Du forlader mig jo alligevel
Undskyld, jeg er hurtig. Skal bare lige hente et par ting, sagde Signe og skævede til Thomas ude i entreen. Han sendte hende et anspændt blik og kiggede betænkeligt ind mod soveværelset.
Åh, din tumpe, tænkte Signe på vej forbi ham. Tror du virkelig, jeg har tænkt mig at løbe ind i soveværelset, råbe op og kaste om mig med vaser?
Det var tre dage siden, hun var blevet ligeglad ja, fuldstændig. Lige meget, at hendes eksmand tak Gud for det havde fundet sig en yngre én med større læber og byttet hende ud, smidt hende væk som en gammel, slidt vinterjakke. Lige meget, at den lejlighed, Signe selv havde indrettet kærligt og gennemtænkt, nu skulle overgå til en ny kvinde hvad hed hun nu måske Amalie? Det var altså hende, der fremover skulle koge suppe på Signes komfur og bage laks i ovnen. Krydderibøtter, små kander og Signes elskede olieflasker alt sammen fremmed nu. Signe ville ikke tage noget med sig. Hun ville ikke gøre sig selv til grin.
Skulle hun slæbe kasser og store tasker ud, bare for at den unge pige ikke fik det? Nej. Fortiden skulle blive netop der, med alle de servietter, personlige krus og vægmalerier.
Hun kom i tanke om dengang, hendes nabo på Østerbro blev skilt. Da havde konen lejet flyttebil, slæbt alt ud af lejligheden: tallerkener, bøger, stole, endda lyspærer og lampeskærme som hævn. Signe grinede lidt for sig selv. Hun kunne aldrig gøre det samme; man skulle være rasende til det, bitter, ligefrem forbandende, og det kunne hun ikke. Hun var bare trist og havde ondt.
Thomas, med strithår og slåbrok, stod barfodet og så på, at Signe satte sig på gulvet i stuen, hev fotoalbumer frem fra det nederste skab, bladrede, lagde noget på plads igen og andet ned i tasken.
Tag hjemmesko på, din ryg skal jo nok gøre ondt igen, sagde hun automatisk. Thomas så ned på sine fødder, vippede fra hæl til tå og blev så nervøs.
Signe, kunne du ikke gøre det her en anden dag? Jeg kunne have sat tid af, du kunne komme nu passer det bare dårligt, jeg er ikke alene og
Slap nu af, Thomas. Jeg er hurtigt ude. Du ser jo aldrig i fotoalbumerne. Vil du vise dem til din nye kone måske?
Thomas kneb munden sammen og så væk.
Allerede på vej herhen vidste Signe, hvor meget Thomas ville hade det her. Uventet besøgende, ikke skrevet ind i kalenderen, kaos udenfor programmet så kunne han slet ikke følge med.
Men hvad er i orden? At skifte kone ud, ligesom man skifter strømper, bare fordi den ene er blevet lidt slidt? At fortælle sin nu ekskone med et blik af medfølelse, at nu var det slut, for nu ville han hellere være sammen med et silikonehjort på lange stænger?
Jo, hvis man er blevet så skør, at man ødelægger alt det, man har bygget op sammen.
Signe smilede svagt, mens hun så på et gammelt polaroid. Det var fra deres første fest sammen. Hun var dengang helt grøn, lang mørk hestehale, mininederdel og stram bluse. Thomas altid i jakkesæt.
Han nægtede jeans, T-shirts, al sportstøj. Klassikeren! Selv om sommeren: linnedhabit, skjorte med korte ærmer, mokkasiner men uden strømper? Aldrig! Mismodigt!
En gang gav Signe ham for sjov nogle sokker med røde chili på.
Du bliver uimodståelig! Prøv dem!
Det nægtede han sådan kunne man da ikke gå klædt! Han ville hellere blive hjemme, hvis hun pressede på.
Hun pressede aldrig; hun drillede ham, og det kunne han lide. Hun var som en killing, der ruskede op i hans ordnede verden. Hun væltede papirbunkerne, jagtede solstrålerne fra hans Rolex, spandt og vred sig, når han rørte hende. Det slog ham omkuld at sådan en pige valgte ham? Hvorfor? Og hvad nu, hvis det tog slut? Frygteligt at tænke på.
De mødtes på et frygteligt kedeligt boligindretningsseminar. Talerne fremhævede deres projekter til skyerne, men Thomas forstod slet ikke, at nogen kunne finde på at droppe skillevægge til badeværelset. En studiebolig? Seriøst? Hvor var hygiejnen og æstetikken?
