Sin egen fremmede
– Kunne du ikke bare have sagt det i går?
– Rikke, det er min mor.
– Jeg ved, det er din mor. Jeg spørger, hvorfor du først siger noget nu.
Mads stod ved vinduet og så ud i gården, som om der foregik noget betydningsfuldt. Men det gjorde der ikke. Det var lørdag, klokken var otte om morgenen, naboens kat sad på bænken og vaskede sig. Rikke stod i køkkendøren med et viskestykke i hånden, hun havde lige taget en æbletærte ud af ovnen, og nu stod tærten midt på bordet og sendte damp op til ingen verdens nytte.
– Hun ringede til mig i nat, sagde Mads. Klokken et. Jeg ville ikke vække dig.
– Så du har vidst det siden klokken et i nat.
– Jo.
– Og du tænkte, det var bedst at sige det nu, hvor hun allerede sidder i toget?
Mads vendte sig om. Han havde det ansigt, der på forhånd vidste, han havde skyld, men alligevel ikke forstod helt hvorfor.
– Rikke, hendes lejlighed er i kaos. Der er ikke andet for.
– Mads. Det her er vores lejlighed. Vi har ikke et gæsteværelse. Vi har et soveværelse, et køkken og så værelset, vi har gjort klar til barn i et halvt år.
– Hun kan bo i børneværelset.
– Der er ikke ordentligt seng i det rum.
– Vi køber da bare en feltseng.
Rikke lagde viskestykket forsigtigt ned på bordet ved siden af tærten, som om det var en ceremoni, der krævede præcision.
– Hører du selv, hvad du foreslår? Feltseng. Til børneværelset. Som vi indretter til vores fremtidige barn. For at din mor kan rykke ind.
– Det drejer sig om én måned. Måske halvanden.
– Måske.
– Jamen, Rik…
Dørtelefonen brummede. Begge vendte blikket mod panelet på væggen. Så kiggede Mads på Rikke. Rikke kiggede på tærten. Tærten var tavs.
– Jeg åbner, sagde Mads.
– Selvfølgelig gør du det, sagde Rikke. Det er jo altid dig, der åbner.
Det lød værre, end hun ville. Eller nøjagtigt, som hun ville. Det var hun ikke sikker på.
***
Bente Madsdatter trådte ind, slæbende på to store tasker og en lille kuffert på hjul. Hun var toogtres, rank som et kosteskaft, med kort, peber-og-salt hår og gik gennem gangen, som om hun ejede stedet.
– Madser, sagde hun, og lagde taskerne, omfavnede sønnen så han krympede under hendes greb. Så så hun på Rikke. Rikse.
– Goddag, Bente.
– Ak da, hvad er det for en måde at stå på, som om du er en fremmed. Bente trådte nærmere og plantede en våd, parfumeret kindkys på Rikkes ansigt, tung duft fra Matas. Vi er jo vores egne folk her.
Rikke smilede. Hun havde lært at smile, da hun var barn, hvis hendes far havde gæster, og hun skulle sidde pænt og være venlig.
– Kom ind, jeg har bagt tærte.
– Åh, tærte, Bente gik mod køkkenet uden at tage frakken af, hendes blik gled over hylder, vindueskarme, over lampen over bordet. Lampen var valgt af Rikke for tre år siden i en lille butik nær Nørrebro, hendes yndlingslampe, flettet af dansk siv, varm og blød. Mmm. Hyggeligt. Pausen var kort, men Rikke mærkede den. Sådanne pauser sagde mere end ord. Jeg troede ellers, I ville have gjort lidt mere siden sidst, jeg var forbi. Men sådan kan det jo gå.
– Vi kan lide det, sagde Rikke.
– Selvfølgelig kan I det, mumlede Bente, og begyndte at trække frakken af.
***
Selvfølgelig kan I det. Rikke kom i tanke om ordene mange gange. Alt Bente sagde var så. Hun sagde aldrig dårligt direkte, men altid selvfølgelig, nå, ja ja, jeg forstår, vores eget. Det var tonefaldet, der skar dybere end ord; tonefald som en lille dansk snittekniv præcis og uden spild af bevægelse.
De første par dage overbeviste Rikke sig selv om, at det nok skulle gå. Det var jo Mads mor. Hun havde ikke andre muligheder. Renovering. Sådan noget må man bide i sig for en måned.
På tredje dagen opdagede hun, at hendes yndlingskrus det store med inskriptionen: Giv mig bare kaffe, købt på marked for tre år siden hos en pige, der malede krusene i hånden stod forkert. Det var skubbet om bag glas og gemt væk, og på sin vante plads struttede nu Bentes krus, hjemtaget fra Jylland, med nydelige margueritter.
Det var en bagatel. Rikke sagde til sig selv: det er småting. Flyttede kruset tilbage. Om aftenen stod margueritkruset forrest igen.
