Jeg gør, som jeg vil
Pludselig fik min kone, Klara, den idé, at vi skulle have et sommerhus. Ikke bare sådan noget løst snak, men virkelig tage ud og købe et!
Hvad skal vi dog bruge sådan et til, far?! brummede vores søn, Mikkel, mens han konstant hev sine enorme, hullede jeans op, som hele tiden gled ned over hans smalle hofter. Gennem hullerne på knæene stak to kridhvide og alt for tynde ben ud, og jeg brød mig egentlig ikke om de bukser, men jeg sagde ikke noget. Det er spild af både tid og penge. Skulle vi ikke hellere tage på ferie et fedt sted? Tænk nu, hvor mange gange du kan tage til Maldiverne for de samme penge!
Jeg tager ingen steder hen. Du ved jo, at fly skræmmer livet af mig, bare at se på dem gør mig utilpas! Lad mig nu være, Mikkel, det er mit eget valg. Kald det en gammel mands indfald, eller et vanvittigt seniorprojekt, men jeg vil have mit eget sommerhus! Jeg slog hånden ned i bordet. Jeg vil have skur, hvor jeg kan rode med bilen, have skovlen og riven stående ved væggen, grille i haven med vennerne. I forstår jer slet ikke på det! sagde jeg og endte med at vifte opgivende med hånden.
Min kone, Klara, er en smuk og velplejet kvinde, yndefuld og lille som en porcelænsfigur, med mørkebrun hud og en kort frisure, og hun sad overfor mig ved bordet og drak kaffe af en fin kop, som om ingenting var ved at ske, som om flere millioner kroner ja, for sådan et sommerhus kan jo blive et bundløst hul økonomisk var ved at forsvinde ud af familien.
Mor! Hvorfor siger du ikke noget?! Det her ender jo med at blive dit ansvar! gav Mikkel ikke op. Han havde regnet med, at han kunne tigge sig til en motorcykel, måske til sin attenårs fødselsdag, men nu kom det her sommerhus på tværs af planerne
Klara tog endnu en tår, stillede koppen roligt fra sig og foldede hænderne foran sig.
Mikkel, søn, hvorfor hidser du dig sådan op? Vi er ved at nå den alder, hvor vi skal have lidt mere ud af tilværelsen noget større, noget som vi kan leve for, når du flytter hjemmefra. Du skal vel flytte hjemmefra, ikke? Klara snakkede, som om hun både håbede, frygtede og lavede lidt sjov deromkring jeg kunne ikke helt finde ud af det, men Mikkel så lige så forvirret ud og havde bestemt ikke tænkt sig at flytte med det samme.
Mig? Jeg ved ikke Hvad har det her overhovedet med det at gøre? mumlede lærredrullen.
Alt, min dreng. For snart begynder vi alle på noget nyt: du tager på universitetet og bliver voksen, far køber et sommerhus og bliver ædt op af myg, og jeg Ja, jeg Jeg vil springe ud med faldskærm. På tide at forfølge sine drømme, Mikkel. Det kan vi nu… Klara sukkede og kiggede ud af vinduet, med det der drømmende blik. Hvor det dog kunne irritere Mikkel, det der ‘Livets store romaner’-blik, for han kunne aldrig gennemskue, hvad der lå bag.
Jeg kiggede på min kone og tænkte for mig selv, at hun virkelig var enestående! Andre kvinder ville nok have stået på børnenes side, brokket sig over at skulle luge blomsterbede og vande stauder, når nu der var tid til negle, massage, frisør og hygge. Men ikke Klara! Hvor var jeg dog glad for, at jeg for mange år siden valgte hende, selvom hun til tider kunne være lidt af en karakter…
Jeg gav mig selv et mentalt skulderklap og sukkede.
Nå, jamen okay! Fint! Gør, hvad I vil! Men jeg flytter i hvert fald ingen steder hen! sagde Mikkel, så hans dreadlocks vibrerede i nakken, som piggene på et stresset pindsvin, der dog ikke kunne puste sig ordentligt op.
Skal du på universitetet, så? spurgte Klara.
Ja, det skal jeg da, men…
Men du bliver boende, jeg forstår. Simon, så må du nok købe et lidt mindre sted. Klara smilede til os begge, skyndte sig at vaske koppen op og tog straks på arbejde.
