*”Har du nogensinde givet min mor så meget som en enkelt blomst, og nu forlanger du, at jeg skal købe din mor en køkkenmaskine? Er I ikke blevet lidt for frække?”*
Anders stemsløv og selvtilfredsbrød ind i aftenens fred som en stump nåle, der rev gennem fint stof. Mette løftede langsomt blikket fra sin bog. Han stod over hende, lænet frem, og viftede med sin telefon, hvis skær kastede et koldt, livløst lys. Hun kneb øjnene sammen for at fokusere. På skærmen skinnede en køkkenmonster af krom, et futuristisk apparat der lignede en rumskibs-kontrolpanel. Planetarisk mixer, kødhakker, blender, juiceralt i én. Under billedet stod prisen i store, fede tal, og den fik hende til at holde vejret et kort øjeblik.
Mette så stille fra telefonen til manden. Han ventede. Ikke på et spørgsmål, ikke på en diskussion. Han ventede på bekræftelse, et nik, øjeblikkelig accept. I hans holdning, i den måde han uinteresseret holdt den dyre gadget, lå en urokkelig sikkerhed om, at sagen allerede var afgjort.
“Ja, jeg forstår. Og hvad så?” Hendes stemme var rolig, måske bare en smule mere træt end sædvanligt.
Han fnøs, som om hun havde stillet det dummeste spørgsmål i verden.
“*Hvad så?* Vi køber den. Hun har snart fødselsdag, 60 år. Perfekt anledning. Mor sagde, vi skulle give hende den her køkkenmaskine. Så er der én stor, ordentlig gave fra familien, og vi slipper for at tænke på småting.”
*”Mor sagde, vi skulle give hende.”* Den sætning, sagt som en selvfølge, satte sig fast i Mettes bevidsthed som en krog. Ikke *”skal vi give hende?”*, ikke *”hvad synes du?”*men en ordre, nedkastet fra højere magt og videreformidlet af hendes mand. Hun lagde langsomt bogen fra sig på bordet. Aftenen var ikke længere hyggelig. Luften hvævede af en knap mærkbar spænding, der altid varslede storm.
Hukommelsen leverede et billede fra for en måned siden. En lignende aften. Dengang var det hendes mors fødselsdag. Mette havde travlt rundt i lejligheden, valgte mellem et kasjmirschal eller dyre franske parfumer, som hendes mor længe havde ønsket sig. Hun spurgte Anders, om han ville bidrage. Uden at løfte blikket fra computeren, hvor han spillede et tankspil, mumlede han noget om uforudsete udgifter til bilen. Hun insisterede ikke. Købte parfumen selv. Om aftenen, da hun ringede til sin mor for at ønske tillykke, rakte hun ham telefonen: *”Sig lige et par ord til hende, det ville være rart.”* Anders viftede afvisende: *”Det kan jeg gøre senere. Kan du ikke se, jeg er optaget?”* Han ringede aldrig. Hverken den aften eller dagen efter. Han glemte det. Eller, hvad der var værrehan mente simpelthen ikke, det var nødvendigt.
Mette så op på ham. Han stod stadig med telefonen, og irritationen begyndte allerede at krybe frem i hans ansigt over hendes tavshed.
“Anders, kan du huske, hvornår min mors fødselsdag var?” spurgte hun blidt.
Han rynkede panden, åbenbart anstrengt for at huske dette uventede og, i hans øjne, fuldstændig irrelevante spørgsmål.
“Nåh… for ikke så længe siden? Og hvad så? Hvad har det med noget at gøre?”
Og i det øjeblik knækkede noget inde i Mette. Koldt og endeligt. Som rifellåset der klikker.
“Det har det med,” sagde hun klart, og hendes stemme havde en ny, ukendt styrke af metal, “at respekt, min kære, skal gå begge veje. Det er en tosporet vej, ikke din personlige motorvej.”
Han stirrede uforstående på hende, hans selvsikkerhed fik de første revner.
“Hvad snakker du om?”
“Jeg siger, at din mor, Hanne, får fra mig lige præcis det samme, min mor fik fra dig til hendes fødselsdag,” Mette gjorde en kort, klar pause og så ham lige i øjnene. “*Ingenting.* Vil du købe din mor en dyr gave? Fint. Køb den. For dine egne penge. Men drag mig og mine penge ikke ind i dine familieønsker igen. Biksen er lukket.”
Hun tog roligt sin bog op igen, slog den op på den side, hun var stoppet på, og lod, som om hun læste videre. Men hun vidstefor Anders var samtalen kun lige begyndt.
Stilheden efter hendes ord var tung og tæt, som vådt uldtæppe. Anders fandt ikke straks et svar. Han stirrede bare på sin kone, på den latterligt demonstrative holdningden ranke ryg, hagen let løftet, blikket fast på bogens sider, som hun åbenlyst ikke læste. Hans hjerne, vant til en simpel og forståelig verden, hvor hans ønsker var lov, nægtede at acceptere den nye virkelighed. Han gloede, som om han prøvede at ryste en hallucination af sig.
Luften omkring ham føltes tyk og tung. Han råbte ikke. Han talte lavt, med pres, i den tone, man bruger til utaknemmelige børn eller trælse underordnede.
“Er du seriøs lige nu? Vil du virkelig gøre en scene over sådan en bagatel? Det er min mor. Hendes 60-års fødselsdag. Det er ikke bare en fødselsdag, det er en milepæl!”
Mette lukkede langsomt bogen med en markeret ro og lagde en finger på den linje, hun var nået til. Hun smækkede den ikke i. Kastede den ikke fra sig. Denne kontrollerede, rolige bevægelse var mere skræmmende end noget skrig. Hun forberedte sig på kamp.
“En bagatel?” gentog hun, og hendes ro var bedragersk som et hvirvelvinds øje. “At kalde min mors fødselsdag for en bagateldet er et nyt lavpunkt, Anders. Tillykke. Du har netop sat en ny rekord i vores forhold.”
Han trådte et skridt nærmere, hang endnu mere over stolen.
“Lad være med at fordreje det hele! Min mor er min mor. Hun har opdraget os, hun”
“*Dig*,” rettede Mette blidt, men fast. “*Mig* har min mor opdraget. Og du, manden med den skarpe pligtfølelse overfor din mor, kunne ikke engang finde på at ringe og sige tre ord. ‘Tillykke, god bedring.’ Det ville have taget dig femten sekunder.”
Hans ansigt mørknede. Hendes argumenter var simple og dødbringende, og det gjorde ham rasende. Han var vant til, at hans logik var den eneste rigtige.
“Jeg havde travlt! Jeg havde ting at se til, jeg glemte det! Det sker for alle! Vil du virkelig ydmyge min mor over det? Nægte at give hende en gave? Det er småligt, Mette! Det er simpelthen småligt og
Du har aldrig engang givet min mor en eneste blomst, og nu vil du have, at jeg skal give din mor en køkkenmaskine? Er det ikke lige lovlig frækt?
