Unik vare
Sofie sukkede, åbnede langsomt øjnene og lyttede.
Huset var stille, så stille at man kunne høre uret tikke nedenunder i køkkenet.
Freja peb utilfreds og trak i min pyjamasærme, trippede utålmodigt med poterne, stak sin våde tunge helt op i ansigtet på mig, fór hen til døren, slog på den med halen, og vendte tilbage til sengen.
Jeg vendte beslutsomt ryggen til. Nej, jeg ville ikke ud og gå tur nu. I dag skulle jeg sove ud! Udnytte alle muligheder for at hvile mig helt igennem!
Sofie! Sofie-pige, er du oppe? Nej? Kom nu! lød morfars stemme gennem døren.
Helt ærligt! Jeg havde sagt til dem, at jeg ikke ville forstyrres! Men både Freja og morfar gav sig ikke, de trak og trak i mig. I går, lige før sengetid, hev de mig med ud for at se ildfluer. Små lysende prikker svævede over engen, og Freja, morfars schæfer, peb stille og skråede hovedet nysgerrigt.
Dyr forstår mere, end vi tror! proklamerede morfar Olaf stolt. Sofie, hørte du det?
Hvad da? Åh, jeg gaber så meget, at jeg får ondt i kæberne, mumlede jeg og lænede hovedet mod Olafs skulder.
Hører du, hvordan aftenen sniger sig ind? Blødt, på sine kattepoter sagde han.
Åh, Olli Jeg har kaldt min morfar for Olli siden jeg var lille. Jeg hører mest bare hvordan mine kæber knaser. Må jeg gå nu?
Olaf nikkede. Han så hvor træt jeg var blevet af storbylivet. Hun var bleg og indadvendt, da hun kom, men det skal han nok få vendt. Snart ville Sofie igen blive glad.
Med et halvt øje kiggede jeg på uret. Det var sådan et elektronisk smartur, der skrev, at jeg ikke havde taget et eneste skridt i dag, at jeg havde sovet godt, og at der ville komme regn.
Morfar! Klokken er kun seks! Jeg sover videre! råbte jeg gennem døren, skubbede Freja væk og trak dynen over hovedet.
Schæferen sukkede. Morfar åbnede døren lidt mere, hvislede på hende, og Freja trippede ud til ham. De skulle klare morgenen uden mig, men i morgen…
Da jeg omsider havde sovet længe nok og strukket mig grundigt, stod jeg op og lavede ansigter i mormors gamle spejl i sin smukke kobberramme.
Sofie! Jeg kan høre, du er oppe. Kom nu ned og spis morgenmad! Det bliver koldt! lød det straks nedenunder. Trappen knirkede, og morfar åbnede min dør, men så væk, da jeg stod og klædte om.
Han kunne stadig ikke helt vænne sig til, at jeg var blevet voksen, og han hostede lidt forlegent.
Jeg kommer! Freja, læg nu den sok! Olli, sig noget til hende!
Men schæferen løb allerede glædesstrålende ned ad trappen med min sok i munden, men blev straks distraheret af en sommerfugl, der var fløjet ind i køkkenet og sprang rundt for at fange den.
Nu slapper I lige af! grinede Olaf og åbnede vinduet helt op. Sommerfuglen flaksede forvirret op under loftet, hvilede sig på lampen og flagrede så ud igen i morgenduften af nyslået græs, sød mjødurt og varm fyrretræsduft.
Freja brummede fornærmet.
Rolig, du er jo ikke nogen hvalp mere, skældte Olaf, tog fat med sine store, grove fingre og vendte en pandekage på panden.
På komfuret sydede det hyggeligt. Morfar elskede at stege pandekager ikke bage dem, insisterede han altid med godt med smør.
Morfar, hvad med kolesterolet? protesterede jeg.
Åh, smør gør alt bedre, det ved du! Og kritik af kokken ender bare med, at han nægter at lave mad, gryntede han, mens han rettede på sit ternede forklæde med katten på.
Forklædet og to grydelapper med samme motiv havde jeg givet mormor Ragnhild, da jeg var med orkesteret i Odense, og sammen med violinisten Signa havde jeg sneget mig en tur gennem byen. Vi faldt over en lille butik med håndlavede ting, og jeg bladrede langsomt og nysgerrigt igennem punge, tasker og de uldne vanter med ræve og rensdyr, som var moderne den tid. Forklædet måtte mormor bare have.