Mikkel begyndte straks at rode rundt i køkkenet, som om han ikke anede, hvor udgangen var, men han fandt den dog og maste sine crane-lange ben igennem døren og forsvandt ind på værelset, hvor han kunne sørge over tabte motorcykler og smartphone-drømme.
Mine forældre er blevet skøre! hvæsede han ind i mikrofonen til sin ven, Anders fra gymnasiet. Den anden tyggede noget og brummede med. Min far skal have sommerhus, min mor vil springe i faldskærm! Og jeg?! De var endda ved at smide mig ud hjemmefra! De siger, at alle skal leve deres egne drømme! Drømme? I deres alder?! Sig dog noget, mand, hav lidt medlidenhed!
Anders mumlede noget tilbage, så brød forbindelsen, og Mikkel stirrede trist ud ad vinduet.
Forældrene er jo gamle! De er praktisk talt forhistoriske! Det burde handle om pension og det evige, ikke om barndomsdrømme. Hvad skal man gøre, leve sådan, at man ikke snyder sig selv? Mikkel anede det ikke.
Imens gik jeg og smilede for mig selv, mens jeg bandt mine snørebånd i entreen.
Jeg må ringe til svigermor og fortælle de gode nyheder! tænkte jeg endelig. Gode nyheder bør deles og mangedobles! Selvom det altid er umuligt at gøre hende tilfreds…
Mine egne forældre kendte til planerne for længst og støttede mig, ville endda spæde til med lidt penge.
Klaras mor, Birgitte, væltede sig også i begejstring over ideen om sommerhus.
Hvad sagde jeg, Simon! Sommerhus er et must! Så kan Mikkel få økologiske og hjemmedyrkede grøntsager, være hele sommeren i solen og få frisk luft! Da Klara var barn, lejede vi også sommerhus ved Nordsjælland det var altså skønt!
Det der “skønt” husker Klara dog ikke helt så lykkeligt for. Birgitte kunne jo ikke bo i provinsen, nej, det skulle være helt oppe i Nordsjælland! Og de tog af sted, ikke med tog eller bus og en rygsæk, næh, de pakkede hele huset og fyldte alt i flyttebilen, som var det flugten fra Egypten og ikke bare en weekend-tur.
Birgitte kunne ikke drikke af andres kopper eller spise af deres tallerkener, og Klaras far, Mogens, pakkede altid stellet med små roser, og bar det forsigtigt ud i bilen, bange for at ødelægge det.
Birgitte kunne heller ikke sove i fremmede lagener, så sengen var pakket med hjemmefra, og bøger kunne heller ikke være fremmede, så de slæbte alle hendes yndlingsdigte og romaner med, stablet mellem stole og spejle. Hun skulle også have sin egen fodskammel, et stort skrin med flasker, cremer og alt til pleje, tøj, parasoller og picnicting, baderinge og fiskegrej, selvom ingen badede eller fiskede Birgitte tillod det ikke. Bade var farligt, fiske var synd. Så alle sad på terrassen, drak te, spiste æbler og kirsebær, som Mogens slæbte hjem fra torvet, og sukkede, mens Birgitte gentog:
Åh, sidste sommers vejr var meget bedre! I morges frøs jeg, fordi man ikke fik mit tæppe med! Mogens, kunne du ikke lige køre hjem til København
Og så måtte Mogens af sted, mens Klara bad om at komme med, men hendes mor nægtede.
Der er ingen grund til, at pigen skal slæbe med rundt! Far tager af sted alene, Klara! Tag et æble, du trænger til vitaminer! og endnu et æble røg i hænderne på pigen.
Klara sukkede og sendte sin far søgende blikke, men han undgik hendes øjne. Hvad skulle han stille op?
Klara måtte ikke løbe ud bag sommerhuset, for der var “myg, og man skulle blive ved huset”, fik ikke lov at spille fodbold på engen med nabodrengene, for det passede sig ikke for piger, slet ikke i kjole, og bær måtte kun spises efter grundig vask, aldrig direkte fra busken. De gik ikke i skoven og plukkede svampe, jordbær blev købt på stationen af gamle damer, man fangede ingen haletudser og lod ikke snegle kravle på terrassen, for alt det interesserede Birgitte ikke, og hun mente, Klara heller ikke havde behovet.