Rikke fortalte det til Mads.
– Rik, det er bare et krus…
– Jeg ved godt, det er et krus.
– Så…
– Mads, det er mit krus. På min plads. I mit køkken.
Mads så på hende som én, der ville sige, hun overdrev men klogt nok holdt sig tilbage. I stedet sagde han:
– Jeg skal nok snakke med hende.
Rikke spurgte ikke, om han gjorde det. Hun kendte svaret.
***
Ved udgangen af første uge havde Bente nået at: flytte stålampen i stuen (den står bedst ved vinduet, lyset falder så rart), rydde Rikkes bøger væk fra vindueskarmen (der samler sig støv, og det griser), kassere to potter tørrede blomster (døde ting i huset bringer uheld), købe ny dug til køkkenbordet i stedet for Rikkes voksdug (voksdug er slet ikke til køkken), og organisere køleskabet efter sit eget system.
Rikke noterede alt. Hver bitte ting. Hver flytning. Det var som at spille et spil, hvor reglerne ændrede sig, når man kiggede væk, og man tabte igen og igen, uden at forstå hvornår det gik galt.
Om aftenen lavede Bente mad. Det kunne lyde hyggeligt, hvis hun ikke gjorde det på den måde, som folk gør, der demonstrerer: Sådan her burde det gøres. Hun lavede frikadeller og sagde til Mads: Dine yndlings, som mormor lavede dem. Hun bagte pandekager og sukkede: Da Mads var lille, kunne han spise tolv styk.
Rikke sad ved bordet som kulisse.
– Skal jeg hjælpe, Bente? spurgte hun på femte dag.
– Sæt du dig, sagde svigermor. Du er jo træt. Arbejde hele dagen.
– Men du også…
– Jeg er vant til det. Har altid klaret mig.
Mads spiste sin frikadelle og kiggede i mobilen.
Sådan tænkte Rikke tit på dengang i starten. Da de lejede toværelses på Nørrebro, ud mod banen, hvor togene rumlede om natten. De lavede mad sammen, kluntet, brændte røræg på, grinede. Mads kunne bare le dengang, spontant og let. Nu lo han forsigtigt. Afmålt.
Denne her lejlighed, hvor de boede nu, var købt for fem år siden. Rikkes far, Poul Madsen, havde givet dem pengene som gave. Ikke som lån. Det er jer, der skal bo, ikke mig, sagde han. Ingen betingelser. Ingen deling. Lejligheden var skrevet over på Rikke som hendes førægteskabelige aktiv, for hendes far var forsigtig og havde erfaring. Ikke fordi jeg ikke stoler på Mads, men fordi det er klogt, sagde han. Mads protesterede ikke. Måske forstod han ikke, måske lod han som.
***
– Mor, det er altså nok, sagde Mads en aften, da Bente begyndte at kommentere gardinerne.
– Hvad nu? Jeg siger da ikke noget.
– Du siger noget hver dag.
– Jeg påpeger bare. Jeg skal da ikke være tavs. Jeg er jo menneske.
– Vi ordner poterne selv, mor.
Bente blev stille. Så på Rikke, som om det netop var Rikke, der havde sagt noget frækt.
– Jeg ved godt, sagde hun efter lidt. Jeg er bare til overs nu. Jeg forstår.
– Mor, ingen siger…
– Nej, nej. Jeg ved det. Jeg holder mund. Jeg bliver på mit værelse og siger ikke et pip.
Hun rejste sig og gik. Mads kiggede på Rikke. Rikke kiggede ud ad vinduet.
– Så du det? sagde han.
– Hvad mener du?
– At hun blev ked af det.
– Ja, jeg så det.
– Måske skulle jeg ikke have været så hård.
– Du sagde nok. Er det hårdt?
– Men foran mor…
– Mads. Rikke vendte sig. Du forsvarede mig for første gang i fjorten dage. Jeg troede, det var godt. Men det er åbenbart også forkert.
Han svarede ikke. Gik ind til sin mor. Rikke hørte stemmerne gennem væggen hans anspændte og hendes, dyb, med snøft. Ægte eller ikke, Rikke vidste ikke. For længe siden havde hun mistet evnen til at kende forskel.
***
Så kom samtalen eller rettere fraværet af den om renoveringen. Rikke spurgte diskret, hvornår Bente egentlig var færdig. Snart, svarede Mads. Hvor snart? De er ikke begyndt på klinkerne endnu. Hvornår gør de det? Det ved jeg ikke. Er de overhovedet gået i gang?
Der gik tre sekunder. Tre sekunder, når man venter på svar, føles som lang tid.
– Jo, sagde han.
– Har du selv set det?
– Mor siger det.
– Men har du selv set?
Han så væk. Det var svaret.