Livets love er faste ligesom boligens! mente han. Entreen, gang, værelser, køkken muligheden for at lukke af, det var alfa og omega.
Der stod han og brokkede sig, tegnede sure diagrammer på tavlen, da en smal hånd blandt publikum rakte op, armbånd ringede, og fingrene chokerede med knaldrød neglelak.
Ja! råbte Thomas. Hvem er du?!
Hun rejste sig lille, adræt, i stramme jeans og skjorte, hendes elskede krøllede fletning og en føfleks-formet hjerte på kinden.
Gud, hvor havde han nydt at følge den føfleks form, når hun sov på hans arm. Hun kunne aldrig sove langt væk altid klyngende sig til ham som en kattekilling.
Nå? Hvad vil du sige?! At jeg ikke fatter moderne tendenser? At toilet bag lav skillevæg er det nyeste nye? Det er ikke nyt, det er en kvalt skrubbe!
Da han sagde det, grinede Signe så naive, barnligt, at han blev perpleks. Det fandtes slet ikke i hans verden før.
Nej, overhovedet ikke! sagde hun og stillede sig op ved siden af ham. Det er billigere at bygge sådan, og de bliver solgt til unge, vilde par. Det er frækt! Når de får børn og vokser op, ringer de nok til dig igen for ombygning. Du burde måske selv prøve at bo i sådan en?
Og det gjorde han. Med hende. Han var forbløffet over, hvor sjovt det var. Senere, da tågen lettede, flyttede de ud i en klassisk treværelses og blev gift.
Da Signe rodede i albumerne, kom Thomas til at tænke på, hvordan Signe altid gjorde tingene på sin egen, absurd skæve måde.
Hun kunne stå op midt i restauranten og kramme ham om halsen, så folk kiggede og hviskede han blev rød i ansigtet, men lod hende ikke gå. Det gør man altså ikke, Sille! tyssede han. Sæt dig ned.
Ja ja, nikkede hun, kyssede ham på kinden, gik tilbage til sin stol og stjal fra hans tallerken: Åh, Mikkel, din kødret er altid bedre! Bytter vi ikke?
De byttede, grinede, diskuterede, hvis asparges var mest sprød, og hvem der fik bøffen stegt som en sål.
Hun kunne ikke drikke vin på den fine måde, nippe, smage buket.
Ikke sådan, Sille! Tag i glassets fod, du må ikke varme glasset, du skal snuse nej, som en hingst gør du!
Hun grinede, drak som en tørstig ko, blev hurtigt bedugget og faldt i søvn i lænestolen. Han dækkede hende med et tæppe og turde knap røre sig af frygt for at vække hende.
Hvorfor havde hun valgt ham? Det var helt forkert; at sådan en livsglad pige skulle bo med ham, den gamle surmås.
Han var ni år ældre. En frygtelig forskel, tænkte han. Når Signe blev moden, ville hun forlade ham. Og det kunne han ikke holde ud. Spørgsmålet var ikke om, men hvornår
Ser du, Thomas, killingen bliver altid til en kat selvstændig og krævende. Din Signe bliver som de andre, begyndte min ven, Jesper, at sige. Først ruller hun sig sammen om dig, så vil hun bestemme det hele, overtage din konto, og til sidst afleverer hun dig på plejehjem. Er du klar over aldersforskellen?!
Ja, ni år. Tænk, han havde været ni år på denne jord, mens hun ikke var født endnu.
Hun er virkelig ikke sådan, svarede Thomas. Hun er ægte, impulsiv og uafhængig. Hun nægtede endda, at jeg skulle betale for hende på restaurant i starten! Hun bestiller vildt, men hun vasker selv gulv hjemme, på den gamle måde, og bruger en formue i vand. Det skal være rent, siger hun.
Hun forfører dig bare, fnyste Jesper, bestilte endnu en kop kaffe og lignede en, hvis mave brændte af syre.
Hun sylter selv, Jesper! Forstil dig det, hende og hendes kæmpekrukke med surkål, leveret ud til familien.
Jesper trak på skuldrene:
Er hun fra landet? De plejer at være sådan.
Moren er ingeniør, faren arbejder i metroen, fortalte Thomas og kneppede jakken, for man sidder ikke og driver den af uden.
Nå, så ved jeg ikke Hun er ikke fra den her planet. Men hun ender nok med at tale med sig selv og rive tapetet af, vent og se! Skal jeg ikke lige møde hende? Så kan jeg advare dig efterfølgende, grinede Jesper.