Kun fine kjoler, sandaler, fletninger, parasoller og tæpper, evindelig digtoplæsning fra Birgitte og farens snorken i hængekøjen er, hvad Klara husker fra sin barndoms somre. Hun har hadet sommerhuse, kjoler og alt det der lige siden.
Så snart Klara kom på universitet, flyttede på kollegium og fik arbejde, klippede hun håret kort, købte jeans og fjollede t-shirts med Anders And, frakker der gjorde hende firkantet på ben, og andre ‘grufulde outfits.’ Birgitte kunne ikke holde det ud, men Klara var ligeglad. Hun ville leve, som hun selv ville, basta.
Hun giftede sig med den mand hun ville, fik en dreng og kaldte ham Mikkel, selvom Birgitte mente, han mindede om Grundtvig og burde hedde det. En voksencykel og fart over feltet, kastede sten i søen, lå i græsset med sin søn og kiggede op i himlen, der ingen ende havde måske det eneste i verden, der ikke kaster skygge. Klara ville flyve højt, svæve og grine i det uendelige.
Bag sommerhuset lå en flyveklub, hvor alle nabolagets drenge gik til faldskærmsudspring. Klara ville SÅ gerne prøve, men Birgitte nægtede.
Hoppe ud af et fly for at skrige og blafre med kinderne? Klara, kom til fornuft! Nej, og nej igen!
Klara græd, truede med at stikke af, men hvordan lågen og porten var altid låst, gud forbyde tyve skulle få adgang til Birgittes ting
En dag skulle Birgitte endelig af sted til København, hendes veninde havde overtalt hende til at tage på Glyptoteket.
Hun tog afsted, Mogens fik samtidig Klara med på tur, og hun havde pakket sportsdragt i tasken. Hurtigt af sted til flyvepladsen, nå det før solnedgang! Mogens kendte en derude og fik lov til at lade Klara sidde i flyet, prøve styregrejet og udstyret. De skulle næsten til at lette, men vinden blæste op, og flyvningen blev aflyst Birgittes forudsigelse om uvejr gik i opfyldelse.
Efter den dag ændrede meget sig. Mogens fandt ud af, at Birgitte havde en affære, at veninden med de tykke snegle moustacher røg Marlboro, og at Birgitte egentlig ikke brød sig om ham. De tog aldrig i sommerhus igen alle lod som om livet bare fortsatte
Indtil syvende klasse sang Klara i kor fordi hendes mor krævede det. Hun gik til klaver, for det skulle piger jo. Klara tegnede ikke på asfalten, blev ikke snavset, men læste klassikere og så sine mors yndlingsfilm. Hun fandt ud af, at hendes mor kun gjorde alt det for sig selv, ikke for Klara. Da Klara så fik sandheden at vide om sin mor, smed hun det hele fra sig.
Hvordan kan du droppe musik og kreative fag?! skreg Birgitte. Du gør det kun for at gå mig imod! Fy, Klara!
Jeg vil ikke længere leve sådan som dig, mor, det er alt! Du har to ansigter, dét er det klamme, og jeg lader mit hår klippe kort! sagde Klara og rakte tunge.
Hun gik til veninden Line, der drømte om at blive frisør, og fik sit lange hår klippet af hovedet føltes let og frit.
Endnu kortere? spurgte Klara nysgerrigt.
Ja! smilede Line.
Hun blev stolt af sig selv og sin frihed. Som at træde speederen i bund og mærke bilen flyve fremad. Anden grad af vanvid blev en tatovering: en vulgær rose på skulderen. Birgitte var ved at besvime, mens Mogens grinede og købte blomster til Klara.
Far, du behøver ikke købe blomster! surmulede Klara.
Jo, Klara. Lad mig dog få det lille glæde.
Hun tillod det, for det var jo hendes rare, forsmåede far.
Herefter gjorde Klara, hvad hun ville kun sin far lyttede hun lidt til. Hun retfærdiggjorde alle sine beslutninger med ønsket om at gå mod sin mor, og selv om det var dumt, sagde ingen noget.
Da Klara blev ældre og besluttede sig for at gifte sig, lovede hun sig selv, at intet skulle være falskt i hendes familie.