Hun begyndte ikke at råbe. Det gjorde hun aldrig. Det var ikke hendes stil. Hun kunne gå indad, så præcist og lydløst, at ingen udefra bemærkede det, mens hun inde i sig selv lagde små stabler hvert ord, hver pause, hvert blik, sirligt ovenpå hinanden, og stakken voksede.
– Okay, sagde hun.
– Rik…
– Det er fint.
Men de vidste begge, det ikke var fint.
***
På attende dagen sagde Bente til morgenmad, roligt, midt mellem toast og te, som om det var en beslutning, taget for længe siden.
– Jeg har tænkt på det, sagde hun. Jeg sælger min lejlighed.
Mads slap avisen. Rikke rørte ikke længere rundt i sin kaffe.
– Hvad? spurgte Mads.
– Sælger min bolig. Store omkostninger, bo alene, ingen mening i det. Jeg sælger og giver dig pengene. Til jer.
– Mor, mener du det?
– Alvorligt. Og så flytter jeg ind her. Der er jo plads. Det værelse, hun nikkede mod børneværelset, det fungerer fint til mig.
Rikke så på sin ske. En almindelig metalske. Et af de otte, de købte i det første år; nu var der sex tilbage. Hun fokuserede på skeen, for hvis hun lod tankerne gå hen på Bentes ord, ville det være svært ikke at sige noget, hun ikke kunne tage tilbage.
– Bente, sagde hun. Det værelse er planlagt til barn.
– Men I venter jo ikke barn endnu, sagde Bente tørt. Når/hvis det bliver aktuelt, må vi jo se.
– Vi planlægger barn snart.
– Planlægger, ja. Men ikke i morgen vel.
Rikke så på Mads. Mads stirrede ind i avisen, uden at læse det var tydeligt. Han holdt den bare op for sit ansigt.
– Mads, sagde Rikke.
– Jamen mor, det må vi jo tale om, sagde han uden at møde hendes blik.
– Så taler vi om det, sagde Bente og tog en bid toast.
***
Den nat sov Rikke ikke. Hun lå på sin side af sengen og lyttede til Mads vejrtrækning: rolig, dyb, som om intet var i vejen. Måske følte han virkelig sådan. Måske havde han evnen til kun at se det, han ønskede. Det var også en slags barndomsfærdighed.
Hun tænkte på børneværelset. De havde valgt farver gul, solgul, levende. Rikke havde fundet en lille butik med håndlavede trælegetøj, allerede udset sig noget. Mads lo: Du er ikke engang gravid endnu. Det kommer, svarede hun. Det var deres. Nu skulle der stå en feltseng og Bente bo der for evigt.
Evigt. Ordet trommede over loftet uden at stoppe.
Rikke stod op klokken tre, gik i køkkenet, drak vand. Fra det kommende børneværelse var der stille. Bente sov tungt; som en, der havde fået, hvad hun ønskede.
***
Tre dage senere ringede Rikke til sin far.
Poul sagde ikke meget. Han lyttede, spurgte indimellem: Og? eller Ja? Da hun var færdig, tav han i ti sekunder.
– Har du dokumenterne?
– Hvilke?
– På lejligheden. Skøde, købsaftale.
– Ja, hos notar og kopier herhjemme.
– Godt. Så er alt i orden.
– Far, det er ikke det. Hun vil blive boende for altid og tage børneværelset.
– Jeg hørte det. Pause. Rikke, hvad vil du høre fra mig?
– Jeg ved det ikke. Noget.
– Ingen kan tage det, du ejer. Og det, du ejer, står i dit navn. Det er det første. Det næste: Mads er din mand. Det må han klare. Kan han det?
– Jeg ved det ikke.
– Så må du finde ud af det.
Det var al den hjælp, hun kunne forvente. Ikke fordi han ikke elskede hende, men fordi han var sådan: Han hjalp med penge, med handling, men gik ikke ind i andres familieliv. Han kunne sætte grænser. Han var god til det.
Nu tænkte Rikke på dokumenterne. De lå i en blå mappe, falmet i kanten, i skuffen. Alt lå der: købsaftale, fars seddel om pengene, bankpapirer, tingbogsudskrift.
Hun åbnede mappen, læste det hele igennem.
Jo. Det var, som hun vidste.
***
På femogtyvende dagen kom Bente til morgenbord, ekstra munter.
– Jeg har aftalt med flyttefolkene, sagde hun.
– Om hvad? spurgte Rikke.
– De kommer fredag. Så stiller vi møblerne i værelset om. Jeg har sagt, hvordan det skal stå så kan feltsengen være der, og også natbordet.
Rikke satte koppen på bordet.
– Du har bestilt flyttefolk for at flytte om på vores møbler.
– Det er da bare for at gøre det rart for mig! Skabet står dumt nu; jeg støder ind i det.
– Uden at spørge mig.
– Det er da en bagatel. Hvad er der at snakke om?
