Drømme skal gå i opfyldelse
Margrethe Platan, som omhyggeligt rettede sit tørklæde om halsen og trak handskerne lidt længere op på hænderne, gik langsomt ned ad gaden. Hun betragtede, hvordan bladene på træerne skiftede nu, hvor efteråret var kommet, hvordan de stod i alle regnbuens farver, som havde en klodset maler tabt sine farveklatter ud over de trætte blade. Nye biler gled forbi, skinnende og moderne, og folk hastede forbi på fortovet, målrettede og optagede. Det var godt, at folk havde travlt med livet.
Hun lod blikket glide over butiksvinduerne, der glimtede med farvede lyskæder og indbydende dekorationer. Hver vindue var som en lille scene med sine egne detaljer. Margrethe blev gang på gang overrasket over, hvor meget verden og selv hendes egen by, København havde forandret sig siden hendes ungdom, dengang hvor alt var dækket af sod fra brande under krigen.
Herregud, hvor længe havde Rikke for det var hende, folk kaldte Rikke som barn egentlig levet? Det var ikke til at fatte. Hvorfor havde Gud mon ladet hende blive tilbage, efter at både hendes far og mor og alle de andre kære for længst var gået bort?
For at du kunne give os Sofie, som så kunne få os lille Andreas, og sådan fortsætter det jo, lød det i hovedet med stemmen af hendes afdøde mand.
Måske du har ret, smilede Margrethe Platan. Nogen skal jo fortsætte slægten.
Rikke havde ingen grund til at skynde sig. Hun havde løbet sit løb. Først i skole, så ville hun på universitetet, hun havde allerede bestået optagelsesprøverne, men så brød krigen ud, og Rikke måtte tage arbejde på en fabrik. Under besættelsen var hun udsultet, så hun gik rundt som et skelet, og hendes gamle venner kunne slet ikke kende hende. Efter at København var befriet, gjorde hun som alle andre arbejdede på at genopbygge byen, sin elskede hjemby, selvom sårene stak dybt.
Hvad hjalp Rikke igennem de sværeste tider? Drømme. Kiksede, barnlige og stille drømme.
Hvad drømte hun om? Det vil ingen tro. Hun drømte om kaffe.
Jo, det er sandt! Hendes far, arkitekten, startede alle morgener med kaffe stærk og sort, altid med én teskefuld sukker og aldrig mælk. Margrethe sad overfor ham ved bordet, mens hendes mor lavede grød til hende og lyttede til vækkeurets tikken og lyden fra køkkenvinduet, men alle lyde forsvandt næsten, for faren drak kaffe.
Det var en slags morgenritual for familien moderen, som stod tidligt op for at lave kaffen i en kobberkedel, faderen, der hurtigt klædte sig på, for tiden måtte ikke gå, og arbejdet ventede. Og Rikke, som elskede sin far over alt på jorden.
Faren var ikke en stor taler, men det var sjovt at se på ham. Rikke sad med hænderne for munden, så han ikke hørte hende fnise, mens hun betragtede Platan Nielsen læse avisen han trak på skuldrene, lavede mærkelige ansigter, løftede brynene eller skubbede læberne frem, som tog han gas på journalisterne. Når han smilede, kunne Rikke heller ikke lade være. Når han skar ansigt efter at have smagt på kaffen, så det ud, som om der var surkål i avisen Det var det rene teater, og Rikke nød det.
Nå, du sidder der stille, spirrevip? sagde Platan Nielsen så Kom, hent min mappe, nu skal vi ud at gøre store ting.
Rikke hentede mappen, faren kyssede hende i håret og gik mod dagens pligter. Og koppen stod tilbage på bordet i den var næsten kun kaffegrums. Nabokonen, fru Lena Toft, påstod, hun kunne spå i kaffegrums, men det var vist varm luft. Hun foresagde forfremmelse, og at familien ville få en søn, men intet af det skete
Den dag bomberne begyndte at falde, stod koppen også på bordet, og faren løb på arbejde, for at finde ud af, hvordan de nu kunne leve.
Fordi tanten Lena forudså, at noget var på vej, havde Platans heldigvis proviant på lager. Trods krigen prøvede de at holde fast i det normale. Moren blev ved med at lave farens kaffe, og Rikke så på, som hun plejede.
De sagde, at kontorfolkene og deres familier skulle evakueres. Men de nåede det ikke
Margrethe Platan standsede og satte sig på bænken. Tæt på legede en kat i bladene, lille og helt ung. Rikke nikkede venligt til den. Livet løber videre, og heldigvis er der katte igen. Under besættelsen forsvandt kattene
Og hendes far forsvandt også. Koppen stod stadig på bordet, for moren og Rikke måtte løbe i beskyttelsesrummet. Men faren kom aldrig igen. Ikke engang mappen eller jakken fandt de.
Rikke og moren fik hurtigt besked. Olga blev bleg som kalk og ældedes for øjnene af dem. Hun talte sjældnere, men holdt fast om Rikke, så det næsten gjorde ondt men Rikke lod hende holde fast, sådan måtte det vel være.
