Olivers hest
Vi havde virkelig gjort os umage for at gøre klar til Helles besøg. Eller, det vil sige, jeg gjorde mig umage du ved, ligesom når man fylder lejligheden med duften af Ajax, og Anders bare går rundt og enten laver det modsatte eller slet ikke hjælper, fordi han er træt.
Men hvorfor? Hvad er du træt af, Anders! udbrød jeg, mens jeg tabte kluden på gulvet, bøjede mig ned for at samle den op, slog albuen mod et eller andet træben og lavede en plaget grimasse, men blev alligevel ved med at knokle løs med at pudse de i forvejen skinnende hylder, skabe, vitriner og reoler. Især figurene blev pudset, og bagved dem også, for Helle ville jo helt sikkert tage hver eneste hyrde, mand, ballerina, hest, hund, kat, hjort og amorin op for at fortælle, hvor og hvordan hun havde fundet den skægge lille sag.
Helle, min mor, havde en helt særlig passion for porcelænsfigurer. Hun gik på loppemarkeder i 80erne, handlede på Den Blå Avis, pruttede om priserne, havde øje for det, som hun selv sagde, og kendte hver enkelt figurs historie.
Far, hvad sker der med mor har hun nu slæbt det der skrammel hjem igen? spurgte vores søn Mikkel, 12 år gammel, mens han stod med armene over kors, parat til at smække døren til sit værelse i. De får ALDRIG lov at stå inde hos mig! Få dem hellere hen i jeres soveværelse, men ikke hos mig!
Og så røg døren BANG! og hyrderne, ballerinaerne og de hvilende jagere pustede sig op på hylderne sammen med mormor Helle, der sukkede.
Anders, kan du ikke banke nogle nye hylder op for mig? spurgte hun blidt, mens hun kiggede på ham med store øjne. Alt det her skønne skal jo have et sted at stå…
På et tidspunkt var hele samlingen et stort hit. Der kom altid nogle lidt sære mænd forbi, som Anders kaldte for porcelænsnørder, fordi de altid snakkede om tallerkener, opbevaringsforhold, grundige analyser, og pudsede næsen i samme ternede lommetørklæder.
Mor, hvor finder du dog de mennesker henne? grinede Mikkel og bukkede galant i entreen, da endnu en gæst gik ud. Hvorfor? Lad dog figurene stå… hvorfor al den ståhej?
Åh, søn, du og din far forstår virkelig ingenting! Slet ingenting! I er nogle simple, jordnære folk, for hvem et motorcykelstel er vigtigere end kunst! Men det her det er evigheden, en arv vi giver videre! Hvis du ikke kommer ind på universitetet, og sådan en slacker som dig gør det nok ikke, så kan vi altid betale med porcelæn kloge mennesker vil forstå værdien af det! Og så slutter vi den diskussion! Helle tog sig til hovedet, Anders hentede et glas vand med baldrian, og Mikkel forsvandt ind for at læse op til optagelsesprøven.
Og skæbnen ville, at han kom ind helt uden problemer og fik endda topkarakter. Han var dygtig, pjækkede lidt, bevares, men han færdiggjorde sin uddannelse med glans, fik job på en fabrik, og senere et i finansafdelingen. Helle pralede stolt til alle veninderne om, at Mikkel flyttede millioner rundt, i det omfang, det nu kunne lade sig gøre.
Han kommer aldrig på besøg mere, har lejet sin egen lejlighed. Måske har han mødt en… Nå, men jeg håber virkelig, at han passer på min samling, når han engang får lejligheden overtaget… og så sukkede hun.
Det var for længst besluttet, at Mikkel og hans kommende kone skulle arve lejligheden, når engang tiden var inde, og Helle og Anders kunne rykke ud i rækkehuset.
Og så, en dag, kom han rent faktisk med ikke sin ven, men en spinkel pige.
Anders, hvem er hun der? hviskede Helle hurtigt, mens Mikkel viste pigen sine figurer.
Jeg ved det ikke! Han sagde, hun hedder Freja. Det er da meget dansk, hun virker sød nok slip mig nu! Anders rystede latteren væk, jeg går ind og hilser. Jeg elsker i øvrigt det der hår hun har. Hvordan får man det så lyserødt? Som kemiker må jeg finde ud af det!
Så gik han ind i stuen, hvor Freja allerede var fordybet i hyrderne.
Så Freja, hvad laver du til hverdag? spurgte Anders. Vær nu forsigtig, den der hest fandt min kone på et loppemarked. Halen er gået af bare rolig, det var efter en lidt for livlig julefest.
Herefter blev der lidt stille, og Anders tænkte på den lidt irriterende overordnede, Helles gamle chef, Søren Lauridsen sådan en poleret og altid forpustet type som gerne kom forbi og skulle se sin gave, hesten.
