Hytten
Hvad sker der? Regner det? Lærke tækker dynen over hovedet. Det er klamt og koldt. Jeg står op senere, når det hele arter sig derude. HVAD? Sne? Snestorm? Føj! Så bliver jeg bare liggende! Hvem har tændt for sneen igen, venner?! Ingen samvittighed! Jeg har købt sko, gjort dem klar, i dag skulle jeg ud… Nu bliver de bare stående i gangen, og så kan I alle sammen snuble over dem! Rydde op? Nej, venner, bjørne i vinterhi rydder ikke op. Og jeg er i hi nu, i en dyb, dyb, sådan en hi, at ingen kan grave mig frem! Nej, jeg hører ikke vækkeuret! Nej, jeg sagde jo, jeg hører ingenting! Hvorfor råber jeg? Fordi jeg ikke hører noget, og I tror mig ikke. Lad nu være med at hive dynen af mig, det er farligt! Med hvad?
Ved I ikke, at man aldrig må vække en bjørn, ellers bliver den sur? Ved I ikke det? Nå, men så ved I det nu! Altså… Men jeg står ikke op. Ikke før sommeren… Min vinterjakke er på renseri, og skoene de står der. Jeg er ikke klar til jeres vinter. Her i landet er det altid vinter, og så bliver det pludseligt sommer har I aldrig haft natur/teknik? Man skal have fire årstider, med ordentlig overgang, hverken for tidligt eller for sent! Det gælder også vinteren! Nej, jeg ved ikke, hvad “Marts tag dobbelt underbukser på!” betyder, farmor! Jeg går ikke med uldent undertøj. Nej, de der lange underbukser på stolen er ikke mine. Hvorfor skal du råbe sådan, underbukser er altså privat! Jeg råber jo ikke, at du synger gamle viser ude på badeværelset! Nå, men tag dine underbukser og gå din vej. Jeg er bjørn. Med hi, pote og søvn, dyb og god. Lad nu være med at stampe sådan! Vi skal jo alle på arbejde, men ingen stamper! Åh for pokker! Sluk radioen, jeg sover jo! Hvad? Ikke radio? Chefen? Jamen, hvorfor ringer chefen til mig? Din chef? Nej? Min? “Jens Petersen” står der? Åh… Hallo… Hallooooo… Lærke satte sig så hurtigt op, at hun blev helt svimmel. Jeg lyder hæs? Nej, Jens Petersen, jeg har det helt…
Hvorfor skælder du mig ud?! Hvorfor er alle så sure på mig i dag?! Det var ikke til mig?.. Ah, du sidder fast i trafikken? Hvor jeg er? Lærke rynkede næsen og kiggede rundt i sit rum. Jeg er i hi… Jeg mener, jeg sidder også fast i trafikken! Selvfølgelig! Biler overalt! Ja, det er ikke til at komme frem, Jens! Ligesom vejene var af gummi! Hvilken vej? Mmmmh… Hvilken er du på? Øster Allé? Ja?! Sidder fast i venstre spor? Jeg… jeg er også der! Altså på Alléen! Hvilken bil? Den røde selvfølgelig, du ved jo jeg har min lille Ford, den røde, fik den af min far, ja. Om han elsker mig? Tror du? Tjooo… Min far er meget streng. Hvorfor lyder jeg så spøjs? Ja, trafikken har mast mig sammen, jeg kan dårligt tale. Lærke flyttede halen af sin katmistress Sif væk fra ansigtet. “Forden” er en lille bil! Pude af boghvede? Nej, det er ikke en pude! Jeg sidder virkelig fast! Model? Om jeg har model med? Hvad? Nej, jeg gaber ikke! Model, ja. En hytte. Ikke en hytte? Nå, et sommerhus. Samme pjat. Nej, ikke modellen, Jens, jeg mener vejen. Dumt, at folk køber kørekort og så drøner de rundt! Sommerhuset ligger her ved siden af altså, jeg mener, det sidder, øh, ligger… Vent, jeg ringer tilbage… Sif, Siffie, hvorfor maser du sådan?
