Ventetid
Mor, jeg ringer tilbage! råbte Mads, smed mobilen væk, vred rattet hårdt til højre og trykkede bremserne i bund.
Den gamle Toyota svingede skarpt ud til siden, og efter et kort stykke standsede den ved vejkanten. Bilisterne, der passerede, dyttede irriteret man skal jo køre ordentligt.
En af dem standsede, åbnede fordøren i passagersiden og råbte:
Hvor har du købt dit kørekort?
Der, hvor man skal! svarede Mads kort, mens han steg ud af bilen. Der var ikke tid til diskussion.
Han begav sig hurtigt hen langs grøftekanten, blikket fokuseret på en hund, der lå på den støvede jord og trak vejret tungt. Dens hvide pels var farvet rød flere steder.
“Jeg vidste, det ville ende galt …” tænkte Mads med vrede og bekymring, mens han gik hen imod den.
Han havde tidligere set, hvordan to mænd slæbte hunden ud til rabatten, kastede den som en sæk kartofler og sprang ind i en stor sort Range Rover, før de kørte væk.
Det var præcis den samme sorte Range Rover, som kort før havde overhalet ham i rasende fart og var fløjet ud på den modsatte side, så han næsten havde forårsaget en ulykke.
Han havde bandet højt dengang, for han skulle selv til at overhale og nåede kun lige at undvige.
Det slog ham pludselig, hvor meget farligt sindssyge bilister kan gøre på vejene, og intet godt plejer at ske, når man støder på sådan nogle.
Mads havde ikke set selve ulykken, men han var næsten sikker: Det var Range Roveren, der havde påkørt hunden. Hvem ellers? Ikke nået at bremse og så ender det sig.
Et trist resultat, selvfølgelig …
Han satte sig på hug og placerede sin svedige hånd forsigtigt på hundens hoved:
Hvordan kunne du komme så galt afsted?
Hunden slog øjnene op og kiggede op på Mads med et bedrøvet blik. Han fik kuldegysninger.
Hun kiggede sådan på ham, som om hun var et menneske. Et menneske, der forstod, at det måske var ved at være forbi.
Ja, alle siger, man ikke skal give dyr menneskelige følelser. “En hund er bare en hund …”
Men hvordan kan man lade være, når man ser ind i sådan nogle øjne og ser smerte, sorg og … en hjerteskærende ensomhed? Hvordan kan man lade være, hvis …
… hvis hun nu ligger der, en ældre dame efter et hårdt hundeliv, forladt ved grøftekanten.
Ikke brugbar for nogen mere. Og hun er jo lige som os mennesker. Hun vil også leve. Vil have kærlighed, opmærksomhed, støtte. Vil føle sig brugt.
Blikket fik ham næsten selv til at tude. Men ingen tudede: Hverken hunden eller Mads.
De kiggede blot på hinanden, stille og roligt. Og midt i al sorgen, syntes Mads at se et lillebitte håb lyse i hendes øjne: “Måske hjælper folk jo …”
Måske findes der én, der ikke bare går forbi. En, der om ikke andet bare sidder ved siden af. Strækker hånden ud og siger et venligt ord som afsked …
Bare rolig, det skal nok gå, sagde Mads så, efter et langt øjeblik. Jeg lader dig ikke ligge her, hør? Du skal bare holde ud …
Hunden logrede svagt med halen, vendte hovedet og kiggede taknemmeligt på ham, og …
… lukkede øjnene.
Hey, det gider du ikke!
Mads tørrede hurtigt sine tårer væk, løb mod bilen, grab en ren klud fra bagagerummet og skyndte sig hen til hunden igen. Nænsomt lagde han hende på kluden, løftede hende op og bar hende forsigtigt hen til bilen.
Et øjeblik efter sad han bag rattet, spændt for og med speederen i bund.
Faktisk blev speederen bare trykket ned og ikke sluppet igen al hans opmærksomhed var rettet mod vejbanen.
Han kørte almindeligvis aldrig for hurtigt, men situationen krævede hurtig handling hundens liv lå i hans hænder.
“Jeg må nå det … Må nå det,” tænkte han, mens han holdt øje med navigationsskærmen, der ledte til nærmeste dyreklinik. Der var ikke langt igen.
Lidt over ti kilometer.
Hunden havde stadig ikke åbnet øjnene, men hun trak vejret. Der var stadig håb.
Bare jeg når det …
Mens han nærmede sig byen, dukkede pludselig en politibetjent op ud af ingenting og viftede med staven.
Han gjorde det med en arrogance, som var det Harry Potter, og Mads …
… Mads havde lyst til at råbe og bande.
