Min lille Rikke
Vores lejlighed var ikke ligefrem sådan et vaskeægte bofællesskab, men vi gik nu også ret nemt uden om konflikter.
Folk var rare, høflige, tog ikke hinandens ting, fulgte rengøringsplanen i opgangen, og holdt sig fra larm efter klokken ti om aftenen. Når vi holdt fødselsdage eller jul, var det for det meste inde på egne værelser, men der blev altid sagt goddag rundt i de andre rum.
Min mor og jeg boede i det lille værelse allerførst ved hoveddøren. Jeg tror faktisk det tidligere var tænkt til en husholderske. Der gik historier om, at her engang havde boet en zoologiprofessor med familien, men så flyttede de nordpå, og lejligheden blev delt op, så flere fik lov til at prøve livet i København. Fra professoren var der kun udstoppede ugler og krager tilbage de stod på toppen af skabe og stirrede med deres mærkelige, døde øjne, og lugtede af mølkugler. Katten Holger så dem som sine dødsfjender og lod aldrig en chance gå fra sig for at hakke totter ud af dem.
Hvis vores nabo, Henrik, for eksempel trådte Holger over halen i et brandert, gik det ikke ud over Henrik selv næ nej! Så røg uglen med de gule øjne. Hvis Kirsten, som var gift med Peter fra badanstalten, ikke ville dele sin mad med Holger, gik det ud over kragen eller en eller anden gammel due, som også havde stået på professorens reol.
Hvorfor ingen smed de skindøde fugle ud, ved jeg faktisk ikke. Men min mor sagde altid, at så ville Holger bare tage fat på vores tøj i stedet.
Lad ham hellere kradse i de skind, trak hun på skuldrene.
Min mor Ingelise var sådan én, der altid havde et smil på læberne. Hun sang meget også selvom hun var træt og hun var aldrig sådan rigtigt nedtrykt, lærte mig også at holde hovedet oppe.
Da jeg var femten, mistede jeg hende. Hun havde aldrig sagt noget om at være syg. Hun blev bare tynd, bleg kunne knap gå ud i køkkenet. Kirsten lavede suppe til hende, men mor ville ikke spise, og hun ville heller ikke såre Kirsten. Sagde altid: Spis du bare, Anne, og så sad jeg med den lune skål. Peter kom også tit forbi med favnen fuld af tulipaner og kamille, stillede dem ved hendes seng, snakkede om vejret med en brav stemme, klagede over at kartoffelplanterne ville lægge sig i varmen og min mor nikkede bare og smilede afdæmpet.
Så fik hun fred, sagde folk, da vi bar kisten ud på kirkegården, stod der ved graven. Lidelsen er forbi. Nu flyver hun som en hvid due over os. Se, Mathias, det er din mor, hendes fine sjæl.
En eller anden tog mig under hagen og vippede mit ansigt op mod himlen. Rigtigt nok, dér cirklede en hvid due.
Der er hverken Gud eller sjæl. Lad mig være! Slut! råbte jeg og sparkede mig fri. Jeg var så stor og vred, og verden var forkert. Forkert, at jeg skulle leve med en eller anden moster fra landet, som skulle flytte ind efter mor. Jeg mener, hun hed Rikke Mikkelsen. Nu skulle hun sove i mors seng, bruge hendes sengetæppe, røre ved hendes ting…
Det kunne jeg ikke. Jeg kunne bare ikke. Og hvad laver de så med ikoner og bibler? Min mor gik aldrig i kirke. Hun kunne ikke fordrage alt det der.
Mine hænder rystede, mine kinder var våde, men jeg sagde til mig selv, at det nok var bare regn, mens jeg kneb næverne sammen og klaprede tænder.
Man skal sætte et lys i kirken for sjælen, brummede nogen bag mig. Vi nåede det lige… Sådan er det. Fred på din vej, Ingelise vi skal nok tage os af din dreng, du kan være helt rolig.
En kraftig dame i gråt frakke og tørklæde traskede gennem pytterne, uanfægtet. Alt var gennemblødt og sjappede, men det så hun ikke ud til at tage sig af. Hun gik hen til graven, forsøgte sig med et kors, bøjede sig forover og kastede en jordklump ned.
Hvor er præsten? Har de ikke ringet? Nå, han har sunget færdig allerede? Ok. Rikke Mikkelsen, det er mig. Hyggeligt at møde jer, trist lejlighed, ja, ja… Det er noget værre noget, man fatter det ikke før man står her, sagde hun, mens hun så rundt på folk, og hendes blik til sidst landede på mig.
Jeg stod lidt væk, drivvåd og med røde øjne.
