Dagen, hvor sneen faldt
Leon Skovgaard sad på bænken og smilede stille, nærmest saligt.
Fra himlen, lav og tung, pakket med tætte, iskolde skyer, væltede sneen gavmildt ned, for første gang denne vinter. Snestormens fnug slentrede nedad, nogle fanget af vindens lune, hvirvlede pludseligt til siden eller skød ligefrem opad i trods mod tyngdekraften.
Sneen dækkede allerede hans hat, lagde sig over skuldrene som et uldent sjal, lidt som det oldemors hvide sjaler, men endnu blødere. Da lille Leon engang var syg som barn, bandt hans bedstemor sådan et sjal over hans natkjole, gav ham hyldebærte og læste eventyr.
Og i de eventyr endte alt altid godt: det gode sejrede, de forelskede fandt hinanden i et forsigtigt kys, og alt ondt trak sig skamfuldt tilbage under rødder og stubbede grene for aldrig at forstyrre nogen mere. Det blev varmt indeni, bedstemors lille stue dansede væk for øjnene, og Leon gled ind i søvnen
Leon løftede snart hænderne, der før havde ligget i ro på hans knæ, bukkede hovedet og studerede snefnuggene, der klistrede til handskerne. Hvert eneste snefnug unikt, som livet selv.
Han smilede igen, børstede sneen af sit moustache, trak frakken tættere om sig. Sjalet gled af skuldrene og forsvandt som lette fnug med blæsten.
Leon Skovgaard? Er det dig? ind under hans hattebræt dukkede et ungt, rødmende ansigt, glatbarberet, kønt, og endda arret på kinden gjorde ham ikke mindre charmerende. Hvad laver du dog her? Sneen vælter jo ned! Hele dig er dækket!
En hætteklædt hånd kom til syne ud af sneen og begyndte at børste snedriverne af Leon.
Ja, sneen, Kasper… Ja, tænk dig! Endelig kom den. Men du kan bare gå videre, jeg bliver her og nyder det lidt endnu.
Leon klappede venligt nabodrengen Kasper på hånden og begyndte igen at se ud i sneen.
Jamen, du skal da ikke sidde her! Astrid har sikkert ventet længe. Hun leder efter dig! Du bliver syg, og det må du ikke. Kom nu, hun laver te og mad til dig. Kom nu! Kasper prøvede at trække Leon op fra bænken, men denne rystede på hovedet og bevægede læberne, så moustachen dansede under sneen.
Jeg går ingen steder, Kasper. Sæt dig ned, hold nu lige inde et øjeblik! I traver frem og tilbage hele tiden men hvad med alt det, der sker rundt om jer… Leon nikkede ud mod gården, hvor parkerede biler allerede var tildækkede som hvide snemænd.
Okay. Jeg sætter mig. Ja ja. Kasper smed sine vanter på bænken, satte sig på dem med benene over kors og armene over brystet, hænderne dybt i armhulerne for varmens skyld. Jeg ser! Jeg ser, hvad du taler om og kiggede ud over gården.
En ganske almindelig gård. Tæt, med lidt plads. Nede i kælderen hylede gårdens kat, Frida. Alle fodrede Frida, men ingen tog hende med ind, hun var for bidsk.
En lille dreng trak sin kælk mod bakken. Hans mor stod utålmodig under trappens halvtag ved opgangen og prøvede at overtale ham til at tage hjem, men drengen nægtede sneen er jo lige faldet, den første i hele vinteren!
Kasper sad og så lidt trist ud.
Hvorfor smiler du hele tiden? spurgte han så.
Mig? Leon så ud, som om han havde glemt Kaspers tilstedeværelse, og blev forskrækket ved spørgmålet.
Ja, dig. Jeg har kigget på dig i over fem minutter, du sidder bare og smiler non-stop, nikkede Kasper.
Jeg er glad, Kasper. Virkelig glad, og selvom jeg ikke har nogen at dele det med, så føles det stadig fantastisk! Leon trak vejret dybt, mærkede den kolde luft strømme ind i lungerne, nydelsen i brystet, det sitrende sug i halsen.
Er det nu muligt, at man ikke har nogen at dele glæden med? Og hvad med Astrid? Kom nu, hun vil gerne lytte til dig! Kasper hev igen i hans ærme; Leon rystede ham af.
Nej! Astrid skal ikke vide det det vil gøre hende ked af det! Så gå du endelig bare hjem, jeg har det rigtig godt her…
Leon løftede ansigtet, lod sneen lande på næsen, hvor den dansede let før den smeltede og løb som små tårer.