“Hvor kommer du fra? Hvorfor stopper du mig, men ikke Range Roveren, som tror vejen er hans egen legeplads? Hvorfor lige nu?”
I et sekund overvejede Mads at ignorere politimandens tegn og bare køre, men han vidste godt, at det ville kun gøre alt værre.
Han sukkede dybt og lod bilen rulle ind til siden.
Betjent Petersen! præsenterede politibetjenten sig, da han kom hen. Hvorfor så travlt? Fartsgrænsen gælder vel også for dig?
Undskyld, svarede Mads tørt. Det er fordi … jeg har en særlig situation.
Ja, ja, situation … bemærkede Petersen ironisk. Hver anden har en situation nogen har koner, der er ved at føde, eller folk der skal nå toget. Hvad har du?
Kig engang på bagsædet.
Betjenten kiggede, og hans øjenbryn skød op i panden.
Få minutter senere susede to biler mod byen: Betjentens vogn med blink på og Mads’ gamle Toyota.
Heldigvis forstod betjenten:
Jeg har selv hund, sagde han og tilbød straks ledsagelse til dyreklinikken, og vi hundeejere må hjælpe hinanden. Specielt i sådanne situationer.
Ved ankomsten til klinikken “Vetra” holdt betjenten døren mens Mads tog hunden ud, og han ønskede dem held og lykke.
Og tilføjede:
Ejeren af den Range Rover? Ham skal jeg nok finde. Overvågningskameraerne har nok fanget ham.
Tusind tak! sagde Mads, før han sprang op ad trinene mod klinikken, fuld af håb om at kunne redde hundens liv.
*****
Der var gået flere måneder siden den dag Mads, på vej hjem fra endnu et forretningsmøde, standsede og hjalp hunden. Gudskelov var hun heldig.
Sådan sagde dyrlægen ordret, efter et kig på røntgenbillederne.
Ingen tydelige brud, rygsøjlen er intakt. Forstuvning, men hun skal nok klare den. Var hun blevet liggende i grøften, havde det ikke endt godt.
I to uger blev hunden, som Mads døbte Astrid, indlagt på klinikken. Derefter tog Mads hende med hjem for at fortsætte plejen.
Han sagde til sin kone:
Signe, jeg har sagt ja til at hjælpe hende, så skal det også gøres ordentligt. Hun har brug for tid til at komme sig. Jeg håber, du er med på den.
Jeg har ikke noget imod det … Men hvem skal passe hende? Jeg har travlt, og du er altid på farten.
Du har ret. Men vi finder på noget? Vi kan ikke svigte hende nu, hvor hun har brug for os. Der er ingen andre, som vil tage sig af hende.
Nej, vi svigter hende ikke.
Astrid kom sig, men langsomt. Det var forståeligt: Dyrlægen mente, at hun var over ti år gammel.
“Alderen betyder meget. Heldigvis har hun undgået alvorlige skader, men det bliver et langt forløb. Så I må væbne jer med tålmodighed, lød rådet.
Mads lyttede, nikkede og tænkte over, hvordan de bedst kunne klare det.
Han kunne ikke tage fri uden løn. Det kunne Signe heller ikke. For et år siden havde de skrevet under på realkreditlånet, og nu …
… nu arbejdede de nærmest døgnet rundt for at blive hurtigere færdige med lånet og få plads til børn.
Han nåede end ikke ud til sin mor i landsbyen længere for tiden slog aldrig til.
Kunne I ikke komme på besøg i weekenden? Jeg har allerede lavet frikadeller til fryseren, og vil du have, kan jeg koge suppe eller stege fiskefrikadeller? spurgte mor gennem røret.
Mor, jeg kan ikke i denne weekend. Heller ikke næste. Der er for meget arbejde.
Øv … svarede moren sørgmodigt. Jeg savner jer så meget. Men ringer du, hvis I får lyst, så jeg kan gøre klar til jer.
Selvfølgelig.
Der gik uger, måneder, og Mads og Signe kom aldrig på besøg. De arbejdede. Kontakten med mor blev til hurtige telefonsamtaler, for Mads havde kun lidt energi tilbage sidst på dagen.
Han vidste godt, at det var forkert, men indtil videre var der ikke noget andet valg.
De havde så meget lyst til at blive færdige med lånet, så det kommende barn kunne vokse op i ro og fred.
En dag, på vej hjem fra mødet, ringede mor igen og bad ham tage glas med til hendes syltetøj.
Jeg skal sylte, så der er, hvad jeg kan give jer.
Han sagde ja, for de næste par dage var der ingen presserende opgaver. Men så kom Astrid i vejen for alle planer.
Også denne gang måtte han sende glassene med en vognmand.