– Mads? sagde Rikke.
Mads sad med gaflen i hånden og kiggede i tallerkenen.
– Mor, du kunne da godt lige have sagt det.
– Ja, men jeg siger det jo nu.
– Tidligere.
– Mads, gentog Rikke.
Han så på hende. I hans øjne var den dér velkendte frygt: frygten for at såre sin mor, ikke at sige noget og dermed såre sin kone, frygten for at vælge, frygten for ikke at vælge, frygten for alt. Den havde hun kendt siden første år. Dengang troede hun, han var bare meget hensynsfuld. Senere indså hun: han kunne blot ikke vælge.
– Jeg kommer straks tilbage, sagde Rikke. Gik ud, fandt den blå mappe frem.
Vendte tilbage.
Bente var i gang med at fortælle Mads, at at flytte skabet i weekenden ville være dyrere.
– Bente, sagde Rikke. Lagde mappen på bordet. Jeg vil vise dig noget.
– Hvad er det?
– Papirer på lejligheden. Her er købsaftalen. Her er dato. Her pris. Her navn. Det er mit navn. Her er min fars kvittering på beløbet. Her er tingbogsudskriften: ejer. Mit navn. Mads er ikke nævnt. Mads har ikke lagt en krone i denne lejlighed. Det er ikke fordi han er dårlig. Bare sådan blev det. Den blev købt før brylluppet, på min families penge.
Bente så på mappen. Så på Rikke. Så på Mads.
– Madser, sagde hun lavt.
– Det er sandt, mor, sagde Mads. Lige så stille.
– Du har aldrig fortalt mig det.
– Jeg troede, det ikke betød noget.
– Ikke noget? Bente satte sig rank. Så jeg bor i en fremmedes lejlighed?
– I vores families hjem, sagde Rikke. Men ingen flytter rundt, ingen hyrer folk uden at tale med mig. For det første. For det andet: Værelset er børneværelse. Det har vi bestemt for længe siden. Det ændrer sig ikke.
Der blev helt stille.
– Jeg forstår, sagde Bente, rejste sig. Jeg forstår.
Hun gik ind på sit værelse. En time senere kaldte hun taxa. Halvanden time senere var hun væk med sin kuffert. Taskerne blev stående.
Mads brugte tiden på at sidde i stuen og se på den slukkede tv-skærm.
***
Om aftenen snakkede de sammen. Eller Rikke snakkede, og Mads lyttede. Hun talte uden vrede det var vigtigt for hende, for vrede slører ord, og hun ville have præcision.
– Jeg ville ikke smide hende ud, sagde hun. Men jeg kan ikke leve i min egen lejlighed som gæst. Forstår du?
– Ja.
– Du forsvarede mig ikke én eneste gang i tre og en halv uge. Ikke én. Jeg talte efter.
– Jeg ville ikke lave ballade.
– Det ved jeg. Men mens du undgik ballade, voksede balladen inden i mig, stille.
Mads så på sine egne hænder.
– Det er min mor, Rikke.
– Jeg ved det. Og det vil altid være sådan. Men du er også min mand. Og det er også et valg, du engang tog.
– Jeg kan ikke vælge mellem jer.
– Du skal ikke vælge mellem os. Du skal vælge, hvordan du vil opføre dig. Det er noget andet.
Han sagde ikke meget. Så sagde han:
– Jeg vidste ikke, at lejligheden kun var din.
– Det vidste du, sagde Rikke roligt. Du skrev under for fem år siden. Du valgte bare at glemme det.
Han blev tavs.
***
Der var stille i tre dage. Så ringede tante Lone Bentes storesøster; boede tæt på, havde permanentet hår og mente, hun var venlig, men sagde altid tingene ligeud.
– Rikse, sagde hun i telefonen. Hvorfor skal du dog gøre sådan mod Bente? Hun er jo ældre. Hun ville bare være tæt på sin søn.
– Hun kom uden varsel og agtede at blive for altid, sagde Rikke.
– Ja-ja, men hun ville jo bare hjælpe.
– Jeg forstår hendes tanker. Men det her er vores hjem.
– Selvfølgelig, selvfølgelig. Men du skal jo forstå, hun er mor det betyder at du selv, når du engang får børn, forstår…
Rikke kunne høre alt det skjulte i ordene: Du ved intet, før du selv er mor, og når du bliver mor, forstår du Bentes ret. Og det med: Du er endnu ingenting. Hun sagde:
– Lone, vi tager selv beslutningen, Mads og jeg.
– Ja-da, ja-da. Jeg siger bare min mening.
Dagen efter ringede Lone til Mads. Rikke så hans ansigt bagefter: Et menneske, der har fået at vide, han ikke er søn nok.
– Hvad sagde hun? spurgte Rikke.
– Ikke noget særligt.
– Mads.