Er du Mathias? Ligner skam din morfar, du du har solidt format… Tag det ikke så tungt, nevø. Det var slutningen på lidelserne for din mor. Jorden let over hende. Græd nu ikke! Ikke mere! Kom her! sagde hun, trak mig ind til sig, bankede mig lidt på ryggen. Nu skal du flytte ind hos mig. Ja, Ingelise… Hun så ned på mig, og jeg mærkede hendes blik. Moster Rikke græd ikke. Hun sagde bestemt: Nå, så. Kom nu. I har vel ikke noget til mindehøjtidelighed hjemme, vel? Efterlod din mor nogle penge?
Jeg kunne slet ikke have det. Hun kom nærmest lige ind ad døren og begyndte at snakke om mors penge. Sikke én!
Jeg tager ikke med dig. Jeg klarer mig selv, svarede jeg hårdt.
Som du vil, men jeg sætter altså maden over nu, sagde hun, og travede af sted mod porten.
Jeg blev stående. Nu skulle mor ligge herude. Jeg kunne slet ikke fatte det. Jeg gik længe rundt i byen, pjaskvåd, frøs, og først sent nåede jeg hjem.
Holger kom miavende, gned sig op ad mine ben, men da han mærkede regnen på tøjet, sprang han væk.
Mads? Er det dig du er jo gennemfrossen! Kom ind i køkkenet, vi har dækket bord, sæt dig lidt, så vi kan mindes din mor. Henrik, giv Mads en stol, vær rar. Kirsten, skær lidt mere sild, bare tag for dig! Ingen mindehøjtid uden ordentlig mad! Moster Rikke havde travlt ude i køkkenet.
Hun var allerede klædt om i en sort, vasket kjole og et gammelt sjal sat fast med hårnåle.
Jeg så ned og fik øje på hendes fødder: Hun havde mors yndlingssandaler på. Dem med muslingeskaller. Vi købte dem for billige penge på torvet en sommer, mor var så glad for dem, men de var også lidt dyre…
Tag dem af! hvæste jeg. Det er mors!
Moster Rikke så ned, vippede lidt med tæerne og tog dem stille af. Hun gik barfodet ud i køkkenet.
Du skal ikke tage det så tungt. Hun var også familie med Ingelise, hviskede Kirsten. Men duften af vodka, løg og sild gjorde mig utilpas.
Det handler ikke om småting. Det her er mors, hviskede jeg og gik ind på værelset. Vores værelse.
Men der var allerede lavet om. Nyt duge, mærkelige hæklede servietter, sengen flyttet og pyntepudebetræk med en tigers illustrerede hoved. Ingelises parfumeflaske, notebog og digtene var væk. Der lå nu stablet blondetøj og strømper på natbordet.
Jeg rev alt det våde tøj af mig, fandt hvad som helst i klædeskabet, og gik ud på badeværelset, hældte koldt vand i karret og stirrede ned, indtil det løb ud… På hylden lå der nu jordbærsæbe, ikke mors tandbørste. Moster Rikke var flyttet ind for alvor.
Da jeg kom ud i køkkenet, blev der stille rundt om bordet. Kirsten sukkede, Peter skubbede en stol hen, og Henrik justerede det lille glas, dækket med rugbrødsskive.
Sæt dig, Mads. Nu mindes vi hende, sagde Rikke og satte glasset foran mig.
Nej, han er for lille til sådan noget, mumlede Kirsten. Men moster Rikke rystede bare på hovedet.
For lille? Han har lige begravet sin mor. Så er man voksen. Drik, Mads. Og spis lidt sild bagefter, den er stærk, men det hjælper dig på varmen. Sov, Ingelise, sov trygt!
Hun tømte glasset, de andre fulgte trop. Jeg lukkede øjnene havde aldrig smagt snaps før.
Madsssss! Er du faldet i søvn? Moster ruskede blidt i mig. Det kan man ikke fortænke dig i. Så meget har du heller ikke drukket. Men nu går du i seng.
Kvinderne ryddede af, vaskede op.
Hvor er mors ting? råbte jeg pludselig og bankede i bordet. Hvorfor rører I ved dem? Du har ikke ret til at være her! Det er mors plads, ikke din. Gå din vej!
Jeg var helt oppe at køre, og gik tæt på moster Rikke, men hun greb mig lynhurtigt, fik armen om mig og trak mig ud i entreen.
Aldrig, Mads, du diskuterer aldrig familieting foran fremmede! snerrede hun lavt. Og Ingelises ting ligger på dit eget bord, jeg vidste du ville lede. Vi taler sammen i morgen.