Så del det med mig. Jeg kan se, du brænder inde med noget, foreslog Kasper. Han løj dog, Leon virkede ikke som én, der havde brug for at give slip, han havde vænnet sig til sit eget selskab, men nysgerrigheden var for stor. Måske kan du smøre glæden ud indendørs? Mine sko er helt gennemblødte. Hov! Lad os tage på café, drikke te, så ringer jeg til Astrid og siger, hun ikke skal være bekymret. Hvad siger du?
Nej. Jeg bliver her, Leon rystede stædigt på hovedet. Gå du bare.
Jeg bliver også, trak Kasper på skuldrene og kastede en snebold mod gadelygten, men missede.
Ved du, jeg har fået et barnebarn. Forestil dig, Kasper, jeg har fået et barnebarn! hviskede Leon, nærmest forbløffet over sine egne ord. En lillebitte, helt utroligt smuk pige! Se, jeg skal vise dig… Han fumlede efter sin mobil, rodede, blev nervøs, trykkede sig væk fra billederne og tilbage til dem igen. Se selv!
Kasper så på det mørke og uskarpe babyfoto. Han vidste fra sin mor, at alle spædbørn ligner små, sure gamle mænd, røde og rynkede. Skulle det være skønhed?
Barnet sov og var netop rød og angribende, med en næve ved hovedet og en ternet hue.
Ja Fint barn, sagde Kasper forsigtigt.
Fint pige. Det sagde jeg jo! Mit barnebarn, Leon blev småfornærmet over Kaspers mangel på begejstring.
Nå ja, undskyld men, ærligt, alle børn på hospitalet ligner altså hinanden… Under Leons tunge blik tav Kasper.
Nej! Se nu på næsen, på kinderne det er mine, det kan du da se! Leon stak mobilen helt op i ansigtet på ham.
Ja, hun ligner dig. Stort tillykke, Leon! Det må være en fantastisk følelse! Kasper klappede sig på låret. Men hvorfor skal Astrid ikke vide det? Det er vel også hendes barnebarn.
Nej nej. Hun har intet med det barn at gøre, Kasper. Det er noget helt andet, slet ikke hendes. Leon sprang op, begyndte at vade frem og tilbage, gestikulerende i sneen, mens hatten blev våd og slap.
Hvordan dog det? Kasper blev helt forfjamsket over Leons ophidselse.
Sådan er det. Jeg kan fortælle dig det, hvis du lover at holde det hemmeligt. Ingen må vide det! Forstår du?
Prøv du bare! Jeg siger ikke et ord, sagde Kasper og vippede på tæerne for at holde varmen.
Som ung var jeg… tja… ret forelsket i kvinder, Kasper! Slank, flot, kunne charmere og sno kvinder om min lillefinger indrømmede Leon.
Nå, og det ved Astrid godt?
Ikke afbryde! Lyt nu. Jeg havde mange kvindebekendtskaber, og de elskede mig, til jeg blev træt, og så blev de vrede. Der findes ikke noget farligere end en kvinde, du ikke elsker mere, Kasper. Nogle græd, nogle kastede lærred mod mit hoved, andre skyndte sig at ødelægge mit rygte. Men de fandt alle nye mænd, stiftede familier, og jeg glædede mig faktisk over det. De fortjente ny lykke. Jeg så dem, gående under armen med deres mænd og små børn jeg blev misundelig. Jeg selv forblev alene, og årene løb. Jeg havde aldrig børn. Men jeg kunne have været i deres sted! Jeg kunne have trasket rundt med barnevogn og modtaget lykønskninger.
Så kom Astrid ind i mit liv. Hun krævede intet, skubbede mig endda væk. Men jeg faldt for hende. Bad hende om at gifte sig med mig. Vi fik en søn, Mads, som jeg elsker, men… Jeg havde altid den fornemmelse, at måske én af alle de tidligere kvinders børn også var mit, at en dag ville én ringe og fortælle om et barn og kræve børnebidrag. Jeg var sund og rask dengang kunne have fået syv børn! Synes du, jeg er skør? Leon rystede på hovedet.
En smule. De fleste mænd frygter sådan et opkald, men du glæder dig… Hvorfor ikke bare være tilfreds med din søn? Du har jo familie.
Det handlede om noget andet… En følelse af, at jeg havde tabt noget, at min arv gik tabt iblandt fremmede. At det, der gjorde mig til mig, min humor og mit sind, måske levede videre et sted. Og nu endelig, et barnebarn! Ikke hjemme hos mig, men dog med mit blod. Det er stort! Og jeg har tænkt mig at opsøge dem, lære dem at kende måske får jeg lov at hjælpe, måske endda være der for dem!