– Hun siger, mor er ked af det. Hun har fået blodtryk.
– Mhm.
– Rikke, hun har virkelig for højt blodtryk. Hun er gammel.
– Jeg ved det. Og jeg føler med hende. Men det er to forskellige ting: blodtryk og hvad der er hændt.
– Hun er alene derude.
– Hun tog af sted. Pakkede på halvanden time og tog af sted.
– Fordi hun var utilpas.
– Mads. Rikke satte sig. Jeg har været utilpas tre og en halv uge. Hver dag. Gør det ingen forskel?
Han så på hende. Igen den frygt, men nu var der måske også noget andet: skyldfølelse, måske start af forståelse.
– Det gør forskel, sagde han stille.
Ikke meget. Men det var dog noget.
***
Lone kom alligevel på søndagsvisit, med kålkage og vilje til at tage snakken som folk. Hun sad ved køkkenbordet, skrabede tallerken og talte længe om, hvordan Mads voksede op uden far (Rikke vidste, det var rigtigt), om Bentes kamp (det passede også), om Bentes længsel efter sønnen (det troede Rikke også på). At svigerdøtre må forstå.
– Det er det sidste ord, afbrød Rikke, må. Hvorfor skal jeg?
– Ja, men altså… menneskeligt set…
– Jeg holder mig menneskeligt. Jeg har holdt ud i tre og en halv uge. Ikke råbt. Ikke skældt ud. Lagt ikke fingre imellem, holdt orden. Da mine ting blev smidt ud, sagde jeg intet. Da nogen ville flytte mine møbler, fandt jeg papirerne frem. Var det ikke rimeligt?
Lone kneb læberne sammen.
– Papirer, gentog hun. Som om det var retten.
– Nej. Det er bare mit hjem.
– Madser, vendte Lone sig til Mads, der sad som en elev ved bordet. Hvad siger du ikke noget for?
– Rikke har ret, sagde Mads.
Lone så på ham, som om han havde fortalt hende, at Danmark var firkantet.
– Hvad?
– Rikke har ret. Vi skulle have talt sammen. For Bente bøjede over stregen.
– Madser…
– Vi finder selv ud af det, Lone. Jeg ringer til mor. Men det her er mellem os.
Lone gik sin vej med den fornærmede mine, man kun får, når man træder ind i andres liv med færdige svar og ikke bliver brugt.
***
Det gjorde det ikke lettere. Det opdagede Rikke ugen efter.
Mads ringede til sin mor. Hun tog telefonen på tredje ring (Rikke talte, for hun sad ved siden af). Samtalen blev kort: Han sagde, at han gerne ville se hende, elskede hende, de skulle nok finde ud af det. Men ikke et ord om det, der var sket, ikke om flyttefolkene, ikke om de tre og en halv uge. Bare: Det skal nok gå, mor. Jeg kommer forbi.
Bagefter sagde Rikke:
– Tager du alene hen til hende?
– Det bliver jeg nødt til…
– Forstår du, hvad du gør nu?
– Jeg besøger min mor.
– Du tager alene af sted, uden at forklare, som om det er mig, der bærer skylden.
– Jeg skjuler ingenting.
– Er det, hvad det er?
Han svarede ikke. Så:
– Jeg bliver nødt til at se hende. Hun er alene.
– Godt, sagde Rikke. Tag du bare af sted.
Men indeni lukkede noget sig. Tavst og tæt. Stablerne voksede. Hun gik igennem lejligheden og så: dér stod lampen; der lå bøgerne; her var kruset blevet skubbet væk. Alt på plads, men noget i luften forblev.
Hun tænkte: Det handler ikke om svigermoren. Ikke mere. Bente ønskede bare sønnens nærvær, ville føle sig vigtig, indrette verden, som hun kendte den. Det er ikke en forbrydelse. Bare ét menneskes behov, uden evnen til at se andres grænser.
Det handler om Mads. Det er dér, det svier.
For Bente var ærlig. Hun ville blive, sagde det. Flyttede møbler, åbenlyst. Hun var en åbenlyst erobrer.
Men Mads vidste. Vidste alt. Og sagde intet. Det er noget andet.
***
Han kom hjem fra sin mor klokken elleve. Rikke sad med en bog, hun ikke læste.
– Hvordan gik det? spurgte hun.
– Fint. Hun er lidt ør.
– I talte sammen?
– Ja, om lidt af hvert.
– Sagde du, hvorfor det gik galt?
– Jeg sagde, vi er en ung familie og har brug for plads.
– Og det der med flyttefolk, kaste mine ting ud, invadere børneværelset nævnte du det også?
Pause.
– Rikke, hvorfor grave d i det?
– Ikke grave. Tal. Det er forskellen.
– Jeg sagde det lidt pænere.
– Hvordan?
– At man må tale sammen om den slags.
– Det var alt?