Kan du ikke høre, jeg taler med chefen?! Sif, skat, hvis han fyrer mig, har vi ikke råd til tørfoder til dig! Så lad mig dog tale! Han tror, jeg sidder i bilen. Hæhæ! Sif, min lille mis! Hvor skulle jeg dog køre i det her vejr! Senere… Alt bliver senere… Kan en eller anden fodre katten! Mig? Lærke hørte farmors stemme ude fra gangen og fnøs Skal jeg fodre hende, bare fordi jeg starter bilen? Perfekt! Bjørne fodrer ikke katte! Jeg sover. Har de slukket vinteren? Nej? Så er alt godt. Æv, sådan en dejlig søvn afbrudt… Og jeg drømte noget… Noget virkelig særligt… Gud! Jens? Hvorfor er du i min seng?! Lærke vågnede helt op, rynkede panden, trykkede telefonen ind til øret hænderne gjorde helt ondt.
Du er ikke i sengen, men i trafikken? Aha Jeg lagde ikke på? Kom nu, Jens! Råb dog ikke sådan! Jeg er på vej! Jeg løber allerede! Se jeg er oppe og løber! Mor! Mor, jeg skal bruge kaffe og en tebirkes! Nej, så bare uden tebirkes! Og uden kaffe! Farmor, vis mig lidt medlidenhed! Hvad? Doven? Mig? Jeg er da vildt aktiv jeg kreerede et helt hus af finér i nat! Et sommerhus! Ja, Jens, det er et sommerhus! Farmor, bare en lille bitte skive rugbrød… Ja… Mmm, lækkert! Hvor er min frakke? Farmor, hvor er min frakke?! Hvem har sat de der ruskindssko der? De italienske, vanvittigt dyre sko? Jeg… Ja… Det er de famøse… Hvad, Jens? Der er ikke travlt mere? Og hvad så med hytten? Ikke nødvendig? Men jeg har slidt hele natten, Jens! Hele natten! Du sagde selv, det hastede, jeg smed far ud af garagen og gik selv i gang sågar med rundsav og boremaskine… Hvad? Ros til far? Hvor er han nu? Far! Far, kom her, Jens vil tale med dig! Hvad? Undskyld, Jens, han er ude Farmor, hvor gik han hen? Efter tebirkes? Joke? Ud i snestormen, det er alt jeg ved Men jeg kører nu, Jens! Nu kører jeg!!
Ud af opgangen kom Lærke springende i mørkeblåt jakkesæt og sort frakke. Hun satte fødderne lidt vilkårligt, fordi hun balancerede en model af et sommerhus lavet af tyndt finér. Inde i huset var der som om lys tændt, og i vinduet sad en påklistret kat. Det stod ikke i bestillingen, men Lærke ville så gerne, hyggen skulle være med!
Hun gled, var lige ved at falde, men så greb farmor Maja hende om skuldrene. I grå strikhue, uldsjal over husmorkjolen og filtstøvler uden sokker, så hun særegen ud ved siden af Lærkes model.
Lad mig hjælpe! Du ryster al pynten løs, det går galt! Vi kender jo sådan nogen som dig! Åh Lærke, Lærke, hvad skal der dog blive af dig!? Hvor er bilen? Du må takke far, han var ude og skrabe sne i morges! gnavede Maja, mens hun banede sig vej ned ad stien og spejdede efter bilen. Hvor er din røde djævel? At din far kunne finde på at give dig sådan én! Kan ikke overlade noget som helst til dig! Kun at save brædder. Hele garagen er fuld af savsmuld, og hvor får du dog alt det finér fra?! Vi har flyttet dig til byen, skaffet dig uddannelse, fået dig job og du krammer stadig rundsaven! Der er da ikke nogen, der vil giftes med dig!
Ingen vil have mig, farmor. Nå, der er bilen! Hvor slæber du hytten hen? Den skal i bagagerummet. Fint nok, kys mig, og så kører jeg.
Lærke stak kinden frem og stivnede.
Hvor skal du hen? Jeg tager med dig! Ikke en lyd mere! Du render hytten over ende, og så er hele natten spildt! Sådan en børnehave! Maja satte sig beslutsomt ved siden af, kyssede Lærke på kinden og gjorde sig klar til at hjælpe.
Du tager bare sådan med? I bluse og filtstøvler? sukkede Lærke opgivende.