Det var lidt usselt, sådan at udlevere Signe for at høre andres mening. Men Thomas turde ikke overse nogle faresignaler. Han havde endda købt en forlovelsesring til hende i en rød velouræske.
Signe havde glemt alt om, at Thomas ville komme forbi med en ven. Træt og grådkvalt åbnede hun døren og stod i pyjamas med glade kaniner, mens Thomas kom ind med ham den bredskuldrede Jesper. Han så forvirret ud, da han bemærkede tapetet og stilen i entreen.
Signe, jeg havde altså sagt det sukkede Thomas.
Ja, jo Undskyld, men I må gerne komme ind, beklager at der ikke er franskbrød og småkager
Hun serverede hjemmelavede frikadeller, beklagede, at hun fejlede med dagens opgave på arbejdet, og fortalte, hvordan chefen havde brølet så højt, at hun stadig havde tårer i øjnene, da hun kom hjem. Nå, må jeg byde på flere frikadeller, Jesper?
Han rystede på hovedet, men var fortabt i den lille hyggelige køkkenkrog, dens blomstrede dug og Signe, der talte til dem, som havde de kendt hinanden hele livet. Og frikadellerne Gud, hun lavede god mad.
Tag det roligt, Sille! Thomas klappede hende på hånden. Du er stadig ung. Du lærer det hele med tiden. Jeg skal nok passe på dig.
Han klappede Signe på håret, så Jesper troede, han nu trak et lommetørklæde frem til hende.
Glem det! Udbrød Signe og rejste sig. Jeg klarer mig selv, og du passer dit.
Hvorfor? forbløffet Thomas stoppede med at nusse hende.
Fordi jeg er min egen. Det er unfair, hvis jeg får dårlige projekter, bare fordi vi er gift. Og så skal du bare være tavs for for
Fordi jeg vil giftes med dig, Signe. Jeg ved, du vil sige nej. Jeg er gammel, kedelig, hjemmets slave. Men vil du ikke alligevel?
De gik ud sammen den aften Thomas og Jesper, begge opslugt af tanken om Signes små frikadeller og hendes forskrækkede øjne.
Hun er allerede kat, Thomas. Har været det længe mumlede Jesper, klappede ham på skulderen og gik til s-toget.
Brylluppet blev stille, ikke prangende, men alligevel eksklusivt nok til Thomas omgangskreds. Han frygtede det værste brød sig ikke om stive bryllupslege, vilde danse og pinlig musik. Men Signe førte ham hen på en fiskerestaurant med gipsfisk på væggene og verdens bedste rejerisotto. Derovre i hjørnet er der plads til ti, sagde hun. Passer det?
Hele sit ægteskab tilpassede Signe sig hans alder, særheder og perfektionisme. Hun var hans killing indtil hun trak ham med på skovtur eller på Mols Linien. Han brokkede sig, hadede myg, røg, bølger, men turde alligevel ikke modsætte sig for meget. Ellers ville Signe forlade ham. Og det ville han aldrig overleve.
Signe rejste sig pludseligt, samlede tasken op.
Thomas, hvad laver hun her? jamrede den unge Amalie fra soveværelset, læberne forvredet som en guldfisk. Hvorfor lod du hende ind?
Amalie, nu stopper du. Det er også Signes hjem, nogle af tingene er hendes forklarede Thomas, mens han undskyldte for sin unge kæreste over for Signe, for at denne stadig satte fod på det gulv, hun selv havde lagt.
Du sagde jo selv, det hele er mit nu! hvinede Amalie og pegede på skabet. Hun får ikke en krone! Jeg tæller sølvtøjet!
Gå ud, Amalie! beordrede Thomas og viftede frustreret med armene.
Signe havde altid ordnet konflikterne for ham. Rolig, sikker på at det nok skulle gå. Også nu kastede Thomas sig et tryglende blik, men Signe trak bare på skuldrene.
Nå, det var vist det hele. For resten, jeg tager også Asger med. I orker ham alligevel ikke. Asger! Kom her, min dreng!
Hun kaldte, og en kæmpestor, lodden blandingshund luntede ind.
Hunden bjæffede begejstret, hoppede op, logrede med hele bagenden og slikkede Signe på hænderne.
Du kan ikke tage Asger, han bor jo her! Thomas trådte frem, men Signe sendte ham et sigende blik.
