**Dagbog**
Jeg kan stadig mærke hånden ryste, da jeg greb fat i pennen. Hvorfor sker sådanne ting?
Jesper Holm stormede frem og tilbage i stuen, stemmen dirrede af ophidselse:
“Hvordan kan det være? Hun er der bare ikke? Er hun forsvundet?”
Barnepigen, Mette, følte skylden brede sig og forsøgte at forsvare sig:
“Jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg kiggede kun væk et øjeblik Så kom den hund, folk løb væk. Da jeg vendte mig om for at tage Liva, var hun væk.”
Jesper fumlede med telefonen, mens hans krop rystede af nervøsitet:
“Det er Holm. Min datter er forsvundet i parken for ti minutter siden.”
Han sprællede op fra stolen og standsede kort foran den blege Mette:
“Hvis der sker så meget som en rif i Livas hår, skal du se dig om efter en ny arbejdsplads!”
Mette blev hvid som et lagen. *Hvordan vidste han, jeg var på telefonen?* Ja, hun havde scrollet lidt på Instagram, men kun i ti minutter. Hun plejede aldrig at tage den frem, når han var i nærheden men nu var ulykken sket.
Hun havde kun arbejdet for familien i tre måneder, og det var hårdt. Kun lønnen holdt hende kørende.
Jesper og hans sikkerhedsfolk stormede mod parken, kun ti minutters gang derfra. To politibiler var allerede på vej. Først nu gik det op for Mette, hvor alvorligt det var.
Hendes hænder rystede, og jo mere hun tænkte på, hvad der kunne ske med en femårig, jo mere forfærdet blev hun. Jespers rasende stemme fik selv fuglene til at flygte:
“Kom her!”
Mette listede sig frem, fingrene krammede om snoren på sin sweatshirt.
“Forklar mig, hvad der skete.”
Som et skræmt kanin begyndte hun:
“Vi var her, jeg sad på bænken, og Liva fodrede duerne. Så kom der larm nogle løse hunde angreb en stor hund, som en mand gik med. Folk prøvede at skille dem ad. Jeg ville tage Liva, men da jeg kiggede mig om, var hun væk.”
Hun så sig desperat om, mens Jesper kæmpede for at holde sin vrede i ave. *Hvorfor ansatte jeg hende?*
Pludselig trådte en dreng på otte-ni år frem typen, man kunne se boede på gaden. Mette stirrede på ham, mens han sagde:
“Hun sad i sin telefon. Pigen legede alene. Jeg så det, jeg legede i nærheden. Da det hele skete, gik Liva hen mod hundene, men tanten opdagede det først bage.” Han snøftede. “En fyr talte med hende, og hun syntes, hundene var sjove. Så begyndte de at gø, og kaos udbrød.”
“Nu er hun væk” hviskede Mette forvirret.
Hun følte sig lille, vidste, at der ikke var nogen vej uden om konsekvenserne.
“Det er løgn! Sådan var det ikke!” protesterede hun, men Jesper brølede:
“Hold mund!”
Han vendte sig mod drengen:
“Hvad skete der bagefter?”
“Pigen blev bange, hundene kom for tæt på hun græd, og jeg trøstede hende,” forklarede drengen.
“Hvor er hun nu?” spurgte Jesper og så ham ind i øjnene.
“Derhenne,” pegede han, “under træet. Hun faldt i søvn. Jeg dækkede hende til, og så kom I.”
Jesper og politiet fulgte efter og fandt Liva, der sov dybt på en gammel papkasse.
“Liva! Min skat!” Jesper løftede hende forsigtigt.
Hun åbnede øjnene, forskrækket et øjeblik, men smilede straks.
“Far, der var kæmpe store hunde, men Emil redede mig!”
“Min solstråle, jeg var så bekymret,” sukkede Jesper.
Liva kiggede rundt og spurgte:
“Hvor er Emil?”
Jesper kiggede på vagterne, men de trak på skuldrene. Drengen var væk som om jorden havde slugt ham.
Med Liva i armene gik Jesper mod huset og standsede ved Mette, der stadig stod og fumlede med snoren.
“Du har været utroligt heldig. Du har ti minutter til at pakke og forlade mit hus. Jeg håber aldrig at se dig igen. Dit bureau får en klar besked.”
Hans blik var iskoldt.
Mette ville protestere omkring sin ulønnede løn, men vidste, det var nytteløst. Hun slæbte sig hjem for at pakke.
Derhjemme brød Liva fuldstændig sammen. Stressen kom ud i tårer:
“Far, hvorfor gik Emil?”
“Han var så sød!”
“Da den onde hund gøede på mig, stillede han sig imellem os. Han råbte og skubbede mig under træet. Jeg var så bange, at jeg ikke kunne gå. Så gav han mig dukken, og jeg faldt i søvn.”
“Liva, jeg lover at finde ham,” sagde Jesper fast.
Hun trak en dukke frem fra under trøjen:
“Far, pas på hende, mens jeg sover, okay? Jeg vil lege med hende, når jeg vågner.”
Jesper betragtede datteren og vidste, det var chokket, der talte. Han følte på hendes pande ingen feber. Måske burde han ringe til lægen? Han tænkte sig om, tækkede hende forsigtigt og så på dukken. Da han så den tættere på, blev han bleg.
Mette havde altid været anderledes. Folk kaldte hende en drømmer, lidt underlig. Men Jesper så noget ærligt og varmt i hende, der tiltrak ham. Dengang betød det måske ikke så meget, men alligevel der var noget, der fik ham til at ville have hende i sit liv, selv uden ægteskab.
Han forkælede hende, for det kunne han. Hans far ejede stadig legetøjsfabrikken, så penge var ingen hindring.
Da Mette først inviterede ham hjem, var han chokeret. Han havde ikke vidst, hun lavede dukker en tilfældighed, der føltes som skæbnen. Hendes familie havde været legetøjskunstnere i generationer: oldemoren lavede eksklusive dukker for de rige. Mettes talent for tegning fulgte arven.
Hun trak en gammel, slidt mappe frem, fyldt med skitser og mål. De drak kaffe og gennemgik den hele natten.
“Det her er uvurderligt!” udbrød Jesper. “Disse dukker vil blive en sensation!”
Hans hoved summede af idéer. Alt andet blev glemt.
“Jeg må gå. Jeg skal tænke.”
Hun kyssede ham let og skubbede ham blidt mod døren: “De første tanker er de ærligste.”
Det tog måneder, før de mødtes igen. Han havde lavet en forretningsplan, selv faren godkendte den. Under en gåtur forklarede han Mette sine visioner: retro-dukker, restaureringer baseret på hendes mappe.
“Jeg kan ikke sige, hvor taknemmelig jeg er!” sagde han, strålende.
Aftenen end
