Solisten
Telefonen, gammel og med hørerør og snoet ledning, blankpoleret af hænder fra tre generationer af Madsen, stod på skænken i entreen. Skiven med tallene var så slidt, at Boglárka havde måttet tegne dem op igen for nogle år siden. Dens insisterende, høje ringetone fyldte hele lejligheden.
Inge Madsen, som nu nærmer sig en alder, hvor hun burde gå op i satellitteknologiens vidundere, nægter kategorisk at bruge mobiltelefon. De giver kræft, siger hun. Trådløse telefoner vil hun heller ikke have, selvom hendes søn, Thomas, gav hende et sæt af de smarte trådløse modeller for to år siden.
Mor! Men det er jo nemt! Du kan gå rundt i hele lejligheden, ingen ledninger, se hvor flotte de er! Sølvgrå! Jeg ledte længe efter netop dem! Thomas hiver apparatet ud og viser det entusiastisk frem. Og hvis nu Kirsten fra tredje ringer, så behøver du ikke stresse. Sæt dig ned og snak alt det, du vil. Praktisk!
Hans mor ser skeptisk på ham, rynker brynene ad telefonen på bordet.
Tallene er for små, Thomas. Du kan selv beholde dem. Dine børns kæreste er jo alligevel vild med at snakke i telefon! siger hun. Og nu ringer Kirsten heller ikke mere. Ringer ikke!
Thomas sukker opgivende. Alt er blevet svært med mor. At overtale hende til tekniske nyskabelser, få hende med til lægen (hendes blodtryk svinger endnu mere nu)… Så stædige, de mødre!
Mor! Vi har allerede én derhjemme. Du er for hård ved Oline, hun er altså sød! Snart bliver vi gift, hvad så? Er tallene for små? De lyser jo op! Se, jeg viser dig hvordan…
Thomas sætter sig op for at demonstrere, men Inge tager ham blidt i hånden.
Spis nu i stedet for, Thomas! Maden er kold hun tager hurtigt formen ud af ovnen. Gud, for en duft! Ovnbagt kød- og løgtærte, indbagt i butterdej og med æg Thomas livret. Skorpen løfter og sænker sig, ånder, som Inge kalder det. Hun lægger tærten forsigtigt op på serveringsfadet.
Inge elsker pæn servering: på porcelænsfad, med den rigtige kagespade, og tallerknerne skal matche resten af stellet.
Nu holder du op med det gejl! kan Jens Madsen, Inges mand, ikke lade være med at udbryde, mens han ivrigt ser på tærten. Bare sæt den på bordet! Jeg tager kniven!
Han famler allerede efter sit livløse smørkniv, men Inge beskytter straks sit mesterværk. Dejfletningen langs kanten, penslet med æg, og midt i tærten et lille hul med lidt buljong.
Sådan en tærte fandt Inge kun på restauranten Kanalhuset, måske også på Magasin du Nord, men dér var fyldet altid for salt. Hun har prøvet at købe et stykke, men blev skuffet begge gange.
Hele sit liv har Inge Madsen arbejdet på Det Kongelige Teater. Hun var ikke balletdanser eller sanger, nej hun arbejdede i administrationen, tog sig af billetter og klager. Alt det er nu fortid, men den telefon og snakken om gamle Kirsten sender hende straks tilbage i tankerne…
Det var netop i foyeren på Det Kongelige Teater, hun lærte selveste Storm Jørgensen at kende solodanseren og charmetrolden, elsket af alle, altid venlig og med masser af talent. Måske var det derfra hendes passion for pæn servering stammer.
Indtil da havde Inge kun set Storm på afstand eller på billeder i foyeren. Hans bil stod altid på den bedste plads, og i hans garderobe duftede det sødt af appelsiner, som Storm fik sendt fra Italien. Hjemme ventede ingen kone kun en trofast gravhund, Sirib, eller Pølse kaldte han hende. Husholdningen blev ordnet af ansatte, og den store danser mediterede i stuen på et yogatæppe, mens Pølse sad over for og betragtede ham. Hun var så opmærksom, mærkede straks, hvilket humør han kom hjem i, modtog ham logrende i entreen.
Hvis man gik Storm i møde med det samme, løb man risiko for et rap over næsen. Han dansede sig træt helt ind til benet, brugte sig selv helt op, og det tog tid at komme til hægterne. Hans aften var altid skematisk: brusebad, så urtete, så yoga på det der bløde skummåtte (engang bed Pølse i den og blev skældt ud).