Der er også matchende grydelapper, smilede butiksdamen. Vil du have dem med?
Selvfølgelig! Og vanterne med ræve, tak! sagde jeg og stak Dankortet frem.
Ej, Sofie, det er totalt bondeagtigt, fnyste Signa i mit øre. Du kunne da bare have købt noget smart i shoppingcentret?
Du forstår dig ikke på hygge og hjemlighed, min ven, svarede jeg. Det skal ikke bare være moderne, men varmt og hyggeligt. Sådan noget hæklet og strikket er unikt, håndlavet lige til en selv. Det er lidt sejt, Signa!
Butiksdamen fandt derefter et lyselilla sjal frem, hæklet som en sky.
Tag det her også. Det klæder dig helt sikkert, sagde hun.
Signa rynkede på næsen men kunne ikke vinde. Sådan noget husflid var ikke hendes stil, mente hun. Men for mig var det netop håndens varme, der gjorde forskellen.
Er det dig, der laver alle tingene? spurgte jeg, da vi havde betalt.
Min datter, Amalie. Hun er virkelig dygtig og kreativ, men hun går derhjemme med min handicappede barnebarn. Jeg sælger hendes ting, mens hun selv tager sig af ham, forklarede hun.
Det gik i mit hjerte, for min mormor havde arbejdet det meste af sit liv som speciallærer lige netop med børn med særlige behov.
Hun kunne vel få ham i aflastning eller en barnepige og arbejde? indskød Signa hurtigt. Hvor finder man forresten et rigtig shoppingcenter i byen?
Butikkens ejer ignorerede Signa, sendte os et strengt blik og gik om bag disken.
Ej, Signa! Man taler ikke sådan til folk, hvæsede jeg, mens vi forlod butikken. Signa var allerede ligeglad, dansede let foran mig ned ad gaden for at finde et rigtigt indkøbscenter.
Vi er bare forskellige. For hende var jeg en unormal, men for én anden kunne jeg være netop det unikke, som ikke fandtes andre steder.
Sådan opdragede mormor Ragnhild mig også. Hver lørdag på besøg i Henne landsby, hvor markedet bredte sig over hele torvet med boder fulde af træudskæringer, hjemmebag, broderier, syltetøj og pickles med dild og hvidløg.
Lille Sofie gik nysgerrigt omkring og hjem kom jeg til morfar Olli enten med en malet træske, en lille legetøjsfugl eller en lille trædukke.
Du skal bare vide, Sofie, at alt det her er lavet med kærlighed og hænder. Der findes ikke to af samme slags. Præcis som med mennesker, sagde mormor altid på vej hjem.
Ofte satte vi os i udestuen og smagte hendes nyindkøbte syltetøj sammen med pandekager, mens hvepse summede, og morfar bød dem en sukkerklat for sig selv på træstubben udenfor.
Da jeg for nogle år siden havde givet hende forklædet og grydelapperne og især sjalet – satte hun pris på det.
Man pakker sig ind i lunheden fra hænder, man aldrig har kendt, lo mormor. Ved du, Sofie, hvem der lavede det?
Det var datteren af ejeren fra butikken. Hun sidder hjemme med sin søn, svarede jeg.
Hvis jeg vidste hendes navn, ville jeg tænde et lys for hende i kirken, sagde mormor. Men hun satte alligevel et lys for alle børns helbred.
Så forsvandt mormor, huset blev sørgeligt og selve huset begyndte at hælde, som om det havde mistet vingerne. Morfar sørgede længe og pinsomt, jeg prøvede at finde på sjove ting for ham: trække ham med i skoven efter svampe, handle på det lille markedsrest, plante blomsterbede midt i haven, hvor han bar jord frem og tilbage.
Nogle gange, når jeg så forklædet, blev jeg selv tung, krøb sammen og græd skjult, så han ikke skulle mærke min sorg.
Hvorfor skjuler du dig altid? Kom herind, så sørger vi sammen, sagde han til sidst. Vi sørgede sammen, Freja lå ved siden af, kælede og slikkede vores tårer væk.