Hun kunne aldrig ryste de gamles opsyn af sig! Ville rejse væk, men farmor truede med at følge efter. Sådan bor Lærke med familien, og alle synes, hun stadig er lille og fjollet. Også Jens tænker måske sådan. Men Lærke har gyldne hænder! Hun forstår træ, mærker det som sin egen hånd, saver og snitter… Til farmors fødselsdag lavede hun en smykkeskrin, til moren et halsvedhæng i valnød, til far et krusbræt, og nu et sommerhus… Eller sommerhus! Som Nielsens havde bestilt. De skulle have det i stuen, “ligesom på museum”, som fru Nielsen sagde.
…Vi er kendte i vores kredse, Jens, vi vil gerne imponere, forstår du! sagde fru Nielsen, gledende sine fingre over lederen for værkstedets hånd. Og omkring huset skal der være små buske, træer, bænke, legetøjsbiler. Altså et landskab. Kan du se det for dig?
“Jens” nikkede.
Men altså, tiden, Jens. Vi skal have det klar i morgen! skreg hr. Nielsen pludseligt dramatisk, slog hænderne ud i luften.
Slap af, Lennart, du må ikke stresse. Jens klarer det jo! Han er jo en troldmand! sagde fru Nielsen koket og blinkede til Jens, som om hun vidste noget særligt om ham. Kan du nå det? Vi betaler godt! Virkelig godt!
Jens kunne ikke lide at kaste sig ud i eventyr, han hadede hast og al for megen flirt, men han havde brug for penge. Værkstedet klarede sig dårligt, hvem skal bruge modeller af hytter og buske i massevis?! Altså, han måtte finde på noget…
Vi klarer det! Har du billede? spurgte han. Glem alt om tegninger med fru Nielsen; troldmænd arbejder jo bare ud af det blå.
Billede? Ja! Her fra nettet, et hus jeg kan li. Vi siger, det står hjemme i Lennarts barndoms landsby. Hvor er det nu, Lennart? hun vendte sig mod manden, han gispede desperat.
Jeg er jo født i Hillerød, det ved du godt! stammede han.
Så siger vi, det er fra min. Jeg er født på Sydfyn i et lille hus… Min mor var langt henne, og så tog hun på eventyr… Altså, jeg er et naturbarn! sukkede fru Nielsen dramatisk. Nå, men vi aftaler, ikke? Huset i morgen!
Da Nielsens var gået, indkaldte Jens hastemøde og lagde alt frem. Ingen ville rigtig tage opgaven det var så kort tid. Men mestersnedkerne nægtede at skynde sig. De plejede at tænke og lade sig inspirere i barer, i damebesøg, ved kaffebordet.
Men Lærke, hun byggede det bare. På en nat, som en eventyrhelt. Selv farmor var imponeret.
Hvis hun havde fået en uge mere, kunne der være bord, stole, køkken, soveværelse… Nå, nu blev det katten i vinduet!
Lærke! Ikke for hurtigt! Ikke for hurtigt, siger jeg! hviskede Maja. Hvis hun ikke skulle køre alene, ville hun have korsets tegn, men begge hænder holdt om hytten
Ro på, farmor! Vi holder os i banen! Så sving! Ja, farmor, hvilken dansker elsker ikke lidt fart? grinede Lærke dybt. Se, nu stoppede snestormen også! Bare fordi du er med!
Maja gispede, lukkede øjnene og holdt fast.
De rullede op foran kontoret klokken ti. Nielsens kom om en time.
Kom så, Lærke, hjælp mig! hviskede Maja, kæmpende sig ud af Forden med hytten. Hold hjørnet! Åh, hold nu hjørnet!
De slæbte hytten, “børnehave, det er, ærligt”, ind til døren.
Vagten så nysgerrigt på Maja, og kørte metaldetektoren over hende.
Hvor i alverden skulle jeg gemme metal i pelstøvlerne? Hjælp du hellere! vrissede Maja.
Farmor, stop nu han passer bare sin pligt! smilede Lærke undskyldende og trykkede på elevatoren
På tredje sal bakkede Lærke ind, så flød hytten ud, derefter Maja med uldsjal og filtstøvler.