– Hvad vil du have, jeg sagde?
– Sandheden.
– Rikke, hun er gammel.
– Jeg er din kone.
– Jeg ved det.
– Nej. Rikke lukkede bogen. Det ved du ikke. Eller ved, men forstår ikke betydningen.
Han satte sig tættere på. Så frem for sig.
– Jeg er træt, sagde han.
– Jeg er også træt, sagde hun. Træt af at gemme på stakke.
– Hvilke stakke?
Hun rystede på hovedet. Ikke for at undvige, men fordi nogle ting ikke kan forklares for én, der ikke føler det samme. Stablerne er ikke ord. De er pauser. De er krus på det forkerte sted.
***
Så begyndte det, Rikke kaldte kuldetiden for sig selv. Ikke en skænderi. Bare glas imellem dem: de talte, lavede mad, spiste, så film. Men glasset var der, gennemsigtigt, umuligt at røre gennem.
Mads mærkede det, kunne hun se på blikket, når han troede, hun ikke lagde mærke til det. En skyld, en forvirring: én, der ved at gøre forkert, men alligevel gør det igen.
Bente ringede nogle gange. Mads gik ud i køkkenet med mobilen. Rikke lyttede ikke; hørte blot stemningen. Små latterudbrud, blødere end den, han havde med hende. Var det mere ægte? Ældre, yngre hun vidste ikke.
En nat vågnede hun klokken fire og lå vågen længe. Ved siden af lå Mads. Hun så hans profil i mørket og tænkte: Det er ham, jeg vil have barn med. Ham, jeg har valgt. En god mand. Ikke ond, ikke hård. Bare bange på et punkt. Er det til at arbejde med? Eller ikke?
Det vidste hun ikke, og det gjorde hende bange.
***
Så ringede Bente igen i slutningen af anden uge. Denne gang blev Mads siddende i stuen. Rikke stod i køkkenet og kunne høre ordene:
– Ja, mor. Nej, mor. Forstået. Nej, ikke nu. Vi ser.
Han kom ud i køkkenet. Stillede sig ved komfuret, mens hun rørte i suppen, metodisk, langsomt. Når alt kaos inde i, trænger man til orden udenpå.
– Mor siger, at renoveringen ikke er færdig før december, sagde han.
– Det er august nu.
– Ja.
– Det vil sige fire måneder.
– Hun vil gerne besøge os en uge. Bare i gæstebud ikke med kufferter.
Rikke rørte stille i suppen.
– Mads, sagde hun, jeg har ikke noget imod gæster. Jeg har noget imod ikke at føle mig hjemme i mit eget hjem. Ser du forskellen?
– Ja.
– Hvad foreslår du så?
– Jeg ved det ikke, sagde han ærligt.
Og ærligheden overraskede hende. Han plejede at komme med kompromis, plan, forslag. Nu bare: jeg ved ikke.
– Fortæl mig, sagde Rikke.
– Hvad?
– Hvad du føler. Lige nu.
Han satte sig på taburetten. Længe tavshed.
– Jeg føler, jeg sidder mellem to mennesker, der begge har ret, sagde han til sidst. Og begge venter på, jeg vælger dem.
– Jeg beder dig ikke vælge.
– Men du håber, jeg siger noget til mor, der gør hende ked af det. Og hun venter, jeg siger noget til dig, der sårer dig. Og i tre uger har jeg ikke sagt noget til nogen, for jeg ved ikke, hvad der er rigtigt.
– Mads, sagde Rikke. Suppen simrede, dampen steg. Rigtigt er ikke det, der gør ingen kede af det. Rigtigt er det, der ikke nedbryder os.
– Det, vi gør nu, nedbryder os, sagde han sagte.
Det var første gang, han sagde det. Satte navn.
Rikke satte skeen fra sig. Vendte sig.
– Ja, sagde hun. Det gør det.
***
Hun vidste ikke, hvad han ville gøre. Tre dage gik. Alt det samme, men næsten som før; den lille splint sad fast.
På fjerde dag om morgenen sagde Mads:
– Rikke, jeg vil ringe til mor, mens du hører det.
Hun så op fra kaffen.
– Mens jeg hører det?
– Ja. Så du hører alt.
Et øjebliks stilhed.
– Godt.
Han fandt telefonen frem. Tastede. Bente løftede røret med det samme.
– Madser?
– Hej mor. Jeg har dig på højttaler; Rikke hører det også.
En lille pause.
– Javel, sagde Bente. Stemmen fik hårdere kant.
– Mor, jeg vil tale alvorligt nu. Mads talte roligt, lavt, uden skælv. Rikke betragtede ham. Han var en anden ikke den Mads, der skyede samtalen. Rikke er min kone. Det er for evigt. Jeg har valgt hende, og jeg fortryder ikke. Det må du forstå ikke som ord, men som sandhed.