Det går over, Sofie. Mormor elskede, når vi smilede. Nu er det nok vi skal have klaret det blomsterbed!
Hverdagen vendte lidt tilbage. I drivhuset duftede det kraftigt af varme tomater og agurker, peberfrugter lyste rødt.
Denne gang kom jeg uanmeldt, musikeren, cellisten, der altid var på farten; heldigvis var morfar hjemme og ikke fiskede.
Jeg hørte dæk mod gruset, Freja dansede ved døren, ville ud i regnen og mod lågen.
Hvad foregår der? Hvor er brillerne? Freja, falde til ro! brummede Olaf, tog regnjakken, gik ud på trappen.
Morfar! Luk nu op, hører du! Jeg vidste ikke, om jeg græd eller bare var våd af regnen. Han kom hurtigt ned, åbnede porten og ventede, mens jeg satte min røde Toyota ind i carporten.
Hej, morfar! Jeg har mad med hjem til festmiddag. Men jeg trænger lige til pause, råbte jeg, flyttede nogle poser og legede med Freja imens.
Olaf mærkede det med det samme. Noget var galt. Ragnhild, gid du var her Jeg ved ingenting om pigesnak, sukkede han og gik ind for at tage sig af huset.
Om aftenen, da vejret var klaret op, insisterede morfar, trods min modvilje, på, at vi skulle ud og kigge efter ildfluer.
Morfar, må jeg ikke bare sove? tryglede jeg.
Vi ser lige på skønheden, så kan du gå i seng, insisterede han.
Der, se! sagde han. Hvor kigger du hen?
Jeg kan godt se dem, det er smukt svarede jeg, mens jeg gned mine øjne og forlod ham stille.
Hun har ikke engang celloen med Ragnhild, hvad gør man? Kvinder er noget særligt. Unikke varer, umulige at forstå sig på tænkte Olaf.
Dagen efter sad jeg søvnvredet med uglet hår ved bordet og spiste morfars smørholdige pandekager med syltetøj og drak te.
Tag nu lidt mere ro på, Sofie! Mavepine får du! brummede morfar og satte sig ved siden af mig, skubbede marmeladen og koppen bort, ligesom i min barndom.
Hvorfor sidder du der og tager tingene fra mig? protesterede jeg.
Nu fortæller du, hvad der plager dig. Du trækker sjælen ud af mig, sagde han strengt. Hvad er der sket?
Jeg smækkede skeen på bordet, krydsede armene. Du og mor blander jer altid Jeg troede, jeg kunne slappe af her, men nu
Nå. Du må ikke tro, jeg roder i jeres kvindesager, sagde han, satte grydelappen tilbage og gik ud i haven. Freja fulgte efter, sikkert også fornærmet.
Så begyndte jeg at gøre rent. Det hjælper altid mod sure tanker og selvpineri. Mormor plejede at sige, at jeg var slem til at gnave i mig selv først over forældrenes skilsmisse, siden fordi jeg ikke spillede godt nok på mit instrument.
Jeg tørrede hylder og sorterede de køkkenredskaber i træ, som mormor altid købte med mig på markedet skeer, brætter, bakker og servietter.
Vask! hvæsede jeg, smed tekstilerne i kurven og gik i vaskerummet, startede maskinen. Freja kom og satte sig for at følge med i tromlens hurtige rotationer.
Hvad? Er det spændende for dig? Soap opera, eller hvordan? drillede jeg hende.
Snart var huset rent, og jeg var mere afslappet.
Morfar gik og hyggede sig med planter, lyttede til Kim Larsens gamle sange og lod som ingenting.
Altså Jeg havde fundet kærligheden, morfar, begyndte jeg pludseligt.
Han blev mørk i blikket og vidste, at dét var det, han havde frygtet de sidste to år.
Og hvordan gik det? fik han fremstammet.
Det blev ikke til noget. Jeg var ikke god nok for ham. Ifølge ham skal man være moderne, gå i jeans, smide alt det arvede syskræddersyede ud, hænge på sociale medier. Det er aldrig nok at være unik vare. Jeg ødelagde det hele, morfar
Jeg tørrede næsen overilet.
Morfar måtte også hoste, trækkede tiden ud.
