik var syv, gik han engang hjem med en madpakke, da han blev stoppet af en stor sort hund, der havde fået tæsk på markedet. Den knurrede, snerrede.
Frederik blev bange, smed madpakken og ville stikke af.
Men en varm, stærk hånd lagde sig på hans skulder.
Stå stille. Den forstår dig, sagde en mandestemme.
Og hunden, med sine kløgtige øjne, gik sin vej tog dog madpakken med sig.
Frederik kunne næsten ikke vente, til både mor og far var hjemme for at fortælle om den trygge, stærke hånd.
Det var din skytsengel, sagde Marina blidt.
Anton fnøs, men sagde ikke imod. Med årene kom tron på, at noget større beskyttede os, trods alt…
…Og nu, stående i kirkens gård, smilede Marina, mens hun så Mathilde og Anton bære Emil ind til dåben. Det skulle nok gå dem godt.
Hun rettede på sit tørklæde og gik videre op ad Øster Voldgade. Solen skinnede i pytterne, alt var vasket og klar til forårets komme.
Manden med kasketten gik også, forbi slotsbrylluppet. Alle havde de samme ærinde.
De bremsede begge ved bryllupshuset, hvor unge og deres venner samledes foran det gamle palæ med hvide søjler og moderne vinduer.
Jeg når nok aldrig at opleve min egen søns bryllup, sagde Marina.
Hvilket? brummede manden.
Jeg har en søn. Dygtig, selvstændig, men ingen familie. Det gør mig trist at han lever for sig selv, forklarede hun.
Er det ikke meget normalt nu? svarede manden og trak på skuldrene, Arbejde først, kærlighed senere!
At opbygge noget, sagde Marina, det siger han også. Men man bygger jo ikke kærlighed som mursten! En familie er noget andet.
Hun så utvetydigt på ham.
I kvinder har altid travlt med alt det bryllupshalløj. Men for os mænd hvad er presset? Vi kan vente, svarede han.
Ja, du tror på kærlighed? For min søn siger, det findes ikke længere. Det gjorde det engang, sukkede hun.
Vrøvl, skar han igennem. De tror alle på kærlighed, bare ikke foran deres mødre. I er nysgerrige, stiller tusind spørgsmål!
Han greb hende i skuldrene, rystede hende blidt og kyssede hende kækt.
Hvad laver du dog, udbrød Marina. Jeg kalder politiet!
Kald bare, lo han højt. Jeg ville vælge dig igen, enhver dag!
De unge ventede på dem, og Marina rødmede.
Mor! Far! Kom nu alle venter! råbte Frederik bag dem. Jeg har ringene tror jeg… Nå, her er de. Far, du ser lidt gammelmodig ud præcis som du siger om dig selv!
Frederik! udbrød Marina forarget.
Det må jeg, mor! I bliver jo gift igen for anden gang!, grinede han og trak dem med ind. Jeg, halvdøbt, har opstillet hele festen. Verden er af lave!
Her, i det lille festsal, fejrede de en helt almindelig dansk familie: En pædiater, hendes mand projektingeniør, passioneret grøn entusiast, og deres søn. Frederik levede sit eget liv, giftede sig, måske, senere. Men senere trak vel ud, tænkte Marina sommetider.
Men indimellem husker hun, at Frederik stadig har en engel og måske er det slet ikke dåben, det handler om, men kærligheden. At vi bliver elsket sådan som vi er, af nogen, uden betingelser og at denne kærlighed beskytter og varmer os.
Anton, han tror på forskning og sund fornuft men kigger alligevel sommetider op mod himlen.
Det har han gjort, siden Frederik var syg. Himlen hjalp altid. Gennem andre mennesker, forvirrede, tvivlende, syndige og fejlende men hjælpen kom altid. Tak.