Så hev hun mig ind på værelset og smækkede døren. Det var første nat, jeg lå og lyttede til moster Rikkes snorken…
Først lød det som et gammelt tog, så som et langt “åååååh-ba-ba-ba-ba-aaa…”
Jeg lå vågen, listede ud i køkkenet og sad der op ad den blåmalede væg. Ind imellem gik naboerne ud på toilettet eller røg en smøg ved bagtrappen.
Hen på morgenen kom Henrik ud for at gå på arbejde, og Kirsten stegte spejlæg til ham.
Mads, du har slet ikke sovet? Moster Rikke kom ud, iført den mørkeblå, godt brugte morgenkåbe og med Holger om benene.
Jeg trak bare på skuldrene. Alt hos hende var lidt forvasket hvor mor altid fandt snit og mønstre på loppe- eller kræmmermarked, og lavede det pænt til os.
Du har vel ikke sovet? mesteren bøjede sig ind over mig og åndede ud mærkeligt nok duftede hun af mint og sæbe, ikke af de stærke drikke.
Ville ikke, mumlede jeg.
Nå. Nu skal du spise. Her er lidt gode æg fra landet, lidt torskerogn, det skal nok blive godt igen. Hvornår skal du i skole egentlig? Hun plantede hænderne i siden og så sig omkring. Det duer ikke, venner!
Kirsten stivnede med panden i hånden, Henrik krøb endnu mere ind i sig selv. Selv Holger stoppede midt i springet til vindueskarmen.
Er der noget galt, Rikke? hviskede Kirsten.
Det er for stille. Alt for trist! svarede Rikke.
Vi begravede jo Mads mor i går…
Men Ingelise kunne ikke fordrage stilhed! Hun blev altid utryg, når der var helt stille. Har I aldrig hørt det? Vores farfar Akim, halvblind og forvirret, kom engang til at låse hende inde i kælderen. Hun fortalte mig, at stilheden var det værste hun kunne slet ikke råbe på hjælp.
Mads, var der ikke altid tændt for radioen hjemme hos jer, eller så sang din mor? spurgte hun direkte.
Jeg nikkede. Radio var bare en del af fællesskabet, troede jeg. Nogle gange irriterede det mig til døde.
Så kom jeg i tanke om, hvordan hun sad og syede eller læste og nynnede, mens jeg forberedte danskstil. Når jeg blev gal, løb jeg over til Peter. Han forstod det vist godt, lod mig få lidt fred…
Sådan, radioen! moster fandt frem til apparatet, knappede det op. Nu skal du få det godt igen, Ingelise. Sjælen er her, siger man fyrre dage skal den lige rundt. Du bliv ikke vred på mig, hvis jeg gør noget forkert… jeg er her jo nu, sagde moster Rikke, og pludselig begyndte hun at græde. I går havde hun ikke fældet en tåre nu kunne hun ikke stoppe.
Kirsten ville trøste, men Rikke viftede hende væk og gik.
Jeg blev stående, anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig. Kirsten sagde bare: Sæt dig nu. Drik lidt kaffe. Lad hende være lidt for sig selv. Så spiste jeg lidt.
Sådan gik dagene. Moster Rikke snorkede om natten og sagde undskyld om morgenen. Jeg blev faktisk tryg ved det så længe jeg ikke sov, kunne det jo være, jeg mærkede mor i nærheden. Jeg havde ikke nået at sige til hende, hvor glad jeg var for hende. Faktisk havde jeg aldrig sagt det. Måske krammede jeg hende bare hurtigt. Men hun blev altid så genert…
En dag spurgte jeg: Hvorfor blev du og mor egentlig uvenner? Vi gik hjem fra skolen sammen, læreren havde kaldt hende ind på kontoret, fordi jeg var begyndt at sakke bagud i alt.
Jeg stod ude ved døren og lyttede. Sekretæren, Ellen, var gået hjem, så ingen kunne stoppe mig.
Skolelederen, Steen, sagde, at selvfølgelig forstod han det hele hård situation men alligevel. Jeg var faldet bagud med alt, kiggede ud af vinduet til undervisningen, ingen noter.
Moster Rikke sagde ikke meget indtil da. Jeg kunne høre hende sukke, ligesom dengang jeg sløsede med rengøringen, og hun selv tog over.
Pludselig slog hun i bordet. Du har helt ret, Steen, Mads er en forfærdelig elev! Helt umulig! Hans mor gik bort, mens han selv næsten ikke er andet end en dreng. Men det er sikkert ligegyldigt! Vi overlever jo også, når kyllinger dør hjemme i Randers! Men for en søn… Der er ikke noget, der betyder mere end moren. Piger ser på deres far, men drenge… de elsker deres mor. Ingelise var noget helt særligt, lysende, rar, og hun ville give det sidste væk for andre. Gud tog hende hjem, sagde hun.