Yogaen blev ledsaget af monotone sange, som Pølse altid hylede med på. Hun blev så trist af det. Al energi sivede ud…
Så var det aftensmad for Storm. Nogle gange kom der gæster tanterne kaldte Pølse dem. De fnisede og smed Pølse ud af soveværelset. Hun snappede irriteret i luften med sine små tænder og pakkede sig sammen i kurven og faldt i søvn, mens latteren bag døren lød videre…
Storm Jørgensens liv, Pølses og indimellem også Inges ændrede sig en regnfuld oktoberdag, hvor tågen fra skoven bag villaen sneg sig ind som mælk i en suppeskål, lå langs stuegulvet, kildede Pølse på snuden, indtil Storm trak benene til sig under dynen, og lidt efter godt forpjusket forlod han sengen vækket af det stædige vækkeur.
Den dag kom Storm for sent til prøven. Han kunne slippe afsted med det solodanser, ingen forestilling uden ham! Alles øjne rettet mod den store, og de kvindelige dansere var nærmest i trance over at røre ved ham…
Kun én var immun over for Storms magi balletmesteren Poul Danielsen.
Den dag tog han Storm i foyeren og skældte ham ud foran alle og truede med at lade en anden danser tage hans plads.
Storm, min kære, husk: Ingen er uerstattelige. Ben og arme har alle, hoved de fleste. Musikalsk sans og talent ja, det har mindst tre i ballettens første rækker. Jeg skal nok finde din afløser, hvis det er! sagde Danielsen roligt, selvom hans hænder rystede. Inge stod et par meter væk, jakken i hånden, usikker på, om hun skulle flygte eller blive. Balletmesteren knugede sin avis, og hjørnet sitrede let i hans hånd. Så åndede han tungt ud og marcherede væk mod den tunge dobbeltdør.
Storm udstødte enten et grin eller et suk, og så tabte Inge sin taske. Læbestiften trillede ud, to kuglepenne rød og blå og en parfume. Ud rullede også den slidte notesbog i læder, to mintbolcher og alt det sædvanlige småkrims for kvinder.
Undskyld peb Inge, som om det var hende, der havde givet den store skideballe. Jeg jeg…
Hun ville sige, at hun ikke havde hørt noget og straks ville glemme det hele…
Men Storm betragtede hende et par sekunder, så nikkede han, tog sig sammen og hjalp den helt almindelige kontormus med at samle hendes ting op.
Snart gik snakken: grin og fnis, og pludselig smiler Inge. Storm dufter af aftershave og lidt af røget tobak. Han har lange, slanke fingre og et optrukket ansigt med markeret næse. Hans øjenbryn snoede sig smukt over mørke, intense øjne brune med grønt i iris.
Sikke nogle øjne! tænker Inge og rødmer, mens Storm overdænger hende med komplimenter og beder om hendes telefonnummer. Inge bliver først usikker, men giver til sidst tallet, glemmer et sekund, at hun faktisk er gift, og at Thomas venter derhjemme.
Storm lover at ringe en aften. Hvornår ved ingen. Han smiler varmt, fortroligt, forsigtigt ingen har før smilet til hende på den måde. Hendes mand Jens er en almindelig mand, ti års skolegang, direkte i arbejde, altid på skiftehold, lidt klodset, lidt grov. Komplimenter kommer aldrig, måske et grynt om natten og så snorken. Også Inge har altid set sig selv som helt almindelig. Men nu Nu har hun de smukkeste øjne og kurver, der er kommet med fra en billedhugger…
Alt det udspiller sig i Det Kongelige Teaters foyer! At nogen kunne beskrive hende SÅDAN! Inge lytter, blinker og smiler fjollet.
Storm rækker hende tasken, tager sedlen med nummeret og forsvinder.
Siden skælder Inge sig selv ud, bange for, at han ringer og får fat i Jens, som måske siger for meget. Hvem ved, hvad de to kunne komme til at sige til hinanden?
Jens er ikke sygeligt jaloux, men han holder meget af Inge.
For hende lavede han selv køkkenrenoveringen, arbejdede for to, sparede sammen til en ring og så friede han.
Men hvad om nu Storm ringer? Inge elsker sin mand og sin familie, men… I ethvert kvindehjerte kan sådan et men spire frem. Det kunne være smukkere, mere romantisk, mere eventyrligt Måske var hun for hurtig med Jens? Hun sagde ja, for hun troede, at ingen andre ville, men måske skulle hun have ventet på Storm
Men altså! Hvem siger, de ikke bare skal tale lidt? Hun er da ikke nonne! Måske vil han spørge om noget praktisk…
Pjat. Hvad skulle selveste Storm Jørgensen dog spørge mig, Inge Madsen, om? Hvordan man hopper fouetté? Eller hvordan man tæller billetter op? Nej det er bare dårlige undskyldninger, men Inge rører rundt med en usynlig teske i en tom kaffekop.