– Mads, nu…
– Please, mor. Pause. Da du kom, opførte du dig, som om det var din lejlighed. Det er ikke din. Det er vores. Os to. Rikke bestemmer her. Hun er ikke gæst. Hun er vært. Hvis du vil komme, må du acceptere det. Uden kommentarer. Uden ommøblering. Uden krav på børneværelset.
– Madser, der var sår i Bentes stemme, ægte. Jeg ville bare hjælpe.
– Du hjælper bedst, når du bliver spurgt. Det ved du godt.
Stilhed.
– Og en ting mere. Han holdt inde. Rikke og jeg vil være forældre. Snart. Jeg vil gerne, du er der. Som mormor. Men kun hvis du respekterer Rikke. Ellers er der ingen kontakt til vores børn. Ikke en trussel. En betingelse. Min.
Rikke kunne mærke noget i brystet, ikke glæde, ikke lettelse blot som om noget tungt blev en anelse lettere.
Bente tav længe.
– Du har ændret dig, sagde hun.
– Jeg er blevet voksen, mor. Det er noget andet.
Pause.
– Rikke er der også?
– Jeg lytter, sagde Rikke.
– Rikke… Bente tøvede. Jeg ønskede ikke at gøre dig ondt. Virkelig ikke.
– Jeg ved det, Bente.
– Det er bare… jeg har altid klaret det selv. Jeg går måske over stregen.
– Det kan ske, sagde Rikke. Jævnt, uden vrede.
– Ja… jeg tænker over det. Pause. Madser, ringer du i morgen?
– Ja. Til aften.
– Godt. Farvel så.
– Farvel, mor.
Han lagde telefonen mellem dem. Så på hende.
Hun så på ham. Stablerne fandtes stadig indeni forsvinder ikke med ét opkald; så let er det ikke. Men noget flyttede sig. Måske lagde han en lille sten væk. Måske blev listen lige.
– Tak, sagde hun.
– Skulle have gjort det før, sagde han.
– Ja.
– Du kunne have sagt det.
– Jeg har sagt det.
– Det har du. Han nikkede. Jeg hørte, men lyttede ikke. Det er ikke det samme.
Hun nikkede. Gik over og tog hans hånd. Han klemte. Fast, kort. Det var ubehjælpeligt og trygt på én gang.
***
Næste aften gik de sammen ind i børneværelset. Fjernede feltsengen, de havde købt i de første dage, bar den ud i skabet. Så på de tomme vægge.
– Kan du huske, vi talte om den gule farve? spurgte Mads.
– Ja.
– Altså den stærke, solgule.
– Du grinede, det var for meget.
– Måske lidt. Han strøg hånden over væggen. Men gul er glad.
– Før sagde du, det var for larmende.
– Jeg sagde meget. Han vendte sig. Rikke, har du stadig lyst til gul?
– Ja.
– Så får vi gul.
Rikke så på væggen og forestillede sig, hvordan den ville lyse. Ikke bleg, ikke pastel, men som majraps, som morgensol i haven, som lygten ude i mørket. Hun så det klart: træbørnesengen ved vinduet, den mobile med dyr, hun havde set på nettet, stolen i hjørnet til boglæsning eller nærhed.
– Hvornår begynder vi? spurgte hun.
– Næste weekend, hvis du vil.
– Ja, det vil jeg.
Han tog hendes hånd, som dagen før. De stod sammen i det tomme rum, hvor der stadig duftede let af Bentes parfume, og kiggede på væggene.
Væggene ventede.
***
Tre uger gik. Bente ringede fredag aften. Mads var i køkkenet, og Rikke kunne høre ham le blidt én gang. Samtalen tog kvarter.
Så kom han ud.
– Mor vil komme søndag. Til frokost. Er det ok?
Rikke tørrede hænderne af i viskestykket.
– Til frokost. Ikke med bagage.
– Til frokost. Han smilede lidt. Hun sagde, at hun glæder sig til din tærte.
– Er det rigtigt?
– Hun sagde: Rikkes tærte slår min frikadelle. Men sig det ikke til hende.
Rikke smålo.
– Læs det ikke for hende, sagde hun.
– Hvad?
– At jeg har hørt det. Men jeg bager den alligevel.
– Med æbler?
– Med æbler.
Mads nikkede. Foldede viskestykket og lagde det pænt. Det var en lille forgæves ting. Men Rikke lagde mærke til det og tænkte: ja. Sådan er det. Ikke de store ord, men de bittesmå ting, der gøres rigtigt.
Det var ikke nok. Det vidste hun. Én fælles snak, én uge uden drama, ét gult børneværelse opvejer ikke det, der blev åbnet dér. Folk repareres ikke sådan. Tillid vender ikke tilbage på tidsskema. De indre stabler synker langsomt, måske aldrig helt.