Der er ingen Gud, Rikke. Det må du opgive, sagde skolelederen tørt.
Så har I i hvert fald ikke fundet kærlighed endnu, svarede hun bare. Men jeg lover, fremover er der styr på Mads’ lektier.
Vi gik ud sammen bagefter.
Så spurgte jeg om hende og Ingelises skænderi.
Ingelise elskede sine bøger, hun drømte om mere, og jeg drillede hende hele husstanden hvilede jo på mig, syntes jeg. Og hun havde bare hovedet i bøgerne. Til sidst var jeg grov sagde hun bare var doven, og hun pakkede sammen og tog til byen. Hun mødte din far, fik dig, men blev aldrig gift. Jeg dømte hende, mente hun var en skam for familien. Men så forstod jeg, at hun var lykkeligere end jeg nogensinde blev. Større i sjælen. Det gjorde ondt. Vi nåede aldrig at råde bod på det…
Hun knugede min hånd, og uden at vide hvorfor, gav jeg hende et kram. Hendes jordbærsæbe og våde uldduftede jakke ramte mig det sneede, og det var egentlig ret smukt. I det fjerne stod en kvinde og så på os. Jeg prøvede at se efter hende, men øjnene løb i vand. Og så var hun væk.
Du så hende, ikke? Du så hende, Mads? hviskede moster Rikke. Hun kom for at sige farvel. Ingelise
Vi græd hele vejen hjem, glemte alt om lave karakterer. Vi drak te med jordbærsyltetøj og lyttede til et radioteater. I det øjeblik følte jeg, at hun hørte til hos os. Min moster. Mit blod.
Selv Holger opførte sig anderledes nu hvor Rikke var flyttet ind. Han kradsede ikke længere i de gamle skind Rikke havde kasseret dem og nu lå han mest og varmede sig i solpletterne inde hos os.
Da vi nærmede os nytåret, sagde Rikke, at nu skulle der ryddes op i skabet. Der hang mors pels, pakket i et gammelt lagner, som hun aldrig havde råd til at gå med.
En pels skal have kulde! sagde Rikke og kæmpede den tunge sag ud på altanen.
Hvorfor?
Møl, min dreng! Kulden tager dem, så hårene ikke bliver ædt.
Så hængte vi den ud natten over. Rikke beundrede den. Henrik kiggede ind og stod målløs.
De ser flot ud, Rikke! Meget … flot … sagde han, rød i hovedet, inden han skyndte sig ud.
Næste morgen var pelsen væk. Først troede vi den var blæst væk, men anden sal det kan ikke passe.
Nogen har stjålet den! Ingelises pels! Åh, Mads! Rikke græd. Morgenmaden brændte på.
Henrik kom løbende med hjertedråber, men hun afviste.
Mit ansvar, jeg har mistet din arv, sagde hun ustandselig.
Men man vænner sig også til tab. Snart snakkede vi kun sjældent om den.
I februar tog vi på Torvehallerne. Vi skulle købe svinekød til sylte, og det tager tid med Rikke hun skal lugte, rode, vurdere, gå frem og tilbage.
Pludselig greb hun fat i min arm. Se, Mads! Hun pegede frem. Der stod en kvinde i pelsen, grov stemme og cigaretlugt men pelsen var vores.
Rikke svulmede op som en ballon og marcherede frem. Kvinden opdagede os, satte i løb. Men vi løb efter over gaden, gennem gyderne. Rikke råbte bag hende: Aflevér pelsen, din gamle muldvarp! Mads, snup hende fra venstre! Så kom dog!
Kvinden blev forpustet, smed til sidst pelsen og smuttede bag et plankeværk.
Vi bar pelsen sejrrigt hjem. Rikke smilede stolt, nussede den, bar den som en skat. På vejen standsede vi og brød sammen af latter, helt barnligt fri.
Først dér kaldte jeg hende Rikke, min Rikke. Hun fortalte om min mor, om deres barndom, hvordan mor spillede teater i skolen, og Rikke syede kostume af sine gamle kjoler.
Det gik op for mig, at alt dét historierne, latteren, duften af mors parfume det var stadig min mor. Der må være noget, vi bærer i os noget større end kroppen og livet, som binder familie sammen. Om det er en sjæl eller et minde, kan være ligegyldigt. For Ingelise var med os: i Rikke, mine drømme, og måske lidt i pelsen der jokede jeg så!
Pelsen solgte vi bagefter. For pengene et par tusind kroner købte vi jakkesæt til min dimission. Jeg følte mig latterlig fin, og Rikke stod og kaldte mig hendes brudgom, mens tårerne trillede. Kæreste moster. Hvorfor græder du så tit nu? Lad være … Vi har det jo godt. Helt utroligt godt.