Mor takkede selvfølgelig, men hun blev ikke glad glassene var undskyldningen for at se sin søn.
Det var næsten et år siden, de sidst havde set hinanden. Tiden gik, og hun blev heller ikke yngre.
Mor, jeg skal nok prøve snart, sagde Mads træt i røret.
Men endnu en måned gik, og han kunne ikke overholde løftet Astrid kunne ikke efterlades alene så længe.
Hun skulle have skiftet underlag, have mad stadig kun blød kost, da hun ikke kunne tygge rigtigt. Godt at Signe arbejdede tæt på og kunne tjekke til hunden i løbet af dagen.
Når det ikke lykkedes, sprang Mads hjem nogle gange i bil, andre gange med S-toget for at undgå køer.
Sammen lykkedes det dem at give Astrid god pleje.
Da hun atter kunne gå, begyndte Mads at lede efter nye ejere.
Han var blevet glad for hende, men vidste, at han ikke kunne give hende et godt liv de var væk hele dagen.
Det er jo ikke lykke for en hund at sidde alene i en lejlighed og se på døren.
Men ingen ville have en gammel, lettere halt hund fra et uheld.
Mange havde selv gamle dyr, de kæmpede med.
En aften sad Mads på sofaen og zappede. Tankerne kredsede om, hvordan han skulle gøre det rigtige. At sætte hende ud på gaden var utænkeligt, selvom kollegaerne sagde, “Hun har før klaret sig? Hun klarer sig igen!”
“Nej, gør hun ej,” svarede Mads tavst for sig selv. “Hun er for gammel, og skaden er for ny.
Astrid fornemmede, at han overvejede at aflevere hende, og hendes blikke blev triste.
Men på trods af sørgmodigheden viste hun igen og igen, at hun elskede at være sammen med Mads og Signe.
Mads, hvorfor tager du ikke Astrid hjem til din mor? spurgte Signe pludselig.
Til min mor?
Ja … Din mor bor alene og vil glæde sig. Og Astrid ville få det bedre på landet end i byen.
Selvfølgelig! Hvorfor har jeg ikke tænkt på det! svarede Mads begejstret.
Næste fridag kørte Mads, Signe og Astrid afsted mod morens lille hus i landsbyen uden for Aarhus.
Mor gik i køkkenet lavede suppe, fiskefrikadeller, frikadeller. Hun tog imod hunden med glæde, men endnu større var hendes glæde over at se søn og svigerdatter igen.
De endte med at blive tre dage i stedet for én, og fik ro i sindet, glæde og et velfortjent hvil.
Da de skulle hjem igen, fulgte mor og Astrid dem hen til lågen.
De stod der længe. Bare stod og fulgte bilen med øjnene.
Mads kiggede i sidespejlet og så mødrenes og Astrids øjne.
I deres blik stod der kun to ord: “Vi venter.” Det fyldte ham med en ro at have et sted, hvor nogen altid venter på en.
Signe, lad os lave en overraskelse for mor! sagde han til sin kone ugen efter.
En overraskelse?
Ja, vi tager op til hende uden at sige det. Vi køber lidt kød, laver grill i haven både hun og Astrid vil elske det.
God idé, lo Signe. Tror du, chefen slipper dig?
Jeg har fået fri. Ja, vi taber lidt penge, men du ved … Det er ikke det, vi bliver lykkelige af.
Enig. Jeg siger også til veninderne, jeg ikke er hjemme.
*****
Da de nærmede sig huset, så de begge til deres overraskelse mor og Astrid stå ved lågen. Mads sprang hurtigt ud af bilen.
Er der sket noget, mor?
Hej søn. Nej, vi venter bare på jer.
Men hvordan …
Han så på Signe, der var lige så overrasket. Hun havde ikke advaret om besøget.
Hvordan anede du, vi kom i dag? spurgte han og gav mor et langt kram.
Astrid fortalte det, smilede Birgit, Hun satte sig udenfor lågen i morges og kiggede op ad vejen hele dagen.
Jamen … grinede Mads, mens han satte sig på huk ved siden af hunden Vi ville lave en overraskelse! Vi har købt kød, så vi kan grille.
Så griller du bare i aften, smilede mor. Men først kommer I indenfor jeg har lavet så meget mad …
Siden da begyndte Mads og Signe at besøge mor i landsbyen hver eneste weekend.
Det pinte ham, at han ikke havde gjort det før. Men alt, hvad der var sket, havde lært ham noget: Man bliver aldrig rig af at jage penge alene.
Mest af alt lærte han, at mens hans kære gamle “damer” stadig var i live, så skulle han være nær.
For de venter jo …