Sørensen! Kom met det? Endelig! Jeg troede, du stadig lå i hi! Vil du ære os med din tilstedeværelse? spottede Jens. Utroligt, at I når det… Ja…
Du skal ikke være så næsvis! svarede Maja skarpt. Hun satte sig på tværs for Lærke. Barnet knoklede hele natten i det iskolde værksted, nåede knap at spise, og så kommer I bare? Hvem er du overhovedet?
Farmor! rødmede Lærke. Det er min chef…
Jamen, chefer går i jakkesæt, ikke jeans, min pige! Maja kneb læberne sammen og sagde “tsk tsk”.
Nå, nu er der ikke tid til snak. Nielsens ankommer snart! Ind med modellen i møderummet! Jeg hjælper… Sådan… Sådan…
De fik hytten op på det ovale bord. Lærke pilede rundt, fandt stik, satte lys til. Lyset glimtede varmt indefra, og små lygter og loftsvinduet på loftet tændtes.
Lærke bøjede sig betaget over sin model, Maja stod ved siden af og så stolt på det hele. Også Jens kiggede.
Katten den var på sin plads! udbrød Maja tilfreds. Det giver hygge!
Kat ville de ikke have, rystede Jens på hovedet og sagde så:
Men det burde de…
Nu så han ikke på modellen, men på Lærkes ansigt. Så ungt, rødmende, smilehuller smukkere end han huskede. Hvordan havde han ikke bemærket det før?
Krr, krr! lød det bag dem.
Ind svævede fru Nielsen. Bag hende fulgte Lennart, slæbende på hendes pelsjakke.
Forstyrrede jeg? spurgte fru Nielsen.
Nej, slet ikke! rejste Jens sig. Alt er klar. Lærke Kristiansen har lavet det hurtigt, men smukt.
Jens trådte til side. Fru Nielsen smilede stort, bøjede sig ned, mødte Majas blik.
Hvorfor glor rengøringsdamen på mit hus? spurgte hun. Det lød som et barn, men hun veg ikke tilbage.
Ikke rengøring. Det er vores… vores konsulent! fandt Jens på.
Det rager mig. Ud med hende. Hun lugter af møl! kneb munden sammen fru Nielsen. Lennart, få hende ud!
Lennart smed jakken, sukkede. Jens rynkede panden, smilede så og forsøgte at glatte ud.
Måske lidt champagne vi fejrer afslutningen? Jeg sørger for det…
Kun hvis hun i vesten går ud! stampede fru Nielsen dramatisk.
Maja stampede igen dæmpet.
Lærke blev rød, men ikke på en undskyldende måde. Den slags rødmen kendte de, når hun var vred. Hun ville til at forsvare farmor, men fru Nielsen gik straks hen til hende.
Og hvem har lavet huset? Hør, vi vil have champagne, så gå ud, tag bedstemor med dig, og hent noget til os!
Fru Nielsen var småfuld, vaklede.
Undskyld, men det er hende, Lærke Kristiansen, der har snedkereret alt som en Askepot! forklarede Jens. På ordet “smuk”, sukkede han mærkeligt.
Fru Nielsen så skarpt på ham, skubbede læberne ud, snøftede. “Smuk” hun brød sig ikke om det. Hvordan kunne nogen kalde nogen anden end hende smuk? Uhørt!
Nu fik hun nok, hun pegede på Lærke:
Den lille myre? Helt til grin! Jeg troede, du havde ordenlige håndværkere, Jens! Sikke noget grimt! Hvordan kunne du stole på den frø, Jens?! hviskede fru Nielsen i hans øre, så alle kunne høre, især Lærke. Hendes svedige ånde dampede på Jens kind.
Det er et overgreb, frue! Maja satte den ene filtstøvle frem, på hofterne. Ikke guder skal bygge jeres hytter, de har vigtigere ting for! Kan du ikke lide det? Så kan du gå! Lærke sad i værkstedet hele natten for det her, så du må vende næsen op et andet sted! Lærke, tag hytten nu går vi!
Hun sagde det så direkte, at Jens kunne sværge, at selv pelsen på vesten rejste sig og truede.
Nej, nej! I misforstår! Min kone er bare… Lennart prøvede, men bukkede under for fruens blik.