Hvilket hospital? Hvad hedder moren? Kasper ville vide mere.
Det ved jeg ikke, jeg må finde ud af det. Kan du ikke ringe og spørge for mig, Kasper? Se, nummeret er i beskeden. Du foregiver at være min assistent Kom nu!
Kasper rodede nervøst med klaptelefonen. Barnebarn, datter, hvad blev det næste… Leon, bestyrelsesmedlem i ejerforeningen, altid præsentabel og korrekt, gift med Astrid, som styrede alt. Kasper havde altid set Leon som under tøflen. Nu var Kasper imponeret alle disse kvinder!
Var det Astrid, der fik sat ham på plads?
Ja, hun havde kærligt, men bestemt, fået styr på ham, gjort ham afhængig af hende. Verden ændrer sig, men Leon blev derhjemme, hvor Astrid sørgede for alt. Hun tog ham til kurbade, hun gav ham sundhed og styrke, hun byggede hjemmet op. Men en lille affære truede engang med at trække tæppet væk Leon indså snart, at uden hende var intet sikkert. Så han kastede sig for hendes fødder, blev tilgivet.
Nu, hvis Astrid finder ud af noget, vil Leon aldrig kunne bede om nåde igen, ikke have styrken til det.
Kasper ringede modvilligt op.
Hvad hedder hun? Navnet? hviskede han.
Leon trak blot på skuldrene. Så mange havde der været…
Hallo! Du taler med receptionen for Leon Skovgaard! … Siger du, jeg skal tale lavere? Okay
Hvem er du, hvad vil du? hviskede en kvindestemme.
Jeg… jeg ringer for… Leon, tag selv telefonen, jeg kan ikke mere…
Okay. Leon rankede sig, et smil bredte sig. Undskyld, min pige, jeg ved ikke, hvad du hedder! Din mor fortalte mig aldrig, at du eksisterede, men jeg er så glad for at vide, du findes, at du nu har givet mig et barnebarn. Jeg har altid følt, at du var derude et sted, voksede op et sted… Han blev overvældet af glæde; sneen dalede majestætisk, gadelygterne lyste gult som stearinlys for barnebarnet. Hun er kun to dage gammel, men hele byen fejrer hendes fødsel.
Stop! Hør her, hvem er du? Jeg er ikke din datter! Folk mister vel forstanden i sådant et vejr! Jeg sendte billedet til dig ved en fejl stop med at ringe!
Klik.
Han nåede ikke engang at lære hendes navn at kende, hende, ikke hans datter, som lige har født ikke hans barnebarn
Kasper så på Leon, hvis ansigt pludselig blev gråt og gammelt. Sneen stilnede af, mørket sneg sig frem, hatten var gennemvåd.
Tag det ikke så tungt, Leon Sådan kan det gå, snøftede Kasper. Han ville nu egentlig bare hjem til et varmt bad. Men kan man forlade en gammel ven sådan?
Jeg tager det ikke tungt! Tror du det, Kasper? Hun er nok bare lidt vred på mig jeg har aldrig været der for hende. Men nu skal det nok blive godt! Og hun er så smuk, den lille. Hun ligner mig! Leon tog et skridt fremad.
Kasper nikkede ligheden kunne han ikke se, men han nikkede
Astrid så overrasket på sin mand, da han afleverede sit våde tøj.
Hvor har du været, Leon? Jeg har været bekymret! spurgte hun.
Jeg gik en tur. Sikke noget vidunderligt snevejr, skat! Han tog hendes hænder, snurrede hende rundt, men snublede over sin paraply. Det er en skøn aften!
Astrid trak bare på skuldrene. Sne, ja ja. Bare mere bøvl nu, at vade gennem driverne
Inden Leon gik i seng, så han én gang mere hemmeligt på babybilledet og smilede. Hvor er det egentlig vidunderligt, at et nyt menneske er kommet til verden! Og på netop så magisk en dag med vinterens første sne. Så må hun blive lykkelig. Om det så er hans eget barnebarn eller ej! Vi er jo alle én stor familie til syvende og sidst.
Med de tanker faldt han i søvn, mens Astrid vendte sig lidt, varmede sine fødder på hans ben.
Gråt hår, vilde tanker sukkede hun og lukkede også øjnene.
Og udenfor begyndte sneen at falde igen. Efter en lang, dramatisk pause væltede sneen nu ned med fordoblet kraft, så den nyfødte snart kunne møde morgenen i et hvidt, funklende København, byen hvor hendes livs eventyr nu begynder.