Og Rikka, nu næsten voksen, kunne ikke begribe, hvorfor nogen skulle slå faren ihjel? Han havde da aldrig gjort nogen fortræd, men mange blev alligevel begravet. Hvorfor? Det var ufatteligt.
Det uforståelige og magtesløsheden bagefter, da hun ikke kunne hjælpe moren mere, da kulden lynhurtigt bed sig fast og madlaget var brugt op alt dette kastede Rikke ud i fortvivlelse. Hun forsøgte at holde stand, farens lille spirrevip, men nogle gang var det næsten umuligt.
Så tog hun fars kaffekop frem fra skabet, med den forstenede kaffegrums, som hun havde nægtet at smide ud, og snusede til den lille, blå porcelænskop. Bare for at mærke noget fra den tid.
Rikke, hvad laver du? spurgte tante Lena bekymret. Gå hellere efter vand. Din mor trænger til at blive vasket.
Margrethe husker tydeligt, hvordan hun måtte tvinge moren til at lade sig vaske. Hun forsikrede, Det er kun lidt, mor, vi tager kun ryggen, så kan du lægge dig igen, og i morgen henter jeg en læge. Nu får du varmt vand.
Mor rystede på hovedet. Hun ville ikke have en læge. Bare det dog snart var slut.
Rikke, lad mig være… Hent hellere tante Lena sagde hun og krøb sammen under lagenet.
Værelset var hedt, Rikke havde smidt bræddestumper fra spisestuebordet i kakkelovnen. Alle andre møbler var for længst brændt op, kun bordet havde hun holdt ud i det længste. Hun plejede at våge ved det bord, lytte til morens vejrtrækning, inden hun løb på fabrik. Bordet hvor hendes far i sin tid havde drukket morgenkaffen. Koppen blev dog knust nytårsaften
Margrethe kaldte på tante Lena, som kærligt tværede ryggen på Olga og lukkede vinduerne. Ellers får hun lungebetændelse, sagde hun.
Miika, tante Lenas søn, stak ofte hovedet ind. Hvis Rikke var hjemme, sad de sammen ved ovnen og drømte om tiden, hvor krigen ville være forbi; de ville købe så meget slik, de kunne bære og så kaffe.
Og jeg vil købe kaffe. Jeg koger det i jernkanden, den har vi stadig! Se selv! Rikke fandt hurtigt tyrkkedlen frem.
Byt den væk for mad, Rikke, befalede hendes mor. Har du ikke hørt efter? Din far får ikke brug for den mere.
Det nægtede Rikke. Det er fortiden, den lugter af vores gode liv, råbte hun desperat.
Den tid kommer ikke igen! Men nu kunne du have købt mad til Miika og dig selv, snøftede Olga og tav.
Da Olga døde, sagde Lena altid til Rikke, at hun ikke skulle være vred på sin mor.
Hun var altid så nænsom, din mor. Hun studerede på konservatoriet, men satte alt til side for dig. Gardinerne, salonen, pianofingrene det var Olsens liv. Hvordan skal du nu klare dig? Lena sukkede.
Rikke stod ved vinduet og håbede, at faren snart kom til syne. Måske dukkede han op i porten, rettede på kasketten og jakken, vinkede og råbte: Hej, spirrevip, jeg har købt is!
Rikke løftede næsten hånden for at vinke
Tante Lena, Miika og Rikke flyttede sammen ind i et mindre værelse. Miika sad alene, når kvinderne var på fabrik, og tegnede i sin bog om flyvemaskiner. Madkortene rakte til dem alle, og nogle gange sneg de sig ind i Platans kolde, tomme værelse al møblement brændt satte sig tæt sammen på gulvet og drømte. Hviskede, mens de tog hinanden i hånden.
Vi genopbygger København, sagde Rikke. Nye broer, flotte huse, og alle kan få is!
Min mor kan ikke tåle is, indvendte Miika, men hans øjne strålede ved tanken om slik.
Hvad kan hun lide?
Kaffe. Din mor, Rikke, lavede så god kaffe
Det var min far! Han fik bønner af folk langvejs fra. Hvis din mor havde spurgt, havde vi delt. Hvorfor sagde I ikke noget?
Men det var for sent at spørge eller bede om noget nu.
Sådan sad de, indtil de frøs og måtte tilbage til Lena. Der puttede de sig én seng var nok til to små sjæle.
Der var mange bombardementer, men Rikkes hus blev stående, og tyrkekanden gemte hun i et hjørne.
Når det hele var slut, skulle Miika få verdens bedste kaffe, hviskede hun trofast, inden hun faldt i søvn med et lille smil.
Drømme… De drømte sig igennem, snakkede om det, de længtes imod.
Men en dag var det slut. Rikke mærkede efter kanden i sengen men den var væk.
Hvor?! skreg hun. Miika blev bange. Det var vores! Til far!
Sov, Rikke, det var bare kanden. Jeg byttede den væk for mad. Se, jeg lavede kartofler og fandt dåsemad, sagde Lena ærgerligt.
Rikke kunne ikke svare, hun græd bare. Miika prøvede at trøste, men det hjalp ikke.
Senere besøgte lægen dem. Udmarvning. Skal måske evakueres, sagde han.
