Første Indtryk – Mor, det her er Leonora, – præsenterede Rasmus med let røde kinder, da han sent om aftenen bragte pigen med hjem. – Godaften, – svarede Birgitte og sendte det uventede besøg et skeptisk blik. – Sikke et fornemt tidspunkt at blive præsenteret på! Der er kun en halv time til midnat … – Jeg sagde til Rasmus, at det allerede var sent, – indskød pigen hurtigt. – Men vil han lytte? Han er så stædig! ”Godt træk,” tænkte Birgitte. ”Hun undskylder og smider skylden over på ham. Usympatisk pige.” – Nå, kom indenfor, – bød moderen, uden flere ord, og forsvandt ned ad gangen mod soveværelset. Hvad andet kunne hun gøre? Hun ville ikke smide sin eneste søn ud midt om natten – og da slet ikke på grund af en fremmed. Hvis de ville bo sammen, måtte de jo gøre det. En mor skal beskytte sin søn og åbne hans øjne. Og det skulle Birgitte nok få gjort hurtigt. Rasmus ville nok smide Leonora ud selv – uden dårlig samvittighed! Hun ville endda være lettet over at slippe for hende. Hele natten lå hun søvnløs og lagde planer for at skaffe indtrængeren ud. Hun havde ikke noget imod, at Rasmus ville giftes. Han var jo fyldt tredive, mere end klar til at dele livet med nogen. Bare ikke hende! For det første var hun tydeligvis yngre. Tegn på ubeslutsomhed og ustabilitet. Hvilken slags hustru, mor eller husbestyrerinde ville hun nogensinde blive? For det andet vidnede hendes karakter for sig selv: tropper op i et fremmed hjem sent om aftenen, uden engang at sige undskyld! Endnu værre, hun skyder skylden på hendes søn for ingenting … Og ovenikøbet bliver hun og overnatter! Var det første gang, eller var det bare noget, hun plejede at gøre? For det tredje – hun bryder sig bare ikke om hende. Så derfor vil Rasmus snart heller ikke kunne lide hende. Hvorfor spilde tiden? Det viste sig, at planen ingen gang skulle føres ud i livet. Leonora skulle nok selv give Birgitte rigelig grund til at sætte skik på huset. Allerede tidligt næste morgen kom det første tegn. Leonora gik i bad og var først færdig næsten en time senere. Rasmus gik rastløst rundt, tydeligt irriteret. – Hvad er der, skat? – spurgte Birgitte med overdrevent sød stemme. – Pigen gør sig bare i stand – hun vil vel gerne tage sig ud for dig … – Men jeg skal jo på arbejde! – Bank på døren og sig, at du ikke bor her alene, – foreslog moren. – Det nytter ikke, – mumlede han. – Vi snakker senere. Og mor, kommer du ikke for sent? – Mig? Nej. Jeg er færdig. Har bagt hindbærsnitter. Kom og spis morgenmad. – Jeg har ikke nået at vaske mig endnu! – Det går nok, du kan gøre det bagefter. Nu skal du have noget at spise – du får brug for energien i dag. Rasmus satte sig ved bordet. Da kom Leonora omsider ud fra badet, med håndklædet om håret og så ualmindeligt frisk ud. – Endelig! – udbrød Rasmus, stormede ind til spejlet, vaskede sig i en fart, blev barberet lynhurtigt, slugte den mindste hindbærsnitte og, allerede på vej ud, råbte: – Vi ses i aften! Håber I kan finde ud af det sammen. – Rasmus! – kaldte Leonora. – Vi skulle hente mine ting i dag, kan du huske? – Ja, det gør vi i aften! Bliv nu ikke sur, skat! – hans stemme kom allerede ude fra opgangen. Birgitte rejste sig, gik til døren, smækkede den bag sønnen, vendte sig mod Leonora og spurgte uden omsvøb: – Skammer du dig slet ikke? – Nej, – svarede pigen smilende. – Burde jeg det? – Rasmus kommer for sent på arbejde på grund af dig! – Det gør han nu ikke. Han tager sikkert en taxa. Bare rolig, det skal nok gå. – Alligevel, husk nu: du bor ikke selv her. Har du brug for et langt bad om morgenen, så må du stå tidligt op. Jeg er bare glad for, jeg har fri i dag. – Jeg gør det ikke igen, – svarede Leonora roligt. – Undskyld. Birgitte blev næsten slået af overraskelse. Hun havde håbet på skænderi. Men det her … – Nå, – brummede hun og gik ud på badeværelset. Det første, hun så, var en tube tandpasta. Ny, åbnet, selvom den gamle stadig havde lidt i sig. – Leonora, hvorfor har du åbnet en ny tandpasta? – Jeg kan bedre lide denne her … – Jeg håber, du tager din egen med næste gang, og din egen shampoo! – Naturligvis, fru Birgitte … – Og håndklæder! – Dem tager jeg også med … Lige meget hvor meget Birgitte prøvede at provokere, gav Leonora hende intet at slå ned på. Hun sagde ja til det hele, nikkede høfligt, ”noterede” sine kommende pligter. Træt af at finde på undskyldninger, besluttede Birgitte at gå direkte til sagen. – Hvorfor er du egentlig kommet her? – Rasmus og jeg elsker hinanden … – Jo, selvfølgelig gør du det! Men jeg forstår bare én ting ikke: hvad ser han i dig? – Det har jeg aldrig spurgt om … – Hvem er dine forældre? – Min mor arbejder som systueassistent på en konfektionsfabrik. – Og faren? – Ham har jeg aldrig kendt. – Ja, sådan. Opvokset uden far. Hvordan vil du kunne blive en god kone for min søn? – Jeg vil gøre mit bedste … – Det nytter ikke! Du kan prøve alt, men du duer ikke, unge pige. Min søn elsker dig ikke. Han tror, han gør! Jeg kender ham bedre. Han gifter sig aldrig med dig! Hvorfor skulle han? Du har allerede givet ham alt. – Han elsker mig, – Leonoras stemme skalv. – Det er jeg sikker på. Læs mere – Du tager fejl. Tror du, du er den første? – Det gør jeg ikke … Men det betyder heller ikke noget … – Ikke noget? Om en uge har han fået nok af dig! I er slet ikke på samme niveau! Intellekt! Ved du, hvad det er? – Det gør jeg. Men det er ikke relevant her. – Og hvorfor ikke? – Jeg har universitetseksamen. – Og hvad så? Hør her, du burde bare tage hjem. Her hører du ikke til. Jeg har hele morgenen prøvet at forklare dig det, og du forstår det ikke. – Okay, jeg går. Men hvad siger du så til Rasmus? Han vil ikke være glad. – Det rager ikke dig! Gå, og kom ikke tilbage. Du er ikke velkommen. Birgitte talte og blev forbløffet over sig selv: hvad havde dog grebet hende? Hun havde aldrig sagt noget så ondt til nogen før. Det væltede bare ud. Og Leonora? Pigen kiggede på Birgitte og forstod det hele. Moderen var jaloux på sin søn! På under ét døgn havde de lært hinanden … Men da solen gik ned over København, mærkede Birgitte for første gang den tunge stilhed i en lejlighed, hvor lyden af et barnebarns latter aldrig havde rungende.