Men tærten ville hun bage. Så meget vidste hun.
***
Søndag var grå. Augusttræt, en dis af sensommer, hvor luften allerede slipper grebet om lyset, men ikke overgiver sig helt. Rikke stod op klokken otte, blandede dej, mens Mads stadig sov. Køkkenradioen spillede instrumentalt. Hun rullede dejen jævnt ud, lagde mærke til at den opførte sig pænt. Det beroligede hende.
Mads stod op klokken ti, søvndrukken, så tærten i ovnen.
– Allerede?
– Næsten færdig.
– Du var tidligt oppe.
– Kunne ikke sove.
Han hældte kaffe op til sig selv. De sad tavse, og det var ikke den gammelkendte kulde, kun morgenstille mellem to i samme hjem.
– Er du nervøs? spurgte han.
– Lidt.
– Jeg også.
– Du? Det er din mor.
– Netop.
Rikke så på ham. Han havde sit eget mørkeblå krus mellem hænderne ikke hendes elskede med teksten, men sit eget, bare Mads krus.
– Du er bange for, hun siger noget forkert.
– Ja. Så skal jeg tage stilling igen.
– Måske. Måske bare gøre det, der er rigtigt.
Rikke nikkede. Måske.
Dørtelefonen lød præcis klokken et.
***
Bente trådte ind med én lille taske der var et glas hjemmelavet marmelade og nogle småkager i.
– Rikse, sagde hun fra døren. Der dufter af tærte.
– Ja, sagde Rikke.
– Æbletærte?
– Æbletærte.
Bente tog skoene af, hængte frakken op, så sig rundt. Lampen stod på plads, bøgerne i hjørnet, kruset med Giv mig bare kaffe øverst.
Bente sagde ikke noget. Det lagde Rikke mærke til.
Til frokost talte de om lidt af hvert: gamle nabolagsbekendte, Mads nye arbejdsprojekt, at september ville blive kold. Samtalen var civiliseret, som mellem folk, der ikke er nære, men prøver at gøre en indsats, og alle forstår, det kræver lidt.
Én gang kiggede Bente på lampen, den flettede, Rikkes yndlings. Hun sagde ingenting. Det var modigt, syntes Rikke.
Efter frokost spurgte Mads:
– Mor, vil du se værelset? Vi har valgt maling.
– Til barnet?
– Ja.
Bente tav et sekund.
– Vis mig det.
De tre gik derind. Værelset var næsten tomt, kun prøver på nogle gule nuancer fra bleg til skarp stod på gulvet. Mads åbnede den klareste.
– Det er den her, vi har valgt.
Bente så på den.
– Den er da vild, sagde hun.
– Ja, sagde Mads.
– Solskindstærk.
– Præcis det, vi ville.
Bente lænede sig nærmere bøtten. Noget ved hendes ansigt ændrede sig, blev blødere, fjernere som når man ser noget ægte, større end én selv.
– Gode farver. Børn elsker det spraglede.
Rikke var tavs.
– Hvornår maler I? spurgte Bente.
– Næste weekend, tror vi, sagde Mads.
– Hvis I mangler en hånd, så sig til. Jeg kan godt male. Gjorde det selv engang med Iver, hun tav. Iver havde været hendes mand, død for mange år siden. Jeg kan i hvert fald hjælpe.
Rikke så på Mads. Mads så på Rikke.
– Det siger vi, svarede Rikke.
Det var ikke ja. Det var vi siger til. Bente forstod.
***
Da Bente gik, tog hun frakke på, tog tasken.
– God tærte, Rikke. Ikke tør. Det er vigtigt.
– Tak.
– Mit bliver altid lidt smuldret. Aner ikke hvorfor.
– Smør. Mere end man tror.
Bente nikkede, tog tasken.
– Mads, følg mig ned til elevatoren.
– Selvfølgelig.
De gik. Rikke stod i gangen, hørte døren smække, stemmer udenfor. Så stilhed.
Hun gik ind og vaskede op. Satte vand over til te. Udenfor var det gråt, men stadig lyst det særlige augustlys uden skygger. Katten havde forladt bænken; den var tom.
Mads kom tilbage efter et minut.
– Alt er ok, sagde han.
– Jeg så det.
– Rikke…
– Ja?
– Tror du, vi klarer det?
Hun satte kruset på plads. Tænkte, ikke over, hvad hun skulle svare, men hvor ærligt hun burde svare.
– Jeg ved det ikke, sagde hun. Måske. Hvis vi begge prøver.
– Jeg lover det, sagde han.
– Ikke lov mig. Gør det bare.
Han nikkede. Stillede sig ved vinduet. De så ud i gården. Bænken var tom. Nede gik en kvinde med barnevogn, langsomt, uden hast.
– Gul bliver flot, sagde Mads.
– Ja, sagde Rikke.
Vandkogeren peb.