Helle, du kunne godt give ham den hest den fylder og er heller ikke pæn! brokkede Anders sig.
Jeg skal bare lige have lederstillingen… Ja, det er måske urimeligt, men sådan er det! Jeg har kun elsket dig, Anders! viftede Helle det væk med et smil.
Og Søren kom på besøg, drak kaffe, tog sig til rette. Og Helle sørgede for at lufte grundigt ud bagefter. Han røg Kings.
Freja, indtil da helt væk i tankerne og den porcelænshest, var ved at tabe den.
Undskyld! Jeg lover at sætte den på plads den har helt sikkert haft et dramatisk liv. Benene er jo nærmest snoet rundt. Jeg er dyrlæge. Helst hamstere og katte, men en gang imellem får vi også heste ind vi havde praktik på… ehh…
Kom, nu er der mad! Helle satte et fad med kylling på bordet. Kom, kom, inden det bliver koldt…
Anders nikkede, baksede lidt med at få alle på plads, skænkede champagne til pigerne, noget stærkere til mændene, og så sad vi der og spiste og grinede, lidt på albuerne. Freja fortalte levende om hestepraksis, folinger og alt det mærkelige, man render ind i.
Jeres hest dér ligner én med leddegigt, konkluderede Freja.
Mikkel skulede til hende under bordet, hun skubbede til ham igen, men ramte Helle. Der kom døsig stemning over bordet.
Undskyld! blev Freja ildrød i kinderne.
Her er ikke nogen stald hop, så tager vi opvasken sammen, Freja! sagde Helle og forsvandt med hende ud i køkkenet.
Med det samme dørene lukkede, grinede Anders, blinkede til Mikkel og rodede rundt i håret.
Måske jeg også skulle farve mit hår? Ville det klæde mig?
Nej, sagde Mikkel kort.
Så sad vi der og drak te, spiste wienerbrød og chokolade, og tog Kongen af Danmark-karameller frem til kaffen.
Hvad snakkede du og din mor om, siden hun så så mut ud bagefter? spurgte Mikkel bagefter.
Ah, ikke noget alvorligt. Hun er jo bare klippefast! Men hvorfor samler hun på de figurer? Jeg har sådan noget kun set på museer!
Mor kan bare godt lide dem. Hun har brug for dem. Især hesten, du ved pas nu lidt på med den slags snak næste gang…
Freja nævnte aldrig mere hesten. Og snart var vi gift. Mikkel og jeg arvede lejligheden svigerforældrene trak sig tilbage til rækkehuset ude i Glostrup, stille og roligt.
Jeg synes nu ikke, vi skal tage jeres bolig. Vi skal nok klare den, forsøgte jeg.
Sådan er det. Vi har også skulle sno os. Bare pas godt på figurene, ja? Jeg har ikke plads til dem i rækkehuset. Når vi får bygget sommerhus oppe i Odsherred, flytter jeg dem derud. Og så hesten også, men først senere.
Og så flyttede de. Helle kørte bilen, Anders var stille. Hvad nu? Alting forandrer sig…
Det var faktisk ret storsindet af Helle, at hun bare gav slip. Men hun havde aldrig kunnet lide mig, syntes jeg var for følsom, for meget til kældedyr og helt væk fra virkeligheden.
Tag det nu roligt, Helle hun er da okay, sagde Anders, men Helle rystede på hovedet.
Jeg havde bare forestillet mig, at Mikkel ville finde én mere akademisk… men nå, sådan blev det.
Hellere en, der kæler med katte end én, der træder på folk! holdt Anders stædigt fast.
Og så de ben der hun sparker næsten som en islænder! Men, okay, nok om det…
Så gik hun i køkkenet, lavede kaffe, og blev hængende ved vinduet, mens hun tænkte på, hvor hyggeligt de havde haft det i kollektivet engang, og hvor let det var, selvom det var trangt. Nostalgi er den fineste slags smerte.
De første år med Mikkels forældre i huset var lidt svære. Bedstefar glemte helt at tage shorts på, Oline måtte købe sådan nogle med palmer på. Det gnavede lidt.
Der var også kokke-sammenstød på køkkenet, fnidder og hvisken bag døre.
Men så fik de endelig den der samarbejds-lejlighed dén, hvor Mikkel og jeg bor nu og alt faldt lidt til ro. Mor samlede flere og flere figurer.
Hvorfor begyndte Helle på det? Hun ville gerne have noget lidt mere raffineret. Der var engang kun tre figurer en svamp, en ballerina og en tiger.