Inge, hvad tænker du på? spørger hendes chef, Vibeke, og klapper hende let på skulderen.
Nej, ikke noget mumler Inge og rydder lidt på papirbunkerne.
Nå, hvad synes du om ham? Vibeke sætter sig tæt på. Er han ikke lidt grim tæt på? Med de bumser?
Hvem snakker du om?! spørger Inge vrissent.
Du ved udmærket hvem. Inge! Pas nu på! Han har forført mange. Vores gamle systuepige Helle blev altså narret ind til ham… Og så…
Ja, hvad? spørger Inge. Vibeke, jeg har familie, en søn derhjemme. Hvem skulle narre mig? Tilgiv, jeg må tilbage til arbejdet.
Ja ja, du passer blot dit siger Vibeke, og hun tager sin snustiksflaske fra skuffen, tager et hiv og rynker næsen som en mops, før hun skriver videre…
Storm forsvinder ikke fra Inges tanker. Hun kommer næsten for sent til alt glemmer at betale i kantinen, springer sin stoppested over, kigger ikke på Thomas lektier, bemærker ikke de dårlige karakterer. Alt småtteri. Men Storm han er noget særligt.
Han ringer dog ikke den første aften. Eller den næste. Hver gang telefonen ringer, springer Inge op før Thomas, tager røret, siger ja?, men skuffer.
Men altså, tænker hun en aften, mens hun lytter til urene, Jens snorken og biler på gaden udenfor, hvad ville jeg sige, om han ringede? Hvad skal vi to dog snakke om her i min kedelige entre? Om tærten blev vellykket? At Thomas skal på spejderlejr til foråret? Storm er da ligeglad med min søn. Nej, jeg må kunne sige noget om kunst! Ja! I morgen går jeg på biblioteket og låner alt om ballet!
Hun gør det, slæber hjem på en tyk balletbog, siger til familien, at det er arbejdsrelateret. Thomas synes, det er sødt, Jens griner, og Inge læser og skriver noter men hovedet kan knap følge med længere.
Pølse holder øje med sin ejer, som sætter sig i lænestolen, tager en lille seddel og trækker telefonen over til sig. Han taster numret, men smækker straks røret på igen.
Hvad var det nu hun hed? Anne? Lone? For pokker, hvorfor skrev jeg ikke navnet? Storm slår hånden i bordet. Nå… Inge! Inge, som i Elverskud…
Han prøver igen. Pølse kryber hen til hans fødder.
Hallo! Er det Inge? Hvor er det godt, jeg fik fat i dig! Forstyrrer jeg? han griner skingert.
Inge står lammet i entreen det er ham! Han ringer!
Nej, slet ikke! Jeg har tid! løg hun, mens frikadellerne steger på panden, Jens kan være hjemme når som helst, og Thomas kommer sulten hjem fra fodbold.
Nu du har tid, måske vi skal mødes? Jeg kender et lille hyggeligt sted ude ved Amager Strand. De har dådyrgryde. Kan du lide vildt? Han griner igen.
Hvorfor fniser han hele tiden? Inge bliver usikker.
Jeg jo altså mumler hun, og pludselig får hun sagt sin adresse. Dumme, naive kvinde, der blot savner lidt galant opmærksomhed i hverdagen! Hjertet hamrer, hovedet snurrer, tæerne brænder.
Hun får dog stegt frikadellerne, lægger en seddel til Jens om, at hun har ærinder, redder sit hår og finder kjolen frem til restaurantmys, som hun ikke har brugt siden Thomas konfirmation.
Efter tyve minutter holder bilen foran opgangen; chaufføren ringer på. Lige bagved kommer Jens op ad trappen.
Det føles akavet, chaufføren siger, han er sendt af Storm…
Inge rødmer, møder sin mands blik, får fremstammet, at det er arbejde, og Jens nikker bare.
Hvis det er vigtigt, så, ja… Alt i orden. Er der sket noget, Inge? råber han efter hende.
Nej, alt er fint. Der er mad i ovnen.
Døren smækkes; inde i lejligheden svømmer duften fra kødboller og simpel ægteskabelig kærlighed. Hunden fra overboen gør. Inge sætter sig ind i bilen, lukker øjnene…
Middagen er fortrinlig, Storm besynderligt stille, skæver rundt og servitricerne smugkigger på Inge.