Vi har ikke længere noget vi, Thomas. Du og Amalie vil bare aflive ham eller sende ham på internat! Din din roommate her
Vi skal giftes snart! Skrid! hylede Amalie, men Asger knurrede, og hun trak sig igen.
Din Amalie holder ikke til ham. Asger er sløv, doven, han hopper op i sengen, trækker i snoren og vælter alt. For meget besvær for et ungt par!
Thomas blev hvid i ansigtet. Unge familie Av, den sad.
Fint, tag ham! Asger sprang glad op og troede, det var leg.
Asger kom til dem som et uheld. Signe havde samlet ham op på motorvejen, smadret og sulten.
Hvad er det?! Signe, tænk hvis han er skør eller har rabies! skreg Thomas, mens han lagde et tæppe ud til hunden på verandaen.
Hunden gøede, Signe bakkede forskrækket, men da Asger vågede, jamrede hun også, og pludselig sad Thomas bag rattet, mens Signe sad bagved og vuggedes med den store hunds hoved i skødet.
Senere reddede Asger faktisk Signe. Efter fem års ægteskab, mistede hun sit barn sent i graviditeten. Thomas havde sendt hende ud på landet for at få god luft. Hun sad på terrassen med Asger, gik i haven, bebrejdede sig selv, skrev lidt på computeren. Pludselig gik alt galt, og Thomas kom hjem til et mørkt, stille hus kun Asgers langtrukne uhyggelige hyl kunne høres.
Signe lå på gulvet alt var blodrødt. Det var forfærdeligt.
De fik aldrig børn. Det var Asger, der hver morgen tvang Signe op at gå. Han trak hende ud, væk fra sengen, størkede ikke. På Mikkel knurrede han, hvis han ville hjælpe.
Livet blev på den måde. Signe var for træt til at have ondt af sig selv.
Fint, tag ham bare, sagde Thomas og gik væk. Amalie, lav noget kaffe.
Hva? surmulede Amalie.
Kaffe! Tryk på knappen! rasede Thomas og lukkede slåbrokken tættere om sig. Signe, du må hellere gå. Jeg følger dig ud.
Han slæbte tasken med Asgers madskåle, legetøj og bedste tæppe.
Asger sov kun på den helt rigtige slags stribede tæppe, Signe havde fundet dem og bestilt ti ens. Hun glædede sig hver gang og bad Thomas sige tillykke med den opdagelse, men han himlede bare.
Kære, det er jo kun et tæppe! Jeg har travlt med højhuskonkurrencen, og vi er bagud, og du kommer med Asgers helstøbte tæppe!
Signe slap Asgers hoved, fandt hurtigt Thomas sorte mappe under hans stol.
Du sidder på den, Thomas. Nå, jeg arbejder lidt inde ved siden af. Kom, Asger! Senere kedede hun sig, så kom hun ind med madder, te med syltetøj, drillede ham. Han blev sur, men endte med at trække hende ned i stolen, krammede hende, glad for at have hende.
Ingen andre, nogensinde. Men hvad med Amalie?
Det er noget andet, Jesper! forklarede Thomas sin ven. Vi er bare brændt ud. Alderen osv.
Jesper støttede hovedet i hænderne.
Nå, så det er alderen. Du leger allerede gammel mand?
Thomas rynkede panden, smed servietten på bordet. Jesper ville aldrig forstå det; han var fem år yngre.
Hør, vi har ingen børn, nu har hun også taget hunden. Vi skylder ikke hinanden noget.
Hvis jeg havde mødt sådan en som Signe, havde jeg aldrig været sammen med nogen andre. Signe gjorde dig til menneske, og du du er fandeme en idiot, Thomas! Måske er det godt, det er ovre. Så havde du alligevel knækket hende til sidst. Farvel. Hils Amalie.
Vi skal giftes næste måned, mumlede Thomas. Kommer du?
Desværre. For travlt. Er det virkelig ægte kærlighed denne gang?
Thomas nikkede.
Amalie har forbindelser. Og vi skal have et barn
Held og lykke, sagde Jesper tørt.
Selvfølgelig kom Jesper ikke. Han afskyede Amalie, havde ondt af Thomas, men det spillede ingen rolle. Nu kunne Thomas ikke længere frygte at blive forladt af Signe. Han havde sørget for det selv. Selvom det blev svært med Amalie, så måtte det gå han kunne altid sende hende væk på et langt ophold et sted.
Jalousi kendte Thomas kun alt for godt. Den krøb ind under huden, dannede knuder i maven, fik ham til at læse beskeder, han ikke havde noget at gøre med. Det var slut nu. Han selv havde smidt Signe ud. Sådan var det bedst for ham.