Er du gravid? spurgte han til sidst. Nå ja… så klarer vi det. Sådan er det. Du bliver her hos os læg musikken lidt væk, fød og bliv frisk igen. Vi klarer en baby. Hans navn står det ikke på dig? Skidt med det. Din mor har hun fået det at vide? Hun raser, ikke?
Jeg ved det ikke endnu, venter på svar fra lægen. Og jeg har ikke sagt noget til mor. Hun hænger bare i mig for alting Jeg lagde armen om hans, lagde kinden mod hans skulder.
Åh, alderdom Det har jeg prøvet med Ragnhild, sukkede Olaf. Hvad med barnefaren?
Han gifter sig med Signa, violinisten. Han sagde, at jeg var for gammeldags, akavet. Mænd falder for nutidens style Jeg er bare ulækker landsby-style, ifølge Signa.
Alle har forskellige smag, Sofie, sagde morfar stille.
Der blev banket på lågen. Udenfor stod en kvinde og en dreng.
Goddag, hvem leder I efter? spurgte Olaf.
Vi søger Ragnhild. Vi har fået anbefalet hendemin søn har brug for hjælp, svarede kvinden, måske Amalie.
Olaf synkede. Hun er her ikke. Ragnhild døde for to år siden. Men kom ind, tag en kop te. Måske kender vi nogen, der kan hjælpe.
Jeg hedder Maria, det er Tim, sagde kvinden og så sig omkring.
Tim, Freja er sød, hun skræmmer dig ikke, sagde morfar og nussede drengen, der lo af den logrende hund.
Drengen kunne ikke engang le før, påstod Maria, til lægerne havde sagt det. Men de tager fejl, sagde jeg. Vi hjælper her. Kom ind, jeg har bagt kyllingetærte. Vi, der var særlige.
Maria fortalte, hvordan hendes søn blev født handicappet, men at mange fagtropere talte varmt om Ragnhilds arbejde med børn. Pludselig fik hun øje på det ternede forklæde med katten, der lå henover Olafs stol.
Hvor har I det forklæde fra? spurgte hun. Tim, det var dig, der pegede på katten kan du huske det?
Tilfældighedernes magi jeg havde købt det i Odense. Med den opsigtsvækkende sjæl og vanter, alt sammen fra hendes lille butik.
Morfar fandt Ragnhilds lille sorte bog med kollegaer og kontakter, så Maria kunne finde en anden specialist. En af de gamle bekendte sagde ja til at vurdere Tim, uden at love mirakler.
Og, hvad sagde de? spurgte jeg udenfor den sundhedsklinik, hvor vi havde fulgt Tim.
Der er meget arbejde foran os, men Tim er ikke håbløs, smilede Maria lettet.
Nu boede de et par uger ad gangen hos os på gården, når Tim fik behandling i byen. Maria var stærk og selvstændig, prøvede at betale for opholdet. Men det ville Olaf ikke høre tale om.
Mit eget humør svingede, jeg spillede cello, lod Freja synge med. Morfar byggede drivhuset større, “Jeg får flere børn nu, Ragnhild”.
En sjælden gang kom min ekskæreste forbi i sin store kampvogn af en Mercedes.
Hvorfor kom han?
Han var nervøs for, at jeg skrev ham på fødselsattesten. Og han vil ikke have, at Signa bliver vred
Lad ham sejle. Morfar, smid nogle pandekager på panden, så laver jeg te.
Jeg spillede cello om aftenen og tænkte: Livet er vanskeligt, morfar. Men jeg elskede. Hvorfor gør det så ondt?
Sådan er livet, Sofie. Man mærker at man lever, fordi det gør ondt. Men du er klog, det skal nok gå.
Vi sad på trappen med Freja ved siden af os. Ragnhild havde altid sagt, at man skal værne om de særlige, de unikke, og det gjorde Freja hendes tjans i verden.
Fire år senere blev jeg gift. Han var børnelæge, stille og blid, slet ikke mand-mand-agtig. Jeg var stadig ulækker landsbypige, men han elskede mig for det, for vores særheder og evne til at se skønheden sammen. At være unik, en særlig vare, passede mig godt nu man kan ikke bytte mig ud. Mormor havde ret: Vær dig selv, så falder alt på plads. Sådan er det.