Kommer du her tit? spørger hun.
Ofte. Jeg er ikke ærlig, Inge, jeg har haft mange kvinder med her. De er min svaghed. Men du du Han tager hendes hånd, glider over de tørre knoer og den lille gamle brandskade, kysser den hånd hun æltede fars med kun en time før.
Jeg er bare mig selv. prøver hun og vil tage hånden til sig.
Nej. Du er klog, du elsker ballet, det mærker jeg straks. Har du set mine forestillinger? Eller, undskyld, det er privat. Jeg giver dig en billet bedste plads… Men nu stopper vi snakken. Vi skal feste!
Han klapper i hænderne som på scenen, rødvin hældes i glassene…
Inge er hjemme lige før klokken elleve. Thomas hører musik, Jens er gået i seng.
Var du på date, mor? Thomas smiler.
Inge rødmer heldigvis er lyset dæmpet.
Hold nu op…
Og sådan sniger fiktive Kirsten fra tredje sig ind i deres familie Inges gamle veninde hun ikke har set i hundrede år. Hun snakker i telefon med Kirsten, nogle gange i en time.
Hvor er hun fra? Den her Kirsten? spørger Jens. Han graver ikke i Inges liv, men er nysgerrig.
Fra Rødding, siger Inge hurtigt. Hun har hørt om stedet; en balletmester var vist født dér. Jeg var på ferie, vi blev veninder, og sådan blev det.
Det svar tilfredsstiller Jens. Rødding var god nok. Han har selv fisket der engang…
Storm og Inge ses sjældent. Han fører hende ud, taler om kultur, citerer klassikere. Inge er glad for, hun læste balletbogen.
Hvad næste? Hvem tænker på det? Det er bare en uskyldig flirt! Inge er ikke utro; de har ikke engang kysset! Bare to, der hygger sig sammen hvad er der galt i det?
Hvis Kirsten ringer til Inge hjem, må hun sno sig. Thomas sukker, for han venter opringning; Jens venter også, men på sin kone. Men hun snakker uafbrudt om August Bournonville, Lucile Grahn, Anna Laerkesen.
Kirsten på røret lover, at Inge kan hendes stof, mens Pølse kigger mere roligt på sin ejer. Han bringer ikke længere damer hjem, er blidere, mere opmærksom på sin hund, har droppet yogaen. Han sidder bare og snakker i telefonen. Livet lysner…
En dag inviterer Storm hende hjem til sig.
Jeg trænger til at være hjemme. Og du er nysgerrig vil gerne se, hvor jeg bor! Desuden er hunden sløj. Kom og få en kop kaffe, så viser jeg dig min mormors gamle album. Alle de store er der. Kom nu! Han siger det venligt, ikke som et trick. Inge bliver i tvivl, men føler sig både beæret og lidt trist på den syge hunds vegne.
De kører. Foran villaen står smedejernslågen, huset knejser med alt for mange søjler, altaner og stuk. Smagsløs overdrivelse, men pyt…
De går op ad grusstien, står et øjeblik og indsnuser vådt løv. Englebørnene i haven er dækket af blade; Storm griner. Hunden hyler bag de store ruder, og snart pisker Pølses hale mod glasset.
Velkommen! Storm åbner døren.
Inge og Pølse betragter hinanden indgående. Her mangler noget… Det dufter ikke af hjem, hverken af lædermøbler, kage, kaffe, vasketøj, geranium intet. Kun neutral rengøringsmiddel. Hver lejlighed har sin lugt, altid. Hos Inge dufter der altid lidt af æble og brød. Her ingenting, koldt marmer, triste vægge, sort-hvide fotos af Storm.
Hvor er jeres køkken? spørger Inge. Hun får lyst til at skabe varme, fylde huset med duft, bage eller brygge noget te. Er der mon mynte, eller i det mindste citron? Så kan hun lave sød, liflig te…
Jeg opfører mig som en farmor-på-besøg! tænker Inge flovt, kigger på Pølse. Den forstår, den også!
Køkkenet? Kære kom med! Den her vej!
Hun venter på at se et kæmpe velfungerende køkken, måske med plads til at danse rundt… Da hun første gang kom hjemme hos Jens forældre, indtog hun straks køkkenet, og svigermor var benovet.
Her skal der også straks laves noget mad! Ikke perfekt pænt, men dejligt. Storm behøver det! Han er ikke huslig, han har for travlt ved siden af…
Døren glider op; derinde er det dunkelt, roserne dufter for stærkt.
