Han levede så. Gik på arbejde i København, spiste aftenmad med sin kone Kirstine, når skiftene faldt sammen. I weekenden tog han sin lille båd ud på Mølleåens brede vand for at fiske. Der mødte han en lille, grå og legesyg killing. Den krøb ind i hans liv, kom forbi broen ved søen før han gik på arbejde og afleverede mad. Den grå blev ved hans side og ventede tålmodigt. Men snart opdagede han, at den grå var en lille, meget knyttet kattekilling, som han kaldte Rigmor. Rigmor kravlede op i båden, hjalp ivrigt med at fange fisk – eller snarere forstyrrede ham så meget, at han næsten kun fangede den lille fisk, han selv skar ud af benene og fjernede skindet fra. Det føltes som en evig lykke.
Efteråret kom, som altid følger sommeren i vores omskiftelige verden, hvor et øjebliks glans aldrig kan gentages, kun gemmes som en melankolsk erindring. Mikkel besluttede sig endelig for at tale med Kirstine om at tage Rigmor med hjem. Kirstine var en streng dame, så han måtte have hendes samtykke. Den aften fandt han ikke modet til at tale med hende – han var ramt af influenza.
Han sagde til Rigmor:
„Vent lidt, jeg får en aftale på plads.“
Rigmor gnubbede kærligt sit hoved mod hans hage, troende på hans ord, sprang ud af bilen og mjavede. Hun sad altid på hans knæ et par minutter, før han kørte af sted. Smerten i hans venstre skulder brændte længe efter.
Den aften talte han ikke med Kirstine. Influensa ramte ham med høj feber, hoste og løbende næse – den klassiske vinterklage. På den fjerde dag, da lynene hamrede og regnen slog mod ruderne, brød en voldsom torden ud:
„Regn,” sagde Kirstine.
„Og måske en smule is i årstidens første regn.“
Tunge dråber slog mod vindueskarmen, sprøjtede i tusind stykker, mens små isflager knækkede mod glasset.
„Det er godt, vi er hjemme,“ sagde hun, og han huskede Rigmors tillidsfulde blik.
„Hun er derinde,“ mumlede han, mens noget gnavede under hans venstre skulder.
„Hvem er hun?“ spurgte Kirstine.
„Rigmor. Jeg lovede hende, at hun fik mad hele sommeren, og jeg bar hende rundt som en lille fisk.“
Kirstine råbte:
„Gå ikke ud! Du er syg, du kan knap stå på benene. Temperaturen er kun faldet lidt.“
Men Mikkel løb mod døren.
„Jakken! Tag jakken på!!!“ skreg hun.
„Hvor skal du hen i den mørke nat?« spurgte hun.
„I morgen tidlig. Så tager vi sammen.“
Hun hørte ham ikke længere. For hans øjne så kun Rigmor, der ventede, håbede og troede.
Bilens forlygter skar gennem vandstrømmene fra himlen, og pludselig stod Kirstine på bagsædet.
„Skal vi finde din hemmelige kvinde?“ spurgte hun.
Mikkel insisterede på, at hun skulle tage rattet og dreje bilen mod broen.
„Du er den, jeg har brug for bag rattet,“ sagde han.
Han steg ud i den isnende, brændende regn. Vandet trængte gennem jakken, iskrystaller slog mod hans ansigt. Han krøb over engen ved broen, kaldte på Rigmor, men kun vinden hyllede og regnen trommede. Han var gennemblødt til benet, glemte sin influenza.
Han løb gennem buske, famlede ved træerne, men fandt intet. Kirstine råbte fra bilen, hendes stemme kæmpede mod regnens skrig. Da håbet syntes ved at svinde, indså han pludselig, hvad han skulle gøre.
Han stod på midten af engen, lukkede øjnene, løftede ansigtet mod vandstrømmen, spredte armene og vendte håndfladerne opad.
„Jeg er gal,“ råbte Kirstine i bilen.
Han ventede, indtil regnen, vinden og isflagerne blev en del af ham. Hans egen krop.
Han var en skeptiker, men de hemmelige ord han mumlede forblev et mysterium. Såsom om han fandt de rette ord, stilnede vinden. Regnen blev til fine dråber, der trommede blidt på de faldne blade og søens overflade. Bølgerne slappede, vandet blev glat som et poleret bord.
Pludselig hørte han et svagt, næsten knirkende klynken til højre. Han vendte sig uden at åbne øjnene og gik. Han gik, lyttede, faldt to gange, rejste sig igen og fortsatte. Kirstine sprang ud af bilen og råbte i desperation.
Ved en busk lå en lille bunke blade. Da han stødte på grenene, stoppede han, åbnede øjnene. Et svagt klyn fra under bunken nåede hans ører. Han gik på knæ, åbnede bunken med frostklare hænder.
Et lille, vådt og koldt legeme rystede. En næsten uhørlig lyd kom fra den fuktige kugle.
„Rigmor,“ sagde han.
„Rigmor, jeg er kommet for dig.“
Han samlede katten op, lagde den mod brystet, så den kunne varme sig.
Han vendte sig mod bilen.
„Fandt du den?“, spurgte Kirstine, forbløffet.
„Du er fuldstændig vanvittig.“
Han lyttede til den lille hjerterytme. Den isnende kulde, der brændte hans hud i første sekund, blev langsomt til noget blødere. Han satte sig på passagersædet. Kirstine skiftede gear, mumlede noget om deres unge dage, da han løb efter hende i stedet for at følge hende.
Mikkels smil var blidt. Den lille katteansigt dukkede op fra hans åbne jakke, gnubbede ved hans hage og mjavede sagte.
„Hjem,“ svarede han.
„Som jeg lovede.“
Kirstine kørte tavst, stirrede på sit spejl og så manden, hun havde levet med så mange år, men som hun stadig ikke helt kendte – en anden version af ham.
„Hold øje med vejen,“ sagde han.
Hun smilede.
„Du er min helt vanvittige.“
Han kælede om Rigmors hoved, og hendes lille krop gav ham varme. Bilen susede gennem den tunge nat, regnen og vinden, mens et næsten usynligt lys fra himlen skinnede som en svag stråle foran dem. Det lignede bilens forlygter, men føltes som en drømmeglød.
Fra radioen lød en gammel melodi:
„…