Der skal aldrig være hemmeligheder eller løgne, forstår du, Simon? sagde hun til mig før brylluppet.
Hun begyndte at græde, jeg blev forskrækket og holdt om hende, mærkede hendes korte hår stikke mod mine hænder og duften af sommer, følte hvor meget jeg elskede hende, den lille skrøbelige person.
Mikkel blev født to år senere. Mine forældre, Anne og Flemming, mente, han var for lille og svag, og Birgitte sagde, at læger alligevel ikke kunne bruges kun en homøopat kunne hjælpe.
Hvem skal stikkes med nåle?! blev Anne forskrækket.
Birgitte rullede med øjnene.
Klara, selvfølgelig! Alt det der frie liv har drænet hende. Og din søn lader bare stå til.
Birgitte begyndte at skælde ud, mens hun blev ført ud af rummet; Klara smilede stille og trykkede Mikkel tæt ind til sig. Hun havde ondt, indvendig skar smerterne, hun var træt, men det mærkede hun knap, for sønnen var så dejlig, og nu var hun mor Men også bange måske hun opdragede for strengt eller slap for meget, måske hun ville gøre de samme fejl, hendes mor havde gjort
Simon, hvad nu hvis jeg bliver en dårlig mor? Hvad hvis han kommer til at foragte mig, som jeg gjorde med min mor? vrissede Klara nogle gange om natten og klemte min hånd.
Du bliver den bedste mor, Klara, du mærker alt, forstår alt og er ægte. Det elsker Mikkel allerede. Du skal nok klare det! Sov, det trænger du til.
Hun nikkede, lagde sig og faldt hurtigt i søvn. Mikkel smaskede i søvne, vinden rystede poppelen udenfor, himlen begyndte at lysne, jeg kunne ikke falde i søvn for tanken om, om jeg nu også kunne være en god far? Jeg fisker ikke, bygger ikke huse, er ikke muskelsvulmende far-typer, har svært ved at holde det lille barn og er bange for badekarret alene Men Klara stolede blindt på mig.
Jeg smilede for mig selv og faldt til sidst i søvn…
Vi blev gift, straks efter universitetet og så kom Mikkel. Nåede vi at feste? Næppe.
Klara besluttede straks, at alle i familien måtte gøre, hvad de havde lyst til, ingen skulle tvinges til noget.
Men lysterne måtte vige: Mikkel krævede tid, hjemmet ordnede ikke sig selv, biograf, strand, venneture blev lagt på is.
Klara følte, hun gentog sin barndoms historie: Noget ville hun selv, noget krævede livet. Uretfærdigt og håbløst, syntes hun.
Simon! Nu får vi det nøjagtigt, som jeg havde det som barn altid andre, der bestemmer. Og her sidder jeg igen ammer, sover ikke, Mikkels tænder er på vej ud; veninderne fortæller om fest på Roskilde og bjergture, og jeg…?
Hvad skulle hun selv fortælle? Ellers end at vælge sparkedragter, amme og sove afbrudt. Hendes liv var ‘slut’.
Klara, det går over! Jeg kan lave mad, gå til lægen med Mikkel eller vil du have lidt fri? En enkelt dag kun, så må vi klare det!
Hun stivnede, så kastede hun sig om halsen på mig.
Næste morgen tog hun tidligt af sted; hun skulle mødes med veninderne, shoppe, gå rundt i Frederiksberg Have, på café og til sidst… på diskotek.
Hun ville være overalt mest af alt på dansegulvet! Hvorfor ikke Glyptoteket? Det blev klub: Vild dans, hendes tattoo glimtede, der var galanter, kram, og som om bekymringerne var væk…
Klara vågnede først, da nogen trak hende væk og kyssede hende i halsen. Inde i hovedet skældte hendes mor hende ud, hendes far rakte hende blomster, men de kunne ikke nå hende. Det susede, og nogen slog hende i hovedet…
Veninderne fik hende hjem tidligt, smed hende i armene på mig og skyndte sig ud.
Jeg stod med Mikkel, der havde grædt flere timer. Anne forsøgte at trøste, vi overvejede at ringe til lægen, men Klara vågnede op, fik alle ud, tog Mikkel til sig og begyndte at græde.
Hvor var det, det gik galt? Var det, da hun besluttede, at ingen kunne sige hende imod? At hun bare kunne gøre alt selv, og at hun ville gøre sin mor gal af raseri?