Pølse snuser og trasker ud. Samme type! siger halen.
Inge vil spørge, hvor lyset tændes, men Storm råber bare:
Gør dig det behageligt! Kommer straks. Og forsvinder.
Hendes øjenbryn ryger op. Hænderne ryster, tankerne om ballet fordufter. Benene bærer hende ned mod vejen, mens Jens kigger bebrejdende på hende for sit indre blik. Skamfuldt! Hun har tabt hovedet!
Inge stopper en taxi, beder om at blive kørt hjem.
Storm famler rundt i sin kolde stue, de roser han aldrig opdagede er visne. Hvorfor ville Inge ud i køkkenet? Ville hun bare have vand? Hun kunne jo have spurgt…
Han leder efter hende, men hun er væk. Så sætter han sig og bryder grædende sammen.
Pølse hyler sagte. Hun havde håbet, Inge ville blive, for evigt…
Inge var så meget anderledes, levende, den ægte vare. Storm nåede at tænke, om han skulle fri… Men han ødelagde det. Med sit gør dig det behageligt…
…Inge lister ind i lejligheden, smider skoene, går i bad og ser længe på sig selv i spejlet, indtil hun først ler sagte og senere højt.
Hvad er der, Inge? Jens banker forsigtigt på badeværelsesdøren.
Ingenting, Jens. Sov godt… Sov…
Kirsten fra tredje ringer efter et par dage. Inge vil egentlig smide røret på, men får ondt af både Storm og syge Pølse.
Inge trøster, opmuntrer og finder de rigtige ord. Storm lytter, siddende ved Pølses kurv.
Hvem var det nu? Du var længe… spørger Jens. Kirsten?
Ja, svarer Inge. Hendes hund er syg.
Stakkels jeg er sulten. Er tærten klar? Jens løfter brynene, og Inge iler ud i køkkenet.
Samtalerne bliver nu en del af hverdagen. Nogle gange tager hun, andre gange beder hun Thomas sige, at hun ikke er hjemme. Hun er træt af at opmuntre, men nænner ikke at skælde Storm ud; han er alligevel ensom der, og hunden syg.
Storm vandrer som en skygge på teatret, danser sløjt, og i februar siger han op.
Hvordan kan du, Storm? brummer Danielsen. Hvem skal vi nu…
Ingen er uerstattelige retter Storm. Undskyld…
Han har glemt, at Inge arbejder i samme hus, tre etager oppe. Eller også er han bare et andet sted mentalt.
Sidste gang han ringer, er det upraktisk. Det er Inges fødselsdag, der er langbord og ret efter ret, hun har sin nye kjole på, Jens har givet blomster. Pludselig telefonen.
Skal jeg sige, du ikke er hjemme? spørger Jens. Kirsten kan ringe senere.
Nej! Lad mig tage den. Bare denne ene gang, Jens… Lad mig.
Hun tager røret, Storm fortæller, at Pølse har fået hvalpe, og han vil give hende én.
Hvorfor? forstår hun ikke.
Bare så der altid er lidt af dig hos Pølse Inge, jeg har forelsket mig i dig. Forstår du… Du er jordnær, ikke som de andre. Som min mor… Nå, undskyld. Vil du have hvalpen?
Hun tager imod en lille sjov, gulbrun hvalp, der straks får navnet Viggo. Viggo bliver hurtigt en del af hjemmet, han er bedste ven med Thomas, men Inge holder han allerhøjest af.
Han tager altid imod hende ved døren, smilende med sin lille grillpølse-snude. Han forstår, at ingen er bedre end Inge.
Mange år er gået. Hvor Storm er nu, ved ingen. Inge har for længst fortalt Jens alt, han grinede bare lidt og lod, som om han var fornærmet men var han ikke.
Og Inge er stadig ikke tryg ved telefonen. Det er ikke frygt mere, men en slags undren over, hvordan livet skifter. Fortiden sniger sig ind i drømme, ser på hende med Storms triste øjne, piber stille. Så dukker Thomas op, og Oline kærestens forlovede og alt snurrer videre.
Og solodanseren fra Det Kongelige Teater? Siden sin opsigelse bor han i villaen med søjlerne. En gang i mellem kommer Lucia, en datter af en tidligere kollega, forbi med en dreng. De sidder med kaffe i små kopper, og Storm stirrer ud og tænker, han dansede hele sit liv væk, slog kolbøtter gennem evigheden uden egentlig at mærke noget. Kærligheden den var et sted dér, sammen med Inge, som han aldrig fik givet en billet til sin sidste forestilling. Ærgerligt…