Alt blev gemt i vitrineskabet, indtil Anders en dag tog nogle kolleger med hjem. Oline havde gjort sig umage med mad og smil, og da der blev spurgt, om hun lavede keramofili, rødmede hun først, troede, det var en seksuel ting men da hun så folks respons, nikkede hun ivrigt. Så begyndte hun for alvor at samle, læste bøger om det, blev vildt passioneret. Indtil panserne for alvor blev strammet og alting blev for dyrt. Nogle gange byttede hun en figur til skolestarternes tøj eller et ekstra par sko. Men hun brød sig bestemt ikke om at huske dén tid…
Nu stod hun dér, pakkede minder og porcelæn sammen, for at et nyt ægteskab kunne flytte ind og blomstre. Underforstået: børnebørn.
Mikkels ægteskab blomstrede og det blev til Jonas. Han strakte hænderne mod alle figurene, men jeg sagde nej.
Jonas! Hvad laver du? Pas på det er Mormors! skældte jeg, når han alligevel fik fat og næsten smadrede en figur.
Et par gange gled figurer ud af de små hænder, og samlingen mistede både en fed købmand og en glad pige, der skulle ud og drive kvæg.
Hvorfor kvæg, mor? undrede jeg mig.
Fordi din mormor købte den ovre i Helsinge, hvor de sagde, hun var kendt i hele området. Men det har de da bare sagt.
Ej, hvor er det synd, hvis det passer… Vi må have et skab med lås!
Og det fik vi Jonas bankede dog løs, men nu blev figurerne ovenikøbet beundret af alle mine veninder, selvom de i virkeligheden hellere ville snakke kæledyr.
Jeg, nu uden lyserødt hår, tænkte nogle gange over, hvad jeg ville sige til Helle, hvis hun opdagede, at hyrdepigen var væk. Men hun tog det pænt.
Hvis det var Jonas… Så skidt med det, sagde hun bare og hældte mere te op.
Men i dag kunne jeg ikke give nogen undskyldning. Jeg tørrede støv af hesten den fra chefen og tabte den.
Mikkel, jeg ved ikke hvordan det skete! Den gled bare! Jeg mente det ikke, hvad gør vi? Jeg kan ikke lime den sammen igen…
Jeg kravlede rundt på gulvet og samlede skår, indtil Jonas også kom og ville hjælpe.
Øhm… Mor har sagt, at hun vil have hesten med på sommerhuset, den skulle endda have æresplads! gemte Mikkel ikke på.
Måske kan jeg købe en ny i Magasin? Hun lægger ikke mærke til det! Kan du lige tage Jonas, jeg smutter!
Men lige dér lød det på døren. Helle ringer altid på, selv om hun har nøgle.
Mor, kom nu bare ind, havde Mikkel altid sagt, men nej.
Nu er det altså jeres hjem. Jeg blander mig ikke, sagde hun stædigt.
I dag, som altid, ringede hun igen.
Du må hellere åbne hun står derude og fryser. Hun er tidligere end hun plejer.
Mikkel gik ud, og jeg hørte hendes kendte trippelyde, kæden på tasken der slog mod glasset, kys og papirposer. Men hun lød ikke som hun plejede. Ikke noget brok over trafikken, ikke noget om parkering.
Hej min skat… Freja, god aften… Jonas, kom, gi lige mormor et kys!
Drengen kom løbende.
I har da køligt her. I burde tage på sommerhuset. Freja, tag ferie… og så satte hun sig nærmest opgivende ned.
Jeg havde aldrig set hende sådan. Hun var træt.
Kom du godt frem, mor? Hvad er der i vejen? Har der været noget? Eller har du set det? Mor… hesten…
Helle, det er faktisk min skyld. Jeg tørrede støv af den som du bad mig om og den med ledskaden gled ud af hænderne. Jeg skal nok købe en ny, jeg skal nok… undskyld mig!
Hesten? Altså, helt ærligt… hvem gider også en hel stime af dem pyt!
Og jeg var virkelig ked af det. Helle har aldrig været urimelig, aldrig haft krav, altid været der hvis vi havde brug for hende, især med Jonas. Og nu dette… og hesten får aldrig sin plads mere.
Hun havde jo nogle gange snakket med hesten. Ingen andre ikke ballerinaen, ikke hyrderne, kun hesten.
Vi finder én, der er endnu finere! sagde jeg, ligesom til Jonas om en legetøjsbil. Tag det nu roligt. Vi finder en ny, jeg lover…
Åh, Freja, den hest… afbrød Helle. Jeg kunne ikke være mere ligeglad! Jeg beholdt den kun for chefens skyld, så han kunne se, at hans gave stod fremme, når han kom på besøg. Nu er den væk og det er kun godt! Men… hun slap pludselig armene mod lårene.
Mikkel og jeg kiggede forfærdede på hinanden. Der måtte være sket noget dårligt.
Mor, hvad har du nu gjort? Er far syg? Har I optaget lån? Er det svindlere? Hvad sker der?