Og du følger du ikke med? hviskede Lena.
Nej, jeg bliver i felthospitalet, svarede lægen, og ordnede lidt med børnene og sagde kærligt til Miika:
Kan du holde ved, foråret kommer snart. Du må leve til solen varmer igen!
Hvad ønsker du dig, Miika? spurgte lægen.
Et kamera.
Det får du!
Og jeg tyrkekande, vores måtte vi give bort
Jeg finder en, sagde lægen smilende.
Efter noget tid blev Rikke, Lena og Miika evakueret til Aarhus. I kufferten havde de brød, lidt sukker og et løfte om bedre tider.
I Aarhus var der sol, duften af nyslået græs og frisk mælk. Rikke glemte næsten smagen af mælk.
Og kaffe. En dag så hun kvinden, der havde taget imod dem, tage sin kværn frem og lave kaffe. Rikkes næse strittede, hun ville straks hente Miika.
Men det duftede slet ikke som hjemme. Rikke vidste, dét liv kom ikke igen.
De blev i Jylland, men Rikke vendte tilbage til København, da det blev muligt. Flere af beboerne kom hjem, men ingen var længere som før.
Men nu, i køkkenet i hendes københavnske lejlighed, var der igen liv og snak, og solstriberne faldt ind.
Nu skal det nok gå, Rikke! sagde naboen, gamle Egon, og klappede hende på skuldrene.
Margrethe begyndte på universitetet, besluttede at blive ingeniør ligesom faren. På et tidspunkt…
En dag, efter forelæsning, løb hun i køkkenet og stivnede. På komfuret stod hendes mors tyrkekande. Samme bule på siden, skævt håndtag.
Hvor kommer den fra?! spurgte hun.
Min, svarede kvinden bag hende. Marie Gavnsbo. Lejer nu værelset ved siden af. Din tyrkekande? Den fik jeg af en doktor, Igorsen, han plejede nogle børn i min familie i Jylland under krigen.
Rikke blev stille. Han lovede faktisk at bringe et kamera til Miika, og en tyrkekande til mig. Han holdt sit løfte.
Skal vi så lave kaffe på den? smilede Marie. Det er kun cikorie, men jeg har boller og smør. En bolle med smør er lykken!
Marie smilede barnligt. Rikke kunne ikke lade være med at smile igen. Enhver har sine drømme, og hvis bare nogle går i opfyldelse, gør det en glad.
Så var det måske ikke faderen, det duftede af, og ikke den blå porcelænskop men glæden og taknemmeligheden blev den samme.
Efter et halvt år fik Lena brev fra doktor Igor i København. Rikke svarede med adresse i Aarhus. Senere dukkede en smilende mand op med cantaloup, vindruer og figner fra Igor. Han havde fundet kone, Lena, og Miika boede nu hos dem.
Rikke smilede og sendte kameraet til Miika.
—
Livet tøffede videre med Margrethe, Marie og efterhånden også Maries nye mand, og så Miika, nu voksen, med kækt overskæg. Margrethe fik sin egen familie Vlad, tynd og med briller, dukkede op.
Han havde skaffet ægte kaffe i et lille kræmmerhus.
Men da Margrethe blev gravid, kunne hun ikke længere udstå lugten hun tudede over det. Alt ender en dag. Datteren Sofie blev født, og trippede rundt med sine små fede hænder, fuld af glæde.
Nu serverede Margrethe kaffe for Vlad til morgen, han drak hurtigt, altid på farten. Det var ikke som faren, men nu havde hun jo ham!
Tak, Margrethe, jeg smutter! kyssede han hende og løb ud af døren.
Men så døde også Vlad, og datteren var taget til Skagen med børnebørnene. Hver dag gik Margrethe tur i sin by, som hun havde været med til at genopbygge. Hun havde ikke fået de broer, hun drømte om, men hendes gade var lys, fyldt med fine farver. Hvis nogen siger København er grå, tager de fejl de har aldrig set byen gennem Margrethes øjne. Her bor hendes forældre i minderne, her halter Miika stadig rundt og ringer hver søndag og inviterer hende ud.
Der går han, hilser på de unge piger, den gamle charmør!
Hej, Margrethe! Miika hilste og satte sig. Skal vi tage på café? Vores café?
Inde på caféen får de serveret kaffe i de små, porcelænskopper som Margrethes forældre havde. Nu bliver kaffen lavet på maskine, men det er ligemeget.
Miika drikker langsomt, roser Margrethe, og hun vifter ham væk.
Lad os købe is, en hel masse! Kan du huske, vi ville dele det ud til hele byen?
Margrethe husker det.
Og langs væggen sidder hendes far med avisen og får sin kaffe. Og hendes mor sidder der og smiler i sin fine kjole.
Margrethe blinker, vinker til den unge pige, der serverer isen. Det er godt, at hun har hele livet foran sig, og må det blive fuldt af kærlighed, drømme og trofasthed ligesom Margrethe har haft det.
Og der er endnu meget at nå, men vigtigst er at fortsætte, så drømmene kan leve videre.
Sådan går drømme i opfyldelse.