Klara! kaldte jeg. Lad nu være, kan du høre? Det er bare, at vi ikke kan undvære dig endnu.
Jeg mente det ikke sådan, Simon! Jeg ville bare danse, tage hjem igen, men så havde jeg ikke lyst til at vende hjem og det skræmte mig. Måske giftede vi os for tidligt?
Jeg svarede ikke straks, men blev alvorlig.
Klara, en lille hundehvalp er en hvalp hele livet. Hvis du vil have det sjovt, så holder vi dig ikke tilbage. Men du kommer ikke tilbage, og jeg giver dig ikke Mikkel. Han er lille og er afhængig af os vi er hele hans verden. Det hedder ansvar, og det har intet med teenageopgør at gøre. Tænk på det vi vil ikke dømme dig, det lover jeg.
Jeg smuttede ud i køkkenet med Mikkel og hviskede med Anne, sendte hende hjem i taxa. Pludselig var der så stille i lejligheden, at Klara følte sig helt alene. Og nu var der frihed til at gøre, hvad hun ville. Men det havde hun slet ikke lyst til.
Hun sprang op, ud i gangen.
Jeg stod i mørket på køkkenet og så ud. Jeg havde lagt Mikkel i seng, og for første gang sov han endelig.
Klara stillede sig ved siden af mig. Jeg vendte mig ikke.
Jeg var virkelig bekymret for dig, sagde jeg endelig. Du må ikke gøre os så bange igen.
Hun lænede sig op ad min skulder, ville kysse min kind, men nåede ikke op.
Hvorfor var hun så lav? Hvorfor bøjede jeg mig ikke ned? Måske havde jeg ret.
Det er svært at udskyde sine egne ønsker, drømme og håb, men jeg var en fornuftig mand og hjalp altid til.
Da Mikkel blev ældre, opdagede Klara, at der nu var tid til at genopdage sine drømme. Det er vigtigt for alle også selvom Mikkel måske ser anderledes på det…
Jeg kørte rundt på Sjælland, ledte efter det rigtige sommerhus, mens Klara meldte sig til at lære faldskærmsudspring.
Hvad er der at lære? Jeg har prøvet; det er piece of cake drillede jeg.
Og jo jeg havde prøvet. Skreg som en sindssyg og huggede i udløseren; kinderne blafrede, men det behøvede min kone ikke vide…
Denne gang hoppede jeg sammen med Klara. Vi havde begge kraniet i skyerne og skreg af glæde, men pludselig blev vi helt stille, for himlen over os, jorden nedenfor og vores søn, der filmede fra plænen i rød jakke, var så storslået, at jeg vidste: dét var ventetiden værd.
Et år senere købte jeg sommerhuset af en ven, nød at grille med vennerne, og nu introducerede den voksne Mikkel sine forældre for sin pige, Trine. Hun havde også store drømme og mente, at alt kan lade sig gøre, hvis man virkelig vil.
Ja, Trine, hvis man bare VIL være lykkelig, så gør man, hvad der skal til også det, der virkede umuligt. Vil du have hindbær? Jeg har plukket en hel kurv og de holder ikke længe! Spis!
Trine ville gerne have hindbær og ligge i hængekøjen for evigt.
Er det virkelig sandt, at I har sprunget i faldskærm? spurgte Trine senere.
Ja, smilede Klara.
Trænede I længe?
Siden barndommen.
Ej, man behøver ikke vente så længe! Selv hvis jeg gifter mig med Mikkel, giver jeg ikke slip på min frihed. Jeg vil gøre, som jeg vil.
Ja, Trine, sådan tænkte jeg også engang. Men så fik jeg lyst til noget andet… Du tegner rigtig smukt Mikkel har vist mig dine skitser. Jeg synes virkelig godt om dem!
Tak. Da jeg gik til det engang, stoppede jeg bare for at irritere min mor. Ærgerligt. Nå, de kalder! Mikkel har fanget en pindsvin! Trine sprang op og løb barfodet hen til Mikkel. Hun var også lille og urolig, ville have det hele på én gang. Men livet sætter selv tingene på plads man skal bare vælge rigtigt, ikke for at gå andre imod, men for ens eget liv. Det ved Klara nu.