Mikkel, undskyld mig. Jeg har ridset din bil! Jeg forsøgte at parkere, ryggen sagde fra, og jeg troede, jeg havde plads… men nu er der en stor ridse. Undskyld, men jeg er ikke sur over hesten! Og Jonas tager jeg gerne med på sommerhus hele sommeren, og…
Det hørte Mikkel ikke, han styrtede straks ned ad trappen.
Han havde kun haft bilen én uge den duftede stadig af fabriksnyt læder. Han elskede den, vaskede og plejede den, tog billeder når han kunne, og viste Jonas, hvordan man polerer.
Mikkel skyndte sig ud til bilen, så de ældre damer i opgangen stirrede.
Hvad har han så travlt for? spurgte en.
Han har sikkert glemt pungen. Jeg løb også sådan, da det skete mig, sagde en anden.
Du løb? Hold nu op, du kan jo knap gå!
De småsludrede, mens Mikkel rodede rundt ved bilen, bukkede sig ned, lyste med mobilen. Der var ridser men da han forsigtigt gned lidt, faldt det meste af det var bare snavs. Der var slet ingen skade.
Han kom op igen. Jonas legede med sine biler, mens mødrene sad og drak te og småhviskede i køkkenet.
Nå? sagde han strengt. Skal vi sælge alle mormors kjoler og kniplinger for at betale for ridserne? Hvad siger I, Sælger vi farvoritterne?
Mikkel, skat jeg sælger gerne. Alt sammen! Men så beholder jeg bare den pige med en svamp og løven, og så hanen og bjørnene!
Helle stod pludselig hen ved hylderne, pegede og fortalte historier om, hvordan hun købte figurerne til markedspris i Gilleleje, hvordan hun forhandlede og bar dem hjem i tasken. Og bilen? Jeg kører aldrig igen… aldrig! Bliver du gal?
Så husker du dengang jeg knuste den lyserøde vase? Du blev rasende. Fik ikke lov til fødselsdag hos Peter…
Det husker jeg. Og undskyld, jeg tog fejl.
Eller dengang jeg spildte blæk ud over din yndlingskjole?
Jeg husker alt, sagde Helle.
Og jeg… jeg… sagde Mikkel, og jeg viftede med hænderne til, at han skulle tie nu, for Helles hænder blev helt svedige.
Lad os nu ikke dramatisere, jeg er klar. Skal jeg gå?
Mikkel! udbrød jeg.
Mormor! råbte Jonas.
Alle kiggede på Mikkel.
Han satte sig tungt. Tog sukker tre gange i teen og sagde så:
Slap nu af, mor, det var bare lidt snavs. Du tager det her porcelæn med? Skal jeg bære det ned i bilen for dig? Lad os nu sætte os ned som familie. Og for resten: kagen er genial. Må jeg få mere marmelade?
Jeg gav ham et dask, spurgte Helle om hun skulle have nitroglycerin, hældte mere te op, og så pakkede vi hele samlingen ned i aviser og snor. Helle og Anders havde næsten fået sommerhuset færdigt, og Anders havde bygget et helt lille vitrineskab ind under trappen bare til Helles porcelæn.
Anders, hesten tager jeg ikke med den er i stykker, informerede Helle, da hun kom hjem om natten.
Og hvad så? Sprang du i luften over det? sagde Anders søvnigt.
Nej, jeg viftede bare. Den var ikke noget værd, forkert fra starten. Jeg stiller ballerinaen der i stedet. Åh, hvor er jeg træt… ikke engang plads til at parkere hos dem, og nu troede jeg, jeg havde ridset bilen… men det var bare skidt.
Jeg giver dig bøde, Helle Mikkel har allerede fortalt det hele. På søndag tager du med mig til koncert.
Men jeg har ikke noget pænt at tage på!
En bøde er en bøde! På med tøjet, du har!
Til koncerten blev Helle klappet på skulderen af en gammel bekendt den gamle chef.
Helle! Hvor ser du godt ud! Har du stadig min hest?
Søren? Sikke dog… Nå, jeg siger det bare hesten er væk, knust, du skal ikke komme og kigge mere på den. Ha det godt! Helle vendte sig og fokuserede stædigt gennem kikkerten på musikerne.
Godt, at Freja knuste hesten. Den var det sidste, der forbandt Helle og Søren Lauridsen. En mærkelig kemisk fagforeningsflirt han var betaget, hun kunne ikke afvise så højtstående en chef. Nu var det forbi. Frihed!
Og så var der bare sommerhuset, porcelænet og Anders der midt under Zouglou-rytmerne gav hende en pose nødder.
Tag nu dine interesser, og så har jeg min musik, mumlede han, og det det er vel kærlighed. Jeg håber, Mikkel og Freja får det ligesådan…