Brylluppet med Amalie var et mareridt: mange gæster, alt for meget larm, dårlige vittigheder, ring på benet, første dans hvor Thomas trådte hende over tæerne, Amalie hvislede blomsterbuketten landede i lysekronen. Amalie grinede så tårerne løb, og om natten krævede hun passion af Thomas. Han gjorde sit bedste, men faldt i søvn, og Amalie gik i nattøj ud i køkkenet og drak resten af champagnen.
Da Thomas vågnede, kaldte han på hunden men ingen kom.
Amalie knugede pudebetrækket i søvne og rakte over, mærkede hans skulder, sukkede tilfreds. Alt var nu hendes penge, klog mand, lejlighed, sommerhus. Den skøre Signe krævede ingenting! Tænk, så godtroende kan man være. Sidder sikkert og flæber nu med sin lugtende hund.
Giv mig kaffe, jeg har ondt i hovedet! stønnede hun. Thomas gik slæbende ud i køkkenet. Hans første dag i ægteskabet hvem ved, hvad der kom mere?
Men nu skulle han ikke frygte. Signe ville jo forlade ham før eller siden han var blevet træt og gammel, ville helst bare sove om aftenen. Signe behøvede hverken penge eller ham hun ville have sin frihed. Så det var mindre smertefuldt at gøre det selv, først.
Med Amalie var der intet: hun ville kun hans penge, blandede sig aldrig i hans mad, fortalte ingen eventyr, sang ikke mens hun vaskede gulvet, krammede ham ikke ind i et gammelt tørklæde, rørte aldrig te med syltetøj til ham eller rullede sig sammen i lænestolen, når hun var mat, foreslog aldrig svampejagt eller slæbte hunde hjem. Amalie kom til at sende ham på plejehjem men det var langt ude i fremtiden. Lige nu var det bare sådan.
Så ringer det pludselig på hos Signe. Jesper står i hendes lille entre, endnu med de snirklede tapeter.
Undskyld forstyrrelsen Jeg kom lige forbi. Jeg har varmemedde frikadeller med moster Grethe har lavet dem, og
Han havde aldrig før været så rød i ansigtet over for en kvinde.
Hvor godt du kom, Jesper! sagde Signe. Vi har æblekage i dag, Asger og jeg jeg købte et helt net, og nu aner jeg ikke, hvad jeg skal med dem. Og vi har tranebær-te. Kan du lide tranebær-te? Nå, vi må jo lære at leve videre
Hun snakkede så hurtigt og overdrevent glad, at Jesper dårligt kunne nå at svare. Han ville have spist hvad som helst fra hendes hånd, kunne sove sammen med Asger på gulvtæppet.
Asger brokkede sig lavt over besøget, da Jesper prøvede at klappe ham.
Jesper spiste æblekage og drak te med tranebær uden at fatte, hvordan nogen kunne forlade en som Signe.
Hvorfor blev han sådan, Jesper? spurgte hun, kiggede ud ad vinduet. Til sidst var han bare sur og mærkelig. Var det fordi vi ikke fik børn? Skuffede jeg ham?
Han har altid frygtet, at du ville forlade ham. Han følte sig gammel og så heraf ja, så brød han det hele af selv. Undskyld, jeg smutter.
Ja naturligvis. Farvel, Jesper.
Signe blev bare siddende i køkkenet, Asger lagde hovedet i hendes skød og sukkede.
Det tog Signe lang tid at lukke Jesper tæt ind. Hun var bange, og hvorfor ikke?
Folk får hunde, katte, Signe men en mand, især den rigtige, ham skal man da nappe! sagde hendes kollega Lene.
Jeg er bange, Lene. Men det er vel ok?
Ja, det er det. Så er du i live! Bor din Jesper stadig? Så tag fat! Deroppe i Himlen står de bare i kø og får kødet trådt af efter vingerne, grinede Lene. Signe nikkede bare og fik sagt, hun ikke var klar til Himlen endnu. Der var stadig noget, hun skulle nå!
Så, i august, tre år efter hun blev skilt fra Thomas, blev hun og Jesper gift. Han kunne ikke tro sit held Signe boede nu under hans tag, sov ved hans side, klyngede sig til ham natten igennem. Han holdt næsten vejret for ikke at skræmme hende. Hvis der findes et paradis på denne jord, så er det Signe men hende var hele paradis allerede mistet. Nu ville hun bare leve et simpelt, menneskeligt liv.