Nej, du forstår ganske rigtigt. Jeg kan ikke lide det. Ikke huset, ikke katten, ikke lyset, intet! Jeg betaler ikke. Du, Jens, skal nok få det at føle, at du behandler mig sådan.
Hvordan? Jeg har leveret, og det er bedre end jeres skitse. Men du, fru Nielsen, burde lære pli! Jeg vil ikke tillade, at ansatte eller gæster fornærmes! Kan du ikke lide det, så er døren der!
Jens pegede på døren, fru Nielsen stivede sig, gravede i tasken.
Lennart! Lennart! Vi går! De anbefalede dig den charlatan til ingen verdens nytte! Han ved intet om skønhed! Flyt dig! Hun puffede Maja til siden, skridtede ud, stadig fyldt af rastløs længsel.
Lennart tog jakken og skyndte sig efter. I døren vendte han om, undskyldte lavmælt:
Undskyld os, min kone… det er hormonerne…
Men blev straks halet væk.
Hormoner! Hør lige, siger hun! buldrede Maja, stak hænderne i siden og greb fat i modellen. Lærke, kom! Hjem, jeg vil hellere beundre dit værk! Men du må altså lave mindre næste gang…
Stop! sagde Jens og fjernede hendes hænder fra huset. Hvis Lærke, frøken Kristiansen (selv om jeg før sagde bare Lærke, nu skal det hele åbenbart være formelt!), vil have modellen hjem, skaffer jeg en bil. Men jeg synes vi skal fejre det en… en…
Han blev tavs. En vellykket opgave? En god dag? Det lød forkert.
Vellykket fremskridt! foreslog Maja. Nu må du give Lærke et værksted, Jens, jeg trygler! Hele garagen er fyldt med savsmuld, hvad hvis det begynder at brænde? Hun skal have det varmt og trygt under opsyn! At vi kom for sent, var bare fordi hun ikke sov, hele natten sad hun derude…
Farmor! nu kunne Lærke ikke mere, Stop nu! Vær stille!
Kan ikke! Guldfisken lytter! Nu jeg beder om det store, håber det lykkes!
“Den gyldne fisk” (Jens) smilede.
Hvad med café? Jeg er sulten er I?
Maja ville ikke spise, men sendte Lærke afsted.
Og du, hvad med dig? spurgte Jens.
Jeg passer på hytten, man ved aldrig! rynkede Maja brynene.
“Modellen” altså det lille sommerhus blev senere solgt som reklameeksemplar for en byggevirksomhed. Chefen roste Lærke, ville have hende ansat, men hun takkede nej. Hun havde forår, et nyt værksted, nye projekter og Jens. Kun Jens, uden Petersen. Man siger jo heller ikke sin forlovede op med efternavnLærke gik ned ad gaden alene, med vinden i håret og hænder, der stadig duftede af frisk træ. Hun tænkte på natten, savsmuldet i garagen, farmors stemme, Jens blik. Bag vinduerne lyste verden op i titusinde små værelser, nogen ventede på forår, andre sad i hi. Selv følte hun en kulde, men under den brændte noget varmt trods sne, trods alt.
Oppe i værkstedet lagde hun hånden på det næste stykke træ. Hun vidste endnu ikke, hvad det skulle blive. Katten strøg hende om benet og så op, som om den forventede noget magisk. Lærke smilede og satte sig, trak saven frem. Nu havde hun sin egen plads. Sine egne idéer. Hun tog arbejdet, drømmene og skæverterne med, sammen med farmors te, forårssol gennem ruden, Jens nervøse grin.
I det fjerne gik det op for hende, måske var lykken ikke altid det storslåede. Måske var det morens hånd på skulderen om morgenen, farmors filtstøvler på gulvet og sin egen klodsede model med kat i vinduet, lys under tagryggen, træ og varme samlet i en lille kasse til verden.
Hun hev vejret dybt, og udenfor dvælede sneen, men for første gang i lang tid mærkede hun foråret begynde i sig selv. Lærke så ud gennem værkstedets glasdør, smilede, og lod træflisen drysse på gulvet, mens Sif spandt sig tættere ind til hende.
Inde i hendes hus, i hendes verden, brændte lyset længe efter vinteren var forbi.
